Han kaldes erhvervslivets mest magtfulde og vil gøre en forskel. Nu investerer Lars Nørby Johansen i genopstået gourmetrestaurant: “Men jeg gør det på ingen måde af pligtfølelse”

Det var simpelthen for trist, hvis historien skulle slutte her. Det ville ikke være til at bære. Okay, det var ikke just fordi, det gik fremragende sådan rent økonomisk, men set med gastronomiske øjne var Kadeau en kæmpe succes.

Restauranterne i København og på Bornholm, hvor det hele begyndte, havde allerede modtaget fremragende anmeldelser og stjerner i den anerkendte michelinguide, men der var hele tiden noget, der haltede efter i udviklingen, og som det var uhyre svært at få styr på: pengene. ​​​

Det var som to adskilte verdener: den gastronomiske succes og den kommercielle. De to ville bare ikke gå hånd i hånd. Og til sidst kom coronakrisen og sørgede for, at skilsmissen blev total. Kadeau fik dødsstødet.

I slutningen af marts blev de to populære gourmetrestauranter erklæret konkurs, og i flere aviser kunne man i dagene derpå læse, at marginalerne i restaurationsbranchen er små, og at der ikke skal meget til at vælte læsset. Kadeau-koncernen havde længe kørt med røde tal på bundlinjen, og restauranterne havde blot de seneste to år haft et tab på knap 10 mio. kr.

“Det var nedslående læsning, og det gjorde mig både trist og bedrøvet,” siger Lars Nørby Johansen.

Som så mange andre hørte han om konkursen i medierne. Og i første omgang fulgte han blot med fra sidelinjen, mens historien foldede sig ud. Men så skete der noget. En følelse voksede frem i ham. En slags afmagt, måske.

“Jeg har haft sommerhus på Bornholm i 25 år og har fulgt Kadeau-drengene tæt i mange år. Rasmus, Nicolai og Magnus. Jeg tror, jeg har kendt de tre i 15-20 år og husker endnu, dengang de blot var ungtjenere i Pakhuset i Svaneke, hvor de serverede plankebøffer, fri salatbar og softice. Siden udviklede de i fællesskab restaurant Kadeau, og den historie er jo fuldstændig fantastisk. Det er en rigtig iværksætterhistorie, der har været med til at brande hele Bornholm,” siger Lars Nørby Johansen og vender tilbage til konkursen.

“Da jeg hørte om det, var det umådeligt trist. Ikke blot for drengene bag restauranterne, men også for alle de ansatte og for de mennesker, der taber penge på konkursen. Det er ærgerligt for alle. Men omvendt var der også en mulighed for at genstarte Kadeau, og det var derfor, jeg rakte ud til dem.”

Lars Nørby Johansen smiler. Han får det næsten til at lyde som en selvfølge. At han bare rakte ud i ren impuls.

“Jamen, det var heller ikke noget, jeg talte med andre om. Det var en ren selvstændig beslutning. Jeg skød bare ind i systemet, at jeg var interesseret i at hjælpe til, hvis jeg kunne. Og så måtte jeg se, hvad der kom ud af det.”

Lars Nørby Johansen er ikke en hr. hvem som helst. En hurtig tur i arkiverne og en søgning på Google afslører, at han ikke alene er en mand, der bærer mange kasketter, men også er sådan en, som rigtig mange gerne vil pådutte en særlig titel eller blot et kaldenavn, om man vil.

Alene inden for de sidste fem år er han blevet kaldt alt lige fra “erhvervssværvægter” over “Danmarks mest magtfulde” til “landets mest indflydelsesrige” og ikke mindst “mr. corporate governance” og “erhvervselitens ukronede konge.”

Dertil optræder han på et hav af lister over, hvem der har noget at skulle have sagt her til lands. Men ikke blot i erhvervslivet, såmænd også i kulturens verden.

Men lad os begynde med de tunge poster, som trods alt fylder mest – og især nu under den vedvarende sundhedskrise, for Lars Nørby Johansen er bl.a. formand for Københavns Lufthavne.

“Den post fylder rigtig meget for tiden, og det skal den også gøre,” siger han.

Dertil kommer formandsposter i William Demant Invest, Codan Forsikring, Montana Møbler, Fonden for Entreprenørskab samt Dansk Vækstkapital og en bestyrelsespost i hovedstadens største hotelkæde, Arp-Hansen Hotel Group.

“Det er stort set alle brancher, der på den ene eller anden måde lider under coronakrisen. Så det er klart, at mine traditionelle bestyrelsesposter helt aktuelt tager størstedelen af min tid,” siger han.

“Men hvis ikke jeg følte, jeg havde tid til overs ud over de store, tunge poster, så ville jeg selvfølgelig ikke involvere mig i så meget andet. Jeg er meget engageret i mit bestyrelsesarbejde, som jeg finder både spændende og interessant, men det er klart, at jeg også finder stor glæde og en værdi i at bidrage i selskaber, der ikke nødvendigvis er det, du kalder hårde. Lad os kalde dem bløde selskaber inden for kunst, kultur og gastronomi. Jeg føler, jeg har en reserve af tid, og den bruger jeg så på de her lystbetonede opgaver.”

