Ikke så overraskende er olieprisen steget mandag ovenpå USA’s og Israels angreb på Iran. Dels er Iran olieproducent – omend sanktioner har holdt betydningen for verdensmarkedet i skak – dels er Iran strategisk placeret ved Hormuzstrædet, hvilket gør, at Iran kan besværliggøre transport af olie og gas fra andre større producenter.
Men var man bekymret for en prisreaktion, som den vi så i dagene efter Ruslands invasion i Ukraine, hvor olieprisen nåede op over 120 dollar tønden, vil man nok finde en vis ro i, at der trods alt er tale om en forholdsvis afdæmpet markedsreaktion her mandag. I skrivende stund koster en tønde Brent-olie omkring 78 dollar – i fredags var prisen 73 dollar tønden.