Chefstrategen Henrik Drusebjerg blev træt af corporate banking og vil tættere på kunderne. Nu møder han landets største velhavere med et kæmpe smil

Den mørkegrå Range Rover svinger elegant ind foran Holte Station. Klokken er 07.41, og der er endnu fire minutter, til vi skal mødes. Men Henrik Drusebjerg er tidligt på den. Selvfølgelig er han det. Han er ikke typen, der kommer for sent, for har han først sagt ja til noget, kan man regne med ham. Det er sådan, han har fået succes. Han er pålidelig og lever i høj grad af sin troværdighed, som han nu i knap 25 år har omsat til profilerede stillinger i den danske bankverden.

Derfor er det ofte ham, der går på skærmen, når komplekse, finansielle sager skal forklares for hr. og fru Danmark, men det er også ham, der som chefstrateg toner frem, når der er uvejr på aktiemarkederne, og vores fælles pensionsopsparinger blafrer i vinden. Hvilken vej går udviklingen? Op eller ned? Drusebjerg har svaret. Og som altid serverer han det med et smil.

Men denne morgen er smilet noget mere anstrengt, som han sidder der bag rattet i sin bil. Det er fair nok, for det er endnu tidlig mandag morgen, og så er det ikke mindst første arbejdsdag for Henrik Drusebjerg, som har været ude af loopet siden slutningen af januar, hvor han sagde op i Danske Bank og ifølge reglerne straks blev suspenderet og sendt hjem.

Siden har der været stille omkring ham, og offentligheden har hverken hørt noget til eller fra den ellers så medievante personlighed. Det er, som om han har været fuldstændig forsvundet fra Jordens overflade.

Han sidder et par sekunder med hænderne på rattet. Han er ikke helt sig selv. Der mangler ligesom noget. Hvor er Drusebjerg Classic?

Forklaringen er enkel, og han siger det selv, før vi endnu er kørt en meter.

“Jeg skal have kaffe. Hvad siger du til, vi lige holder ind nede ved Lagkagehuset og tager en kop med på vejen. Er det okay?”

Tre minutter efter åbner han døren ind til førersædet og stikker to brandvarme papkrus ind over sædet.

“Sådan, så er jeg klar. Er du okay? Så kører vi.”

Henrik Drusebjerg smiler. Alt er godt.

Det kom som et chok, da nyheden om Henrik Drusebjergs exit fra Danske Bank slap ud i Dagbladet Børsen tilbage i slutningen af januar. Den var der ikke mange, der havde set komme.

I Danske Bank var presseafdelingen tvunget til hurtigt at bekræfte den populære chefstrategs opsigelse, men i første omgang stod der intet i pressemeddelelsen om, hvad Henrik Drusebjerg så skulle?

Havde han fået nyt job? Ville han gå solo? Var han på vej ind i politik? Der var mange spørgsmål, men ingen svar.

Først seks dage senere kunne hovedpersonen selv løfte sløret for sin nye tilværelse og fortælle, at han havde sagt ja til et tilbud, han ikke kunne modstå.

Jobbet som chef for nordisk investeringsstrategi i den lille, eksklusive velhaverbank Quintet Private Bank var åbenbart så attraktivt, at han efter blot halvandet år var klar til at forlade Danske Bank.

Men var det nu også hele historien? Eller hører der mere til? Det er trods alt bemærkelsesværdigt, når en så profileret personlighed vælger at forlade landets største bank så kort tid efter sin tiltrædelse.

“Nå, synes du, det var tidligt?” siger Henrik Drusebjerg og griner.

Han gasser bilen lidt op, mens han fletter ind i trafikken. Den lille manøvre giver ham lige et par sekunder til at tænke over sit svar.

“Jamen, lad mig sige det sådan: Der er ingen tvivl om, at jeg ligesom så mange andre i Danske Bank har været utroligt skuffet over, at der hele tiden er dukket nye, dårlige sager op,” siger han.

