Talnørd til tops i Joe & The Juice: "Mit høje ambitionsniveau hænger sammen med en frygt for at blive overflødig som 50-årig"

Selvfølgelig gør han det. For i Joe & The Juice er man ikke bare del af en virksomhed. Manerselve virksomheden. Man udlever brandet som en livsstil.

Og det betyder altså, at man sikrer sig, at de gæster, der kommer på besøg i hovedkontoret, bliver en del af kulturen, får smagt på sagerne og nærmest bliver afhængige af de farvestrålende juicer med navne som “Iron Man”, “Stress Down” eller bare “Go Away Doc”.

“Sådan begyndte det også for mig,” siger Allan Auning-Hansen, da han dukker op med to plastikbægre i hænderne fyldt til randen med en tyktflydende, orange blanding af gulerod, ingefær og alt mulig andet sundt, der skal give energi til resten af dagen.

“Jeg var allerede storforbruger og fast kunde i Joe & The Juice, før jeg kom hertil, så jeg kendte udmærket konceptet. Og ja, det har fuldstændig levet op til alle mine forventninger. Det er vildt fedt,” siger han og smiler.​​​​

Det er fire måneder siden, 42-årige Allan Auning-Hansen tiltrådte som ny finansdirektør, medlem af direktionen og partner i Joe & The Juice – fænomenet, der på under tyve år har bredt sig som en steppebrand fra en enkelt juicebar i det indre København til godt 300 på verdensplan.

“Ja, det er efterhånden en ganske velvoksen butik,” konstaterer han.

“Vi er i dag til stede i over 20 lande og omsætter for over 1 mia. kr. om året. Det tal vil kun stige. Jeg er ansat til at skabe rammerne om væksten og udvikle forretningen, men uden at det går ud over den helt særlige ånd og det værdigrundlag, der har gjort Joe & The Juice så unik.”

Sådan. På ingen tid er han blevet del af kulten. Han kender værdierne, kædens dna og alle de historier, der følger med. Og så det allervigtigste:

“Jeg tror 100 pct. på konceptet.”

Det er ikke første gang, jeg møder Allan Auning-Hansen. Allerede to måneder før han bliver del af juice-imperiet, oplever jeg ham “performe foran publikum” – en term, han selv bruger om måden, han præsenterer finansielle resultater på.

Han er på det tidspunkt finansdirektør og medlem af direktionen i Danske Spil. Det er en rolle, han har haft siden 2013, og som en del af jobbet præsenterer han hvert kvartal medarbejderne for, hvordan det står til i virksomheden.

Derfor står han nu en sensommerdag foran godt 300 tilhørere i et fyldt mødelokale i Danske Spils hovedkontor i Brøndbyøster nær København.

Han virker ikke synderligt nervøs, da han træder op foran publikum og blæser et par slides op på en storskærm bag sig.

“I dag skal vi tale om halvårsregnskabet, men jeg vil vanen tro slutte af med en lille anekdote,” siger han til de ansattes store tilfredshed, for de begynder allerede at grine og klappe.

Allan Auning-Hansen har gjort medarbejdermøderne i Danske Spil til lidt af en event internt i organisationen. Og hvor der før ofte var tomme stole i salen, er der nu ingen ledige pladser, og der står endda ansatte hele vejen ned langs væggene.

“Ja, som I kan se, tyder det på endnu et rekordregnskab, når året er omme, men til den tid er jeg her ikke længere, så det må I fejre uden mig,” siger Allan Auning-Hansen, der kort tid forinden har offentliggjort, at han er på vej videre fra Danske Spil over til Joe & The Juice.

“Nå, men som lovet vil jeg gerne fortælle jer en lille historie,” siger han.

“Her forleden fik jeg pludselig vildt ondt i ryggen. Det har jeg ikke prøvet før, så på vej hjem i bilen googler jeg bare “rygsmerter” og finder et sted, der tilbyder massage. Det ligger i Lyngby og hedder noget med thai. Nu er jeg jo ikke dum, så jeg tjekker lige hjemmesiden og ser, der står “non-erotic”. Fint, tænker jeg. Af sted med mig.”

Publikum i salen holder vejret.

“Da jeg kommer frem og ligger der på briksen, kommer den kvindelige massør pludselig meget tæt på de dele, der normalt kun er forbeholdt min hustru. Så jeg bliver nervøs, da hun siger: “big tension.” Helt febrilsk svarer jeg hende, mens hun roder rundt dernede: “No, not big. Small.” Og lige præcis de ord har faktisk irriteret mig lige siden,” siger Allan Auning-Hansen, men kan slet ikke få ørenlyd for publikums latter og applaus.

“Det var alt for mig. Ha’ det godt, og pas på jer selv.”

Allan Auning-Hansen griner. Det er nu tre måneder siden, han stoppede i Danske Spil, og det virker som en evighed siden, han stod foran kollegerne og fortalte den kække historie.

“Men det blev ligesom et drug for mig. Jeg havde besluttet mig for altid at have en eller anden lille anekdote med, når jeg skulle præsentere regnskaberne. Ellers ville det hurtigt blive meget tørt og kedeligt. Det var mit forsøg på at få folk lidt op af stolene og få noget energi frem i dem. Og som regel gik det jo godt,” husker han og vil gerne lige tilføje, at det altså var “en røverhistorie”.

“Thaimassagen var såmænd rigtig nok, men jeg var ikke på vej hjem fra arbejde. Det skete på en ferie i Thailand. Men på den måde brugte jeg tit elementer fra virkeligheden, som jeg kombinerede med noget sjovt. Du kan vel kalde det en form for standup,” siger han. ​​​​

“

Vi er i dag til stede i over 20 lande og omsætter for over 1 mia. kr. om året. Det tal vil kun stige

Allan Auning-Hansen

Og egentlig var det bare den frække anekdote, der fik mig til at tage kontakt til ham igen, da han efterfølgende begyndte som finansdirektør hos Joe & The Juice, for var det et greb, han også ville tage med sig videre i karrieren?

“Ha, ha, ja, det er det helt bestemt, for jeg oplevede, at det virkede. Der kom pludselig rigtig mange folk, hver gang jeg præsenterede regnskab, og jeg synes, det er vigtigt, at alle medarbejdere ved, hvordan det går i den virksomhed, man er del af. Det skaber noget sammenhold, tror jeg.”

Allan Auning-Hansen mener også, at hans lidt utraditionelle og uformelle ledelsesstil passer godt ind i miljøet hos Joe & The Juice, hvor størstedelen af de ansatte er under 35 år.

“Jeg er en af de ældste her på kontoret. Ingen tvivl om det, men jeg stortrives i den ungdommelige atmosfære. En stor del af vores ansatte er kun i slutningen af 20’erne eller starten af 30’erne, men mange af dem har jo allerede 10-15 års erhvervserfaring ude fra juicebarerne, som de bringer med sig herind på hovedkontoret. Det er klart en kæmpe gevinst,” siger Allan Auning-Hansen, der sammen med adm. direktør Sebastian Vestergaard – der til daglig bor i London – udgør direktionen i Joe & The Juice.

“Flere af vores ansatte har f.eks. læst på handelshøjskolen, mens de arbejdede i juicebarerne i deres fritid. De kender derfor konceptet helt fra bunden af og bruger nu deres viden til at arbejde med marketing, branding, strategi og udvikling,” siger han og spørger, om han skal lukke døren ud til det åbne kontorlandskab, hvor musikken næsten er lige så høj som ude i barerne.

“Jeg tænker ikke selv over det. For mig er musikken ro, og jeg arbejder bedst, når der er larm og liv omkring mig.”

Der går 30 minutter af interviewet, før han stopper op. Han sidder med sin juice i hånden, da han siger, der er noget, der måske skal med i artiklen, hvis jeg skal forstå den drivkraft og energi, han bruger i sit arbejdsliv.

“Så må du selv vurdere, hvor meget plads du vil give den del af min fortælling,” siger han og forklarer, at vi skal helt tilbage til de unge år.

Som søn af en skolelærer og en mor, der er hjemmehjælper, vokser han op i “et helt almindeligt hjem” på Østerbro.

“Jeg vil ikke sige, at jeg er en stræber i skolen, men når ens far er lærer, gør man sig nok en smule umage, selvom det ikke gav sig til udtryk i mine karakterer,” siger han og rykker en smule længere ind mod bordkanten.

“Dagen efter, jeg starter i gymnasiet, kommer jeg hjem og ser min mor og mormor stå ude på gaden. Jeg kan se på dem, at der er noget, der er helt galt. De fortæller mig, at min far har valgt at tage sit eget liv. Dén oplevelse står stadig fuldstændig soleklart i min erindring, men jeg ved ikke på det tidspunkt, at den også vil komme til at præge mig resten af mit liv.”

I ugerne derpå vælger han at fortsætte i gymnasiet, men faderens selvmord og den turbulente tid, der følger i kølvandet, medvirker til, at han aldrig får det faglige ud af gymnasieårene, som han selv mener, han bør få.

“Jeg får simpelthen en helt forkert start på min gymnasietid, og det præger alle årene. Jeg får ikke rigtig hul igennem til matematikken, som ellers er min stærke side. Jeg ved, jeg kan gøre det bedre, så jeg ender med at tage matematikken igen på VUC, da jeg er blevet student, og nu sker der noget. Her får jeg endelig de karakterer, jeg føler, jeg fortjener.”

“

Når ens far er lærer, gør man sig nok en smule umage i skolen, selvom det ikke gav sig til udtryk i mine karakterer

Allan Auning-Hansen

Allan Auning-Hansen begynder i slutningen af 1990’erne på Handelshøjskolen i København, men dropper ud efter trekvart år, søger ud i det private og får job som it-medarbejder i ingeniørvirksomheden Krüger.

“Dengang kan alle, der bare kan stave til Office-pakken, få et job inden for it, så jeg har tre gode år som it-konsulent, kører rundt i en lille, rød sportsvogn og tror, jeg ejer hele verden.”

Men samtidig ved han godt, at han på et eller andet tidspunkt skal læse videre. Den drivkraft har han med sig hjemmefra.

“Det er dog ikke, fordi det er kutyme med længerevarende uddannelser i min familie, men jeg har altid haft en morfar, der har været meget ambitiøs på mine vegne. Han har aldrig været i tvivl om, at jeg skulle læse videre. Gerne til læge. Men da det ikke bliver til noget, sætter han mig i stedet i kontakt med en, han kender, som arbejder hos revisionsfirmaet Arthur Andersen (nu Deloitte,red.). Ham får jeg en god snak med, og det lyder super spændende,” siger Allan Auning-Hansen, der i 2000 igen begynder at læse på CBS, men nu med drømmen om at blive revisor.

“Og jeg ved altså udmærket, hvilke fordomme folk har om revisorer, for dem har alle mine venner også. De fortæller mig, at revisorer er kedelige mennesker,” siger han og griner.

“Sådan nogle, der sidder med en kugleramme under arkitektlampens skær til langt ud på natten. Men da jeg er færdig med første del på CBS, får jeg i 2003 et job hos Deloitte, og det er virkelig sjovt. Jeg er uhyre ambitiøs og målrettet, og jeg vil bare have tiden til at gå så hurtigt som muligt, for jeg kan ikke vente med at komme videre op i systemet. Jeg vil være partner,” siger Allan Auning-Hansen, der færdiggør sin uddannelse på CBS i 2005 og bliver statsautoriseret revisor fem år senere.

“På det tidspunkt kan jeg virkelig mærke, at jeg vil noget mere. Jeg vil fremad og er villig til at præstere og arbejde benhårdt for at nå mine mål. Jeg vil vise alle, at jeg dur til noget.”

Det er konsulenthuset Qvartz, der spotter den arbejdsomme Allan Auning-Hansen, og de tilbyder ham jobbet som head of finance i den hastigt voksende konsulentvirksomhed.

