I Beijing, Washington, Bruxelles og andre globale magtcentre spørger man efter IA-sejren ved det grønlandske valg sig selv om, hvorvidt permafrost nu rammer en af de geopolitisk mest afgørende mineprojekter.
Ganske enkelt er der globalt fokus på Grønland som sjældent tidligere i historien.
De knap 57.000 grønlændere har noget, resten af verden ikke bare gerne vil have, men snarere kræver: de såkaldte sjældne jordartsmetaller – der er mere besværlige at udvinde end de er egentligt sjældne – er uundværlige i den grønne omstilling, hvor de bl.a. indgår i batterier til elbiler, til vindmøller, solceller og pumper. Men samtidigt er de også en uundværlig komponent i produktion af bl.a. F-35-kampfly, missiler og andre våbensystemer.
Grønland sidder på en af verdens største forekomster af disse uundværlige jordarter. En økonomisk guldmine, men mere værd end det sparsomme grønlandske guld. Potentielle indtægter til hjemmestyret på 1,5 mia. kr. i en lang årrække nævnes i debatten – foruden enorme investeringer og hundredvis af nye job. Men hverken milliarderne eller nye job vil et flertal af grønlænderne have. Minen på Kvanefjeld var i fokus ved valget, og IA vandt på en kampagne med et tydeligt nej til udvinding.
Nu er det meget åbne spørgsmål, hvordan omverdenen reagerer. Interessen for Grønlands ressourcer forsvinder ikke på grund af et politisk skifte.
Betydningen af Kvanefjeldet blev for nyligt udtrykt lysende klart af tænketanken Polar Research and Policy Initiative i London. I en rapport anbefalede de fem lande med et tæt efterretningsmæssigt samarbejde i Five Eyes – USA, Storbritannien, Australien, New Zealand og Canada – at etablere et tæt samarbejde med Grønland for at sikre sig “de mineraler og materialer, der er kritisk afgørende for den nationale og økonomiske sikkerhed.”
Tænketanken udtrykker kun det, der allerede er alment kendt i bl.a. Washington. Fhv. præsident Donald Trump var i 2019 bevidst om, at USA ikke selv kan producere de nødvendige mængder af sjældne jordartsmetaller og beordrede i juli samme år i et “presidential memorandum” forsvarsminister Mark Esper til at finde det “billigste, hurtigste og mest praktiske alternativ til at opfylde behovet for denne kritiske kapacitet.” Få uger senere fortalte Trump, at han havde tilbudt Danmark at købe Grønland.
“Grønland kan få rollen som redningsmand med uundværlige råstoffer til danske kampfly
Handlen blev ikke til noget, men bl.a. USA’s interesse for Grønland er usvækket. Polar Research and Policy Initiative skriver, at “Grønlands enorme reserver af kritiske mineraler og det store antal af britiske, canadiske og australske virksomheder, der arbejder i Grønland, gør det til et nyt interesseområde for Five Eyes.”
Landsstyret og den danske regering må antages at være herre i eget hus. Og så alligevel. Det er snart ti år siden, at fhv. industrikommissær Antonio Tajani rejste til Grønland for på EU’s vegne at sikre udvindingsrettigheder i bytte for teknologisk og miljømæssig knowhow. Tajani var, skrev Agence France Presse i 2012, parat til at tilbyde grønlænderne 35 pct. af indtjeningen fra minedrift på kysten, men det lykkedes ikke for ham. “Kinas præsident Hu Jintao kom dagen efter. De er allerede i gang i undergrunden - købte et britisk selskab og sendte 2000 kinesiske minearbejdere ind,” sagde Tajani.
Påstanden holdt ikke vand. Kina er til stede, ja, men i mindre format som aktionær med knap 10 pct., ejet af minekonglomeratet Shenge, i Greenland Minerals. Shenge tilbød i 2018 at købe hele produktionen fra den mine på Kvanefjeld, der har været undervejs i en lang årrække, men synes nu at have opgivet den ambition. Greenland Minerals er i stedet igen i forhandlinger med EU-Kommissionen, der på vegne af europæisk erhvervsliv gerne vil sikre EU de uundværlige mineraler.
IA-lederen og den sandsynlige nye regeringschef, Mute B. Egede, sagde om Kvanefjeld-minen i partilederrunden efter valget, at minen aldrig kommer i gang: “Det holder vi fast i. Vi skal lytte til de vælgere, der er urolige. Vi siger nej til uranudvinding.” En henvisning til, at jordarterne ikke kan udvindes, uden at der følger uran og dermed strålefare med.
Mute B. Egede har et minekort i baghånden. I august sidste år fik Tanbreez Mining Greenland tilladelse til at udvinde sjældne jordarter ved Killavaat Alannguat, ca. 50 km fra Kvanefjeld, hvor der ikke er uran. Men forekomsterne er meget mindre og har ikke nær samme internationale interesse. Under alle omstændigheder er udnyttelse minimum to til tre år ude i fremtiden. I mellemtiden vokser bekymringen i EU og USA over, at Kina sidder på ca. 90 pct. af den globale fødekæde – udvinding og produktion – af jordarterne, hvor en mangel altså er en trussel mod den økonomiske sikkerhed.
En unavngiven kinesisk embedsmand fortalte i februar ft.com, at Beijing undersøger, “om USA vil få problemer med at producere F-35-kampfly, hvis Kina indfører et eksportforbud” af sjældne jordarter. Et sådant forbud vil uvægerligt øge USA’s interesse for Grønland, hvor man netop har åbnet et konsulat. Eftersom Danmark netop har overtaget det første af sine F-35-fly og må vente flere år på de efterfølgende, ligner det et potentielt dilemma mellem København og Nuuk, hvis Grønland kan få rollen som redningsmand med uundværlige råstoffer til danske kampfly.
I første omgang vil Grønland klare sig økonomisk uden minedrift på Kvanefjeld; fiskeriet går godt, pandemien har ikke ramt Grønland særlig hårdt, og der er fuld beskæftigelse blandt folk med uddannelse. Men investorer i en halv snes store projekter vil måske tænke sig om en ekstra gang, når et regeringsskifte kan stoppe et årtis forberedende arbejde med en mine.
