Han blev træt af Excelark og administration. I dag er han global chef for 300 ansatte

Han rejser kloden rundt med sin rullekuffert og en iPad. Mere behøver Nille Juul-Sørensen ikke for at designe prestigebyggerier i milliardklassen. Nu gælder det metrostationer i Saudi Arabien.

Man kan ikke se på Nille Juul-Sørensen, at han er global chef for 300 ansatte. Man kan heller ikke se, at han er en af de mest indflydelsesrige, danske arkitekter i nyere tid.

Faktisk er det svært overhovedet at komme med et bud på, hvad denne lidt runde, joviale mand egentlig går rundt og laver til hverdag. Men der er hjælp at hente.

For foran det enkle og sparsomt indrettede mødelokale, hvor interviewet finder sted, står en lille, cremefarvet Samsonite kuffert af den slags, der passer perfekt ind på hylderne over et flysæde.

“Den kuffert følger mig overalt. Den er min tro følgesvend,” siger han og griner.

“Jeg er intet uden den. Og så dén her,” siger han og lægger håndfladen på en gråmetallic iPad, der ligger fremme på bordet foran ham.

En rullekuffert og en iPad. Det er alt. Det er selve essensen af Nille Juul-Sørensen. I hvert fald, hvis man spørger ham selv.

“Jeg behøver ikke mere end de to ting, så fungerer jeg. Så kan jeg klare alt,” siger han og gør det igen: Han griner.

Aftenen før er han fløjet ind til København fra Toronto, og foran ham ligger nu en uge, der ser sådan ud:

“Jeg skal videre til Amsterdam, så til Milano, over til Cork i Irland og til London. Derfra flyver jeg på fredag hjem til Toronto. Jeg har alt, hvad jeg skal bruge i den lille kuffert der, men selv hvis jeg rejser i tre uger i træk, så pakker jeg ikke mere, end hvad der kan være i kufferten. Jeg prøver at gøre det så simpelt som muligt.”

Og med de ord indrammer han egentlig sit virke. Han skræller ind til benet, til det enkle, væsentlige og værdifulde.

“Ja, det er vel min designfilosofi og min drivkraft som arkitekt: Jeg skræller alt det overflødige væk. Når jeg underviser andre arkitekter siger jeg også til dem: “Hvordan kan vi designe alting væk? Hvor simpelt kan vi gøre det? Desto mere simpelt, desto bedre.”

"Det er min designfilosofi og min drivkraft som arkitekt: Jeg skræller alt det overflødige væk. Hvor simpelt kan vi gøre det? Desto mere simpelt, desto bedre”

Et godt eksempel på netop dén idé har Nille Juul-Sørensen allerede givet os, da han bl.a. er manden bag designet af den københavnske Metro. Her er der intet, der stritter eller larmer i det fuldstændig stringente design.

“Nej, der er ikke så meget som en ledning at se. Kun det rene, klare dagslys. Metroen i København er lys og venlig, og man kan se hinanden i øjnene. Det gør, at folk føler sig trygge, og det betyder altså meget, når man vælger at lade sig transportere rundt i byen langt nede under jorden.”

Revolutionen der kom helt af sig selv

Nille Juul-Sørensen er ikke et kendt navn. Han er ikke en af den slags arkitekter, der er et brand i sig selv og berømt verden over. Ikke en Bjarke Ingels, en Jørn Utzon eller en Henning Larsen. Slet ikke. Han er måske mere for nørder. I den positive betydning af ordet.

Som ung drømte han om at blive arkitekt, men det var uden de store planer om at revolutionere branchen og gøre hele verden til sin legeplads. Det kom i stedet helt af sig selv.

Efter nogle år rundt omkring på forskellige tegnestuer i København, kom han i 1995 til KHR Arkitekter, hvor han som partner var med til at vinde Metroprojektet i hovedstaden. En opgave, der indbragte ham den prestigefyldte Eckersberg Medalje og flere hædersbevisninger og priser.

“Men det var også under arbejdet med Metroen, at jeg mødte nogle folk fra konsulentvirksomheden Arup, og det gik op for mig, at der fandtes en anden måde at arbejde på. Jeg var blevet træt af Excellark og administration, så da Arup kom med et tilbud, slog jeg til.”

Nille Juul-Sørensen forlod Danmark i 2004 og rejste over til Arups hovedkontor i London, hvor han tiltrådte som Associate Director.

“Det passede mig fint at forlade den trygge havn. Danmark var på det tidspunkt begyndt at lukke sig mere omkring sig selv, og det brød jeg mig ikke om. Er vi virkelig verdens lykkeligste folk? Hvorfor lukker vi så alle andre ude? Come on. Det dur’ ikke, tænkte jeg. Så jeg smuttede over til England, hvor jeg følte, der var højere til loftet.”

Hos Arup indledte han en karriere, der hurtigt bragte ham kloden rundt. Virksomheden, der er kendt for dygtige bygningsingeniører og store infrastrukturprojekter, havde dog ikke før hyret arkitekter, så Nille Juul-Sørensen måtte ud i hele verden for at finde nogle af de bedste til sit hold.

"Det er kun i Danmark, at arkitekter er så fokuserede på det kreative og kunstneriske, mens de i udlandet er meget mere tekniske. Det er to forskellige verdener"

“Det var en kæmpe opgave, både rent fysisk og mentalt. I udlandet er arkitekter helt anderledes typer end i Danmark. Det er kun i Danmark, at arkitekter er så fokuserede på det kreative og kunstneriske, mens de i udlandet er meget mere tekniske. Det er to forskellige verdener, men jeg tror, den danske tilgang er årsagen til, at vi i dag har så mange succesrige, danske arkitekter.”

Det var da også en henvendelse fra netop Danmark, der i 2011 fik ham til at vende snuden hjemad igen. Men kun for en kort bemærkning, da han blot sad to år og ni måneder som direktør for Dansk Design Center.

“Det var ikke nogen udpræget succes,” siger han om oplevelsen.

“Jeg er ikke et politisk dyr, slet ikke, jeg dur ikke til den slags, og den skal man kunne, hvis man sidder i sådan en stilling. Jeg lærte dog utrolig meget og mødte mange, dygtige folk - eller suits, som jeg kalder dem - men vi forstod ikke hinanden. Jeg ville nok for meget på et for tidligt tidspunkt, så da Arup igen begyndte at nærme sig, trak jeg mig fra stillingen. Jeg er ellers ikke typen, der render af pladsen, men da jeg først kom tilbage til Arup, følte jeg, at jeg var kommet hjem.”

Siden er han kun steget yderligere i graderne og er i dag global chef for arkitektur hos ingeniørvirksomheden, der har knap 14.000 ansatte.

“Af dem er der ca. 6-700 arkitekter, men det er kun 300 af dem, der hører direkte under mig, og det er dem, der laver traditionelt arkitekturarbejde,” siger han og kommer med eksempler på projekter, hans hold har været involveret i for nylig.

“Vi er i gang med at designe 26 nye metrostationer i Kuala Lumpur. Så er der to nye stationer ved Changi Airport i Singapore samt to ved Luton Airport nær London. Vi har også lige vundet opgaven med at designe 16 metrostationer i Riyadh i Saudi Arabien, og det er en opgave, der tager meget af min tid.”

"Jeg lærte utrolig meget og mødte mange, dygtige folk - eller suits, som jeg kalder dem - men vi forstod ikke hinanden. Jeg ville nok for meget på et for tidligt tidspunkt"

Projektet i Saudi Arabien er kontroversielt, fordi selve landet er anderledes end mange af de andre lande, Arup er involveret i. Desuden er Arup ikke eneansvarlig på projektet, men en slags underleverandør til en amerikansk virksomhed.

Det betyder, at selskabet ikke selv har etableret kontor i landet, men har valgt en ny og anderledes måde at arbejde på, fortæller Nille Juul-Sørensen.

“Jeg har fundet en række meget dygtige arkitekter, som sidder rundt omkring på vores kontorer forskellige steder i verden. De har så hver fået tildelt to stationer, så nu der bliver designet to metrostationer til saudierne i Singapore, to i Toronto, to i Hong Kong og så videre. Det hele koordineres af fem unge medarbejdere i London, der sørger for, at alting er 100 pct. digitalt. Alle tegninger ligger simpelthen ”oppe i skyen” og er tilgængelige døgnet rundt,” siger Nille Juul-Sørensen og peger ned på sin iPad.

“Det hele er lige dér,” siger han.

“Men du jo også set min rullekuffert,” tilføjer han.

”Det er simpelthen fordi, du nogle gange er nødt til selv at rejse ud og møde folk face-to-face. Det betyder altså noget, når chefen dukker op og tager sig tid til at snakke. Så sker der noget.”

Med den ideologi i bagagen har Nille Juul-Sørensen nu rejst jorden rundt så mange gange, at han har opnået både guld- og diamantkort hos en lang række af klodens største flyselskaber.

“Jeg holder faktisk meget af rejserne, og jeg er en af de få, der slet ikke får jetlag. Jeg får bare lidt uro i maven, men det går hurtigt over. Jeg er god til at omstille mig til forskellige tidszoner, men jeg kan også finde på at flyve ud og hjem til Hong Kong samme dag blot for at deltage i et møde. Det rører mig ikke.”

