Gaute Høgh blev syg med covid-19, men foretog ét afgørende opkald, før han blev indlagt: “Styr firmaet sikkert i havn. Jeg kan ikke mere”

Rådhuspladsen, København, efteråret 2017:

Det er midt i oktober, og vejret er stadig okay. Jeg går med åben jakke hen over Rådhuspladsen på vej til et foredrag i Dansk Industri. Jeg er blevet bedt om at fortælle DI’s medlemmer om min rejse, og hvordan jeg er nået hertil, hvor jeg er i dag. Det er vel sådan en succeshistorie, de er ude efter.

Jeg træder ind i mødelokalet, der meget passende bærer navnet “Ambition”. Jeg smiler og smider min jakke på en ledig stol. Stiller mig hen foran tilhørerne og går i gang. Jeg er på.

“Mit navn er Gaute Høgh, og jeg lever af at lave brands,” siger jeg og bruger de første par minutter til at fortælle, hvordan det hele startede i 1988, dengang jeg var partner i bureauet Kunde & Co. sammen med Jesper Kunde.

“Vi havde kæmpe ambitioner og gik rundt og sagde, at vi ville være reklamebranchens svar på McKinsey & Co. Og det blev vi. Da det gik bedst, havde vi 230 ansatte og kontorer over hele Europa. Jeg fløj rundt som en rigtig businessman. Men det var jo ikke fedt for mine fire børn. De så mig aldrig. Så jeg stoppede i 2003, mens legen var god, og så tog jeg fri i et par år.”

Tilhørerne rundt i salen smiler. De kan godt lide min historie. Jeg giver den lidt ekstra gas:

“Nu er jeg tilbage. Jeg har stiftet Co/Plus. Vi laver ikke traditionel reklame, men kalder os creative business consultants. Det betyder, at vi er dem, der giver produkterne værdi. Uden en god historie er alle produkter jo ens. Du er nødt til at være unik og skille dig ud, for så husker forbrugerne dig.”

Jeg fortæller om mine opgaver for teleselskabet 3, der er vores største kunde, men også om projekterne for B&O Play, Cocio, Wupti, Oister samt vores udenlandske kunder, der står for knap 60 pct. af omsætningen.

Efter en time er foredraget forbi, og jeg haster tilbage til kontoret. Jeg har endnu tre møder linet op over telefon. Det er kunder fra Island og et par nye på vej i Indien.

Det går forrygende i Co/Plus. Kunderne vælter ind, og vi er på vej med det bedste resultat nogensinde i bureauets historie. Det er især udlandet, der trækker væksten, og nu henter vi efterhånden 80 pct. af vores omsætning hjem internationalt.

Jeg flyver igen verden rundt, og jeg nyder det. Den ene dag New York, den anden Mumbai, og så ellers hjem på kontoret i Østergade på Strøget i København, hvor vi er oppe på 30 ansatte.

Medarbejderne kommer fra hele verden, og vi er ni nationaliteter samlet under samme tag. Det giver en fed følelse, og vi er nok det mest internationale bureau i Danmark.

Mine egne børn er så småt blevet store, og jeg nyder at se, hvordan de hver finder deres vej i livet. De har fuld gas på. Ligesom deres far.

I efteråret er jeg til regelmæssigt helbredstjek hos min læge. Hun siger, der lige er noget, vi skal have undersøgt, og får lavet et par ekstra blodprøver. Det er helt standard, siger hun.

Men to uger senere vender hun retur. Jeg får konstateret kronisk lymfatisk leukæmi. Altså kræft. Jeg er helt slået ud, men min læge fortæller mig, at det ikke umiddelbart er noget, jeg skal være nervøs for. Hun kalder det “gammelmandskræft,” som man ikke dør af.

Jeg slår det derfor hen og tænker ikke så meget over det. Jeg retter fokus tilbage på virksomheden, og vi slutter året med et overskud på 9,8 mio. kr. Jeg er sindssygt stolt.

Jeg føler mig ikke syg, men er begyndt på min forebyggende kræftbehandling. Det er et længerevarende kemoforløb, hvor jeg hver måned i et halvt år får kemo for at holde kræften nede.

