Coronakrisen ramte luksushotel på livsnerven. Så fik direktøren en god idé. “Men nej, det er ikke noget, vi tjener penge på”

Der står kun to mennesker i receptionen på Hotel Skt. Petri i hjertet af København. Den ene er receptionist. Den anden journalist.

Sidstnævnte er mig, og jeg er kommet for at arbejde.

Klokken er kun lidt over syv en tidlig søndag morgen, så det forklarer måske, hvorfor her er så øde. Der er ingen andre gæster at se. Eller andre ansatte for den sags skyld. Der er kun os to.

Det føles som om, alle mennesker er taget til en fest, mens vi er blevet efterladt alene hjemme.

Den kvindelige receptionist beder mig om mit kreditkort, og jeg synes næsten, det er flovt at taste “OK” til det latterligt lave beløb på dankortterminalen.

295 kr. Det er jo ingenting for et ophold på et hotel med fem stjerner i midten af hovedstaden. Det giver ingen mening.

Men jo. I denne coronatid giver det faktisk mening. Endda rigtig god mening. For alternativet er et fuldstændig lukket hotel og lutter hjemsendte medarbejdere. Den situation er ingen tjent med.

Så derfor står jeg nu her med min bærbare computer i tasken og får udleveret et nøglekort til et hotelværelse oppe på sjette sal.

“Værsgo. Jeg håber, du synes om værelset og får dig en produktiv dag,” siger receptionisten og smiler.

På vej op i elevatoren tænker jeg, at det egentlig var en fin velkomst. Og en fin bemærkning, jeg fik med på vejen. For jeg er netop kommet for at være produktiv. For at arbejde i fred og ro. På et hotelværelse til knap 300 kr.

Værelset er mit i 12 timer frem – fra kl. 07.00 til 19.00. Altså uden overnatning. Og det er selve pointen. Og en af årsagerne til den lave pris.

For under coronakrisen har man på Skt. Petri valgt at leje tomme værelser ud som kontorpladser. På dagsbasis. Og jeg er en af dem, der benytter mig af tilbuddet. I dag er min første dag som kontorgæst på Skt. Petri.

Jeg holder mit nøglekort hen foran den lille, sorte lås på døren, og vupti: Lyset skifter til grønt. Jeg træder ind i mit helle for dagen.

Her er stille. Og al lyd ude fra gangen og helt nede fra gaden er som suget fuldstændig ud af rummet. Her er ikke en lyd.

Men der er jo heller ingen andre gæster til at forstyrre. Hverken i værelset over mig, under mig eller til siden. Jeg møder faktisk ikke et eneste menneske hele vejen fra receptionen og op til mit værelse, og på en måde er det rart. For det styrker kun min moral: Dette ophold handler ikke om at slappe af på et luksuriøst hotelværelse, ligge på sengen eller se fjernsyn. Nej, det handler om arbejde.

Jeg pakker ud og stiller min bærbare computer på det blankpudsede, sorte skrivebord. Sætter stikket i kontakten. Så spritter jeg hele bordpladen af og bemærker, at overfladen skinner om kap med solen, der sender striber af lys ind i værelset.

Strålerne når helt hen til badeværelsesdøren. Jeg bliver nødt til tjekke og kigger derud, for har jeg mon fået mit eget badekar? Og ja, det har jeg. Wow.

I tre sekunder når jeg lige at tænke, at jeg også bare kan forkæle mig selv med et langt bad, men så ser jeg det: Der er ingen badehåndklæder.

Jeg vender mig om. Ser på sengen og konstaterer, at der heller ikke er dyne eller blot en hovedpude.

Okay, de mener det seriøst. Hotelværelset er ikke til afslapning. Der er tale om et kontor for en dag – og intet andet.

Jeg sætter mig ned på den grønne kontorstol, rykker ind til bordet og går i gang. Klokken er 08.00 og foran mig har jeg 11 timers arbejde.