“Pludselig er jeg 33 år og har en lederstilling i en virksomhed med 150 ansatte. Jeg elsker det høje energiniveau i konsulentbranchen og får bl.a. til opgave at få nogle strukturer på plads i Qvartz, som på det tidspunkt vokser med ekspresfart,” husker Allan Auning-Hansen.

“Men da opgaven er udført, begynder jeg at have mindre travlt, og jeg mærker en utilfredshed komme snigende. Jeg tager en snak med grundlæggeren Hans Henrik Beck, der giver mig tre muligheder: 1. At jeg kan læne mig tilbage og tage den lidt med ro i en periode, mens vi arbejder på yderligere vækst, 2. jeg kan forfølge min drøm om at blive selvstændig og stadig arbejde et par dage om ugen hos Qvartz eller 3. jeg kan søge væk.”

Men før han selv må træffe beslutningen, bliver han kontaktet af en headhunter. Om han har mod på jobbet som finansdirektør i en virksomhed med en årlig milliardomsætning?

“Jeg er ikke tvivl, og jeg siger ja til Danske Spil. Det er en fantastisk mulighed for at udleve en større rolle som finansdirektør i en virksomhed, jeg synes godt om, og hvor min interesse for it også spiller en stor rolle. Jeg bliver tiltrukket af opgavens art, kompleksitet og udfordringerne med at føre virksomheden ud af en monopolkultur efter liberaliseringen af spillemarkedet.”

Allan Auning-Hansen bliver i seks år hos Danske Spil, før han kommer til Joe & The Juice. Og her bliver en gammel drøm – næsten – opfyldt.

“Jobbet her er det tætteste, jeg kommer på at blive selvstændig – uden rigtigt at være det. Men jeg har fået mulighed for at købe mig ind som partner i Joe & The Juice, og det betyder, at jeg selv har hånden på kogepladen, hvilket gør, at der er balance mellem, hvor meget energi jeg lægger i jobbet, og hvor stort udbyttet bliver i den anden ende, hvis virksomheden f.eks. bliver solgt eller børsnoteret. Det er virkelig motiverende,” siger han.

“Ligesom i mange af de andre virksomheder, jeg har været del af, er der et ekstremt højt ambitionsniveau, som jeg holder meget af. Det gør, at man holder sig skarp, for jeg dur ikke til bare at tage den med ro. Jeg kan simpelthen ikke slappe af. Jeg ville ønske, jeg kunne sætte mig ned og læse en bog en gang imellem, men det kan jeg ikke. Det bliver højst til lydbøger. Jeg har ikke tålmodigheden.”

Så på spørgsmålet om, hvordan han overhovedet slapper af og finder ny energi til en presset hverdag, kommer svaret prompte.

“Jamen, jeg slapper af, når jeg er sammen med mennesker, med kolleger, min hustru eller spiller “Fortnite” med mine børn. Jeg tror også, mit høje ambitionsniveau hænger sammen med en frygt for at blive overflødig som 50-årig. Min far blev syg og var bange for at miste sit arbejde. Han følte, hele familiens økonomi ville kollapse, hvis han ikke kunne klare den, og det endte fatalt.”

Den orange juice er for længst drukket, og selv musikken ude i kontoret er skruet et godt stykke ned. Der er næsten stille i lokalet. Allan Auning-Hansen ser op. ​​​​

“Jeg tror, jeg har en stor del af den angst i mig, men jeg synes også, det er lykkedes mig at vende den om til noget positivt og bruge den som en slags drivkraft. Det er den, der gør, at jeg ikke går i stå.”

Og måske er det selvsamme drift, der gør, at han heller ikke er bleg for at sige højt, hvor stort fænomenet Joe & The Juice egentlig kan blive?

“Det kan godt være, du tænker, jeg har storhedsvanvid, men vi mener seriøst, vi kan blive på størrelse med Starbucks.”

Han erkender, at det virkelig er et ambitiøst mål. Meget endda.

“Ja, for de har 28.000 butikker på verdensplan. Og determange. Men jeg tror på Joe & The Juice.”