I den kategori finder vi bl.a. de ulønnede bestyrelsesposter i Oluf Høst Museet på Bornholm, Trapholt i Kolding, Danmarks Underholdningsorkester samt Lars Nørby Johansens private investeringer i gourmettemplet Falsled Kro på Fyn samt den seneste investering i Kadeau, som han gerne vil tale om, for historien fortjener at blive foldet ud.

“Jeg vælger i første omgang at række ud til folkene bag Kadeau af ren medfølelse. Jeg synes, det er synd for alle parter, og kontakter derfor Filip Lau fra den gamle bestyrelse. Jeg beder ham lade min interesse gå videre i systemet. Det er ti-12 dage efter konkursen, og da er det endnu uklart, hvilken konstruktion man går efter,” forklarer Lars Nørby Johansen.

Som dagene skrider frem, får kurator bedre overblik over, hvordan en mulig rekonstruktion af Kadeau kan se ud. I den forbindelse bliver Lars Nørby Johansens interesse pludselig aktuel.

“Det er som altid med den type sager et meget kompliceret forløb med forhandlinger med både bank, kurator og boet, og der er meget at rydde op i. Det står dog klart i løbet af nogle uger, hvordan tegningen af det nye Kadeau skal være, og man finder frem til en kreds på seks investorer,” fortæller Lars Nørby Johansen, der ikke på forhånd kender andre i kredsen end de oprindelige Kadeau-stiftere, Rasmus Kofoed, Nicolai Nørregaard og Magnus Klein Kofoed.

“Det er selvfølgelig lidt specielt, men vi finder hurtigt ud af, at vi tænker ens og har en fælles passion. Vi bliver enige om at gå sammen for at redde og udvikle den flotte historie, som Kadeau allerede har skabt,” siger han.

Efter en smule hemmelighedskræmmeri og gisninger i medierne om, hvem de nye, anonyme redningsmænd kan være, kommer det 7. maj frem, at det er lykkedes at genrejse Kadeau med en flok nye investorer om bord, herunder Lars Nørby Johansen, håndboldspilleren Mikkel Hansen samt den tidligere fodboldlandsholdsspiller Thomas Kahlenberg. De andre i investorkredsen er udover Kadeau-grundlæggerne selv erhvervsmanden Michael Hedegaard Lyng, der har en fortid som direktør i industrivirksomheden NKT samt ejendomsudvikleren Rasmus Friis. Det er erhvervsfolk, som Lars Nørby Johansen ikke kender på forhånd, men som han umiddelbart synes godt om. De virker fornuftige, siger han.

“Jeg skyder selv nogle penge ind og får 10 pct. af aktierne. Samtidig bliver jeg del af den nye bestyrelse, som jeg i al beskedenhed synes, udgør et godt match. Vi er folk med forskellige kompetencer, men vi vil alle det bedste for Kadeau,” siger Lars Nørby Johansen, der mener, han bidrager med indsigt i, hvordan man driver en økonomisk, sund virksomhed.

“

De tre Kadeau-stiftere kan selv drive og udvikle restauranterne.
Vi skal i bestyrelsen ikke ind og kloge os på de enkelte retter eller indretning​​

Lars Nørby Johansen

“Vi får også skabt en mere klar governance struktur med en ejerkreds på den ene side, som er med til at dække det af økonomisk, og på den anden side en bestyrelse og de driftsansvarlige. Det er bestyrelsens rolle at sikre noget økonomisk disciplin og overvågning i virksomheden, men vi har derudover stor tillid til, at de tre Kadeaustiftere selv kan drive og udvikle restauranterne. Vi skal i bestyrelsen ikke ind og kloge os på de enkelte retter eller indretning. Det overlader vi fuldstændig til dem,” siger Lars Nørby Johansen, der investerer 800.000 kr. samt giver et lånetilsagn på 200.000 kr. til det nye selskab.

“Normalt vil man tale om et muligt afkast på pengene, tale risikoprofil og alt muligt andet, men det er jo rene, rationelle betragtninger. Min investering i Kadeau er ikke en traditionel investering, for der er også følelser involveret. På den måde er det en con amore-investering, men ikke en donation eller en foræring,” lyder det fra erhvervsmanden.

For Lars Nørby Johansen giver investeringen i Kadeau mening på flere måder, siger han. Det handler om at redde noget, han tror på, og som han kan se en fremtid i. Kadeau har allerede bevist, at de er i stand til at servere sublim mad, nu handler det om at få noget økonomisk snusfornuft og en mere fast struktur ind i forretningen.

