ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Feds New York-chef: Vi er stadig midt i en vanskelig situation

Arkivfoto: Leah Millis/Reuters/Ritzau Scanpix
Arkivfoto: Leah Millis/Reuters/Ritzau Scanpix

Coronakrisen har fået den amerikanske centralbank, Federal Reserve, til at sætte gang i en række lånefaciliteter for at holde hånden under kreditmarkedet.

Indtil videre har brugen af programmerne været på et relativt lavt niveau, og det er et tegn på, at markederne er velfungerende, siger John Williams, der er chef for centralbankens afdeling i New York, torsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

– Det er faktisk en målestok for succes. Eksistensen af faciliteterne, selv i en “bagstopper”-rolle, har hjulpet med at øge tilliden til et punkt, hvor låntagere har mulighed for at få adgang til lån i det private marked til overkommelige renter, siger han ifølge mediet.

Federal Reserve lancerede allerede i marts den første række af låneprogrammer, som skulle sikre likviditeten i den amerikanske økonomi og finansmarkedet.

Centralbanken sænkede også i løbet af marts renten to gange på to uger, så den nu er helt nede i bundniveauet fra finanskrisen i intervallet 0 til 0,25 pct. Samtidig lovede banken også at støtte obligationsmarkedets likviditet med massive milliardopkøb.

Ifølge chefen for afdelingen i New York er centralbanken lige nu mere fokuseret på at komme gennem krisen end at finde ud af, hvordan den afslutter hjælpeprogrammerne.

– Jeg tror ikke, at tiden i dag er til at være mere fokuseret på exitstrategier. Vi er stadig midt i en meget vanskelig situation, siger John Williams ifølge Reuters.

/ritzau/FINANS




           

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis