ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Direktør i modvind: “Efter skandalen står jeg pludselig og skal finde en ny investor. Det er ikke let, for et flyselskab kræver meget dybe lommer”

I 2019 fik Danmark for første gangi 13 år et nyt flyselskab. Nordjyske Great Dane Airlines kom på vingerne og fløj direkte ind i kaos, skandaler og succes, før coronakrisen tvang flyene ned på jorden. Nu fortæller selskabets stifter og direktørhele historien set indefra

Der bliver helt stille på kontoret. Thomas Hugo Møller har det ikke godt med den stilhed. Den passer ham ikke. Han kan lide, når der sker noget, og der er folk omkring ham. Når der er liv på kontoret. Men lige nu er der ikke en sjæl i lokalet, og det piner ham.

For blot en uge siden var situationen en helt anden. Den totale modsætning. Der var travlt, og alle piskede rundt for at få enderne til at mødes.

Men så faldt aftalerne med medarbejdergrupperne på plads, og som adm. direktør i flyselskabet Great Dane Airlines kunne han den 23. marts 2020 sende 78 ansatte hjem med lønkompensation fra staten.

Det var både trist, vemodigt, men også fuldstændig afgørende for selskabets overlevelse. Hvis ikke han havde truffet den beslutning, ville der ikke være et job at vende retur til – hverken for de ansatte eller chefen selv. Der var simpelthen ikke andre udveje. ​​​​​​

Det er de tanker, der hele tiden kører rundt i hovedet på ham. Han vender og drejer situationen. Tænker forskellige scenarier igennem. Men han ender altid det samme sted. I uvisheden.

Der er ingen, der ved, hvad der kommer til at ske. Ingen kan forudsige fremtiden, og da slet ikke med den coronavirus, som selv statsministeren kalder for “en lumsk sygdom.”

Der er dage, hvor han føler, der er lys for enden af tunnelen. Så er der gode nyheder i medierne, og det går fremad. Så slem er corona måske heller ikke?

Men dagen derpå, vender billedet.

Så går det den forkerte vej, og endnu flere lande lukker ned eller indfører stramme restriktioner. Det er ikke til at blive klog på. Han føler, han sidder i den forreste vogn i en gigantisk rutsjebane, der bare kører op og ned, men ingen ved, hvor den ender.

Intet giver mening lige nu

Thomas Hugo Møller smiler forsigtigt. Han spørger, om forbindelsen er okay? Retter lidt på computerens kamera, og sætter sig til rette i stolen. Det virtuelle møde er en realitet.

Bag ham pryder Great Dane-logoet den ene glasvæg, som vender ud mod lufthavnsterminalen. Det er tidlig morgen på kontoret i Aalborg Lufthavn, og selvom flyselskabets tre fly alle står parkeret på landjorden, er der stadig en smule at se til, forklarer han. ​​​​​​

“Det handler om at se ind i fremtiden. Det er selvfølgelig en kompliceret øvelse, men jeg prøver så vidt muligt at tale med folk, vores kunder og samarbejdspartnere, for at skitsere et muligt fremtidsscenarie. Hvornår er det realistisk, at vi kommer op at flyve igen? Og under hvilke vilkår,” siger han over den skrattende internetforbindelse.

“Der er ikke noget, jeg hellere vil, end at kalde samtlige vores medarbejdere tilbage på arbejde og få vores fly i luften. Men det er bare ikke noget, der giver mening lige nu. Rutsjebaneturen fortsætter i det uendelige.”

Vi er midt i maj, medarbejderne har været hjemsendt i godt to måneder, og Great Dane Airlines har ikke en eneste flyvning planlagt. Det er kun forståeligt, at selskabets CEO, Thomas Hugo Møller, virker en smule opgivende. Men det er han ikke, bedyrer han.

“Af natur er jeg en fighter,” siger han.

Og sådan en giver ikke bare op, men kæmper videre – uanset hvor mørke skyer, der samles over ham.

