Ordblind tømrer er mangemillionær: "Men pengene siger jo absolut ingenting om, hvem jeg er, eller hvilke værdier, jeg står for”

360434_16_9_large_33.jpg
Longread
Eksklusivt for kunder
04. apr 2018 KL. 7:55
Da Michael Mortensen første gang solgte sin virksomhed til en kapitalfond, ville han lave sit liv fuldstændig om. I dag - otte år senere - har han igen solgt en virksomhed med millionfortjeneste. Men har han overhovedet lært noget - og hvad skete der egentlig med livskvaliteten undervejs?

For otte år siden sad Michael Mortensen og spiste frokost med en journalist nede på Café Dolly på havnen i Horsens.

Journalisten havde hørt nogle rygter, og nu ville han gerne høre, om det virkelig kunne passe, at Michael Mortensen som ung, ordblind tømrer havde bygget en virksomhed op og solgt den til kapitalfonden Axcel for et større millionbeløb? Hvordan i alverden havde han båret sig ad med den bedrift?

Michael Mortensen grinte og sagde, at den var god nok, men der var såmænd ikke så meget hokus pokus over handlen. Den var bare resultatet af benhårdt arbejde.


Han havde knoklet, sagde han. Og da virksomheden pludselig var vokset ham over hovedet, solgte han på toppen. Eller som han sagde til journalisten dengang:

“Jeg var nok begyndt at ryste lidt i bukserne. Vi havde skabt en enorm vækst, og vores omsætning var oppe på 1 mia. kr. Jeg er ikke født til at være leder i så stort et firma, så for mig var det fint at få det solgt.”

Under overskriften: ”En ganske holden håndværker” skrev journalisten efterfølgende en større artikel, som blev bragt i Børsens magasin Pleasure, og det udløste en masse positive kommentarer fra folk, der alle havde læst om “ham der tømreren fra Horsens.”

LÆS OGSÅ: "En ganske holden håndværker"

I dag – otte år senere – mødes vi igen. Ikke på Café Dolly, men lidt længere nede på havnen i Horsens, hvor Michael Mortensen har totalrenoveret det gamle stykgodspakhus, der ligger ud til vandet i inderhavnen. Det er en stor, kraftig murstensbygning med en enorm tagkonstruktion.

Michael Mortensen forklarer, at pakhuset var totalt nedslidt og forfaldent, da han kom til, men i dag fremstår det topmoderne som åbent kontorlandskab med fritlagte træbjælker i loftet.

“Det er så her, jeg holder til nu,” siger han og viser rundt i bygningen, der huser totalentreprenøren Casa A/S, som han var med til at stifte i 2006.

I 2016 solgte han sammen med sine partnere 60 pct. af virksomheden til kapitalfonden Catacap, der kvitterede med at sende et større, trecifret millionbeløb ind på ejernes konto.

Michael Mortensens personlige formue fik dermed endnu et nøk opad, men det er slet ikke det, samtalen skal handle om, for som han selv formulerer det, “så siger pengene jo absolut ingenting om, hvem jeg er, eller hvilke værdier, jeg står for.”


I stedet har vi aftalt at se tilbage – og fremad – for hvordan er det egentlig gået med alle de planer, han havde, dengang vi mødtes første gang på Café Dolly?

På det tidspunkt havde han netop solgt sin første virksomhed, typehusselskabet FM-Søkjær – senere HusCompagniet – til Axcel, og var i fuld gang med at bygge Casa op fra bunden. Men det var ikke et fuldtidsarbejde, bedyrede han. I hvert fald ikke til at begynde med.

Han sagde også, at nu ville han til at tage den lidt med ro og ikke arbejde så meget som i årene med typehusselskabet. Han ville have mere tid og overskud til familien.

Flotte ord, men svært at håndtere, når man er vant til en hverdag, der starter kl. 04.00 og først slutter, når arbejdet er færdigt.

