I sensommeren 1999 kommer den første henvendelse. Den schweiziske storbank UBS har tidligere haft succes med opkøb i vindmøllebranchen og har nu fået øje på den danske vingefabrikant LM Glasfiber i Lunderskov.
Investeringsbankens rådgivere tager i første omgang direkte kontakt til virksomhedens danske ledelse, og de bliver bestemt ikke afvist ved døren.
“Nej, vi tager skam en god snak med dem. Jeg er meget opsat på at høre, hvad de har at byde ind med. Og så er jeg jo nysgerrig, for hvad er virksomheden værd i andre folks øjne?” fortæller Flemming Skouboe, der er eneejer af LM Glasfiber og sidder i virksomhedens bestyrelse.
Han husker tydeligt sit første møde med folkene fra UBS.
“I starten taler jeg med bankens svenske direktør, Göran Diedrichs. Han er en sympatisk herre, og vi taler fint sammen. Der kommer også hurtigt et tal på bordet, som vi forhandler ud fra. Jeg husker det som 600 mio. kr. Det er i hvert fald et stort, trecifret millionbeløb, og jeg tænker, det er mange penge.”
“Jeg føler ikke, jeg kan være det bekendt over for mine ansatte, der har hjulpet mig i så mange år. Jeg kan ikke byde dem at sælge til sådan nogle typer
Flemming Skouboe
Som ejer giver Flemming Skouboe grønt lys til, at forhandlingerne kan fortsætte, og UBS går i gang med at udarbejde en due diligence-rapport, der har til formål at afklare alle virksomhedens forhold.
“Men så sender UBS et hold amerikanske konsulenter på besøg i virksomheden, og det er nogle kolde banktyper. De er voldsomt irriterende, og mine medarbejdere synes ikke om dem. De skaber en dårlig atmosfære omkring sig, og jeg bliver nervøs for, hvem det egentlig er, jeg er i gang med at sælge virksomheden til. Hvad er det for nogle mennesker, og hvad vil de fremover gøre ved virksomheden?” husker Flemming Skouboe.
Han føler dog, at han sidder i saksen. At han allerede er gået for vidt, og at processen er sat i gang. Han er i tvivl om, hvorvidt det er for sent at stoppe. Kan han stadig bakke ud – og er det overhovedet en god idé?
“Jeg føler ikke, jeg kan være det bekendt over for mine ansatte, der har hjulpet mig i så mange år. Jeg kan ikke byde dem at sælge til sådan nogle typer. Så jeg fortryder ad helvede til, da jeg først er gået i gang. Jeg ved da godt, at jeg kan blive en meget velhavende mand, hvis jeg sælger til UBS, men jeg vil heller ikke sælge for enhver pris. Jeg har jo ingen planer om blot at sælge og flytte langt væk til udlandet eller den slags. Jeg vil blive, hvor jeg er, og så er det altså ikke så smart, hvis jeg sælger virksomheden til nogle folk, som jeg overhovedet ikke har tillid til, og som måske vil drive virksomheden i en ånd, som slet ikke egner sig til LM Glasfiber.”
Redningen kommer ganske belejligt, da LM Glasfibers største kunde på det tidspunkt, vindmøllefabrikanten NEG Micon, i efteråret 1999 ryger ud i store økonomiske vanskeligheder.
Der opstår problemer med gearkasserne i en række vindmøller solgt til det amerikanske marked, som totalt kollapser. Det får alvorlige konsekvenser for NEG Micon, og virksomhedens opsparede egenkapital på over en halv mia. kr. forsvinder på ingen tid. Vindmøllefabrikanten lever på lånt tid.
“Jeg udnytter begivenhederne til at tage en ny snak med folkene fra UBS. Jeg forklarer dem situationens alvor og siger, at vi kan risikere at miste vores største kunde. Det får dem selvfølgelig til at trække følehornene til sig, og jeg kan ånde lettet op. Handlen er udsat på ubestemt tid,” forklarer Flemming Skouboe.
