Selvom marts var en måned med mange coronarestriktioner, nærmede beskæftigelsen sig niveauet fra før krisen. Ifølge DI var beskæftigelsen kun ca. 6000 personer under niveauet i februar sidste år, hvor beskæftigelsen satte rekord. Ser vi bort fra den ene måned – februar sidste år – så har beskæftigelsen aldrig været højere.
At arbejdsmarkedet synes at være kommet så stærkt ud af vinterens skrappe restriktioner, er overraskende – bnp faldt trods alt med 1,5 pct. i første kvartal. Men den stigende beskæftigelse skal ses i lyset af, at store dele af dansk økonomi, herunder industrien og byggeriet, kom stærkt igennem vinteren – hvortil kommer, at testindsatsen har krævet mange medarbejdere.
“bnp kan over sommeren nærme sig niveauet fra før krisen
Når vi kigger ind i andet kvartal, er der grund til at forvente solid økonomisk fremgang. I løbet af andet kvartal er de fleste restriktioner blevet fjernet – og ikke usandsynligt kan bnp allerede hen over sommeren nærme sig niveauet fra før krisen. Det betyder også, at beskæftigelsen kan forventes at stige yderligere – en formodning, der understøttes af, at der i både marts og april blev lagt rekordmange nye jobannoncer på nettet.
Da mange virksomheder i oplevelsesindustrien øger produktionen på kort tid, kan knaphed på arbejdskraft hurtigt blive en udfordring – i hvert fald i en periode. I takt med at flere og flere vaccineres, og dermed slipper for at skulle testes flere gange ugentligt, frigives der dog forventeligt arbejdskraft fra testcentre. Men om det er nok til at dække behovet for medarbejdere i de virksomheder, der genåbner, er der bestemt ikke garantier for. Arbejdsmarkedet risikerer dermed på rekordtid at gå fra underafkølet til overophedet.
Selvom arbejdsmarkedet i stor hast er på vej tilbage til niveauet før krisen, må man ikke glemme, at dele af økonomien fortsat er i krise: Natklubberne, luftfarten og dele af oplevelsesindustrien suger fortsat bundvand ind.
Store dele af det økonomiske efterslæb ifm. coronakrisen er dog lagt bag os. Det skal den økonomiske politik indrettes efter. Spørgsmålet er derfor også, om den bebudede sommer- og erhvervspakke bør gennemføres som planlagt.