“Det var ikke ligefrem planen, da jeg sagde ja til jobbet tilbage i efteråret 2019,” siger han og fortsætter: “Tværtimod tænkte jeg, at der var mulighed for at gøre en forskel i Danske Bank. Jeg opfattede min rolle og position som virkelig spændende, fordi jeg havde et håb og en tro på, at banken med først hvidvasksagen og siden Flexinvest Fri-sagen allerede havde blotlagt, hvad der var af dårlige sager. Nu fik jeg mulighed for at komme med på den rejse, hvor vi med et nyt, stort hold kunne genskabe banken, for der er ingen tvivl om, at Danske Bank fortjener en betydelig position i dansk erhvervsliv.”

Han kører lidt i stilhed og holder øje med bilerne på vejen. Trafikken tager til ind mod København. Det er lang tid siden, han har været ude i morgenmylderet, siger han.

“Jeg har jo været suspenderet og blot siddet derhjemme, så det er næsten en hel ny oplevelse for mig at køre her.”

Hjemme fra privaten har han dog fulgt med i den seneste tids udvikling hos sin gamle arbejdsgiver, Danske Bank, og da topchefen, hollandske Chris Vogelsang, for tre uger siden meddelte, at han fratrådte sin stilling med øjeblikkelig virkning, hørte Henrik Drusebjerg om nyheden via tv.

“Jeg havde ikke hørt om det på forhånd, men fik nyheden på lige fod med alle andre. Det var dog ikke noget, der kom bag på mig,” konstaterer han.

“Jeg blev ikke specielt overrasket.”

“

Der er ingen tvivl om, at jeg ligesom så mange andre i Danske Bank har været utroligt skuffet over, at der hele tiden er dukket nye, dårlige sager op

Henrik Drusebjerg, chefstrateg, Quintet

Han forklarer, at Chris Vogelsang allerede fra starten havde meldt ud, at han alene var en overgangsfigur, ligesom man udmærket vidste, at der var en verserende hvidvasksag i Chris Vogelsangs gamle bank, hollandske ABN Amro, og det var den, der nu endte med at gøre det umuligt for ham at fortsætte i jobbet i Danske Bank.

“Tja, hvad skal jeg sige,” siger Henrik Drusebjerg og sukker:

“Jeg vil så gerne sige, at jeg blev overrasket, men det gjorde jeg ikke. Det er jo nærmest hver uge, at der kommer dårlige nyheder fra banksektoren.”

Han virker næsten opgivende. Som om han har mistet gejsten og selv troen på den branche, han har været del af, siden han som 20-årig fik sit første fritidsjob i Unibank.

“Nej, der er stadig ingen tvivl om, at jeg holder rigtigt meget af bankverdenen, men for sådan en som mig, der er vokset op i kundeleddet og er drevet af at gøre en forskel for kunderne og skabe værdi for dem, da har de seneste år unægteligt været svære.”

Han forklarer, at opgaven med at servicere kunderne især er blevet udfordret af det faktum, at bankerne er blevet pålagt nye love og regler i forhold til for eksempel at bekæmpe hvidvask.

Til den opgave har langt de fleste banker ansat en hær af nye medarbejdere i deres compliance-afdelinger, og det ærgrer Henrik Drusebjerg.

“Ja, for compliance-afdelingerne er vokset så meget i størrelse, at det gør det svært at drive forretning,” siger han.

“Hvis du i dag sidder i en compliance-afdeling og får et spørgsmål om, hvorvidt banken kan hjælpe en kunde med et eller andet, så er det i min optik et meget, meget stort apparat, der går i gang, og som ikke er drevet af forretning, men alene af at begrænse risici. Det er til enhver tid nemmere for dem at sige nej end ja. Det betyder ikke, at man skal gå på kompromis med lovgivning, for selvfølgelig skal loven holdes, men hvis banken sidder med en kæmpe afdeling, der er drevet af, at der ikke sker noget, så er det altså en rigtig dårlig kombination, hvor kunderne oplever en bank, der har meget svært ved at svare, og når de endelig svarer, er de som regel meget lang tid om det.”

Henrik Drusebjerg har selv tænkt meget og længe over branchens udfordringer, og han er nået frem til, at han måske ikke længere passer så godt ind i den store, corporate bankverden. Han vil, som han siger, hellere være “meget tættere på kunderne”.

“I Danske Bank var min rolle meget bred, og jeg sad kun ganske sjældent med til én-til-en-møder. Det kunne derfor godt føles meget distanceret, og det var svært for mig at føle, at jeg var med til at gøre en forskel, som jeg er drevet af. Det får jeg heldigvis rig mulighed for ovre i Quintet,” siger han og forklarer, at kundegruppen i Quintet Private Bank også har en klar forventning om, at chefstrategen ikke bare er sådan en, der dukker op og holder et foredrag hvert halve år, men som aktivt sidder med ved møderne.

“Det er klart noget af det, jeg ser mest frem til i mit nye arbejde: at møde bankens kunder. De udgør en helt speciel kundegruppe, som stiller virkelig store krav. Og det med rette,” siger han.

Quintet Private Bank er – som navnet antyder – ikke bare en bank for folk, der skal have en lønkonto til den månedlige indbetaling fra deres arbejdsgiver. Nærmest tværtimod, for langt de fleste af Quintets kunder behøver slet ikke nogen arbejdsgiver. Det er formuende mennesker, der alene kommer til banken for at bede om råd og hjælp til at investere deres penge.

“Vi har helt bevidst sat en grænse for, hvem der kan være kunder i Quintet, og den går ved 10 mio. euro i investerbar formue,” forklarer Henrik Drusebjerg og smiler.

“

Jeg vil så gerne sige, at jeg blev overrasket, men det gjorde jeg ikke. Det er jo nærmest hver uge, at der kommer dårlige nyheder fra banksektoren

Henrik Drusebjerg, chefstrateg, Quintet

Han ved udmærket, at det lyder voldsomt, men han tilføjer, at der selv i et lille land som Danmark er masser af mennesker, der har store formuer, der skal placeres. Og det hjælper en bank som Quintet dem selvfølgelig gerne med.

“Vores kunder er primært enkeltpersoner eller familier, der har en stor sum penge, og dem er der forbavsende mange af i Danmark. Jeg har selv mødt en del af dem gennem mine mange år i branchen, og der er i hvert fald rigeligt til, at du kan bygge en bank, der er skræddersyet kun til dem og de behov, de nu måtte have,” siger Henrik Drusebjerg.

Det er en opfattelse, han deler med Lars Krull, der er underviser og seniorrådgiver på Aalborg Universitet og en af de mest benyttede bankeksperter herhjemme.

Lars Krull peger på, at netop private banking er en sektor i vækst, da danskerne generelt har fået en større investerbar formue, og flere har behov for hjælp til at få pengene anbragt bedst muligt.

“Men der er helt klart også sket en udvikling inden for private banking, siden dengang i slutningen af 1980’erne, da fænomenet første gang dukkede op i Danmark. Da lavede Danske Bank noget, de kaldte Danske Private Merchant Bank, hvor man simpelthen samlede de mest lækre kunder og gav dem nogle særligt imponerende checks, så alle i butikken kunne se, at her var der altså virkelig en velhavende kunde. Sådan er det jo ikke længere i dag,” siger Lars Krull, der taler om en institutionalisering af private banking, som ikke længere er en klub forbeholdt de få.

“Nej, i dag er det jo nærmest at betegne som “a race to the bottom,” fordi du i nogle banker nu kan blive private banking-kunde med en investerbar formue på helt ned til 1 mio. kr. Her handler det for bankerne alene om at få samlet en masse kunder sammen, som de så kan sælge nogle dyre og ofte ret standardiserede produkter til,” siger Lars Krull, som peger på, at det bl.a. er denne udvikling, der har ført til en opblomstring af mere specialiserede banker som f.eks. Quintet Private Bank.