“

Vi havde kæmpe ambitioner og gik rundt og sagde, at vi ville være reklamebranchens svar på McKinsey & Co. Og det blev vi

Gaute Høgh, stifter, Co/Plus

Det er ikke sådan noget med, at jeg taber al håret. Det er blot intravenøst, hvor jeg får behandling via sprøjte, og så spiser jeg 37 piller fem dage i træk. I de uger har jeg det rigtigt dårligt, og jeg er ikke så aktiv i virksomheden, men jeg følger med fra sidelinjen.

Så snart jeg har kræfterne, er jeg dog tilbage på kontoret og deltager både i kundemøder og flyver også til udlandet på forretningsrejse.

Vi får nogle henvendelser fra folk i konsulentbranchen, der gerne vil købe os, men jeg synes ikke, det virker rigtigt. Der er noget i mig, der siger, at det vil være en dårlig idé.

Det er klart, at mit sygdomsforløb sætter en masse tanker i gang, og jeg når frem til, at jeg ikke vil sælge virksomheden, fordi jeg jo har det pisse skægt. Vi laver fantastiske ting, og jeg har masser af unge talenter, der knokler hver eneste dag.

Jeg ser virksomheden som en lille familie, og jeg ønsker under ingen omstændigheder at skalere virksomheden og gøre den endnu større.

Den beslutning skaber nogle uenigheder internt i ledelsen, og jeg bliver nødt til at indgå en fratrædelsesaftale med den adm. direktør, for vi kan ikke blive enige om den videre udvikling. Vores veje skilles, og jeg siger til min ledergruppe, at de nu skal køre virksomheden videre, til jeg er helt rask igen.

Heldigvis tager de opgaven på sig, og de gør det fremragende i de uger, hvor jeg bare ligger derhjemme og forsøger at komme til kræfter.

Jeg starter med én push-up, så to og så tre, til jeg er oppe på 10-20 stykker. Jeg bygger langsomt mit immunforsvar op, da det er helt i bund efter kemo. Til sidst kan jeg løbe fem kilometer.

Jeg kan mærke, jeg har det bedre. Jeg føler mig i god form, og det ser ud til, at kemobehandlingen har virket efter hensigten.

Jeg har endda overskud til at tage med firmaet på skitur til Norditalien i januar og tager selv med min familie derned i starten af februar. Vi har det så hyggeligt. Jeg har fået livet tilbage, føler jeg.

I starten af marts er jeg flere gange i Oslo, hvor jeg er ved at lukke en ny, stor aftale med flyselskabet Norwegian, som står over for en kæmpe genrejsning. Jeg rejser også til New York for at besøge min datter.

Da jeg kommer hjem, tager jeg med min hustru, Camilla, ind på Rigshospitalet for at tale med min kræftlæge. Han fortæller mig, at jeg nu kan betragte mig selv som rask. Jeg er ikke helbredt, men mit forebyggende behandlingsforløb er ovre, og jeg skal først have en ny behandling igen om syv til ti år. Jeg skal nu bruge tiden på at restituere.

Derhjemme vil jeg samle hele familien til en stor middag, for at fejre at jeg er rask. Jeg har været ude at købe ind, men da min kone kommer hjem, siger hun, at hun bliver inde i gæsteværelset, for hun har det dårligt. Hun fortæller mig, at hun er bange for, at hun har fået corona.

Jeg pakker straks alle mine ting og kører ned til vores sommerhus på Langeland. Mit immunforsvar er stadig helt i bund, så jeg skal være forsigtig. Min datter er kommet hjem fra New York og kommer ned til mig i sommerhuset for at passe på mig, men efter to dage får vi det begge dårligt, så vi tager hjem til København og isolerer os.

På det tidspunkt ved lægerne ikke så meget om corona, så vi får bare besked på at holde os hjemme. Der er ingen behandling, men vi går af og til ud på vores tagterrasse for at få lidt frisk luft. Nede på første sal bor mine svigerforældre. De har også fået det dårligt. Nu har vi alle corona.