“Lige præcis. Det var en kæmpe omstilling. Idéen med Casa var heller ikke, at vi skulle blive så store. Vi ville bare bygge lagerhaller i Jylland, men så greb det om sig, og pludselig skulle vi også bygge etagebyggeri i København. Men det er da gået meget godt,” siger han og peger på Casas årsrapport, der ligger fremme på bordet mellem os.



"Jeg måtte overbevise dem om, at jeg faktisk var god til at stable en masse huse ovenpå hinanden, selvom jeg aldrig havde prøvet andet end at bygge typehuse helt nede på jorden”



Og her står det sort på hvidt: Alene i 2017 opførte Casa A/S 622 boliger, mens yderligere 1686 er på vej. Langt størstedelen af dem i nye, eksklusive boligkvarterer i hovedstaden.

“Der skete jo det, at da vi i Casa begyndte at byde på de byggerier ovre i København, ville bygherrerne også møde ejerne. Derfor måtte jeg sætte mig i bilen og køre rigtig mange gange til Sjælland for at overbevise dem om, at jeg faktisk var god til at stable en masse huse ovenpå hinanden, selvom jeg aldrig havde prøvet andet end at bygge typehuse helt nede på jorden,” siger Michael Mortensen og griner.

I dag er omsætningen i Casa A/S oppe på 1,6 mia. kr., og Michael Mortensen sidder for bordenden som administrerende direktør. Men var det ikke meningen, at han skulle trappe lidt ned på arbejdsbyrden?

“Jamen, det har jeg også gjort,” siger han.


“Jeg arbejder betydeligt mindre i dag, end jeg gjorde, dengang jeg drev typehusselskab,” siger han og slår ud med armene.

“Jeg er faktisk blevet meget bedre til at uddelegere, så jeg ikke længere sidder alene med alle opgaverne. Det har jeg fået folk til, som er meget dygtigere end mig. Jeg er nok den eneste, der ikke kunne få job i Casa i dag, for alle de andre ansatte i firmaet har fine og flotte uddannelser. Jeg er tømrer, mens de er ingeniører, jurister, økonomer, bygningskonstruktører og it-folk. Jeg er bare ham, der har skabt den platform, de alle arbejder på, men i princippet er der slet ikke brug for mig.”


"Jeg er nok den eneste, der ikke kunne få job i Casa i dag, for alle de andre ansatte i firmaet har fine og flotte uddannelser"


Der er ingen tvivl om, at håndværkeren stadig sidder dybt i ham. Han er på ingen måde gået hen og er blevet corporate, bare fordi virksomheden med årene er vokset voldsomt i værdi og skala.

Han tager da heller ikke imod i et typisk hjørnekontor iført skræddersyet jakkesæt eller sylespidse, italienske lædersko - nærmest det modsatte.

Dresscoden står på sort sweater, slidte, sorte jeans og et par hvide trainers med stjerner på. Looket bliver fuldendt med hjemmestrikkede sokker i flere farver. Det er næsten så casual, som det kan blive, og det er helt bevidst, siger han.

“Jeg tænker meget over, hvad jeg tager på, men jeg er ikke typen, der hopper i et jakkesæt til bestyrelsesmøder. Da kommer jeg sådan her. Det er i sweater eller helst i kortærmet t-shirt med print. Jeg har dog en kæmpe interesse for trainers og har nok par til, at jeg kan skifte dem ud hver eneste måned,” siger han og erkender, at samlingen efterhånden er oppe på 30-40 par sko.

“Tøjet og skoene er måske min måde at stikke ud i mængden på. Når der f.eks. er VL-døgn, så står der 700 jakkesæt og så mig i t-shirt og trainers. Det er da sjovt. Så bliver jeg bemærket, og folk kan huske mig,” siger han.