Der er flere i min omgangskreds, der har samme udfordringer som mig. Alle arbejder hjemme for tiden, men de er ikke alene. Konen, kæresten eller husbonden er der også. Og børnene. Store som små.

Det er svært at koncentrere sig med alle de mennesker. Og al den larm. Mange af os er godt nok vant til at arbejde i åbne kontorlandskaber med enkelte afstikkere ud til kaffemaskinen i ny og næ, men dette er alligevel noget andet.

For enten sidder man i sit køkken, i et hjørne af soveværelset eller – hvis man er så heldig – på hjemmekontoret. Og her sidder man så otte timer i streg. Dag for dag. Uge efter uge. Det bliver hurtigt slidsomt.

Rigtig slemt bliver det, når internetforbindelsen sløjer af, da alle husets beboere går online samtidig. Så er det pludselig svært at forstå, hvad kollegerne siger på Zoom eller via Skype, fordi al samtale bliver hakket op i små bidder.

Men okay. Det er jo ikke rigtige problemer i disse tider. Kun udfordringer, og de er til for at blive løst.

Og det er her, mit refugium på Skt. Petri viser sin sande styrke, for en stor del af ovenstående udfordringer forsvinder i det sekund, jeg træder ind på hotellet.

Her er ingen forstyrrelser, ingen afbrydelser, ingen larm. Kun virkelig hurtigt internet og nu ti timers arbejde tilbage.

Ved middagstid går jeg en tur. Fuldstændig uforstyrret. København ligger øde hen. Jeg møder fire mennesker på 40 minutter. På en hver anden søndag – uden for coronatid – ville jeg på samme rute møde mindst 400. Men det gode er, at folk holder sig hjemme. Og det er præcis, som det skal være.

Tilbage på hotelværelset får jeg lavet de sidste opgaver, og det slår mig, hvor effektiv jeg er, når der hverken er kolleger, kaffemaskiner eller i al hast indkaldte møder, jeg simpelthen skal deltage i.

Receptionistens profeti går i opfyldelse, og jeg føler virkelig, jeg har haft en produktiv dag, da jeg nogle timer senere står nede i receptionen for at sige farvel og aflevere mit nøglekort.

Nu er der en anden receptionist, der tager imod. Hun er norsk og smiler over hele ansigtet. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at jeg nok er den første, måske eneste gæst, hun ser i dag.

“Nej, du er ikke den eneste, men lige præcis i dag er der faktisk kun to andre gæster på hotellet. Det er da lidt ensomt og mærkeligt. Vi er jo et hotel med 288 værelser, hvoraf langt størstedelen kommer fra udlandet. Nu kommer der kun fem-seks stykker om dagen, og det er primært lokale. Det er da også hyggeligt, men lige noget, jeg skal vænne mig til,” siger hun.

To dage senere er jeg tilbage. Jeg er blevet afhængig. Af fred og ro og uforstyrret arbejdstid. En mandlig receptionist kommer løbende ned ad de stillestående rulletrapper for at åbne hoveddøren og tage imod mig.

“Velkommen tilbage,” siger han.

Aha, jeg er allerede genkendt. En ny stamkunde. En kontorkunde, kan det vel kaldes.

Han får mit kreditkort og giver mig et lille stykke papir retur. Jeg ser ned på lappen.

“Det er et klippekort,” siger han.

“Hvis du kommer her ti gange, giver vi dig en gratis overnatning for to personer.”

Genialt. Nu hvor jeg ikke længere kan flyve kloden rundt og optjene bonuspoint hos alverdens flyselskaber, får jeg en slags substitut til alle mine loyalitetskort.

Jeg begynder straks at overveje, hvordan jeg kan få booket nok ophold til at tjene en gratis overnatning hjem. Har jeg arbejde nok til ti dage på hotellet?

Jeg bliver revet ud af mine tanker, da receptionisten langer et nøglekort over disken.

“Værelse 617. God arbejdslyst.”