“Jeg har jo også en del erfaring med modvind efterhånden.”

Det er nordjydens måde at sige tingene på. Det er sådan, han forklarer det seneste år i Great Dane Airlines’ korte historie. ​​​​​​

En fortælling, der både rummer kaos, skandaler og succes i store mængder. Tilsat coronakrise og et flyselskab, der er sat på jorden. En historie, som Thomas Hugo Møller, har sagt ja til at fortælle. Fra start til standby. Det er her, vi er lige nu.

greatdane_ERTMANN008.jpg
Thomas Hugo Møller er søn af en luftkaptajn og selv uddannet pilot. I mange år fløj han selv, men så kom den gode idé, og han valgte i 2018 at sige sit job op for at forfølge drømmen om at blive selvstændig med eget flyselskab. Foto: Cathrine Ertmann

De er to naboer, der taler hen over hækken. Den ene har en idé. Den anden er straks med på den. Og sammen giver de sig ud på en rejse, der får en brat ende.

Det er den korte fortælling om grundlæggelsen af Great Dane Airlines. Den lidt længere lyder sådan her:

Thomas Hugo Møller er uddannet pilot, har arbejdet i flyselskabet North Flying, som konsulent i Trafikstyrelsen og senest som kvalitetschef i Aalborg Lufthavn. Det er ham, der får den gode idé.

“Jeg ser et hul i markedet for charterrejser. De fleste, traditionelle charterfly har 200 sæder og er for store til de regionale lufthavne som f.eks. Aalborg. Jeg taler med flere charterbureauer, og de vil hellere flyve med lidt mindre fly, der har plads til ca. 100-120 gæster. De er lettere at fylde. Samtidig ved jeg, at der er et marked for ad hoc-udlejning af fly af netop denne størrelse. Så hvis man kombinerer charterflyvning med ad hoc-flyvning, er der plads til et nyt, dansk flyselskab.”

Den idé kan vietnamesiskfødte Huy Duc Nguyen sagtens se fidusen i. Han er nabo til Thomas Hugo Møller og har de seneste ti år været selvstændig iværksætter med jobformidlingsvirksomheden Jobs Partner, der har fokus på at få borgere med anden etnisk baggrund end dansk i arbejde. ​​​​​​

“Vi taler godt sammen, og Duc kan se potentialet i idéen. Så hen over hækken en sommeraften i 2018 beslutter vi at gå videre med den. Duc skal stå for salg, økonomi og marketing, som han ved noget om, mens jeg skal tage mig af opstart og drift af virksomheden,” fortæller Thomas Hugo Møller, der sammen med Huy Duc Nguyen stifter selskabet Great Dane Airlines i efteråret 2018.

Vi har jo set flere eksempler på folk, der har skrevet urigtige oplysninger på deres cv – både politikere
og erhvervsfolk

Thomas Hugo Møller

Allerede i februar 2019 er planen klar, og makkerparret er værter ved et velbesøgt pressemøde i Aalborg Lufthavn, hvor flyselskabets karakteristiske rød-hvide haleror bliver præsenteret sammen med en ambitiøs plan om ruteflyvning ud af den nordjyske lufthavn.

Det er første gang i 13 år, at Danmark får et nyt flyselskab med egen driftstilladelse. Men glæden varer kort. Kun 14 dage senere ringer telefonen hjemme hos Thomas Hugo Møller.

En journalist fra Nordjyske Stiftstidende vil gerne tale med direktøren i det nye, regionale flyselskab.

“Han spørger mig, hvordan jeg kan drive virksomhed med sådan en svindler? Jeg aner ikke, hvad han taler om, men journalisten fortæller mig, at der er nogle urigtige oplysninger i Ducs cv. Han har åbenbart skrevet uddannelser og stillinger på, som han angiveligt aldrig har været i nærheden af. Jeg forklarer journalisten, at jeg ikke har valgt Duc for hans cv, men fordi han i ti år har drevet en succesrig opstartsvirksomhed, som har en egenkapital på 7 mio. kr. Duc har sagt til mig, at han er klar til at bruge nogle af sine egne penge på vores fælles projekt.”

Journalisten siger, at de vil bringe historien om tre dage, og Thomas Hugo Møller tænker i første omgang, at der blot er tale om en storm i et glas vand.

“Vi har jo set flere eksempler på folk, der har skrevet urigtige oplysninger på deres cv – både politikere og erhvervsfolk. Det er Duc ikke den første, der har gjort.”

Alligevel får han fat i flyselskabets bestyrelse, og de beslutter, at Huy Duc Nguyen i første omgang må forlade bestyrelsen og direktionen, for intet nystartet flyselskab kan klare sig med sådan en sag på halsen.

Great Dane Airlines sender en pressemeddelelse ud samme morgen, som Nordjyske Stiftstidende bringer historien. Heri kalder Thomas Hugo Møller sagen for “et bump på vejen,” mens Huy Duc Nguyen selv citeres for at sige, at han ikke vil stå i vejen for “et fantastisk projekt som Great Dane Airlines.” ​​​​​​

“Lige nu er der for meget uro omkring min person. Det har intet med Great Dane Airlines at gøre, men hvis det påvirker selskabets omdømme, føler jeg, at det er det rette at gøre,” lyder afskedssalutten fra Huy Duc Nguyen, der blot en uge senere er helt ude af selskabet, da Thomas Hugo Møller beslutter at købe sin medgrundlægger ud af selskabet.

“Så efter skandalen står jeg pludselig og skal finde en ny investor. Det er ikke let, for et flyselskab kræver meget dybe lommer,” siger han.

greatdane_ERTMANN011.jpg
Thomas Hugo Møller stiftede i 2019 flyselskabet Great Dane Airlines sammen med en forretningspartner. Blot 14 dage efter lanceringen kom overraskelsen. Partneren havde ikke fortalt hele historien om sin fortid. Foto: Cathrine Ertmann

Historien om Great Dane Airlines og den ulykkelige opstart breder sig til samtlige danske medier. Men i Nordjylland sidder også en avislæser, der fanger interesse og ser potentiale i selskabet. Via omveje får han fat i direktøren i Aalborg Lufthavn, Søren Svendsen, og beder ham sætte et møde op med flyselskabets direktør. Thomas Hugo Nielsen husker henvendelsen sådan:

“Da historien endnu kører i medierne, får jeg en opringning fra Søren Svendsen. Han siger, han er blevet kontaktet af en mulig, ny investor, men han vil ikke fortælle mig, hvem der er tale om. Han siger bare, det er en nordjysk iværksætter, og at jeg skal have min forretningsplan- og præsentation klar. Allerede der har jeg en tre-fire mulige folk i hovedet, for det skal jo være en person med en vis kapital, der kan gå ind og hjælpe i den situation.”

Et af de navne, der svirrer rundt i hovedet på Thomas Hugo Møller, er Eigild B. Christensen, der er kendt i hele Nordjylland og efter DR-udsendelsen: “Superrig med benene plantet i Aalborg” også i resten af Danmark.

Den lokale erhvervsmand og milliardær er blevet velhavende efter salget af sit livsværk, Color Print i Vadum, i 2006 og senere, da han i 2016 sælger sin andel af energiselskabet Neas Energy. En handel, han ifølge flere medier tjener mere end 600 mio. kr. på.

Pengene bruger Eigild B. Christensen bl.a. til at investere i ejendomme, på sportsvogne, storstilede velgørenhedsevents samt rejser ned til familiens nødhjælpsprojekt i Nicaragua.

“Jeg kender ikke Eigild personligt, da jeg møder ham. Men jeg har engang serveret ved et af hans middagsselskaber, da jeg var en ung tjener,” husker Thomas Hugo Møller, der er er opvokset i en restauratør- og hotelfamilie med stærke rødder i Aalborg.

“Vores første møde går rigtig godt, og kemien mellem os er der med det samme. Eigild kan lide min præsentation, og han roser faktisk konceptet, så vi aftaler et nyt møde ugen efter, så han har mulighed for at læse hele forretningsplanen igennem og lave due diligence, selvom selskabet stort set blot er en idé på tegnebrættet.”

eigild_christensen_ertmann004..jpg
Eigild B. Christensen læser om opstartsvanskelighederne i Great Dane Airlines og beslutter sig i løbet af kort tid for at gå ind som ny investor. I dag ejer den nordjyske erhvervsmand 90 pct. af aktierne i selskabet. Arkivfoto: Cathrine Ertmann

Den 19. marts 2019 er en stor dag for Great Dane Airlines, der med Thomas Hugo Møller i spidsen kan præsentere en ny medejer, Eigild B. Christensen.

“Eigild og jeg handler meget hurtigt, og vi bliver enige om, at han køber sig ind i selskabet på samme vilkår, som jeg har købt Duc ud. Det betyder, at Eigild kommer med 1 mio. kr. samt 5 mio. kr. i ansvarlig lånekapital, mens jeg selv kaster 1 mio. kr. i selskabet. Det er penge, som jeg låner af min far.”

De to ejere deler selskabet i to lige store dele, men det bliver Thomas Hugo Møller, der skal drive selskabet fremad, da Eigild B. Christensen alene ønsker at være passiv investor.

“Så jeg fortsætter arbejdet med at få virksomheden op at stå og indhente en driftstilladelse fra Trafikstyrelsen. Det er ganske bureaukratisk, og jeg har måske ikke så meget fokus på det økonomiske. Det var jo Duc, der skulle stå for den del af virksomheden, for han sagde jo, han havde en økonomisk uddannelse. Derfor beslutter Eigild og jeg hurtigt, at der skal ansættes en økonomichef, og det får vi i maj. Da har vi allerede de første kunder i hus – herunder Bravo Tours, som bliver vores største charterkunde.”

Vi flyver flere fodboldhold rundt
til kampe i Europa. Det er bl.a. Brøndby I.F., Rosenborg BK, Dinamo Zagreb samt Manchester Uniteds talenthold

Thomas Hugo Møller

Eigild B. Christensen har store ambitioner. Så store, at han som noget af det første beslutter at købe endnu et fly til Great Dane Airlines. Det er Eigild B. Christensen, der køber flyene i et separat selskab, som efterfølgende leaser dem ud til Great Dane Airlines.

I den forbindelse stiller Trafikstyrelsen større krav til garantistillelse, og Eigild B. Christensen vælger at investere flere penge i selskabet, mod at han overtager aktiemajoriteten og fremover ejer 60 pct. af Great Dane Airlines.

“Det har jeg det sådan set fint med. Jeg afgiver godt nok en del af selskabet, men vi er jo også derude, hvor jeg rent økonomisk ikke kan følge med. Så hvis idéen skal blive til noget, er det sådan, det skal ske. Samtidig har jeg altid haft den holdning, at jeg hellere vil have 40 pct. af en succes end 100 pct. af en fiasko,” forklarer Thomas Hugo Møller.

Den første flyvning med selskabets nymalede Embraer ERJ-195 jetfly med 118 sæder letter fra Aalborg Lufthavn med kurs mod Rhodos 14. juni 2019.

Det er Great Dane Airlines’ første charterflyvning for danske Bravo Tours, der har valgt det nystartede, nordjyske flyselskab som ny samarbejdspartner efter Primera Airs konkurs i oktober 2018.

Og på en måde bliver konkursen hos Primera Air en del af redningen for Great Dane Airlines, der med Bravo Tours om bord får fyldt hele 80 pct. af kapaciteten op. Det lover godt for fremtiden, tænker det nye ejerpar. ​​​​​​

“De resterende 20 pct. bruger vi så bl.a. på ad hoc-flyvninger for flere forskellige fodboldhold, der har brug for at blive fløjet rundt til kampe i Europa. Det er bl.a. Brøndby I.F., Rosenborg BK, Dinamo Zagreb samt Manchester Uniteds talenthold,” fortæller Thomas Hugo Møller, der også får sat et ruteprogram i system, så Great Dane Airlines fra slut juni flyver fast mellem Aalborg og Dublin, Edinburgh samt Nice.

Men ruteflyvningen bliver aldrig nogen succes. Tværtimod. Great Dane Airlines flyver hele sommersæsonen med halvtomme fly, og det skaber et kæmpe hul i kassen.

Lige før skolernes efterårsferie bliver det meldt ud, at man lukker ned for ruteflyvning for i stedet at koncentrere sig fuldt ud om ad hoc- og charterflyvninger. Det er nemlig her, væksten finder sted.

Men hullet i kassen skal først fyldes op efter de fejlslagne ruteflyvninger, og her må Eigild B. Christensen igen træde til som redningsmand og investere yderligere 10,5 mio. kr. i Great Dane Airlines. Og denne gang gør det mere ondt på stifteren Thomas Hugo Møller.

“Det er klart, for i den forbindelse overtager Eigild endnu flere aktier, og jeg sidder nu kun tilbage med 10 pct. Det er lidt svært, for jeg føler jo på mange måder, at det er min baby. Men jeg bliver selvfølgelig i selskabet, for jeg tror på projektet og skal nok følge det i hus. Men samtidig siger jeg, at jeg ikke vil stå i vejen for selskabets vækst eller fremtidige planer, hvis man kan finde en anden profil, der er mere egnet end mig.”

Det bliver der dog ikke behov for, da Thomas Hugo Møller allerede i efteråret kan fremvise en imponerende række af nye kunder, der alle strømmer ind til selskabet for at indgå aftaler for sommersæsonen 2020. ​​​​​​

Jagten på flere fly går ind

Blandt de mange nye kunder, der vil sende gæster med Great Dane Airlines på sommerferie, er rejsebureauerne Sun Charter, Risskov Rejser, Atlantis Rejser, Langley Travel, Kulturrejser, Detur og Apollo ud over Nilles Rejser og Bravo Tours, der begge har været med fra starten.

Omfanget af nye kunder er så stort, at man i bestyrelsen beslutter at købe endnu et fly samt igangsætte jagten på et fjerde. Det går fremad for Great Dane Airlines, der fra november råder over en flåde på tre jetfly. Og Thomas Hugo Møller har travlt med at ansætte nye folk – både piloter, kabinepersonale og medarbejdere til administrationen.

Selskabet går fra fem ansatte i februar over 37 i sommeren til at forvente en medarbejderstab på godt 120 i midten af 2020. De nye medarbejdere skal alle sendes på skole, trænes op og gøres klar til sæsonstart. Et arbejde, der allerede begynder i starten af oktober.

Nytårsaften kan Thomas Hugo Møller derfor fejre, at han er del af en succes. Endda en succes, der kun ser ud til at vokse. Men han er også forpustet. Og nærmest blæst omkuld af den store arbejdsmængde.

“Jeg er i gang med en tredobling af vores produktion og skal nå at have personale nok til hele sommersæsonen. De ansatte skal alle ud i virkeligheden og trænes op på stedet i det, vi kalder sidemandsoplæring. Piloterne skal også kende til vores flytype, og vi kan kun nå at uddanne fire piloter om måneden, så der er tryk på. Samtidig er jeg i gang med at bygge organisationen op, og det er ekstremt hårdt at gøre på så kort tid, hvis man skal nå at få alle med og skabe en sund virksomhedskultur.”

Det nye år er knap begyndt, da et nyt problem melder sig på banen. Oliepriserne falder voldsomt, og Great Dane Airlines får ekstra omkostninger i forbindelse med den såkaldte hedging, hvor selskabet på forhånd har låst sig fast på en bestemt pris for flybrændstof.

Regningen er enorm, og igen må Eigild B. Christensen til lommerne. Han skyder et anseeligt millionbeløb i selskabet. Det er blot en måned før, statsminister Mette Frederiksen går på direkte tv og forklarer, at hun lukker Danmark ned. Udenrigsministeriet fraråder desuden at rejse udenlands og beder alle danskere i udlandet rejse hjem.

greatdane_ERTMANN009.jpg
Thomas Hugo Møller tror blot, der er tale om “en almindelig influenza,” der bliver nede i Italien, Østrig og de andre berørte lande, da han første gang hører om coronavirus. Men han bliver hurtigt klogere. Foto: Cathrine Ertmann

Thomas Hugo Møller tror blot, der er tale om “en almindelig influenza,” der bliver nede i Italien, Østrig og de andre berørte lande, da han første gang hører om coronavirus. Men han bliver hurtigt klogere, og allerede i starten af marts kan han fornemme, at situationen kan gå hen og blive fatal for selskabet.

“Vi bliver kontaktet af flere rejsebureauer, der annullerer deres flyrejser med os. De gør det ud fra et forsigtighedsprincip og fordi, de vil undgå at betale det gebyr, de bliver pålagt, jo nærmere afgangen, de aflyser,” siger han.

“Men samtidig fortæller de mig, at de gerne vil flyve med Great Dane Airlines, hvis omstændighederne ændrer sig, men det kan jeg som sådan ikke bruge til noget konkret, da jeg står med en masse, faste omkostninger, som skal betales her og nu.”

18. marts sender han et nødråb til landets politikere, da han i Nordjyske Stiftstidende fortæller, at det nu blot er et spørgsmål om tid, før selskabet må dreje nøglen om efter kun et års drift.

“Jeg taler selvfølgelig med Eigild, men også med medierne for at få politikerne til at forstå, at det er alvor, og det haster med løsninger. Jeg siger ligeud, at vi mangler et sted mellem 25 og 100 mio. kr., som vi skal have tilført inden 14 dage, for ellers er vi færdige,” siger Thomas Hugo Møller, der ser sig nødsaget til i første omgang at afskedige 22 medarbejdere.

Han kan dog trøste sig med, at der stadig indløber enkelte bookinger på ad hoc-flyvninger, og det er bl.a. Great Dane Airlines, der i de dage henter strandede danskere hjem fra solferie på Gran Canaria, fra skiferie i Schweiz og fra højskoleophold i Tanzania.

Men torsdag den 25. marts bliver der stille på kontoret i Aalborg Lufthavn. Samtlige Great Dane Airlines’ medarbejdere er sendt hjem med lønkompensation, og det er kun Thomas Hugo Møller, der sidder tilbage med sine tanker.

“Det er fuldstændig uvirkeligt. Det er simpelthen gået så stærkt. Men jeg er opsat på at vise, at vi kan klare omstillingen, og at vi er lige så gode og ansvarlige i modvind, som vi er, når vi vinden blæser den anden vej.”

Konkursrygterne breder sig

Dagene slæber sig af sted, og trafikken over Europas luftrum forsvinder dag for dag. I Aalborg Lufthavn står tre rød-hvide jetfly stille, og Thomas Hugo Møller kan kun ringe rundt til sine kolleger i branchen for at høre, om de tror på en vej ud af coronakrisen?

Det rygtes, at lavprisgiganten Norwegian er på kanten af konkurs, og i slutningen af april kommer nyheden om, at det norske selskab helt vil stoppe med at flyve i Danmark resten af året.

