ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Han stiller nærmest aldrig op til interview: "Men når der kommer en sag som denne, vil vi gerne dele det med omverdenen"

Thomas Kirk Kristiansen er fjerde generation i Lego-familien og står bag en rekordstor donation på 100 mio. dollar til børn i flygtningelejre. I et sjældent interview fortæller han om pligten til at gøre en forskel og arbejdet med at føre familiens værdier ind i fremtiden

Det blev kaldt et tronskifte, da Thomas Kirk Kristiansen, fjerde generation i Lego-familien, i 2016 overtog posten som næstformand i Lego A/S samt formandsposten i Lego Fonden efter sin far, Kjeld Kirk Kristiansen.

I årevis havde medierne spekuleret i, hvordan et muligt generationsskifte kunne se ud i Danmarks rigeste familie, der bl.a. står bag Lego-koncernen med hovedsæde i Billund. Og nu kom der endelig nyt fra den ellers så pressesky familie, der helst holder sig langt uden for søgelyset.

LÆS OGSÅ: Lego Fonden afslører rekorddonation på 100 mio. dollar

Det var en begivenhed uden lige, og medierne var endda inviteret med til pressemøde, hvor den nye rollefordeling internt i familien og i flere af de tilknyttede selskaber blev præsenteret.

Virksomheder
Lego Fonden afslører rekorddonation på 100 mio. dollar
Men siden blev der igen stille. Der faldt arbejdsro over familien og firmaet, og især arbejdet med at fastlægge den fremtidige strategi for Lego-brandet kom til at fylde en del, ligesom de forskellige indsatsområder for Lego Fonden blev taget op til fornyet revision.

Det fortæller Thomas Kirk Kristiansen, 39, i et af sine sjældne interview, der finder sted i forbindelse med offentliggørelsen af Lego Fondens største donation nogensinde.

“Vi har brugt en del tid på at udarbejde en ny strategi for Lego Fonden og opbygge en organisation, der kan håndtere den. Det er klart, at den slags tager tid, og det kræver ressourcer at få alle ting sat i søen og få nye projekter op at køre,” fortæller Thomas Kirk Kristiansen, der i samme omgang løfter sløret for den donation, der har krævet mest tid og ikke mindst overvejelser de seneste seks måneder.



“Vi har i Lego Fonden valgt at donere 100 mio. dollar, der skal gå til børn i flygtningelejre i Bangladesh samt Irak, Jordan og Libanon"



“Vi har i Lego Fonden valgt at donere 100 mio. dollar, der skal gå til børn i flygtningelejre i Bangladesh samt Irak, Jordan og Libanon. Det er alle børn, der er påvirket af krisen i Syrien samt Rohingya-flygtninge, der opholder sig under kummerlige vilkår i flygtningelejre i Bangladesh,” siger Thomas Kirk Kristiansen, der i forbindelse med donationen selv har været med sin familie på besøg i udkanten af hovedstaden Dhaka i Bangladesh.

“Vi kørte gennem byen og nåede ud til en slags sump eller vandområde. Der var enkelte, der boede i et hus af cement eller sten, men ellers var det primært presenninger, der var spændt ud over noget affald. Det hele var ret håbløst, og selvom man har hørt om, hvordan der ser ud i den del af verden, så tror jeg ikke rigtigt, man kan gøre sig noget begreb om, hvor slemt det er. Hvor lidt de mennesker har at gøre med.”
5_47274_picture_4095_1.jpg
Det hører til sjældenhederne, at Thomas Kirk Kristiansen stiller op til interview, men han forklarer sin ordknappe stil med travlhed. “Det er Lego-økosystemet, som tager al min tid. I perioder fylder Lego Fonden meget, mens der er dage, hvor Lego-gruppen sørger for, at jeg har travlt,” siger Thomas Kirk Kristiansen, der både er formand i fonden og næstformand i Lego A/S. Foto: Michael Drost-Hansen

Thomas Kirk Kristiansen taler stille og vejer sine ord meget nøje. Han er endnu ikke helt vant til rollen som formand og dermed at være den, der udtaler sig på fondens vegne. Men netop denne donation er noget særligt, fortæller han.

“Det er jo den største donation nogensinde i fondens historie, så den fylder rigtig meget, men flygtningekrisen er også en kolossal udfordring, der skal løses,” siger han.

Tidligere har Lego Fonden primært beskæftiget sig med donationer til projekter og initiativer i lande eller områder, hvor de basale behov og nødvendigheder allerede er opfyldt eller etableret.

Men med donationen til flygtningelejre i nogle af verdens mest udsatte kriseområder, bevæger fonden sig ind på nyt territorium med fokus på det humanitære område. Det er en bevidst strategi, der har udmøntet sig over en længere periode, fortæller Thomas Kirk Kristiansen.

“Det er børn og børns udvikling, der er omdrejningspunkt i alt, hvad vi foretager os i Lego Fonden. Sådan har det altid været. Men vi har med bekymring også fulgt den humanitære krise igennem flere år, og det ser desværre ud til at være en permanent tilstand, som vi føler, vi i fonden er nødt til at forholde os til,” siger han og påpeger, at donationen ligger i forlængelse af fondens mangeårige mantra om at øge “læring gennem leg.”



"Jeg tror oprigtigt, at det smitter af på børnene og giver dem noget håb og glæde i hverdagen. Og det var også med den tanke, jeg rejste hjem igen og var overbevist om, at denne donation er helt rigtig"



“Helt konkret kommer donationen til at betyde, at der vil blive råd til at uddanne flere omsorgspersoner i flygtningelejrene, ligesom der vil blive opført en række fysiske børnehaver eller “Play Labs,” som vi kalder dem, hvor der er tid og overskud til at tage sig af de mange tusinde børn, der befinder sig i lejrene.”

Det foruroliger ham, at mange af børnene i gennemsnit sidder op mod ti år i forskellige lejre uden nogen form for stimulans, læring eller leg. Det handler om ren og skær overlevelse, forklarer han.

“Det er dog netop hér, vi føler, vi kan komme ind og bidrage med noget positivt i form af det begreb, vi kalder “læring gennem leg,” men som i krisesituationer handler om noget så simpelt som at skabe et frirum for børnene midt i al elendigheden. Vi har i fonden igennem mange år opbygget stor viden og erfaring om børns udvikling, og for dem, der i årevis sidder fast i så traumatiske situationer, kan det have katastrofale følger, som hindrer dem i at komme ud på den anden side som hele, sunde mennesker,” fortæller Thomas Kirk Kristiansen, der også selv besøgte et “Play Lab,” da han sammen med sin hustru og syvårige datter var i Bangladesh tilbage i oktober.

“Det var et meget håbløst område, men midt i alt det triste, trådte vi så ind i et Play Lab, som var et orgie af farver og glade ansigter. Vi mødte bl.a. en ung kvinde, som tager sig af børnene et par timer om dagen, og hun udstrålede simpelthen den mest fantastiske energi og glæde, og jeg tror oprigtigt, at det smitter af på børnene og giver dem noget håb og glæde i hverdagen. Og det var også med den tanke, jeg rejste hjem igen og var overbevist om, at denne donation er helt rigtig,” siger han.
2_47271_picture_4988_1.jpg
Thomas Kirk Kristiansen har i forbindelse med fondens donation selv besøgt et yderst fattigt område i udkanten af Dhaka i Bangladesh. Det er bl.a. her, pengene fra Lego Fonden vil komme børn til gode. “Vi føler, vi kan komme ind og bidrage med noget positivt i form af det begreb, vi kalder “læring gennem leg,” men som i krisesituationer handler om noget så simpelt som at skabe et frirum for børnene midt i al elendigheden,” siger Thomas Kirk Kristiansen. PR-foto/Lego Fonden

Selve beløbsstørrelsen på 100 mio. dollar (ca. 655 mio. kr.) er en af de største donationer i dansk fondshistorie med et humanitært sigte, og med donationen bevæger Lego Fonden sig op blandt de helt store spillere på den internationale arena.

Thomas Kirk Kristiansen afviser dog, at det alene handler om beløbsstørrelse, når man gør sin entré på den globale scene. Det handler i lige så høj grad om, hvor stor en indflydelse, man kan få i de enkelte projekter.

“Her var en mulighed, som vi følte, tiltalte os og de værdier, der ligger til grund for både min familie og vores arbejde i fonden. Vi hørte i første omgang om en donation på 100 mio. dollar fra den amerikanske MacArthur Foundation, og så talte vi om, hvordan vi kunne bidrage yderligere. Det blev så til den model, vi ser i dag, hvor pengene over en femårig periode går til Sesame Workshop, som vi har samarbejdet med i mange år,” fortæller Thomas Kirk Kristiansen, der erkender, at beløbet naturligvis også er et resultat af, at Lego-koncernen – som Lego Fonden ejer 25 pct. af – har præsenteret solide overskud gennem en længere årrække.



"Til gengæld har vi med Lego-brandet i ryggen et stærkt fundament og en position i samfundet, som gør, at vi måske kan rykke ind og få indflydelse i samme omfang som de helt store spillere”



“Lego-gruppens succes gennem de sidste 10-15 år har gjort, at vi i fonden har fået nogle helt andre muligheder,” siger han.

Sagt med lidt mindre beskedne ord betyder det, at Lego Fondens pengetank er vokset betragteligt, og at fonden i dag besidder en egenkapital på 12,6 mia. kr. Det er penge, som skal ud og gøre nytte og gavn, siger han.

“Det er del af vores samfundspligt at gøre noget, ligesom vi i fonden føler, at vi rent faktisk kan gøre en forskel. Derfor er donationen kun en naturlig del af vores virke,” siger han.

“Vi har efterhånden fået en anseelig størrelse og har fået mulighed for at få indflydelse i langt større skala. Men der er f.eks. stadig lang vej til nogle af de største, amerikanske fonde som bl.a. Bill & Melinda Gates Foundation, der råder over langt større midler. Til gengæld har vi med Lego-brandet i ryggen et stærkt fundament og en position i samfundet, som gør, at vi måske kan rykke ind og få indflydelse i samme omfang som de helt store spillere.”
6_47275_picture_9536_1.jpg
I forbindelse med den rekordstore donation på 100 mio. dollar har Thomas Kirk Kristiansen bl.a. været på besøg i en flygtningelejr i Bangladesh sammen med sin familie. Det var en oplevelse, der gjorde stort indtryk på ham. “Men jeg tror også, der er stor forskel på, hvordan vi voksne oplevede det, og hvordan min syvårige datter oplevede det. Hun så måske ikke al håbløsheden, men hæftede sig bl.a. ved, at der gik en ged rundt midt ude i ingenting,” siger Thomas Kirk Kristiansen. Foto: Michael Drost-Hansen

Netop arbejdet med selve Lego-brandet fylder i dag en stor del af arbejdsugen for Thomas Kirk Kristiansen, der samtidig med sin udnævnelse til formand for Lego Fonden i 2016 også tiltrådte stillingen som næstformand i den nyoprettede Lego Brand Group, hvor han arbejder tæt sammen med Legos tidligere koncerndirektør, Jørgen Vig Knudstorp.

“Det er et samarbejde, der fungerer rigtig godt. Vi skal stadigvæk finde ud af, hvordan vi arbejder bedst, og hvad vi arbejder bedst med, men allerede nu er vi kommet langt,” lyder det fra Thomas Kirk Kristiansen, der især fremhæver opgaven med ”at positionere Lego fremadrettet de næste tyve, tredive år,” som et af de mest spændende og givende projekter.

“Vi arbejder os mere og mere over i, at Lego er mere end Lego-klodsen og Lego-produkterne, som vi traditionelt tænker det. For os er Lego-universet selve idéen om læring gennem leg. Det er ikke nyt som sådan, men jeg tror f.eks. ikke, at min oldefar tænkte så langt, da han kom på navnet “Lego,” der er en sammentrækning af ordene: “leg” og “godt.” Vi tror på, at der er noget universelt godt i at lege. Den gode leg gør en forskel for børn i alle aldre, og når vi nu ved det, er det ikke længere et spørgsmål om, hvorvidt vi har lyst til eller gerne vil gøre en forskel for alverdens børn, så er det fordi, vi skal.”



"Jeg føler mig klar til at gå ud og for alvor trykke på speederen for at få nogle af alle de ressourcer, der er bygget op i Lego Fonden, ud at gøre nytte og gøre noget godt for alverdens børn”



Den kontante udmelding skal ses i lyset af, at Thomas Kirk Kristiansen nu for alvor føler sig motiveret og klar til at sætte sit eget præg på udviklingen af fonden og familiens virksomhed.

“Det generationsskifte, vi indledte i 2016, hvor min far og jeg bl.a. byttede roller i virksomheden og fonden, var kun en naturlig del af udviklingen. Men jeg vil sige det sådan, at siden da har det virkelig været super spændende og lærerigt. Jeg synes, vi har fået opbygget en fantastisk organisation med en masse dygtige folk, og jeg føler mig klar til at gå ud og for alvor trykke på speederen for at få nogle af alle de ressourcer, der er bygget op i Lego Fonden, ud at gøre nytte og gøre noget godt for alverdens børn.”