Lidt efter træder jeg ind på et værelse, der stort set er identisk med mit forrige. Det er fint, for så skal jeg ikke bruge tiden på at lære værelset at kende. Jeg ved, hvor kaffen står, hvordan elkedlen fungerer, og hvor der er en ledig stikkontakt til min bærbare.

Jeg går i gang og knokler ti timer i streg. Glemmer helt at spise frokost og kører hjem helt udmattet. Jeg føler nærmest, jeg har arbejdet tre dage i træk, så produktiv har jeg været. Men det betyder, at jeg kan tage den med ro – og med god samvittighed – dagen derpå.

På tredjedagen bliver det alligevel lidt mærkeligt, for er her virkelig ikke andre mennesker? Jeg spørger i receptionen, da jeg tjekker ind.

“Jo, jo. Vi er her da,” siger receptionisten og smiler.

Jeg spørger, hvem “vi” er?

“Det er mig, min kollega fra roomservice og en manager. Og så forventer jeg også et par andre gæster i dag.”

Jeg får næsten ondt af dem og beslutter på stedet, at jeg i dag vil bestille roomservice bare for at give dem noget at lave.

Det virker også til, at de gerne vil gøre noget godt for mig, for da jeg træder ind i mit værelse, opdager jeg, at jeg har fået egen altan. Lækkert. Jeg åbner straks døren og træder ud. Der står to stole og et lille bord. Jeg sætter mig ned i morgensolen og trækker vejret dybt ned i maven. Ahhh.

Her kunne jeg sidde hele dagen og bare glo på Københavns tage. Derovre ligger Vor Frue Kirke, derhenne står Rundetårn og det dernede må være den lille, hyggelige café, jeg passerede på vej herhen.

Men arbejdet kalder. Jeg rejser mig op, går ind og sætter mig foran skærmen. Ved frokosttid ringer jeg til roomservice og beder om “Klassisk fish’n’chips med grillet citron og tatarsauce.”

Præcis 15 minutter senere banker det på døren. Det er absolut rekord for hurtigste roomservice, jeg nogensinde har oplevet.

“Hej, så er din mad klar,” siger en ung fyr i hvid kokkeuniform og træder et skridt tilbage fra rullebordet, der er dækket med sort dug.

Jeg tager bakken og smiler.

“God appetit,” siger han.

Og så sidder jeg ellers der foran min computer og spiser en helt forrygende omgang fish’n’chips. Det føles virkelig som at bo – og arbejde – på et femstjernet hotel.

Jeg får et par timer til at gå med arbejde, da nysgerrigheden tager over. For kan dette koncept overhovedet køre rundt, og hvad er egentlig meningen med at åbne hotellet for gæster som mig, der bare kommer og går og kun bruger faciliteterne i få timer ad gangen?

Jeg finder navnet på hoteldirektøren på Skt. Petris hjemmeside. Han hedder Jesper Stubgaard og har været General Manager på hotellet siden 2014.

Jeg slår ham op på Linkedin. Her skriver han lidt om sig selv og karrieren i hotelbranchen. Han fremhæver især de udfordringer, der har været med at genrejse Skt. Petri og gøre det til byens foretrukne mødested. Eller som han selv skriver:

“

Det er en forfærdelig trist situation, vi befinder os i. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal tænke

Jesper Stubgaard, hoteldirektør

“Da jeg for fem år siden startede som hoteldirektør på Skt. Petri, stod hotellet over for en stor udfordring. Indtjeningen blødte, og begejstringen hos medarbejderne kunne mildest talt have været højere. Vi manglede nerve og fingeren på pulsen.”

Og så tilføjer han lige en enkelt sætning:

“Dette job var som skabt til mig. Personligt elsker jeg at arbejde med disse opgaver, hvor alt ser næsten umuligt ud. At begynde at vende sådan en forretning – sten for sten – tager tid og ikke mindst 110 pct. overblik.”

