ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Bocian: Coronasmerten trækker ud, men krisen er markant anderledes end i foråret 2020

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Vi har efterhånden vænnet os til det i en grad, at vi næsten ikke orker at forholde os til det, men coronapandemien er desværre langt fra lagt i graven. Det var derfor heller ikke just overraskende eller opsigtsvækkende, at regeringen med sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i spidsen her til aften meldte ud, at coronarestriktionerne forlænges yderligere tre uger, så de nu efter planen tidligst udløber 7. februar.

der er lys for enden af tunnelen – vi kan se det – og det er ikke et modkørende tog

Dermed begynder den igangværende nedlukning at have en længde, der minder om, hvad vi så i foråret sidste år. Og det er desværre langt fra sikkert, at vi kan tillade os at genåbne det danske samfund i starten af februar. Det er meget sandsynligt, at mange af restriktionerne ikke blot er i værk til fasten i midten af februar men måske helt fra jul til påske.

Krisen er markant anderledes end sidste forår

Jo længere nedlukningen varer, jo større bliver de økonomiske konsekvenser. Men meget tyder på, at de økonomiske følgevirkninger i den nuværende nedlukning er ret forskellige fra, hvad vi så i foråret sidste år.

I foråret sidste år ramte coronachokket økonomien hårdt. Den økonomiske aktivitet faldt som en sten. På blot to måneder fik vi barberet over 8,5 pct. af økonomien. Ledigheden skød i vejret, medarbejdere blev i stor stil sendt hjem på den nyopfundne lønkompensationsordning, og vi holdt igen med forbruget. Selv boligmarkedet, som ellers har haft en fest under coronakrisen, gik i stå, og priserne faldt.

Sådan ser det ikke ud i øjeblikket. De daglige ledighedstal tyder ikke på en chokeffekt af den igangværende nedlukning, det samme gælder udviklingen i antallet af jobannoncer lagt på nettet. Tilsvarende er der heller ikke noget, der indikerer, at det private forbrug skulle være i noget, der ligner frit fald. Forbruget er ramt – men der er ikke tale om en chokeffekt.

Der er flere grunde til forskellene mellem foråret sidste år og nu. For det første er nedlukningen mindre omfattende. Børnehaver og vuggestuer har fortsat åbent – dermed rammes økonomien mindre, da børnenes forældre har mulighed for at arbejde som normalt. Derudover rammes industrien mindre hårdt end i foråret sidste år. Her i vinterens nedlukning har vores nabolande valgt ikke at lukke ned for industriproduktionen. Det gjorde de sidste år, og det ramte mange danske underleverandører. Faktisk ser den europæiske industri ud til at være i fin form.

Vi har vænnet os til corona

Men den vigtigste forskel er nok, at vi har vænnet os til at leve med pandemien. Vi indretter os. Sidste år blev vi langt mere bekymrede, og reagerede derfor også langt mere, end tilfældet er i år. I år fokuserer vi mere på at finde løsninger, så ting kan lade sig gøre uden at føre til øget smitterisiko. Det gør, at nedlukningseffekten bliver mindre. Derudover kan vi varme os ved erfaringen fra sidste år – når corona slipper sit tag, så kommer økonomien tilbage på fode, det gjorde den sidste sommer, og det vil også ske igen.

Selvom man økonomisk kan være ærgerlig over, at det er nødvendigt at forlænge nedlukningen, kan det være en fin investering rent økonomisk. Det handler, om at få smitten under så god kontrol som muligt – og så handler det om at købe tid frem mod vaccinen. Over 118.000 danskere har allerede fået første skud vaccine – og efter planen vil langt de fleste sårbare grupper være vaccineret ved udgangen af marts. Det vil gøre en forskel i forhold til antallet af døde – og det vil også sikre, at presset på sundhedsvæsenet reduceres.

Så der er lys for enden af tunnelen – vi kan se det – og det er ikke et modkørende tog. Desværre går der dog endnu et stykke tid, før vi når derhen. I den tid skal vi sørge for, at pandemien ikke løber løbsk, det vil koste i relation til både folkesundheden og økonomien, da man i givet fald kan blive tvunget til endnu mere drastiske restriktioner.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis