ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Bocian: Vi straffer Kina med vores kolde kontanter – aldrig har vi købt flere varer produceret i Kina

Arkivfoto: China Stringer Network/Reuters/Ritzau Scanpix
Arkivfoto: China Stringer Network/Reuters/Ritzau Scanpix

Ikke så overraskende er vores eksport ramt af coronakrisen. Verdensøkonomien har været i bakgear i store dele af 2020, og det rammer vores eksportører. Kigger vi på vareeksporten alene, er den faldet med over 3 pct. i perioden fra februar til september, de senest offentliggjorte tal.

Men sådan forholder det sig ikke, når vi kigger på, hvad vi danskere køber i udlandet. Faktisk køber vi flere varer i udlandet, end før corona ramte, i hvert fald når man renser tallene for importen af skibe og fly.

Fremgangen i importen skal ses i lyset af udviklingen i det private forbrug. Vareforbruget har generelt klaret sig betydeligt bedre her i krisen, end mange tror. Det skyldes for det første, at det politisk har været prioriteret, at vores indkomster kunstigt skulle holdes i vejret trods den betydeligt lavere økonomiske aktivitet. Særligt lønkompensationsordningen var med til at sikre, at de fleste af os faktisk har haft og stadig har en helt fin privatøkonomi trods krisen.

Når det kombineres med, at corona rammer den del af forbruget, der kræver fysisk kontakt, hårdt, så frigives penge til øget forbrug af varer. I stedet for at gå ud for at spise køber vi måske et nyt tv, nyt køkkenudstyr eller andet til hjemmet. Og varerne produceres ikke sjældent i udlandet.

Vi køber mere og mere i Kina

Kigger man på importen opdelt på lande, kan man se, at det særligt er importen fra Kina, der er steget. Vareimporten ekskl. skibe, fly og brændsel er samlet steget med 830 mio. kr. fra februar til september – kigger vi alene på importen fra Kina, så har fremgangen været på 840 mio. kr. – det svarer til en fremgang på 23 pct.

I USA har præsident Trump gentagne gange omtalt corona som Kina-influenzaen, og han har udtalt, at Kina kommer til at betale en høj pris. Indtil videre er straffen til Kina tilsyneladende, at vi køber flere af deres varer. For det er ikke kun i Danmark, at importen fra Kina er steget – det er den også i USA.

Så den hårde retorik synes ikke rigtigt at virke efter hensigten, og det er nok meget godt.

Når vi kigger på, hvad vi danskere køber i Kina, så er et af de største hop i importen at finde i kategorien medicinalprodukter – en produktkategori, vi nok nødigt ville undvære. Det drejer sig til dels om medicin, men vi må heller ikke glemme, at mange af de værnemidler, som beskytter os her i efteråret, faktisk er produceret i Kina. Jeg tjekkede lige de mundbind, som jeg har i tasken, og søreme så, de er skam produceret i Kina. Jeg ville nødigt være foruden.

Derudover har der været et markant løft i importen af garn og stof – et godt bud er, at det skal ses i lyset af det generelle løft i hjemmesyslerne her under coronakrisen.

Desværre gengælder Kina ikke helt begejstringen. Den kinesiske import af danske varer er faldet med 10 pct. Men selvom der ikke er balance, skal vi være glade for det velstandsløft, handlen med Kina sikrer.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis