Forløbet har ikke just været elegant, men fornuftigt nok valgte finansminister Nicolai Wammen (S) mandag at bekendtgøre, at der i kølvandet på regeringens kommende økonomiske prognose også vil blive publiceret en såkaldt mellemfristet fremskrivning.
Den mellemfristede fremskrivning er central i den økonomiske politik, da den indeholder en beregning af det såkaldt råderum, som lidt firkantet sagt angiver, hvor mange penge politikerne kan tillade sig at spendere frem til 2030.
Det økonomiske råderum er over de seneste år gentagne gange blevet opjusteret – og det er vurderingen blandt økonomer, at der meget vel kan vente endnu en opjustering, når råderummet genberegnes.
Der er ikke noget odiøst i, at størrelsen af råderummet løbende revurderes. Råderummet er en beregnet størrelse, som tager sit udgangspunkt i en vurdering af økonomiens underliggende strukturer.
Disse strukturer kan imidlertid ikke fastlægges med stor præcision, så i takt med at vi får mere information om eksempelvis tilstrømningen af udenlandsk arbejdskraft eller befolkningsudviklingen, skal råderummet genberegnes.
“Det er dog alligevel bemærkelsesværdigt, at revisionerne stort set alle har haft samme fortegn
Det er dog alligevel bemærkelsesværdigt, at revisionerne stort set alle har haft samme fortegn – ligesom regeringens økonomer løbende har haft undervurderet de offentlige finansers aktuelle styrke.
Når fejlskønnene alle har samme fortegn svækker det troværdigheden – og resultatet har da også været, at stort set alle forventer, at skønnene for råderum og den offentlige sektors saldo er skæve. Det er ikke hensigtsmæssigt.
Burde politikerne så ikke bare gøre sig fri af den slags skøn og beregnede størrelser, kunne nogle måske så spørge?
Det vil jeg gerne advare imod. Trods de beregningsmæssige usikkerheder, så har råderumsberegninger været med til at sikre stor stabilitet i den økonomiske styring trods skiftende regeringer – og det er langt at foretrække at forsøge at styre den økonomiske politik med udgangspunkt i økonomiens underliggende strukturer frem for at lade finanspolitikken diktere af mere eller mindre tilfældige konjunkturelle udsving.
Det er dog under alle omstændigheder værd at understrege, at råderummet ikke er det eneste økonomiske pejlemærke. Der mangler ikke penge i statskassen i disse år. Men da beskæftigelsen aktuelt er højere end det strukturelle niveau, så bør finanspolitikken ikke lempes – snarere taler den seneste tids stærke arbejdsmarkedstal for, at finanspolitikken strammes.
Så selvom råderummet muligvis må blive opjusteret, bør det ikke med vores nuværende viden om dansk økonomis tilstand give anledning til, at finansministeren slipper grebet om den økonomiske styring – hverken i år eller næste år.
