I en tid, hvor det økonomiske udfaldsrum synes gigantisk, er det enten meget opløftende eller voldsomt foruroligende, at de danske økonomiske prognosemagere alle som én tegner stort set samme billede af vækstudsigterne herhjemme. De økonomiske vismænd forventer ligesom regeringen og de store banker stort set uændret økonomisk aktivitet gennem året i år. Næste år ventes økonomien atter at vokse. Her er der lidt større forskel på prognoserne, men der er stort set ingen, som forventer en egentlig krise i dansk økonomi, selvom tempoet langt fra ser ud til at komme til at imponere.
En periode uden vækst efterfulgt af en periode med langsom økonomisk fremgang taler ifølge vismændene for, at beskæftigelsen kommer til at falde. Men trods udsigten til faldende beskæftigelse er der fortsat højtryk på arbejdsmarkedet. Beskæftigelsen vurderes også i de kommende år at være højere end det strukturelle niveau. Så dansk erhvervsliv vil efter alt at dømme fortsat mangle kvalificeret arbejdskraft, og arbejdsløshed forventes ikke at blive en makroøkonomisk udfordring.