Morten Albæk har været naiv, selvhøjtidelig og ubegavet: “Jeg har været helt og absolut ganske forfærdelig”

I slutningen af august 1995 starter en ung knøs på historie- og filosofistudiet på Aarhus Universitet. Morten Albæk hedder han. Tyve år gammel træder han ind i universitetets gule murstensbygninger og lader sig indskrive på det studie, der skal føre ham frem i livet. Ambitionerne er store. Selvtilliden ligeså.

En måneds penge senere rejser han hjem på besøg hos forældrene i landsbyen Uggerby øverst oppe i det vestlige Vendsyssel. Og som altid står maden klar, da han træder ind ad døren. Det er det store middagsbord med brun sovs, kartofler, flæskesteg og rødkål.

Morten Albæks storebror sidder også med ved bordet ligesom moderen, teenagelillebroderen og for bordenden faderen, Ole Albæk. En ganske korpulent herre og væsentlig højere og på alle måder større end sønnen Morten.

Måltidet går i gang, og familiens to voksne sønner drøfter indledningsvis deres respektive universitetsstudier, før Morten Albæk selv tager ordet.

Han ser direkte over på sin far, der trods en karriere som mangeårig skoledirektør, lokalpolitiker og viceborgmester ikke har nogen lang videregående uddannelse bag sig.

“Jeg vil gerne spørge dig om noget,” siger Morten Albæk til sin far.

“For hvordan har du det egentlig med, at du her blandt os voksne mænd i familien nu formelt set er den mindst kloge?”

Faderen tager sin store bjørneklo og hamrer den ned i spisebordet, hvorefter han slår en skraldlatter op.

“Haha, det har du netop bevist, at jeg ikke er. Og jeg tvivler faktisk på, at du nogensinde bliver klog nok til at forstå hvorfor.” ​​​​​​​​​​

Morten Albæk bliver straks provokeret af bemærkningen og ser den som endnu en bekræftelse på, at faderen for evig tid vil slå ham i hovedet og aldrig anerkende, at han på nogle parametre vil blive overgået af sin mellemste søn.

Samtalen forstummer, og middagen får egentlig ikke nogen større betydning for Morten Albæk, der vender tilbage til sit studie på universitetet. Men de ord, der bliver sagt den aften, forplanter sig alligevel bagest i hans hukommelse og dukker op igen mange år senere. Og da det sker, er det med en styrke, som i dén grad kommer bag på ham.

Det er en af de få varme sommerdage i 2020, og 45-årige Morten Albæk tager imod i et mødelokale på øverste sal i konsulenthuset Voluntas’ domicil i det Indre København.

Han er iført hvide sneakers, grå jeans og en åbentstående hvid skjorte. Håret er som altid vådt og tilbagestrøget. Han ligner med andre ord sig selv. Som vi kender ham fra utallige optrædener i tv og landsdækkende aviser.

Morten Albæk er kendt af alle, der interesserer sig blot en lille smule for erhvervslivet. Som tidligere direktør i både Danske Bank og hos vindmøllegiganten Vestas har han optrådt utallige gange i denne avis’ lyserøde spalter. Men han er også et navn blandt alle, der finder interesse for anvendt filosofi, for tidsånden og for, hvad det egentlig vil sige at leve et meningsfuldt liv i en moderne verden.

De sidste tre emner har han skrevet flittigt om i både debatartikler og i flere bøger, der er solgt i svimlende oplag og har gjort ham til en efterspurgt foredragsholder. ​​​​​​​​​​

Morten Albæk smiler selvsikkert, da han sætter sig til rette og åbner en kold flaske kildevand. Men han ved godt, at det, vi nu skal tale om, egentlig ikke vil sætte ham i noget positivt lys.

Det er dog en samtale om noget, der fylder i hans liv. Og som har fået større betydning med årene. Det er en fortrydelse af den art, der har lært ham noget, og som har været med til at forme det menneske, han er i dag, siger han.

Faktisk er det Morten Albæk selv, der har bragt emnet på banen, da han et par uger før vores møde har fremsendt en e-mail med beskrivelsen af ovenstående middagsselskab.

Han har udvalgt oplevelsen fra den aften i familiens selskab, da erindringen gentagende gange nu er dukket op fra hukommelsens gemmer og i dag står som et centralt fikspunkt i Morten Albæks selvforståelse.

Det lyder kompliceret, men behøver ikke være det. For Morten Albæk har selvfølgelig en pointe med at nævne netop denne sekvens fra hukommelsen.

“Jeg vælger den historie, for når jeg ser tilbage på mig selv og måden, hvorpå jeg agerede som ungvoksen – både i forhold til mit eget intellekt og følelsen af at være akademiker – så har jeg været helt og absolut ganske forfærdelig, hvilket kommer til udtryk i den samtale, jeg har med min far den aften,” siger Morten Albæk.

“Det er ikke noget, jeg tænker over selvsamme aften. Og heller ikke ugen, måneden eller for den sags skyld året efter. For dengang levede jeg i en forestilling om, at i takt med, at jeg rejste dybere og dybere ind i den universitære verden og fik den ene eksamen efter den anden og kom tættere og tættere på kandidatgraden, så blev jeg min fars skraldlatter til trods kun klogere, og det var derfor mig, der ville få ret og le sidst,” siger han.

“Det er først senere, det er gået op for mig, at min fars skraldlatter var helt betimelig, og hans forsøg på distance og ydmygelse af mig i øjeblikket var helt fortjent. Fordi jeg på daværende tidspunkt helt tydeligt ikke kendte forskellen på viden og visdom, gode karakterer og det at have en god karakter. Jeg kendte ikke forskel på, hvad du laver, og hvem du er. Jeg kendte fundamentalt set ikke forskel på, hvad det vil sige at have en profession og så en identitet, og jeg gjorde, hvad andre unge også gør – men desværre også alt for mange, der når en moden alder, vedbliver med at gøre – og det var at tro, at uddannelse og klogskab er synonymer.”

Der går et øjeblik, før Morten Albæk fortsætter sin talestrøm. Det er tydeligt, at han har tænkt sig om og ved, hvilken vej han vil føre samtalen fremad. De små pointer ligger som perler på en snor, og han bruger sit retoriske talent til at folde historien ud.

“Det hører med til fortællingen, at langt de fleste af de refleksioner, jeg her deler med dig, først er kommet til mig, da du bad mig komme med et eksempel på noget her i livet, jeg har fortrudt. Samtalen med min far og mit eget ignorante udsagn den aften var det første, der kom til mig i hu, så det minde, den korte ordveksling, har ligget i mit baghoved og simret i mange, mange år,” siger han og holder en pause.

“Men jeg husker også, at ordvekslingen var oppe at vende i 2008.”

Det var året, hvor faderen, Ole Albæk, dør.

“Uden at blive alt for sentimental vil jeg gerne fortælle om en særlig oplevelse fra grundlovsdag 2008. Da flyver jeg op til min far, som er indlagt på Aalborg Sygehus og er voldsomt syg.

Forinden har han ringet til mig og spurgt, om ikke jeg vil komme op på besøg, for der er nogle ting, han gerne vil tale med mig om.

På daværende tidspunkt ved han godt, han skal dø. Dog ikke lige med det samme. Da jeg kommer, siger han, at “nu regner jeg jo ikke med, at jeg skal dø i morgen eller i overmorgen, men jeg har ikke mere end et par år eller tre i mig. Nu har jeg dog tiden, mens jeg ligger her, til at tale med dig om dig,” siger han og fortsætter:

“Du er ved at blive et fint menneske, men skal du blive det, så skal du kende dine egne begrænsninger, og du skal begynde at bevæge dig med endnu større taknemmelighed over for dem, hvis kærlighed, hjælp og dygtighed, du er afhængig af. For intet er finere end at erkende, at taknemmelighed er rigdom.”

Timerne på sygehuset bliver skelsættende for Morten Albæk, og han fortæller, at han i løbet af samtalen med sin far også når at få sagt, at han er ked af de ord, han lod falde under den famøse middag flere år tilbage.

“Jeg siger til ham, at jeg fortryder, jeg forsøgte at fremstille mig selv som bedre end ham, fordi en af de gaver, han har givet mig, var at have en far, der på så mange områder vidste mere og havde så meget mere visdom end mig og var så villig til at dele ud heraf med stor ærlighed og vedholdenhed.” ​​​​​​​​​​

Morten Albæk smiler forsigtigt og tilføjer, at faderen dør kun halvanden måned senere, og i dag er han glad for, at de fik den alvorssnak, der på mange måder var et resultat af ungdommens letsindighed. Og hans egen boomende selvtillid.

“

Jeg kendte
ikke forskel på, hvad du laver, og hvem du er. Jeg kendte fundamentalt set ikke forskel på, hvad det vil sige at have en profession og så en identitet

“Det var jo min uvidenhed, krydret med en oppustet selvtillid på epo og et selvværd, der endnu ikke havde slået rod, der gjorde mig så ungdommeligt hovmodig, at jeg sagde, hvad jeg sagde den aften henover flæskestegen og rødkålen.”

Og så træder filosoffen i karakter:

“Selvtillid og selvværd er to meget forskellige størrelser. Selvtillid, eller mangel på samme, handler om det, vi kan, det vi er dygtige eller dårlige til. Selvværd derimod handler om, at vi værdsætter os selv etisk og moralsk. At vi hviler i os selv. Og jeg havde det held, at jeg modtog en masse kærlighed fra mine forældre, og den var aldrig afhængig af mine præstationer – hverken i skolen eller på fodboldbanen. Jeg har derfor aldrig tvivlet på mine forældres kærlighed, selv når min far var meget direkte over for mig i forsøget på sikre, at jeg fik en sund og stærk selverkendelse. Den sunde selverkendelse, der er garanten for, at man hverken over- eller undervurderer sig selv, men blot og bare kender sig selv.”

Morten Albæk erkender, at han allerede som helt ung og selv op i gymnasieårene var hyperaktiv og “meget grænsesøgende”.

“Forstået på den måde at hvis jeg syntes, hvad enten det var i folkeskolen eller gymnasiet, at det, vi blev undervist i, eller måden vi blev undervist på, var en, som jeg ikke fandt inspirerende, så havde jeg intet problem med at gøre det klart over for læreren, at det skulle forandres,” siger han og kommer med et eksempel på, hvordan en ung Morten Albæk kunne reagere:

“Når vi i gymnasiet skulle beskæftige os med noget så umiddelbart tørt og kedeligt som “Hosekræmmeren” af Steen Steensen Blicher, så for ikke at falde i søvn burde vi stå op, når vi læste højt fra denne novelle om ulykkelig kærlighed. Så jeg besluttede mig for, at hver eneste gang, vores dansklærer bad mig læse en sentens op af Steen Steensen Blicher, så rejste jeg mig op. Jeg gjorde det for at sende et signal om, at hvis ikke læreren var i stand til at gøre Steen Steensen Blicher mere interessant over for mig og mine klassekammerater, så var det både spild af tid og uhøfligt over for Steen Steensen Blicher,” husker Morten Albæk og sukker.

“Altså den type barnlige provokation var der mange af, men det var et resultat af, at jeg var i den alder og havde den psykiske konstruktion, som jeg havde. Hvor jeg afprøvede grænser, alt imens jeg forsøgte at finde ud af, hvad jeg kunne, hvad jeg ville være, og hvem jeg var. Det er ikke adfærd, jeg ser tilbage på i dag og synes var specielt hensigtsmæssigt, eller noget jeg vil anbefale eller acceptere, at mine egne børn gør.”

Men det var heller ikke sådan, at han bare fik lov til at opføre sig, som han ville. Der var såmænd sanktioner hjemmefra.

“Jeg vil sige, at jeg heldigvis fra min far fik en ekstraordinær direkte modstand mod den form for opførsel, og det er jeg meget, meget glad for i dag. Min far stoppede heller ikke med at opdrage mig, bare fordi jeg fyldte 18. Han så det som sin forældremæssige forpligtigelse at blive ved med at opdrage mig til at træde op ad selvrespektens stige,” forklarer Morten Albæk.

“

Du er ved
at blive et fint menneske, men skal du blive
det, så skal du kende dine egne begrænsninger​​​​​​

Han bruger far-søn-samtalen på hospitalet i 2008 som endnu et eksempel på, hvordan Ole Albæk forsøgte at opdrage sin nu voksne søn.

“Det er jo her, han siger til mig: Bliv aldrig så optaget af at træde op ad karrierestigen, hvad enten det er den akademiske, den ledelsesmæssige eller den kommercielle, at du tror, den bringer dig til et meningsfuldt liv. Vær i stedet interesseret i at træde op ad den stige, der er meget, meget vigtigere: Selvrespektens. Det er ikke de ord, han bruger, men et sprog, jeg selv er kommet frem til langt senere. Men for mig handler samtalen den dag om, at min far gerne ser, at jeg bliver til et respektfuldt menneske, og for ham handler det ikke om at nå højst muligt op professions- og positionsmæssigt, men at du skal være i stand til at bære dig selv med selvværd og taknemmelighed i mødet med andre mennesker og i særdeleshed med de mennesker, hvis kærlighed, du ikke kan leve foruden.”

Ole Albæk dør som 64-årig i 2008, og da er Morten Albæk selv 32 år og dermed halvvejs i livet, hvis han lever lige så længe. Det symbolske i den betragtning får ham til at tage sit eget liv op til revision, og han spørger sig selv, hvad han egentlig ønsker at bruge resten af sit liv på.

“Jeg sidder på det tidspunkt på det niveau i Danske Bank, som man på nudansk kalder “senior vice president” eller på gammeldansk “underdirektør”. Jeg har haft nogle fantastiske, lærerige og privilegerede år i Danske Bank, som jeg altid vil tænke tilbage på med en helt ekstraordinær taknemmelighed. Men det slår mig også, at jeg har lyst til at opleve noget andet,” siger Morten Albæk, der samme år får en henvendelse fra Vestas, som han reagerer på.

“De spørger, om jeg har mod på at komme over til dem i Østjylland og blive direktør for marketing og kundefokus, og det siger jeg ja til, da det lyder enormt spændende. Samtidig kan jeg komme tættere på min mor, der nu er blevet enke, og det kan jeg mærke, er noget, der fylder i mig.”

Så han flytter sig. Ikke bare fysisk, men også mentalt i årene efter faderens død. Han indleder sin syv år lange karriere i Vestas, og i 2015 er han stifter af konsulent- og rådgivningsvirksomheden Voluntas, hvor han i dag er adm. direktør.

Med Voluntas sætter han fokus på det meningsfulde i et moderne samfund, hvor flere end nogensinde farer vild i hverdagen og går ned med stress, psykiske lidelser og angst. Årsagen er bl.a. det høje tempo, men også følelsen af meningsløshed, der har sneget sig ind alle vegne i arbejdslivet. ​​​​​​​​​​

“Og det sker i takt med, at arbejdet fylder mere og mere emotionelt og mentalt for flere og flere, og så er vi tilbage ved udgangspunktet af det, jeg lærte af at sige noget til min far, som i bagklogskabens klare lys var vanvittigt naivt, selvhøjtideligt og ubegavet. Nemlig at når vi tror, arbejdet er vores identitet, så har vi glemt, hvad identitet betyder. “Identitet” kommer ud af det latinske ord “identitas”, som betyder at være den samme over lang tid altid,” forklarer Morten Albæk og fortsætter:

“Jeg havde ikke selv nogen identitet, dengang jeg kaldte min far for den mindst kloge i familien. Det er det de færreste mennesker, der har, når de blot er tyve år. Men det, mange mennesker stadig ikke forstår, selv når de kommer højere op i alderen, er, at arbejdet ikke er din identitet. Det er noget, der er langt større og langt mere varigt.”

took@borsen.dk​