“Egentlig bruger jeg bare NEG Micons problemer som en undskyldning for at komme ud af handlen. Jeg vil ikke længere sælge til UBS – og det uanset hvor mange penge de kommer med.”
Handlen er aflyst, og Flemming Skouboe kan igen trække vejret, føler han. Idéen om at sælge LM Glasfiber slår han lidt ud af hovedet, indtil Lars Mikkelsen en dag henvender sig til ham.
Lars Mikkelsen er økonomichef i LM Glasfiber og har et godt netværk i den finansielle verden. Han fortæller Flemming Skouboe, at det måske er værd at genoverveje et muligt salg men denne gang gribe det mere professionelt an.
“UBS kommer jo helt af sig selv, og vi har ikke andre mulige købere i spil. Det stiller os rent forhandlingsmæssigt i en dårlig position. ‘Så hvad siger du til, at vi i stedet får Nordea til at igangsætte en proces, hvor vi undersøger hele markedet for potentielle købere? Altså sætte det i system?’ siger Lars Mikkelsen til mig, og det kan jeg godt se pointen i,” siger Flemming Skouboe.
Hos Nordea er det bankens leder af corporate finance-afdelingen, Jan Davidsen, der skal lede processen. Han husker sit første møde med Flemming Skouboe, der finder sted i bankens hovedkontor på Christianshavn i København – ofte blot kaldet Ørkenfortet.
“Flemming Skouboe kommer på besøg sammen med Lars Mikkelsen en sen eftermiddag i foråret 2000, hvor vi for første gang drøfter opgavens art og omfang. I sådan en proces handler det meget om kemi og tillid, og den er der fra starten af. Vi kommer godt ud af det med hinanden,” husker Jan Davidsen, der har stor erfaring med køb og salg af virksomheder og derfor kan forklare Flemming Skouboe helt ned i detaljerne, hvordan en mulig salgsproces kan se ud.
“For Flemming Skouboe er det afgørende, at vi får så mange mulige købere i spil som muligt, så vi skaber noget konkurrence og finder den reelle og højeste pris i markedet. Men det er også vigtigt, at vi på forhånd kender til alle de krav og forbehold, en mulig køber måtte have. Hvis vi har flere købere i spil, kan vi sidde med køber A, der stiller en masse krav, og derefter gå videre til køber B og høre, hvad de mon kan tilbyde.”
Det er en proces, som Flemming Skouboe godkender, og egentlig har han kun ét afgørende ønske: “Han vil have pengene for virksomheden kontant. Han ønsker efterfølgende ikke at have noget som helst med LM Glasfiber at gøre. Og med det mandat går vi i gang,” siger Jan Davidsen.
Bogen “Levemandens tre liv – et portræt af Flemming Skouboe”er skrevet af Børsens journalist Tom Okke. Bogen er på 336 sider og kan købes hos Strandbergpublishing.dk
Hos Nordea samler Jan Davidsen et lille hold omkring sig, og de går i gang med at udarbejde informationsmateriale om LM Glasfiber med det formål at få flest mulige købere til at fatte interesse for den jyske vingeproducent.
Holdet udarbejder en bruttoliste med navne på nogle af de mest prominente aktører i den tunge del af den finansielle verden.
“Det er en liste med de største internationale kapitalfonde, som er i stand til at løfte en transaktion af denne størrelse. Vi når frem til et bredt udvalg af interesserede, og i feltet har vi bl.a. Polaris, Industri Kapital, Axcel, Nordic Capital, HSBC, Morgan Grenfell, BC Capital, Egeria, Schroders, CVC, Bridgepoint, UBS og Doughty Hanson & Co. Dertil kommer en række strategiske interessenter som Vestas, Bonus Energy, GE Capital og ABB samt danske NEG Micon, der har en særlig forkøbsret,” fortæller Jan Davidsen og kalder forkøbsretten for en “poison pill”.