Med Brexit blev alt forandret

I dag hedder basen Toronto i Canada, hvor han bor sammen med sin kone, Birgitte Juul-Sørensen, der også er arkitekt. Deres to fælles, voksne børn bor i Holland, hvor de arbejder og studerer, så familien er for alvor blevet global.

“Men det er sjovt, hvor lidt globale, vi egentlig føler os. I London var vi londonere, mens vi herovre i Toronto føler os som canadiere. Det er virkelig et land, der har taget godt imod os. Men nu kan du også sige, at vi blev sparket ud af England...”

Den kommentar kræver en forklaring, og Nille Juul-Sørensen kommer straks med et kæmpe suk.

“Jamen, der var jo det her med Brexit,” siger han og ser helt opgivende ud.

“Der skete bare noget den dag, da englænderne gik til valg. Det var ikke de unge, der stemte - de blev hjemme. Det var de gamle, der sagde nej til Europa og EU og alle os europæere"

“Der skete bare noget den dag, da englænderne gik til valg. Det var ikke de unge, der stemte - de blev hjemme. Det var de gamle, der sagde nej til Europa og EU og alle os europæere. Da jeg næste morgen mødte ind på arbejdet i London, var hverdagen ikke længere den samme. Vi følte os ikke længere velkomne.”

London var som forandret over night, og oplevelsen fik både ham og en række kolleger i Arup til at tænke over fremtiden, og hvor de egentlig så sig selv om fem år.

“Det var på sin vis en sund øvelse, og min kone og jeg drøftede meget, om det nu også var i England, vi skulle leve og blive gamle? Er det her, vi skal bo resten af vores liv?”

Svaret kom ved lidt af et tilfælde. For i Arups ledergruppe havde man igennem længere tid diskuteret muligheden for at ansætte flere arkitekter i Nordamerika. Og til at føre den opgave ud i livet var Nille Juul-Sørensen nærmest selvskrevet.

“I en periode troede jeg dog, jeg ville blive sendt til New York, men det endte med Toronto, som hverken min kone eller jeg kendte på forhånd. Byen er en underlig hybrid af engelsk og amerikansk kultur. Jeg vil sige det bedste af begge verdener.”

Nu er der knap gået et års tid, men allerede nu føler han, at Toronto var det helt rigtige valg. Og det har en naturlig forklaring, siger han.

“Folk er virkelig venlige, og de lever alle sammen side om side uden de store problemer. Her bor der mennesker med 174 forskellige nationaliteter. Det er dybt fascinerende. Jeg vil sige det sådan, at Canada har det med at krybe ind under huden på dig. Forleden hørte jeg endda mig selv sige: “Hey, vi vandt en guldmedalje ved OL i dag...” Det var jo Canada og ikke Danmark, der vandt, men vi har taget så meget af det canadiske til os, at jeg i dag har svært ved at se, hvordan vi skal lægge det fra os igen.”

Metroen er min baby - den skal ingen røre ved

Så betyder det, at han nu endelig er færdig med Danmark og alt det danske?

“Nej, nej, nej, for nu kommer Cityringen jo,” siger han og griner højt.

Med Metroens 15,5 kilometer nye strækning og nye stationer - der allerede er planlagt til at åbne næste år - er Nille Juul-Sørensen tilbage, hvor det hele startede.

Selv kalder han da også Metroen for sin “lille baby,” og dén ”er der ingen andre end mig, der må lege med.”

Det betyder dog ikke, at han bare forsætter, hvor han slap. Tværtimod. Denne gang får københavnerne noget helt nyt nede under jorden: Masser af farver.

“Da vi påbegyndte arbejdet med designet af Cityringen, spurgte vi os selv, om vi kunne gentage successen, men tilføje noget nyt? Vi tog derfor rundt i samtlige kvarterer, hvor der skulle være en ny Metrostation, og snusede til områdets karakter.”

Derfor bliver der nu grønne farver på stationen ved Frederiksberg Allé, der er fyldt med grønne platantræer. Vibenhus Runddel på Østerbro får masser af farverige striber som reference til de store folkemængder, der ofte samles i Fælledparken og Parken, mens stationen på Københavns Hovedbanegård selvfølgelig får en dyb, rød farve som en kærlig hilsen til både DSB og S-tog.

“Farverne fortæller dermed en historie om det sted, man er ankommet til. Og det er da egentlig meget smart: Bare se ud af vinduet, og du ved, hvor du er.”