Coronakrisen har udviklet sig med en hast, der har nødvendiggjort en alternativ tilgang til økonomiske statistikker, når den aktuelle økonomiske situation skal belyses.
Under normale omstændigheder ligner den ene uge den anden – og hvis man ellers har styr på sæsonudsving og ferier, har man ikke behov for særligt højfrekvente data for at sige noget om, hvordan det går her og nu. Men under coronakrisen har den ene uge ikke lignet den anden. Nedlukningen og den efterfølgende genåbning har gjort, at der har været behov for andre typer data end de normale indikatorer.
“Elforbrug er allerede en flittigt brugt økonomisk indikator – dog ikke i Danmark
Herhjemme har Danmarks Statistik hurtigt spottet behovet og har over de seneste måneder offentliggjort eksperimentel statistik, som gør os klogere på økonomiens helt aktuelle tilstand. Data for antallet af dagpengemodtagere på dagsniveau, hurtig statistik for vores samhandel med udlandet og hurtige erhvervs- og forbrugindikatorer.
Nogle af statistikkerne er nyskabelser. Det gælder dog ikke den indikator, som handler om vores elforbrug. Elforbrug er allerede en flittigt brugt økonomisk indikator – dog ikke i Danmark. Man bruger elforbrug som økonomisk indikator i lande, hvor de normale statistikker enten er underlagt politisk kontrol eller er meget usikre.
Kigger vi på elforbruget de seneste måneder, har man da også kunnet se corona tydeligt i tallene. Husholdningernes elforbrug steg, da de fleste var tvunget til at blive hjemme. Omvendt, og økonomisk set mere interessant, faldt elforbruget på de danske arbejdspladser, da der ikke var samme behov for strøm, når medarbejderne arbejdede hjemme, og produktionen måske i en periode var lukket ned eller kørte på lavt blus.
Selvom der efterhånden er lukket op for størstedelen af dansk økonomi, kan corona stadig spores i erhvervslivets elforbrug, der fortsat er lavere end samme tid sidste år. Det skal dels ses i lyset af, at den økonomiske aktivitet er faldet – men derudover har vi danskere også ændret arbejdsform. Flere vælger nu at arbejde hjemmefra – hvilket gør, at pc’en på arbejdet stadig er slukket, mens der er tændt for den bærbare derhjemme.
Det er ikke kun i Danmark, at elforbruget er blevet en økonomisk indikator. Danske Bank udgav i sidste uge en aktivitetsmåling på baggrund af højfrekvente data i både USA, Europa og Japan. I analysen følges elforbruget også. Det viser blandt andet, at selvom der trods alt er fremgang at spore sammenlignet med for et par måneder siden, så er elforbruget fortsat lavt.
Særligt i Tyskland, Italien, Storbritannien og Japan ligger niveauet markant under samme tid sidste år – i de lande er elforbruget fortsat mere end 5 procent under niveauet samme tid sidste år. Det ser mere opløftende ud herhjemme, hvor elforbruget er 1-2 pct. under niveauet sidste år. Endnu en indikation på, at vores krise indtil videre er mildere end de fleste andre landes.