Det har dog taget noget tid for Thomas Kirk Kristiansen at finde sig til rette med den øgede opmærksomhed, der også følger med som arving til et af klodens mest kendte legetøjsbrands.

Men som han selv påpeger, vil han fremover gerne stille op i medierne, hvis det er noget, der kan gavne “sagen” – i dette tilfælde børns vilkår i flygtningelejre.

“Men ellers er det klart, at jeg ikke har den store interesse i så megen synlighed. Jeg vælger primært at bruge min tid internt i organisationen, men når der kommer en sag som denne, hvor vi føler, vi rent faktisk gør noget godt, så vil vi gerne dele det med omverdenen,” siger han og afviser, at donationen alene skal ses som en del af et reklamefremstød for Lego-koncernen.
4_47273_picture_1410_1.jpg
I 2016 byttede Thomas Kirk Kristiansen (tv.) og faderen Kjeld Kirk Kristiansen roller i Lego Fonden, hvor Thomas Kirk Kristiansen overtog formandsposten. “Siden da har det virkelig været super spændende og lærerigt. Jeg synes, vi har fået opbygget en fantastisk organisation med en masse dygtige folk, og jeg føler mig klar til at gå ud og for alvor trykke på speederen for at få nogle af alle de ressourcer, der er bygget op i Lego Fonden, ud at gøre nytte og gøre noget godt for alverdens børn,” siger Thomas Kirk Kristiansen i dag om rolleskiftet. PR-foto/Arkiv

“Det hele hænger jo på en måde sammen internt i Lego, men selve donationen er ikke tænkt som værende PR for at sælge flere Lego-klodser. Det kan dog ikke undgås, at donationen måske får en afsmittende effekt på forståelsen af Lego-brandet, og hvad vi står for som virksomhed,” siger han.

“Vi mener dog fuldt og fast, at også de produkter, vi sælger gennem de kommercielle kanaler, er med til at gøre en positiv forskel i børns hverdag, liv og udvikling. Det er bare ikke alle børn, der har mulighed for at få fat i vores produkter, og derfor tænker vi på, hvordan vi via andre kanaler kan nå ud til alle de børn, som ikke nødvendigvis har mulighed for selv at betale for den legeoplevelse, som Lego-produkterne giver.”

Den filantropiske tanke er en, der efterhånden fylder mere og mere i hele Lego-familien, fortæller Thomas Kirk Kristiansen.

“Jeg inddrager også min egen familie i de tanker, der ligger bag fondens arbejde. Ligesom jeg tænker meget over, hvad det er, de seks piger i næste generation af familien skal overtage, og hvordan de bedst mulig kan gøre det,” siger han.



“At få lov til at gøre en forskel for børn og gøre dem glade. Det er super fedt. Det er også det, der motiverer mig helt vildt og giver mig lysten til at drive denne organisation og give den videre til næste generation"



For Thomas Kirk Kristiansen har det glidende generationsskifte, som nu er iværksat, været en proces, der har fyldt meget. Og det gør det såmænd stadig, men primært på den lange bane, for hans rolle er nu at sikre, at der også fremadrettet er styr på, hvilken vej, Lego og familien skal tage.

Som det ser ud lige nu, er løsningen den, at medlemmerne af Kirk Kristiansen-familien primært skal have en rolle som kultur- og værdibærere i Lego-koncernen, forklarer han.

“Det giver f.eks. ikke rigtig mening at være meget driftsorienteret, når vi er sådan et værdibaseret brand, som vi er. Da er det langt vigtigere, at vi som familie kan være med til at bevare den kultur og de værdier, der skal til, når vi laver de langsigtede planer, for ellers kan det hurtigt komme til at tage en forkert drejning i forhold til, hvor vi selv synes, vi skal hen.”

Så efter et par år i en mere fremtrædende position i Lego, er det i dag en mere afklaret og tændt Thomas Kirk Kristiansen, der stiller op og svarer på spørgsmål.

“Ja, jeg synes selv, jeg efterhånden føler mig godt tilpas i rollen,” siger han og går endnu videre, når det kommer til arbejdet som formand for Lego Fonden.

“Det er jo det fedeste job i verden,” siger han.

“At få lov til at gøre en forskel for børn og gøre dem glade. Det er super fedt. Det er også det, der motiverer mig helt vildt og giver mig lysten til at drive denne organisation og give den videre til næste generation. Jeg er helt overbevist om, at de også vil synes, det er motiverende. Hvem synes ikke, det er dejligt at gøre en positiv forskel for børn?”



Andre læser også