Der går to uger, så begynder min hustru og datter at få det bedre, men jeg har det fortsat dårligt. Jeg tænker først og fremmest på min familie, min kone og mine børn, men så begynder jeg at spekulere på min virksomhed. Hvad betyder corona for virksomhedens eksistens? Og hvad skal de gøre, hvis jeg ikke klarer det?

Jeg har det ad helvede til. Jeg kan ikke trække vejret, og jeg har konstant feber. Jeg kan ikke finde ro nogen steder, men går hvileløs rundt i en underlig døs. Jeg er utilpas, men har ikke lyst til noget. Jeg forsøger at tage et par armbøjninger midt i lejligheden, men det er umuligt. Kræfterne er sluppet op.

Jeg sætter mig ned ved køkkenbordet og prøver at spise noget mad. Drikke lidt kaffe. Men jeg kan ikke. Intet smager af noget, og selv kaffen dufter underligt af ingenting. Dagene går, og jeg får det ikke bedre. Jeg er ikke længere i tvivl. Det må være corona.

“

Jeg beslutter mig for at afskedige en tredjedel af alle medarbejderne, og jeg orienterer dem selv over telefon

Gaute Høgh, stifter, Co/Plus

Jeg spekulerer som en gal på mit firma, på forretningen og mine medarbejdere. Det er sindssygt frustrerende at være udelukket fra det hele. Jeg forsøger at holde mig i ro, men deltager i digitale møder, når helbredet tillader det.

Jeg ringer rundt til kunder og venner, der er højt placeret i erhvervslivet, men de har alle travlt med at lave nødplaner eller eksekvere deres krisestrategi. Corona kommer til at ændre alt, siger de. De snakker om en global pandemi.

Jeg finder mine sidste kræfter frem og prøver at tænke klart. Hvordan kan jeg sikre min virksomhed, hvis hele verden lukker ned? Hvor længe kan jeg holde den i live? Jeg laver en plan. Den er brutal, men nødvendig. Jeg beslutter mig for at afskedige en tredjedel af alle medarbejderne, og jeg orienterer dem selv over telefon. Resten af de ansatte skal gå 40 pct. ned i løn.

Jeg sender en mail til Sasha Denham. Hun er den, der har været længst i virksomheden. Nu må hun tage over. Styre firmaet sikkert i havn. Jeg kan ikke mere. Jeg afinstallerer min e-mail og slukker min mobiltelefon.

En time senere bliver jeg indlagt på Rigshospitalets afdeling for infektionssygdomme. Først nu starter kampen. Det er nu, jeg skal kæmpe. Jeg skal bare overleve.

Jeg har det dårligt og ligger det meste af tiden i min seng, men lægerne siger, jeg skal forsøge at rejse mig op og gå lidt rundt.

Jeg går hen til vinduet og kan se ned på vejen, hvor der står lange køer af mennesker, der alle vil ind og testes for corona. Der bliver bare flere og flere dag for dag. Det er skræmmende.

“

Jeg tænker først på min familie, min kone og mine børn, men så begynder jeg at spekulere på min virksomhed. Hvad betyder corona for virksomhedens eksistens?

Gaute Høgh, stifter, Co/Plus

Jeg går kun få skridt. Det er rundt i værelset. Det er ligesom at være i fængsel. Jeg tænker bare: “Kom nu, kom nu. Et skridt mere. Du kan godt.” Men jeg kan ikke. Jeg prøver også at tage nogle armbøjninger, men må give op.

Jeg taler flere gange med lægen Jens Lundgren, som er professor i infektionssygdomme og overlæge på Rigshospitalet. Han siger, de vil prøve at give mig lægemidlet Remdesivir på forsøgsbasis, og det er første gang, jeg får det en smule bedre.

Jens Lundgren kører parløb med min kræftlæge, Carsten Niemann fra Klinik for Blodsygdomme, og de to arbejder nærmest i døgndrift. De er som Messi og Ronaldo i hver deres verden og er to topforskere, som yder en helt ekstraordinær indsats under corona. Selvom de begge har sindssygt travlt, tager de sig altid tid til at komme over og se til mig.

