I starten af coronakrisen var den økonomiske usikkerhed voldsom, så i stedet for at præsentere en økonomisk prognose valgte Finansministeriet i april 2020 at offentliggøre tre scenarier, der skulle belyse de økonomiske udsigter. Spændet mellem scenarierne var stort – men alle tre scenarier var for dystre. I det mildeste scenarie var det forventningen, at bnp ville falde med 3 pct. i 2020. Så galt gik det ikke, dykket i bnp blev på 2,1 pct. i 2020 – og også året efter overraskede væksten positivt. Samtidig udviklede de offentlige finanser sig bedre end frygtet.
Nu er den økonomiske usikkerhed igen høj – og Finansministeriet har atter valgt at præsentere tre scenarier: Det milde, det hårde og så et midterscenarie. Tiden må vise, om Finansministeriets dygtige økonomer denne gang rammer skiven – men der er en tendens til, at prognosemagere tillægger begivenheder, de kan forholde sig til, for stor betydning. Der er ofte krig eller voldsom politisk usikkerhed, men i de fleste tilfælde er de økonomiske effekter små.