“Det er en nichebank, som alene har fokus på de såkaldte high net worth individuals – altså virkeligt velhavende mennesker – som efterspørger en særligt personlig service. Jeg tror bestemt, at der er et marked for Quintet i Danmark, for det er meget nemmere for dem at sige, at de er specialiserede i rige mennesker, end det f.eks. er for Danske Bank eller enhver anden kommerciel bank. Argumentet bliver umiddelbart troet og opfattet som legitimt,” siger Lars Krull, der sagtens kan se fidusen i at ansætte en kendt personlighed som Henrik Drusebjerg.

“Han skal være denne her tillidsskabende frontfigur, der udadtil signalerer, at “vi har styr på det her,” og det er også fint, han gør det, for en nichebank som Quintet er bestemt ikke et dårligt alternativ til de kunder, der leder efter et mere skræddersyet produkt.”

Tilbage i den sorte Range Rover griner Henrik Drusebjerg, da han hører bankekspertens kommentar.

“Jamen, han har jo på mange måder ret. Private banking er virkelig blevet udvandet gennem de sidste mange år, og det er også derfor, jeg tror så meget på Quintet, hvor vi kan give kunderne en reel og ægte service, som er tæt på de behov, de har,” siger han og retter blikket direkte mod vejen.

“Hold da op, de kører tæt her,” siger han og træder på bremsen. Vi holder stille midt ude i et lyskryds. Og nu skifter farven til rød.

“Ahhh, jeg har endda to biler mere bag mig. Kom nu,” siger han og rykker bilen ud af krydset og over i en ledig vejbane.

“Hvor kom vi fra?”

Henrik Drusebjerg lader ikke rigtigt trafikken stige sig til hovedet. Han bevarer fatningen. Det er han god til, siger han.

“Jeg har også tilbragt rigtig mange timer i en bil, så jeg har prøvet lidt af hvert,” siger han.

Der er ikke lang vej ind til kontoret, og særligt ét emne trænger sig på, for selvom Henrik Drusebjerg er en erfaren herre i den danske bankverden og i mediebilledet i særdeleshed, oplevede han først for nylig, hvordan det føles at blive hængt til tørre og være centrum for offentlig afstraffelse.

“Ja, sådan kan du godt kalde det,” siger han og går med til at sætte et par ord på den shitstorm, han landede i tilbage i september efter en medvirken i tv-programmet “Deadline” på DR2, hvor emnet var ulighed i det danske samfund.

“Jeg vidste da godt, at det var et betændt emne, men jeg synes selv, jeg klarede det fint, og der var da heller ingen sure opstød, da jeg efter tv-udsendelsen trawlede de sociale medier igennem for at se, om der var nogle kommentarer,” husker Henrik Drusebjerg.

Først næste morgen brød stormen ud.

En journalist fra Danmarks Radio havde lagt et citat fra aftenens udsendelse ud på Twitter, og så brød helvede løs. I citatet blev Henrik Drusebjerg citeret for at se ned på ungdommens manglende arbejdsiver med følgende ordlyd:

“I økonomiske kriser har de unge generationer lært, at hvis der sker noget, kan man læne sig tilbage og blive reddet. Det giver en generation, som mangler vilje og knofedt til at tage fat og skabe sine egne muligheder.”

Da han hører citatet gengivet i bilen, ryster han på hovedet.

“

Kunderne oplever en bank, der har meget svært ved at svare, og når de endelig svarer, er de som regel meget lang tid om det

Henrik Drusebjerg, chefstrateg, Quintet

“Ja, men det er jo én sætning ud af en kvarter lang debat, hvor jeg tog alle mulige forbehold, men den sætning om ulighed blev så sat i forbindelse med Danske Bank og de hjælpepakker, som banken modtog under finanskrisen, hvor jeg ikke engang var ansat i banken. Det blev blæst fuldstændigt ud af proportioner,” mener han.

“Det var totalt grænseoverskridende, for jeg kunne blot se til, mens de mest hadefulde kommentarer dukkede op på Twitter og senere også på Messenger og via mail. Det var de mest sindssyge kommentarer og dødstrusler i stil med: “Jeg håber, du kører galt.”

Henrik Drusebjerg orker egentlig ikke at gå mere ind i sagen, men siger, at det, der gjorde ham mest skuffet og direkte vred, var den behandling, han fik af DR.

“De ringede først til mig om aftenen ved 18-tiden og sagde, at de godt kunne se, at de havde strammet den lidt. Men jeg opfattede det, som om de sagde: “Hallo, det er bare en shitstorm. Det er lige meget. Det er overstået om 24 timer.” Sådan føles det bare ikke, når man står midt i stormen, skal jeg hilse og sige.”

Resten af turen ind til parkeringskælderen under Kvæsthusmolen i det centrale København foregår i roligt tempo, og Henrik Drusebjerg forsøger mentalt at samle sig, før han skal ind og møde sine nye kolleger på kontoret.

Men nu står regnen ned i stænger, og kort efter han har forladt bilen, må han småløbe tilbage for at hente en paraply.

“Åh, se nu her,” siger han og peger på det mørkeblå logo.

Der står “Danske Bank” hele vej hen over paraplyen.

“Kom, vi går,” siger han.

Den store, kraftige hoveddør på Skt. Annæ Plads 13 er lavet i massivt træ, og bygningen huser ud over Quintet Private Bank også et af landets mest omtalte kontorfællesskaber, hvor navne som Peter Engberg, Jens Peter Toft og Henning Kruse Petersen har til huse.

På vej op til tredje sal står der også andre prominente navne på de gyldne messingskilte, for også den schweiziske investeringsbank UBS samt Finansiel Stabilitet holder til på matriklen.

“

Vores kunder er primært enkeltpersoner eller familier, der har en stor sum penge, og dem er der forbavsende mange af i Danmark

Henrik Drusebjerg, chefstrateg, Quintet

Indenfor hos Quintet er der stilrent og corporate, men med kunst på væggene og tykke, farverige coffee table-bøger liggende på reoler og borde. Selv en gylden barvogn med et lille udvalg af rom og cognac har fundet vej til bankens mødelokale. Ja, det er nærmest familiært.

“Og dét er netop vores approach,” siger Henrik Wyrwik, der er landechef for Quintet Private Banks danske afdeling.

“Vi kalder det selv for kitchen table, forstået på den måde at her kan vi tage vores kunder ind og helt uformelt tage en snak med dem rundt om køkkenbordet. Det skal være en snak, der er helt nede på jorden og til at forstå. Det er også derfor, vi har hevet ham her ind,” siger han og peger på Henrik Drusebjerg, der står i det lille køkken med dagens anden kop kaffe i hånden.

“Henrik har ikke alene et godt netværk. Han forstår også kunsten at omsætte kompliceret stof til helt almindeligt sprog,” forklarer Henrik Wyrwik, der nærmest er født ind i private banking.

Han har tidligere været knap 20 år i Nordea, hvor han bl.a. havde ansvar for alle rådgivere i bankens private banking-afdeling, før han i 2014 rykkede over til UBS, hvor han blev chef for bankens nyåbnede Wealth Management-afdeling i Danmark.

I april 2020 tog han så skridtet over til Quintet og har siden haft til opgave at finde nye kunder til banken, men også at sætte det hold, der fremover skal gøre Quintet til velhavernes foretrukne formueforvalter i Danmark.

Henrik Wyrwik slår ud med armene og har det store smil tilfælles med Henrik Drusebjerg, men det er måske ikke tilfældigt, for de kender hinanden og har gået “i samme skole”.

“Ja, vi har kendt hinanden helt tilbage, fra vi var små kid,” siger Henrik Drusebjerg og fortæller, at han allerede lærte sin nye chef at kende, da de begge arbejdede i Nordea.

“Allerede dengang talte vi om, at vi en dag skulle lave noget sammen, men det er så først nu, det rigtigt er blevet til noget,” siger Henrik Drusebjerg og spørger, om han skal gå ud, når talen falder på, hvorfor det netop er ham, der har fået jobbet i banken.

“Nej, du bliver bare her. Der er ikke noget, du ikke ved,” siger Henrik Wyrwik og griner:

“Henrik er ikke alene et kendt ansigt, men han har også et godt netværk. Det betyder en del, men det betyder også en del, at vi kan tage Henrik med ud til de rigtige kunder, som gerne vil have et ordentligt indblik og forstå finansverdenen. De fleste af vores kunder er danskere, der er bosiddende i Danmark, og hvis der er noget, jeg har lært i UBS, er det, at danske kunder nu engang er bedst til dansk. Så nytter det ikke noget, at vi kun inviterer til et foredrag med vores globale investeringsstrateg, Bill Street, som er en sindssygt dygtig gut, men meget engelsk. Nej, vi sender i stedet Henrik Drusebjerg, som i øvrigt også bliver en del af vores globale investeringskomité,” forklarer Henrik Wyrwik, der mener, Quintets største styrke er selve holdet bag.

“Vi har den filosofi, at vi samler de bedste hoveder, vi har mødt igennem vores karriere i finansverdenen, og sætter dem så til at gøre det, de hver især er bedst til. Det vil sige, at du hos os får de bedste folk i branchen, og så tager vi os tid til kunderne. Og det er ikke længere en selvfølge i branchen,” lyder salgstalen fra Henrik Wyrwik, der ivrigt tripper for at komme ind til morgenmaden, der serveres inde i lokalet ved siden af.

Der er plads til 12 personer rundt om det store mødebord i lyst træ, som er den eneste del af interiøret, der går igen i samtlige af Quintets godt 50 kontorer rundt omkring i verden.

“Ud over bordet har vi selv stået for al indretning, så det afspejler, hvem vi er, og hvor vi er,” siger Henrik Wyrwik og sætter sig til rette ved bordet, hvor bankens i alt ni ansatte giver sig i kast med første omgang smalltalk i meget lang tid, da de alle har arbejdet hjemmefra og først nu er tilbage på kontoret for første gang under coronapandemien.

“Ja, det er jo næsten som en reunion,” siger Henrik Wyrwik og påpeger, at de fleste kender hinanden i forvejen, da de alle mere eller mindre har arbejdet sammen på et tidspunkt tidligere i karrieren.

Alligevel beder han dem alle give en kort status på, hvor de er henne i livet, og hvad deres rolle er hos Quintet. Nok mest til ære for Henrik Drusebjerg og de to andre nytilkomne medarbejdere, der ligesom chefstrategen har første arbejdsdag.

Da det bliver Henrik Drusebjergs tur, gør han det igen: Han smiler det bedste, han har lært. Men denne gang springer han høflighederne over og gør det kort.

“Ja, min fortid kender i jo alle sammen, så det behøver jeg ikke rode mere rundt i. Men hvad ellers? Siden sidst har jeg fået teenagere i huset, og det kan mærkes. Jeg har også købt hus. Tilstandsrapporten så fin ud, men huset var faldefærdigt, så nu bor vi til leje og er i gang med et kæmpe byggeprojekt. Så jeg er virkelig glad for at sidde her i dag og tænke på andet end husbyggeri. Jeg glæder mig virkelig til at komme i gang.”

Morgenmaden er slut. Henrik Drusebjerg har smidt slipset og forsøger at finde sig til rette ved sit nye skrivebord, der vender direkte ud mod Skt. Annæ Plads. Det må være et af kontorets bedste. Han rejser sig op for at sige farvel.

“Jeg ved ikke, om det der med troværdighed kom til at fylde lige lovlig meget, men vi lever jo alle af vores troværdighed, og af at folk har tillid til os som mennesker. Det er vel sådan, det er? Jeg håber i hvert fald, at folk også fremover vil opfatte mig som en troværdig og faglig kompetent person – uanset om jeg sidder i den ene eller anden bank, er i medierne eller ej. Jeg er jo stadig bare Henrik Drusebjerg.”