ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Højeste antal jobannoncer siden finanskrisen: Både offentlige og private arbejdsgivere higer efter flere folk

Kaare Danielsen direktør i Jobindex forudser, at det høje antal jobannoncer vil fortsætte i august. Arkivfoto: Steven Achiam
Kaare Danielsen direktør i Jobindex forudser, at det høje antal jobannoncer vil fortsætte i august. Arkivfoto: Steven Achiam

Bortset fra en kortere periode lige før finanskrisen har der aldrig været lagt flere nye jobannoncer på nettet end lige nu.

Det viser nye tal fra Jobindex.

Således blev der i juli lagt 31.800 nye jobannoncer på nettet.

“Det er et udtryk for, at hele arbejdsmarkedet og alle arbejdsgiverne er begyndt at starte alle de projekter, som de satte på hold sidste år. Det kræver medarbejdere,” siger Kaare Danielsen, direktør, Jobindex.

Han forklarer, at tallene rækker ud over, at visse erhverv, der har været helt eller delvist nedlukket, er begyndt at genåbne. Samtidig er der stadig efterspørgsel efter flere folk i den offentlige sektor, selvom der aldrig har været flere offentligt ansatte, end der er lige nu.

Således har der ifølge Kaare Danielsen siden januar 2020 været en stigning i nye jobannoncer på nettet på ca. 35 pct. for den offentlige sektor, mens stigningen for den private sektor er lidt lavere med ca. 30 pct.

Voldsom fart

Det høje antal jobannoncer på nettet vidner om en dansk økonomi, der buldrer afsted, hvilket bakkes op af andre nøgletal.

Seneste tal fra Danmarks Statistik viser bl.a., at ledigheden for juni blot ligger 6000 over niveauet fra lige før coronakrisens begyndelse. Bare de seneste to måneder er ledigheden faldet med omkring 20.000.

“Vi ser nogle nøgletal, som vi aldrig har set før. Der er kommet voldsom fart på,” lyder det fra cheføkonom i Arbejdernes Landsbank Jeppe Juul Borre.

Efter den delvise nedlukning af samfundet 11. marts 2020 faldt antallet af nye jobannoncer ellers med 33 pct. til knap 8000 fra den ene dag til den anden. Et niveau, der ikke er set værre siden finanskrisen.

Men i dag er tallet altså ca. fire gange højere med knap 32.000 nye jobannoncer.

“Coronakrisen har medført absurde ændringer i økonomien. Vi er på kort tid gået fra at tale om afmatning af økonomien i første kvartal til en buldrende genopretning,” siger Jeppe Juul Borre.

Ifølge Kaare Danielsen fra Jobindex tyder de foreløbige tal fra august på, at rekorden for antal nye jobopslag ikke stopper foreløbig:

“Det fortsætter. Vi kan allerede se her i den første uge af august, at vi ligger på samme høje niveau.”

Også Jeppe Juul Borre vurderer, at fremgangen fortsætter:

“Jeg forventer, at økonomien stadig vil bevæge sig fremad. Men der en iboende risiko forbundet med pandemien, som vi ikke på samme måde har set før.”


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis