Peter Beier sagde op og blev selvstændig: “Hvis jeg som 22-årig havde fået at vide, at mit liv ville se sådan ud i dag, tror jeg ikke, jeg ville have fantasi til at forestille mig det”

Peter Beier træder speederen helt i bund, og den firehjulede ATV’er nærmest flyver hen over grusvejen. Det gælder om at holde fast og samtidig lytte godt efter, for Peter Beier har ikke tænkt sig at stoppe talestrømmen, bare fordi han kører med 40 km/t i et åbent, armygrønt køretøj, hvor vinden ryger direkte ind.

“Se, derovre står tyren,” siger han og peger over mod de brune herefordkvæg, som han har gående rundt på markerne ved sit gods, Ørsholt Gods i Nordsjælland.

“Det er da et flot syn, synes du ikke?”

Men det er umuligt at svare og blive hørt, for vinden og larmen fra motoren gør det svært at føre en samtale.

Peter Beier nikker bare og drøner videre rundt på markerne og ned forbi det sort-hvide, stråtækte bindingsværkshus fra 1740, som han kalder familiens sommerhus.

Huset ligger direkte ud til Gurre Sø, og Peter Beier forklarer, at han af og til tager en tur herned, når han har brug for at slappe af. Men det er sjældent, han helt forlader matriklen. Han bliver simpelthen på godsets areal alle ugens dage – nærmest året rundt.

“Det er her, jeg har det bedst, så der er ingen grund til at forlade stedet. Jeg har alt det, jeg kan ønske mig lige uden for min dør. Faktisk er der kun 98 skridt fra hovedbygningen, hvor jeg bor, og over til fabrikken, hvor jeg arbejder. Det er da smart,” siger han og drejer offroaderen rundt på græsplænen foran huset.

Vi kører tilbage uden at sige noget. Peter Beier bremser op foran en stor lagerhal, parkerer og hopper ud. Han smiler.

“Kan du nu se, hvad jeg mener? Godset er hele min verden. Jeg både bor, arbejder og lever her på stedet. Det er fuldstændig perfekt. Men min hustru, Linda, har måske ret, når hun siger, jeg bør komme lidt mere ud, forlade huset og se mig omkring, for det er jo lige før, jeg ikke længere ved, hvordan et lyskryds fungerer. Hun fortæller mig dog, at det har tre farver: rød, gul og grøn.”

Det er ikke sådan, at Peter Beier er en eneboer. Tværtimod. Han er sammen med masser af mennesker hver eneste dag. Men de kommer til ham og ikke omvendt.

Som grundlægger og ejer af chokoladevirksomheden, der bærer hans navn, har han på Ørsholt Gods nær Helsingør skabt en verden, der er fuldstændig tilpasset de behov, han har som selvstændig erhvervsdrivende.

Her er både privatbolig, fabrik og produktion samt en butik, der fungerer som café og forretning, og hvor folk fra hele egnen kommer for at købe og smage på fristelserne, der efterhånden rummer et bredt sortiment.

Fra de små, pyramideformede flødeboller, der er Peter Beiers signaturchokolade, over den klassiske dessertchokolade i små æsker til indehaverens eget nyeste påfund: is i alverdens smagsvarianter.

“Is eksploderer simpelthen. Det er kun tre år siden, jeg begyndte at eksperimentere med is, men allerede nu udgør den 20 pct. af salget i mine butikker. Det er helt, helt, helt vildt,” fortæller Peter Beier og forklarer ivrigt, hvordan alle bænkene ude på gårdspladsen hver eneste dag bliver fyldt med is- og chokoladehungrende kunder.

Og i sommerferien var det helt ekstraordinært, for danskerne blev hjemme på grund af corona og tillod sig måske lidt ekstra lækkert, vurderer han.

“Chokolade er jo en luksus. Noget man køber af lyst. Det skaber glæde og smil. Både hos dem, der køber og dem, der spiser. Sådan er det, og sådan har det altid været. Det er dét, chokolade kan og dét, der altid har tiltrukket mig,” siger Peter Beier, der gerne bruger titlen chocolatier, når han skal beskrive sit håndværk.

“Oprindeligt er jeg dog uddannet konditor, og det var først under min uddannelse, det gik op for mig, hvad chokolade kan,” siger han.

Og så kommer anekdoten, han sikkert har fortalt masser af gange. Om dengang han som ung konditorielev lavede chokolade på fagskolen og bagefter kørte på knallert ud for at besøge sin daværende kæreste.

“Så der kører jeg med en æske chokolade i den ene hånd og gashåndtaget i den anden. Pludselig vælter jeg, knallerten tager en kolbøtte, og jeg ruller med rundt. Men jeg redder chokoladen, som jeg samme aften giver til min kærestes mor.”

Han holder en lille kunstpause.

“Siden den aften får jeg altid lov til at bestemme aftensmaden, når jeg kommer på besøg, og det er her, det går op for mig, hvad det er, chokolade kan. Den har en særlig effekt på folk. Alle bliver glade for chokolade, og det har været en kæmpe drivkraft for mig lige siden.”

Det lyder som om, han har fundet opskriften på evig lykke, men netop det ord bryder Peter Beier sig ikke om. Han har været heldig, siger han. Og forkælet, fordi har han fundet et arbejde og et erhverv, han holder af.

Men så er der lige én ting mere: arbejdsomhed. Den spiller også en rolle, selvom han ikke selv bruger ordet. Men når han fortæller om karrieren, er det klart, at arbejdet har kostet ham rigtig mange timer i både køkken, bageri og på fabrik.

“Jo, det er klart, at jeg har arbejdet meget, men det har jeg altid gjort. Helt fra min barndom til i dag. Men jeg elsker at arbejde,” siger han.

“

Som 22-årig er jeg den her unge hingst, der bare skal ind på væddeløbsbanen og spurte derudad. Det kan så gå godt eller helt galt

Peter Beier, direktør

Allerede tidligt i sin karriere bliver Peter Beier kåret som “Årets Konditor” og bliver ansat som chefkonditor hos Reinh. Van Hauen i København. Her forfiner han sit håndværk, og måske er det evnerne udi chokoladen, der gør, at han som kun 22-årig bliver headhuntet til stillingen som produktionschef i det ikoniske varehus Magasins egen chokoladefabrik.

“Da jeg kommer til Magasin, kører chokoladeproduktionen på pumperne, og ejerne går rundt med planer om helt at lukke fabrikken. På tre år har der været tre forskellige chefer, og de har alle været den samme type. Det er folk, der har haft egen bagerforretning, som er lukket, og nu skal de så arbejde med chokolade fra 8 til 16 hver dag. Det fungerer ikke. Jeg er derimod en helt anden type.”

Hvilken type var du?

“Jamen, som 22-årig er jeg den her unge hingst, der bare skal ind på væddeløbsbanen og spurte derudad. Det kan så gå godt eller helt galt. Enten kommer jeg i mål, og virksomheden bliver en succes, eller det hele falder fra hinanden. For jeg har jo ærlig talt ingen ledelseserfaring, men er bare et ungt talent, der pludselig står med ansvar for 13 medarbejdere.”

Var du en hård chef?

“Nej, jeg var nok det flinkeste, dumme svin, man kan forestille sig.”

Forklar?

“Jamen, det skal forstås på den måde, at jeg er flink til at lære fra mig. Jeg vil gerne løfte niveauet, og jeg vil gerne hjælpe alle til at blive bedre til deres arbejde. Men jeg er et dumt svin i den forstand, at hvis man ikke er villig til at knokle, men bare er på fabrikken i mangel af bedre, så ryger man direkte ud. Sådan er jeg nødt til at tackle det i den periode af mit liv.”

Efter et halvt år er antallet af ansatte nede på seks, og Peter Beier går i gang med at få styr på produktionen.

“Det sjove er, at vi slet ikke behøver at være 13 ansatte på fabrikken for at køre rundt. Vi klarer os fint med halvdelen, og fra det tidspunkt går det kun fremad,” husker Peter Beier, der i løbet af sine syv år på fabrikken forvandler et underskud på 600.000 kr. til et overskud på 1,8 mio. kr.

Peter Beier fortæller, at han dog ikke får den opbakning, han føler, han fortjener, da han i 1996 går til Magasins ejere. De ønsker at forringe kvaliteten af chokoladen og skære ned på produktudviklingen for at øge profitten, og så er han den, der er skredet.

“Jeg siger op uden en plan i lommen og er kort efter tilbage hos Reinh. van Hauen, før jeg i 1996 etablerer mig som selvstændig ude i Slangerup. Jeg begynder at lave chokolade af den absolut bedste kvalitet, for jeg ved, der er et marked og kunder til den slags, men i starten er der ingen, der vil sælge min chokolade med mit navn på æsken, så jeg bliver en slags underleverandør,” fortæller Peter Beier, der dog med tilfredshed kan konstatere, at han efter tre år har 1 mio. kr. stående på kontoen.

“Jeg husker en eftermiddag, da min hustru og jeg er ude med varer i vores stationcar. Jeg er helt glad i låget, for jeg har lige tjent min første million, men så går det op for mig:

“Gud, hvor er du dum. Alle de kunder, du har, kan jo skifte dig ud med dags varsel, og hvad er succesen så værd? Derfor tager jeg springet, siger mine aftaler op og åbner for mig selv. Den første butik i mit navn åbner i 1999.”

“

Folk tror måske kun, jeg er købmand, men jeg opfatter mig mest af alt som en gourmet

Peter Beier, direktør

Og så går det ellers stærkt. Faktisk går det så hurtigt, at Peter Beier ikke engang selv kan huske, hvor mange forretninger, han åbner i årenes løb, og hvor mange, han har i dag.

Han tager sin mobiltelefon frem og ringer til sin sekretær.

“Hej. Tjekker du lige, hvor mange butikker, vi har?”

Kort efter ringer hun retur. 19 butikker plus en på vej.

“Vi er i gang med en proces, hvor vi lukker nogle af de mindre butikker for i stedet at åbne nogle større. Size matters i den her branche, og jeg vil gerne have, at folk kan opleve vores koncept og smage hele sortimentet i alle vores butikker, så nu får flere af dem egen café, hvor folk kan købe dét med hjem, som de lige har smagt,” siger Peter Beier og spørger, om ikke vi skal gå ned i butikken og tage en tur rundt på fabrikken.

Iklædt hvide kokkebukser, sort skjorte og brunt forklæde går han gennem lokalerne og hilser til højre og venstre. Han er på fornavn med de godt 20 ansatte på fabrikken, og de fleste får en bemærkning med på vejen.

“Her har vi Joachim. Han er vores vaffelbager. Han skal snart have en ny kollega, for vi kan ikke følge med efterspørgslen. Derovre står Josephine og pakker dessertchokolader. Det er æsker med stykker, som folk selv har valgt på vores hjemmeside. Det er populært. Det samme gælder vores knækbrød, som Matthias bager, og som vi sælger i vores café,” siger Peter Beier og bøjer sig ned.

Han tager en flaske champagne op fra en papkasse på en palle og fortsætter ind i den afdeling, han for tiden har fuldt fokus på.

“Det er her, vi laver vores is,” siger han og ser på, mens en medarbejder skærer ananasstykker ud, som skal bruges i en af de mange varianter af is, der bliver lavet lige her.

“Men se nu,” siger han og kommer ud fra fryserummet med en lille skål sorbet i hånden.

Han åbner champagnen og hælder dråberne ud over isen, så de små stykker frysetørrede jordbær på toppen vokser i størrelse og flyder rundt som små smagsbomber.

“Tag lige en ske og smag på sagerne,” siger han.

“Hvad siger du? Er det ikke bare lækkert? Det er min nye champagnesorbet. Køber du fire glas og hælder champagne ud over isen, er nytårsaften reddet. Det er en idé, jeg fik i sidste uge, så jeg er stadig helt oppe at køre. Det fungerer sindssygt godt,” siger han og fortæller, at han helst bruger sin tid på udviklingen af nye typer is og chokolade.

“Folk tror måske kun, jeg er købmand, men jeg opfatter mig mest af alt som en gourmet.”

Kort efter står han i et par grønne gummistøvler og en mørk Barbourjakke og skuer ud over den omfangsrige køkken- og frugthave, der ligger et stenkast fra fabrikken.

“Her gror to sorter jordbær og ikke færre end syv slags mynte, der bliver brugt til fremstillingen af is. Schweizisk mynte, marokkansk mynte, rosenmynte, ingefærmynte, chokolademynte, lemonmynte og jordbærmynte,” remser Peter Beier op, mens han går hen langs højbedene og plukker blade, som han tager i munden.

“Jeg er ikke selvforsynende på alle områder, men det er da fantastisk at have adgang til alt dette i min egen have,” siger han og fortæller, at han såmænd også dyrker blåbær, hindbær, ribs, vindruer og æbler.

“Jeg er vokset op på landet. Fra jeg er seks år, til jeg er 13, er min far kvægbrugsleder på en herregård nær Silkeborg, og min mor er hjemmegående, så landbrug står mit hjerte nær. Det er også derfor, jeg i dag har herefordkvæg og høns, der render frit omkring samt en fantastisk jagt her på godset. Det er råvildt,” konstaterer han.

“Jeg er meget privilegeret, fordi jeg ejer dette. Og hvis jeg som 22-årig havde fået at vide, at mit liv ville se sådan ud i dag, tror jeg ikke, jeg ville have fantasi til at forestille mig det,” siger han, da vi slentrer tilbage mod hovedhuset.

“Det er lykkedes mig at samle alt, jeg holder af, her på godset, og selvom det måske lyder mærkeligt, har jeg skrevet ind i mit testamente, at jeg vil dø her på stedet. Jeg har simpelthen skrevet, at mine børn arver intet, hvis de sender mig på plejehjem.”

Peter Beier får i samme sætning tilføjet, at han såmænd ikke regner med, at døden venter lige om hjørnet.

“Nej, for jeg er jo en dinosaur, og jeg bliver 120 år. Mindst. Eller i hvert fald meget gammel. Der er heldigvis gode gener i min familie.”

Nu er det heller ikke sådan, at han regner med at gå på pension, når han når den rette alder. Slet ikke.

“Det kommer ikke til at ske,” siger han bestemt.

“Det, jeg laver, er simpelthen alt for spændende, for sjovt og interessant, til at jeg nogensinde vil stoppe.”

Men hvad så hvis en stor og pengestærk kapitalfond en dag banker på døren? Vil de så bare blive smidt på porten?

Peter Beier tænker sig om. Længe. Det er det længste, han har været stille i løbet af hele formiddagen.

“Hvad skal jeg med dem? Det går jo godt uden. Nu er der godt nok udfordringer med corona, og lad os lige se, hvor det lander. Men bagefter vil kapitalfondene sikkert blive aggressive igen. Men ved du hvad? Jeg både vil og kan klare mig selv. Men selvfølgelig smider jeg dem ikke ud. Jeg ser på de tilbud, der måtte komme.”

Et øjeblik siger han ikke noget, men så slår det ham:

“Jeg sælger ikke, for hvad i alverden skulle jeg så give mig til? Det her er jo hele mit liv.”