For 47 år siden startede Ida Holm i lære i en bank. Sidenhen har hun arbejdet som ejendomsmægler, kogebogsforfatter, kostvejleder og nu som ferierådgiver ved udlejningsbureauet Esmark, som udlejer sommerhuse ved Vestkysten. Efter en langvarig tilknytning til arbejdsmarkedet er hun berettiget til at gå på den såkaldte Arne-pension.
Men det vil hun ikke, og det viser sig, at mange andre danskere har det på samme måde – for retten til tidligere pension bliver ikke brugt som ventet.