Men han er godt klar over, at investeringen ikke er en, der tjener sig hjem igen over en sommer eller to. Og det er helt fint, for både han og de andre investorer er med på den lange bane, siger han.

“Det er klart, at vores tålmodighed er noget længere her end ved andre investeringer. Vi har ikke travlt og vil gerne give dem tid til at få skubbet det nye Kadeau i gang. Men jeg håber da – og jeg vil i bestyrelsen gøre mit til – at man på et eller andet tidspunkt kan tjene nogle penge, som kan sendes retur til dem, der har skudt penge i projektet. Målet er helt klart, at det på sigt skal være en overskudsforretning,” siger Lars Nørby Johansen, der ikke kun har en økonomisk interesse i Kadeau, men også en mere jordnær fascination af mad.

“Jeg holder meget af mad, og jeg laver også selv mad. Men frem for alt kan jeg godt lide at smage god mad og alle nuancerne, ligesom jeg selv har besøgt en del af de mange, gode restauranter, vi har i Danmark. Så madkvalitet og gastronomisk innovation har altid fascineret mig. Og så er mad jo kunst, som er praktisk i den forstand, at man kan smage den, spise den og samtidig få sig en udsøgt fornøjelse.” ​​​

Måske er dét også selve opskriften på Lars Nørby Johansens egen succes, for gennem mange år har han formået at blande det rent forretningsmæssige med det mere fornøjelige. Han har opbygget en portefølje af poster, der tilsammen udgør et unikt miks af både hårde og bløde bestyrelsesposter i dansk erhvervs- og kulturliv, og det er såmænd helt bevidst, siger han.

“En tung, traditionel bestyrelsespost udelukker jo ikke, at du også kan tage en mere blød post, som måske endda er ulønnet. Jeg mener faktisk, de to typer supplerer hinanden, og som menneske kan man trække stor viden og erfaring fra begge verdener,” lyder forklaringen.

Han peger på den seneste bestseller af den amerikanske journalist og forfatter David Epstein, der i bogen “Range” påpeger, at det er bredden i vores kvalifikationer, der gør os til dem, vi er.

“Epstein bryder f.eks. med forfatteren Malcolm Gladwells tese om, at vi ensidigt skal fokusere på et enkelt mål og kun gå efter det med 10.000 timers øvelse. Nej, tværtimod, siger Epstein. Der er brug for langt mere bredt funderede generalister. Folk, der kan begå sig i flere dele af samfundet og har erfaringer med sig fra mange forskellige sfærer. Det er bredden, der gør hele forskellen.”

Lars Nørby Johansen siger, at han bevidst går efter poster i kulturlivet og de mere utraditionelle investeringer, da de beriger ham på flere fronter. Den viden og erfaring, han får med sig herfra, kan han bruge i sit virke i den mere kontrollerede del af erhvervslivet.

“Tager vi eksemplet med Kadeau-drengene, så kommer de jo med en vildskab og en kreativitet, som er yderst forfriskende. Jeg bilder mig ind, at jeg lader mig smitte af den og tager den med mig videre rundt i systemet. Jeg føler, det er en fordel at være bredt funderet, for så har man en fornemmelse af, hvad der sker i andre dele af samfundet. Man er i stand til at se verden fra flere sider. Vi kan også i det traditionelle erhvervsliv lade os inspirere af den mere kreative og anderledes problemløsning, der finder sted i de kreative erhverv.”

Han afviser dog, at han opsøger de bløde poster i kulturlivet af ren pligt. Som en måde at betale tilbage på efter en lang karriere i det private erhvervsliv.

“Nej, sådan ser jeg det ikke. Jeg gør det på ingen måde af pligtfølelse, selvom jeg synes, jeg rent erhvervs- og karrieremæssigt har været så heldig, at jeg bør give noget tilbage. Nu har jeg fundet en model, hvor jeg kan bidrage og samtidig blive inspireret af kunstverdenen eller den gastronomiske udvikling. Men det er altså ikke sådan, at det ene er passion og lyst, mens det andet er en kedelig pligt. Både de hårde og bløde poster fascinerer mig,” siger Lars Nørby Johansen, der i en alder af 70 år ikke ser nogen grund til at drosle ned på antallet af bestyrelsesposter – hverken af den hårde eller bløde slags.

“Begge dele kræver selvfølgelig tid. Nogle poster mere end andre. Men du kan f.eks. ikke sammenligne tidsforbruget med dengang, jeg var adm. direktør. Det er en helt anden verden og et andet kapitel, jeg skriver nu. Dette kapitel er anderledes end de forrige, for den adrenalin og det direkte ansvar for værdiskabelsen, som du har, når du er direktør for en virksomhed, er der ikke længere. Til gengæld er vi tilbage ved bredden i det, jeg beskæftiger mig med for øjeblikket. Den er givende på en anden måde og giver mig en helt særlig form for energi og selvudfoldelse, som man bestemt ikke skal kimse ad.”