Jeg sidder lidt med fornemmelsen af, at han er slået tilbage til start, for nu gik det lige så godt, og Skt. Petri har flere år i træk fået flotte udmærkelser og priser og ikke mindst en høj belægningsprocent. Men så kom corona.

Jeg bliver simpelthen nødt til at ringe til ham.

Klokken er 15.10, da han tager telefonen. Jeg kan ikke lade være med at spørge ind til de ord, han har skrevet på sin Linkedin-profil. Føler han selv, han er sparket tilbage til start, nu hvor hotelbranchen ligger øde hen?

“Ja, jeg har selv tænkt de tanker. Det er en forfærdelig trist situation, vi befinder os i. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal tænke. Det er skræmmende, hvad der kan ske på så kort tid,” siger Jesper Stubgaard og forklarer, at han allerede inden, Danmark lukkede ned, var begyndt at følge udviklingen i udlandet ganske nøje.

“Vi oplevede, at folk begyndte at spørge ind til deres annulleringsmuligheder. Og i starten af marts begyndte annulleringerne så bare at vælte ind. På et tidspunkt får vi flere annulleringer end nye bookinger, og da er gode råd dyre.”

Han vælger sammen med sit ledelsesteam at lave en ny strategi, der skal sikre hotellet fremadrettet og sørge for, at der også er et hotel, når krisen er forbi.

“Vi laver bl.a. nye vagtplaner, hvor vi skærer ned på brugen af løst tilknyttede medarbejdere og i stedet prioriterer vi vores fastansatte. Men da situationen spidser yderligere til, bliver vi også nødt til at hjemsende folk.”

Hoteldirektøren forklarer, at ledelsesteamet finder en model for hjemsendelse af medarbejdere, længe før regeringen kommer op med hjælpepakker. Det er en opgave, som haster, siger han.

“Vi bliver i hotelbranchen – og rejsebranchen generelt – ramt som nogle af de første. Coronakrisen spreder sig som ringe i vandet, og der er ingen, der går fri. Det er bare et spørgsmål om, hvornår ringene i vandet når ud til ens egen sektor,” siger han.

Det er ikke just nogen opmuntrende snak, vi har. Men Jesper Stubgaard er – trods alt – fortrøstningsfuld. Og alene det faktum, at jeg lige nu sidder på hans hotel som betalende gæst, gør, at han kan se lys forude.

“Vi er det første hotel i Danmark, der tilbyder at leje vores værelser ud som kontor på dagsbasis. Siden er flere fulgt trop, og det tyder på, at der er en efterspørgsel derude. Vi har på nuværende tidspunkt haft omkring 50-60 stykker, der har gjort brug af tilbuddet, og det er vi selvfølgelig glade for.”

Men nogen gylden forretning er det ikke.

“Nej, det er ikke noget, vi tjener penge på. Vi gør det for at give folk mulighed for at leje et værelse, hvor de kan passe deres arbejde i fred og ro. Og så tror vi på, det har en vis brandingværdi. Mange af dem, der kommer her nu, er ikke vores typiske gæster, men de ser måske vores faciliteter, vores restaurant, bar og tagterrasse og tænker, de gerne vil besøge os, når krisen er ovre. Og så står vi klar med åbne arme.”

Jeg takker ham for snakken og lægger mobiltelefonen fra mig. Et øjeblik står jeg igen og ser ud over byens tage. Jeg er færdig med arbejdet for denne gang, og jeg tror næsten, jeg kommer til at savne mit hotelværelse.

Jeg har nydt arbejdsroen, den fred og uforstyrrethed, jeg har fundet her. Jeg har simpelthen fået noget fra hånden, og det har givet mig overskud til alt det andet i en uoverskuelig tid.

Det er derfor, jeg er sørgmodig, da jeg tjekker ud. Men jeg er ikke i tvivl. Det er ikke sidste gang, jeg kommer her. Vi ses igen, Skt. Petri.