“Det er sådan en detalje, som kan stå i vejen for hele processen. Men da NEG Micon er LM Glasfibers største kunde, har man i sin tid lavet en aftale om forkøbsret i tilfælde af ejerskifte. Det står dog hurtigt klart, at NEG Micon ikke ønsker at eller kan gøre brug af forkøbsretten, da de slet ikke har de økonomiske muskler eller ressourcer til sådan en handel,” siger Jan Davidsen.
Det er der heldigvis andre, der har, og Nordea modtager i løbet af efteråret såkaldt indikative bud fra mindst fire forskellige købere, der med deres henvendelser hver især angiver, hvor meget de i givet fald er villige til at betale for virksomheden. Det er ikke bud, som køberne hæfter for, men alene tilkendegivelser af, at man er interesseret i at gå videre i processen.
“Som jeg husker det, får vi indikative bud fra UBS, Industri Kapital, Doughty Hanson & Co samt ABB. De får så hver især adgang til yderligere information om virksomheden, ligesom vi vælger dem ud, vi gerne vil i dialog med. Vi påbegynder management-præsentationer, hvor ledelsen i LM Glasfiber stiller op og svarer på spørgsmål fra køberfeltet,” siger Jan Davidsen.
Og her har LM Glasfiber den klare fordel, at der netop er sket et skifte i toppen af virksomheden, hvor Anders D. Christensen er blevet udnævnt til ny adm. direktør efter Aksel Skovgaard, der er blevet bestyrelsesformand.
“Anders D. Christensen er den fødte sælger og bestemt ikke kendt for at sætte sit lys under en skæppe. Han er god til forhandlinger og vant til at bevæge sig på de bonede gulve, så han bliver sammen med økonomichef Lars Mikkelsen sat i spidsen for at lede salgsprocessen på mine vegne,” husker Flemming Skouboe.
Det er i midten af marts 2001, og situationen spidser til. Der er ingen ud over den øverste ledelse i LM Glasfiber, der ved, at et muligt salg er undervejs, da hele forløbet holdes hemmeligt, og det er noget, der tærer på Flemming Skouboe.
“Jeg er ret fokuseret og anspændt i den periode, og jeg drikker nok et glas hvidvin mere, end jeg plejer, når jeg kommer hjem fra arbejde om aftenen. Der er simpelthen så mange tanker, der flyver rundt i hovedet på mig. ‘Er det nu det rigtige at gøre, og hvad skal jeg egentlig lave, hvis det lykkes mig at sælge virksomheden? Hvad skal jeg finde på?’ Det går der faktisk meget tid med, og jeg når frem til den erkendelse, at jeg i hvert fald ikke skal ud at investere aktivt igen, hvor jeg på ny skal bygge op og udvikle en virksomhed. Det er jeg helt færdig med. Jeg tror, den fornemmelse hænger sammen med den drift, jeg har haft helt siden barndommen: At jeg skal bruge pengene til at sikre min uafhængighed og få min frihed,” siger Flemming Skouboe, der på sidelinjen bliver orienteret om det forløb, der efterhånden spidser til ovre i København.
Her er Lars Mikkelsen, Anders D. Christensen og Flemming Skouboes advokat og gode ven Niels Bo Andersen samt revisor Søren Bonde i gang med den sidste spurt, der ledes af Nordeas Jan Davidsen og bankens rådgiverteam.
“Vi koger feltet ned til kun to mulige købere. Det er schweiziske UBS, som allerede i 1999 har været i forhandlinger med LM Glasfiber, og så engelske Doughty Hanson & Co. Sidstnævnte har ikke så mange krav af juridisk karakter, men det har UBS, som stiller forfærdeligt mange betingelser. Det er derfor to vidt forskellige bud, og det viser netop vigtigheden af, at man taler med flere købere, for at få afdækket hvor man kan få de bedste vilkår,” siger Jan Davidsen.
“Det ender med, at vi kører UBS ud på et sidespor og alene har slutforhandlinger med Doughty Hanson & Co.”
Da den nyhed når til Kolding, får Flemming Skouboe det igen dårligt. For er det nu et klogt træk? Hvad hvis Doughty Hanson & Co pludselig trækker sig?
“Så står vi igen i en virkelig dårlig forhandlingssituation. Men Jan Davidsen siger til mig, at jeg bare skal tage det stille og roligt. ‘Vi har styr på det,’ siger han, men det ændrer ikke på, at jeg fortsat er nervøs,” husker Flemming Skouboe.
På Nordeas hovedkontor i København er stemningen anderledes afslappet, og Jan Davidsen er overbevist om, at en handel er inden for rækkevidde.
Sammen med ledelsesholdet fra LM Glasfiber har Nordea på forhånd lavet en værdifastsættelse af virksomheden på 1,7 mia. kr., men da Doughty Hanson & Co byder 2,3 mia. kr., er man godt klar over, at englænderne er meget opsatte på at få handlen i hus.
“Det kan vi også mærke på Doughtys rådgivere, da forløbet spidser til. De er meget energiske og offensive, og da vi 22. marts træder ind i forhandlingslokalet, er der også en helt særlig stemning,” husker Jan Davidsen.
“Det er nu, de allersidste forhandlinger skal finde sted, og sammen med advokat Niels Bo Andersen fra Kolding har jeg af Flemming Skouboe fået mandat til at lukke handlen på 2,3 mia. kr.”
Flemming Skouboe er selv kørt til København for at være tæt på processen, men det er igen med nerverne uden på tøjet, siger han:
“Fra den dag får jeg mange millioner i renter ind på kontoen hver eneste måned. Det er da en dejlig fornemmelse. Det er alle tiders
Flemming Skouboe
“Jeg er spændt som en flitsbue, da jeg træder ind i forhandlingslokalet, der ligger oppe på øverste etage i Nordeas hovedkontor. Jeg hilser kort på de engelske forhandlere, og de virker meget strømlinede, saglige og opsatte på at nå et resultat. Englænderne har også en dansk advokat med til at hjælpe sig, og de holder til i et rum for sig, ligesom vi gør. Det er her, jeg taler med min advokat, Niels Bo Andersen, i løbet af forhandlingerne. Jeg har fuld tillid til ham, for jeg ved, han er en af landets mest erfarne erhvervsadvokater, og han kender systemet ud og ind. Men han er også en gambler. Det finder jeg i hvert fald ud af,” siger Flemming Skouboe, der husker timerne i Nordeas ørkenfort som “ufatteligt nervepirrende”.
“På et tidspunkt kommer Niels Bo Andersen ud til mig og siger, at jeg ikke skal gå med ind i forhandlingslokalet igen. ‘Du vil bare blive irriteret, hvis de siger noget, du ikke bryder dig om. Og det kan vi ikke risikere på nuværende tidspunkt. Du kan jo også finde på at give dig for tidligt, så nu bliver du bare her, mens vi går tilbage til forhandlingsbordet,’ siger han til mig.”
Det er Jan Davidsen og Niels Bo Andersen, der fører ordet i forhandlingerne med de engelske købere. Der ligger allerede et bindende bud på 2,3 mia. kr. på bordet, men de to herrer vælger at udfordre skæbnen.
I sidste øjeblik forlanger de yderligere 100 mio. kr., hvis englænderne skal rejse hjem med en underskrevet kontrakt i rullekufferten.
Det er Niels Bo Andersen, der kommer ud og fortæller Flemming Skouboe om den eksplosive udvikling: “‘Vi har lige lagt 100 mio. kr. oveni,’ siger Niels Bo Andersen til mig.
‘Jamen det har du da ikke mandat til,’ siger jeg.
‘Nej,’ siger han og forklarer, at de sådan set også er enige om alting.
‘Men jeg har altså sagt til dem, at du nu vil have 100 mio. kr. mere, for ellers bliver der ingen handel.’
‘Hvad har de sagt til det?’ spørger jeg.
‘De synes, det er mærkeligt, men jeg har fortalt dem, at du er en lidt speciel herre og ikke vil sælge, medmindre de giver dig 100 mio. kr. ekstra. Det tænker de så over lige nu,’ siger Niels Bo Andersen.