Jeg er bare en helt almindelig mand

Det der med at tiltrække sig opmærksomhed er langt fra bare en tilfældig gimmick. Det er en klar strategi fra Michael Mortensens side, som han allerede udviklede, da han som ung drev typehusvirksomhed. Det fortalte han også om i interviewet i 2010:

“Som indehaver af typehusfirmaet gik jeg altid i brunt tømrertøj med kasket, sikkerhedssko og tommestok. Min kone spurgte mig ofte, hvorfor jeg så sådan ud, når nu jeg aldrig selv lavede tømrerarbejde? Men sådan var mit brand. Folk vil hellere købe et hus af en mand, der kan sit håndværk og har arbejdstøjet på, end en smart sælger i jakkesæt. Sådan er det,” sagde han dengang.

“Ja, og det holder stadig stik. Det er egentlig ret simpelt. Folk dømmer dig ud fra, hvordan du ser ud. Så det handler om at sende de rigtige signaler. I dag sender jeg nok et signal om, at jeg er en helt almindelig mand og har mange af de samme udfordringer som alle andre børnefamilier.”


Og her er vi inde på noget af det, der virkelig gør ham stolt, for siden sidst er det faktisk lykkedes ham at skabe mere tid til at være sammen med sin familie og være der for børnene.

Han er netop vendt hjem fra en familieferie til Mexico, og selvom han hverken synes Cancun eller Cozumel levede op til “al hypen,” så var det en fantastisk oplevelse for alle fire.

“Men også i hverdagen prøver jeg at være nærværende, og det er jeg meget bevidst om. Det er lige så tit mig, der kører børnene i skole om morgenen, som min hustru, ligesom jeg holder tidligt fri en gang om ugen for at hente børnene og være sammen med dem,” siger Michael Mortensen, der har Rosa på otte år og Frederik på 10 år sammen med hustruen Bettina Antitsch Mortensen, der er selvstændig forsvarsadvokat.



"Jeg hader al den slags kontrol og er modstander af både KPI’er og regneark, der skal holde styr på folks arbejdstid. Jeg tror på, at hvis du udviser tillid og giver dine ansatte gode vilkår, så får du en helt anden kultur"



Det handler om, siger han, at leve et liv, hvor man stadig har solid jordforbindelse, selvom ens privatøkonomi sagtens kunne få en helt op i skyerne.

“Men det nytter jo ikke noget. Så ville jeg slet ikke kunne eksistere. Jeg tror, det har stor værdi, at jeg kan forstå de udfordringer, mine egne ansatte har i deres hverdag, fordi jeg kender dem fra mit eget liv. Der skal være plads til at tage den lille med til tandlæge eller hente knægten fra fodbold, uden at det skal godkendes af den nærmeste chef. Jeg hader al den slags kontrol og er modstander af både KPI’er og regneark, der skal holde styr på folks arbejdstid. Jeg tror på, at hvis du udviser tillid og giver dine ansatte gode vilkår, så får du en helt anden kultur, hvor alle yder noget ekstra.”

Det kan lyde som varm luft. Det erkender han, men endnu en af de ting, han har fulgt op på, er ønsket om at give de ansatte medejerskab, og i dag er der 70 aktionærer i Casa A/S. 15 pct. af aktierne tilhører medarbejderne, forklarer han.


“Det betyder, at vi måske kan tiltrække nogle af de bedste medarbejdere, fordi de hos os ikke blot får et følelsesmæssigt medejerskab, men også et helt konkret,” siger håndværkeren i en sætning, der næsten lyder som taget ud af en managementbog.

“Ha, ha, nej. Sådan er det ikke. Jeg har hverken en MBA eller bachelor eller sådan noget. Og det kan da godt nage mig engang imellem,” siger han og tænker tilbage på dengang, han droppede ud af folkeskolens 9. klasse:

“Jeg kunne godt have gjort det bedre, men jeg tog mig ikke sammen. Der var andre ting, der var mere spændende,” siger han.

“Jeg ved nu, at jeg er ordblind, og jeg kan ikke stave. Derfor har jeg haft meget brug for hjælp undervejs. Jeg har heller aldrig haft rigtig undervisning i tysk og engelsk, og så er det altså svært at begå sig i erhvervslivet i dag, hvor meget foregår på engelsk. Det er jo blevet sådan, at selv en salgsopstilling på et hus i Hobro bliver skrevet på engelsk. Det er fuldstændig sindssygt.”