Efter fire uger bliver jeg overflyttet til det særlige coronaafsnit, som bliver oprettet på Riget. Det er som at befinde sig på en anden planet. Alle går rundt med værnemidler og masker og ligner rumvæsner. Jeg føler, jeg er om bord på et rumskib uden retning. Jeg får en masse ilt fra en maske.

Efter seks uger kommer jeg hjem. Men efter 12 timer får jeg igen feber og ryger tilbage på Riget. Mit immunforsvar er så ringe, og jeg kan ikke opbygge antistoffer. Jeg når at komme hjem endnu en gang, men må indlægges på ny.

Først efter ti uger bliver jeg udskrevet. Det er 20. maj, og min datter holder fødselsdagsfest, men jeg kan kun være med en halv time. Mere kan jeg ikke klare. Der er måske kun 10-12 gæster med til festen, men jeg er slet ikke vant til mennesker omkring mig. Jeg er fuldstændigt afkræftet.

Jeg tager sammen med min kone ned til vores sommerhus på Langeland for at komme til kræfter. I starten kan jeg knap gå 50 meter, før jeg bliver forpustet, men jeg træner mig langsomt op. Det hjælper at være omgivet af smuk natur, skov og vand. Jeg kører til kontrol inde i Svendborg, og det skrider fremad.

Jeg tilbringer et par måneder nede i sommerhuset, hvor jeg ikke på noget tidspunkt tænker på virksomheden. Den er helt ude af min hjerne.

Min kone spørger mig flere gange, om ikke jeg vil vide noget om, hvordan det går i virksomheden, men jeg siger nej. Jeg holder det hen og gør det nok, fordi jeg inderst inde er nervøs.

Men en sensommerdag siger hun pludselig til mig, at det faktisk går godt. Virksomheden tjener penge. Kunderne er der stadig.

På en måde er jeg enormt forundret, men på en måde er jeg det ikke, fordi jeg jo inderst inde godt ved, at der er så mange unge, dygtige og ansvarsfulde mennesker ansat, som har løftet opgaven uden mig.

Det går op for mig, at der er så mange talenter i Co/Plus, der har fået lov til at blomstre i mit fravær, og det gør mig meget ydmyg. Men det får mig også til at tænke mig om en ekstra gang.

Hele den frygt, vi alle render rundt med: Om man er uundværlig? Ja, den tanke blusser jo op, for det er man ikke. Det indser man i sådan en situation. Jeg er ikke uundværlig, og dét er interessant – både som menneske og erhvervsleder.

Jeg begynder at arbejde lidt igen i løbet af efteråret og vinteren, men er nu tilbage på noget, der svarer til fuld tid. Men jeg arbejder på en anden måde end før kræft og corona.

Jeg er ikke længere så hands-on og nede i alle detaljerne, ligesom jeg nu primært tager mig af den kreative del sammen med få, udvalgte kunder.

Jeg skal alene gøre det, jeg er bedst til: At få idéer, udvikle projekter og skaffe nye kunder. Derfor har jeg også overladt driftsdelen til andre, og de gør det skidegodt. De er meget dygtigere til det, end jeg er. Nu er vi det perfekte hold, og vi ansætter igen nye medarbejdere. Det går fremad.

Vi omsætter for et tocifret millionbeløb, men hvor vi før hentede 80 pct. af omsætningen fra udlandet, har corona gjort, at vi igen har fået et større antal danske og skandinaviske kunder.

Vi har netop lanceret en stor kampagne for flyselskabet Norwegian, og det er virkelig et spændende projekt, som jeg nyder at arbejde med. Det er også en kæmpe udfordring, men jeg synes jo, det er fedest, når det er svært.

Jeg har aldrig tænkt mig at gå på pension. Hvorfor skulle jeg dog det? Jeg elsker mit arbejde og mine kolleger, og de deler heldigvis den passion, jeg har. Min gnist og nysgerrighed er bestemt ikke blevet mindre med årene.

Før handlede det ofte kun om vækst i økonomiske termer. Vi skulle være endnu større, have flere kunder og tjene flere penge, men i dag er det sjovere at se, hvordan de unge talenter i virksomheden vokser og udlever deres potentiale. De vokser jo som mennesker, og det er vel den vigtigste vækst.