‘Din store idiot,’ siger jeg. ‘Hvad nu, hvis de er gået hjem, når I kommer derind igen?’”
Men i samme øjeblik banker det på døren. Det er en af Nordeas forhandlere, der stikker hovedet ind. Hun ser direkte på Flemming Skouboe.
“Okay, vi har en aftale,” siger hun.
“‘Niels Bo, for helvede,’ siger jeg bare og ryster på hovedet.”
“Jeg ender jo med at få fire gange så meget for LM Glasfiber, og jeg tænker faktisk,‘det er ligegodt groft, at man kan få så mange penge for sin virksomhed’
Flemming Skouboe
Det næste, der sker, er selve underskrivningen af kontrakten. Den formelle signing, hvor begge parter skriver under og bekræfter handlen og den aftalte pris på 2,4 mia. kr. Og indtil alle pengene går ind på Flemming Skouboes konto, forpligter Doughty Hanson & Co sig til at betale renter.
“Det betyder, at jeg fra den dag får mange millioner i renter ind på kontoen hver eneste måned. Det er da en dejlig fornemmelse. Det er alle tiders,” siger Flemming Skouboe, der sidst på måneden kan læse om handlen i Dagbladet Børsen.
Her står der, at handlen er en af årets største af sin art i Danmark, og at LM Glasfiber på salgstidspunktet har produceret over 50.000 vindmøllevinger på blot 20 år. Det er en virksomhed med en markedsandel på verdensplan på 47 pct. og en årlig omsætning på 1,9 mia. kr.
“Det er en mærkelig følelse at læse om handlen i avisen, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, at havde jeg solgt til UBS to år tidligere, havde jeg slet ikke fået det samme for virksomheden. Jeg ender jo med at få fire gange så meget for LM Glasfiber, da jeg sælger til Doughty Hanson & Co, og jeg tænker faktisk, ‘det er ligegodt groft, at man kan få så mange penge for sin virksomhed.’ Det er også tankevækkende, at der ikke på noget tidspunkt er nogen, der direkte spørger mig, hvad jeg egentlig vil sælge LM Glasfiber for. Det hænger nok sammen med, at både mine folk og købernes rådgivere er sådan nogle unge, handelsuddannede mennesker, der alle bruger de samme regnemodeller. De ser blot på en masse nøgletal, og så er de hurtigt enige om, hvad virksomheden er værd. Havde de i stedet blot spurgt mig, hvad jeg ville sælge for, kunne de nok have fået virksomheden noget billigere.”
Den 8. maj 2001 er befrielsens dag for Flemming Skouboe. Det er dagen, hvor den resterende del af købesummen bliver overført fra Doughty Hansons engelske bankforbindelse til Flemming Skouboes egen konto hos Nordea i København.
Det er normalt blot en formssag, men Flemming Skouboe er alligevel kørt en tur over til hovedstaden for at være med, i det øjeblik de 2,4 mia. kr. går ind på kontoen. Det er et særligt øjeblik, der nok kun finder sted en enkelt gang i livet, vurderer han.
“Vi sidder nogle stykker i Nordeas hovedsæde og får styr på de formelle dokumenter. Det er sådan, at i det øjeblik, pengene overføres fra køber til sælger, sker der en automatisk overlevering af aktierne rent juridisk, så den del skal vi først have styr på,” siger Flemming Skouboe, der sammen med Nordeas Jan Davidsen og et par andre bruger ventetiden på at spise en frokost på den nærliggende Café Oven Vande på Christianshavn.
“Da vi kommer retur til Nordeas kontor, siger jeg lidt kækt, at jeg ikke kører hjem, før jeg har et kontoudtog i hånden, hvor jeg kan se, at alle pengene er gået ind. Det er vigtigt for mig.”
Men Flemming Skouboe får at vide, at det simpelthen ikke kan lade sig gøre at udskrive et almindeligt kontoudtog med så mange cifre.
“‘Jamen så kører jeg ingen steder,’ siger jeg.”