"Det er altså svært at begå sig i erhvervslivet i dag, hvor meget foregår på engelsk. Det er jo blevet sådan, at selv en salgsopstilling på et hus i Hobro bliver skrevet på engelsk. Det er fuldstændig sindssygt”



Michael Mortensen forklarede allerede i 2010, at han egentlig var meget god til regning og matematik, men over de seneste par år, er det gået op for ham, at han også skulle have gjort sig umage med sprog, forklarer han.

“Det gælder tysk og engelsk, men også dansk. Altså nu er det sådan, at når min datter på otte år har brug for hjælp til danskopgaven, så er det hendes bror på ti år, der hjælper hende, for han er bedre end mig.”

Det er den slags oplevelser, der har gjort, at han i dag forsøger at lære fra sig og give sin erfaring videre til unge, der måske “er kommet lidt skævt i gang med livet,” som han siger.


“Jeg tager ud og holder foredrag, og så fortæller jeg de her unge mennesker min historie og snakker lidt om de udfordringer, jeg har haft som ordblind. For selvom jeg har succes og har bygget to store virksomheder op, så har jeg fortrudt, at jeg ikke fulgte bedre med i skolen. Jeg tror, der i fremtiden bliver færre selfmade men i Danmark. Og jeg er nok den sidste af min slags. Det bliver i hvert fald ikke lettere at få succes uden et ordentligt, uddannelsesmæssigt fundament. Der er færre chancer for, at en fyr som mig, kan skabe sin egen karriere.”

Så hvad siger han til de unge? Hvordan forsøger han at inspirere dem? Svaret er enkelt, siger han.

“Jeg fortæller dem, at de skal hænge i. Det er ret simpelt.”


"Jeg tror, der i fremtiden bliver færre selfmade men i Danmark. Og jeg er nok den sidste af min slags"


For nylig besøgte han Gylling Efterskole i Odder, som er en skole for unge med læse- og skrivevanskeligheder. Her gav han et foredrag og var bagefter helt høj af oplevelsen.

“Jamen, jeg kunne mærke, at de slugte det råt. Jeg tror, de synes, det var fedt at høre om en som mig, der har fået succes, selvom jeg er ordblind. Men jeg opfordrer dem også til at tage sig sammen. Hvis jeg kan sætte bare 10 pct. mere ild i røven på én af dem, så er jeg glad. Det giver en fed fornemmelse,” siger han og tilføjer, at han forsøger at holde mindst ét foredrag hver måned.

“Men det bliver ofte til flere, for jeg synes, det giver mening. Jeg tager mig tid til den slags.”

Tilbage står blot spørgsmålet om, hvorvidt han selv føler, han har fået fulgt op på de tanker, han gjorde sig for otte år siden – og er livet egentlig blevet bedre for ham?


“Ja, det synes jeg. Jeg føler nu, jeg har opnået bedre balance i mit liv. Jeg har også fået tid til at lave andre ting end Casa, men for mig flyder det hele sammen. Hvis du spørger, om der er en rød tråd i det, jeg laver, så er det nok, at jeg involverer mig i projekter, der gør en forskel,” siger han.

“Men overordnet set arbejder jeg hen imod at gøre mig selv overflødig. Det lyder måske mærkeligt, og det er også en svær øvelse. I perioder går det ganske godt, men så bliver jeg urolig og tænker: “Er der mon noget galt,” hvis der ikke er nogen, der ringer eller spørger mig til råds.”

Et øjeblik siger han ikke noget. Han tænker, men kommer så frem til sin egen, lille opsummering af dagens møde. Status efter otte år:

“Jeg har forsøgt at spille de kort, jeg har, bedst muligt, men jeg ville nok gerne have haft flere kort at spille med.”