“Jeg får straks fat i Norwegians handlingsplan for at se, om det kan være rigtigt? Det er en 64 sider lang rapport, og jeg læser mig frem til, at planen om at udfase de danske flyvninger blot er ét ud af flere mulige scenarier, som man skal tage stilling til på den ekstraordinære generalforsamling. Den finder først sted en uge senere, så jeg tager den faktisk lidt med ro og afventer en udmelding,” siger Thomas Hugo Møller, der dog i al hemmelighed går rundt med planer om at starte op på Norwegians indenrigsrute mellem Aalborg og København, såfremt den norske mastodont trækker sig.

Vi er ikke nervøse for konkurrencen. Tværtimod. Vi hilser den velkommen, for den gør os kun skarpere

Thomas Hugo Møller

Men der er andre, der har fået samme idé. For dagen derpå melder danske DAT sig klar til at gå ind på indenrigsruten allerede fra den 8. juni, og billetterne er såmænd straks sat til salg.

“DAT er virkelig hurtigt ude, og det tvinger os til samme dag at udsende en pressemeddelelse, hvori vi også offentliggør, at vi vil gå ind på ruten. Den ligger jo lige til højrebenet for os som nordjysk flyselskab, ” siger Thomas Hugo Møller, der i samme ombæring får fortalt, at Great Dane Airlines også vil overtage Norwegians direkte ruter fra Aalborg til Malaga – og på sigt også ruterne til Mallorca og Alicante.

“Det er en vild udmelding, men det er noget, vi har talt meget om i bestyrelsen. Vi kan jo se, at kundegrundlaget til de ruter har været der, og Norwegian har fløjet med fine belægninger, så jeg synes ikke, det er så risikabelt endda.”

Men det er klart, at der skal være kunder til flyene og de mange, nye ruter, og så længe, der stadig er coronakrise, er der hverken efterspørgsel på inden- eller udenrigsflyvning. Derfor er det stadig et sats at lancere ruterne for tidligt.

Så svaret på, hvornår Thomas Hugo Møller igen tør lade de rød-hvide jetfly lette fra Aalborg, ja, det blæser i vinden.

“Vi holder i midten af maj et ekstraordinært bestyrelsesmøde. Stemningen er ret alvorlig, og vi konstaterer, at det endnu er for tidligt at starte op. Kunderne er der simpelthen ikke. Så vi holder stadig vores fly på jorden, men beslutter at starte op på ruterne til Malaga og Mallorca den første weekend i juli og på indenrigsruten til København i starten af august,” siger Thomas Hugo Møller og afviser, at selskabet dermed giver DAT frit spil på indenrigsruten til hovedstaden.

“De har kun ruten på lånt tid,” siger han.

“Det kan godt være, vi i starten taber kunder til DAT, for de starter op på ruten til juni, men vi er på sigt bedre forankret lokalt heroppe, og vi føler, vi har et bedre produkt, så vi er ikke nervøse for konkurrencen. Tværtimod. Vi hilser den velkommen, for den gør os kun skarpere,” siger Thomas Hugo Møller og erkender, at han nok må indstille sig på at sidde forholdsvis alene på kontoret nogle uger endnu.

“Vi er nu oppe på fire mand, der møder ind dagligt, for at holde hjulene i gang, men det er klart, at det ikke er det samme som før. Vi har kæmpet en sej kamp for at få alle vores omkostninger helt i bund, men der er stadig løbende udgifter, der skal betales, og vi taber penge hver eneste dag.”

Alene de tre jetfly koster et millionbeløb i leasingafgifter hver måned, ligesom der er faste udgifter til b.la. vedligehold af fly, husleje m.v. Direktøren vil ikke ud med det konkrete tal på, hvor mange penge, selskabet taber, hver måned, men det er over 4 mio. kr., siger han. ​​​​​​

“Heldigvis har Eigild sagt, at han vil hjælpe os, og med ham om bord har vi en investor, der er med på den lange bane. Det kræver selvfølgelig, at grænserne snart åbnes, men han tror stadig på Great Dane Airlines, og det gør jeg også. Så der er ikke nogen slutdato på, hvornår vi ikke kan være med længere. Vi fortsætter herfra og klarer også denne kamp.”

Andre læser også