I al hast får bankens medarbejdere udfærdiget et særligt dokument på Nordeas brevpapir, og heri bekræfter bankens direktører, at pengene såmænd er gået ind, og Flemming Skouboe kan forlade hovedstaden som en yderst formuende mand.
“På vej hjem i bilen ringer jeg helt høj til min hustru, Hanne, og siger, at hun godt kan skynde sig at lægge champagnen på køl, for jeg lander om en times tid.
‘Flemming, du har vel ikke købt en helikopter?’ er det første, hun siger.
‘Nej, nej. Tag det nu roligt. Jeg har bare fart på. Vi ses derhjemme.’”
Tre uger senere er der closing dinner på Hotel Hesselet på Fyn. Det er Nordea, der har inviteret de involverede parter til en formel afskedsmiddag, hvor man takker for samarbejdet, en vellykket handel og skåler for fremtiden.
“Jeg husker det ikke som vemodigt. Tværtimod. Det er en lettelse, at salget endelig er gennemført og tilendebragt,” siger Flemming Skouboe.
“Jeg er sikker på, at Doughty Hanson & Co har gjort et godt køb. Jeg er også sikker på, at jeg har gjort en god handel. Så jeg nyder aftenen i godt selskab. Men samtidig er den nagende tvivl begyndt at melde sig, for hvad skal jeg nu lave? Hvad laver en nyslået milliardær egentlig? Jeg ved det ikke.”
Et par måneder efter handlen hører Flemming Skouboe i radioen, at betalingsbalancen i maj er blevet forbedret med et par mia. kr. mere end forventet, men ingen kender den nøjagtige årsag.
“Det kan jeg da godt fortælle dem, for det er den måned, englænderne sender alle deres penge til mig,” siger Flemming Skouboe, der får endnu en mærkværdig oplevelse i kølvandet på handlen.
“Jeg har i rigtig mange år været vant til at spare og gå og drømme om alt muligt, men nu står jeg pludselig og har råd til hvad som helst
Flemming Skouboe
“Doughty Hanson & Co vælger allerede kort tid efter købet at melde ud, at de vil børsnotere LM Glasfiber, og det endda til en pris, som er mere end dobbelt så høj som det, de selv har betalt. Da tænker jeg, at de er lige lovlig hurtigt ude, for de kan umuligt nå at have ændret noget i organisationen, som retfærdiggør en så stor værdistigning.”
Og her får den tidligere ejer ret, for blot få dage før introduktionen på Københavns Fondsbørs bliver projektet aflyst og falder fuldstændig til jorden.
Flemming Skouboe blander sig ikke offentligt i diskussionen om, hvad der er rigtigt og forkert, når det gælder LM Glasfibers videre udvikling, men han bliver i årene efter salget ofte konfronteret af folk, der mener, han har handlet helt forkert.
Både til den forkerte pris og på det helt forkerte tidspunkt:
“Det sker, hver gang medierne skriver, at LM Glasfiber har fået en ny ordre på flere tusinde vinger. Så kommer folk hen til mig og siger: ‘Nå, du har nok solgt for tidligt, hva’?’ Men når aviserne så bringer historierne om, at der skal fyres medarbejdere på fabrikken, fordi det i en periode går dårligt, så kommer de igen hen til mig: ‘Det var da vist godt, du fik solgt og slap ud i tide, hva’?’ Personligt føler jeg, det vartotaltdet rigtige tidspunkt at sælge på, og jeg har ikke siden fortrudt handlen et eneste sekund,” siger Flemming Skouboe, der i begyndelsen af det nye årtusind overvejer, hvad han vil bruge den nyvundne formue på:
“Det lyder måske dumt, men det er altså ikke nogen let opgave. Jeg har i rigtig mange år været vant til at spare og gå og drømme om alt muligt, men nu står jeg pludselig og har råd til hvad som helst. Jeg kan stort set få opfyldt alle mine ønsker, men hvad er det egentlig, jeg vil have? Hvad vil give mig yderligere værdi i livet? Det er jo nærmest et filosofisk spørgsmål, som volder mig en del kvaler.”
