Han var en nørd i Nordea, før han blev selvstændig og byggede en virksomhed med 700 ansatte. Nu deler Gustav Mellentin ud af familiefondens millioner

Gustav Mellentin er gået i gang med sit nye liv. Han sidder på det lyse kontor på Vestergade i hjertet af København iført mørkeblå chinos, en spritny, hvid skjorte og et smil, der breder sig over ansigtet.

Han fortæller åbent og ærligt sin historie og krydrer den med små detaljer, anekdoter og årstal, og han lader flere gange smilet tage helt over og bryder spontant ud i en høj, lys latter. Manden er simpelthen glad.

Men som han selv siger, har han også meget at være glad for. Alene det faktum, at han er i live i dag, er en gave, men den historie vender vi tilbage til, for anledningen til vores samtale er Gustav Mellentins nye rolle som formand for Det Obelske Familiefond – en af landets mest kendte og betydningsfulde fonde med rødder helt tilbage i den spæde tobaksindustri i Aalborg.

Det var oprindeligt Gustav Mellentins oldemor, Asta Obel, der grundlagde fonden. Hun var i 1921 blevet eneejer af tobaksvirksomheden C.W. Obel, og da hun i 1956 stiftede Det Obelske Familiefond, var det bl.a. for at smidiggøre fremtidige generationsskifter og sikre familiens fortsatte indflydelse i virksomheden.

“Jeg er nok den første formand, der aldrig har mødt Asta Obel i live. Jeg kender hende kun gennem historien og ud fra alle de familierådsmøder, jeg har deltaget i, siden jeg var helt ung,” fortæller Gustav Mellentin, der officielt tiltrådte som ny formand i april, da forgængeren, Christen W. Obel, faldt for den interne regel om, at ingen må sidde på formandsposten i mere end 16 år.

Det er første gang, Gustav Mellentin giver et interview, efter han er tiltrådt som fondsformand, og noget af det første, han fortæller, er, at han egentlig aldrig har haft planer om at blive en del af familiefonden. Nærmest tværtimod.

“Jeg er vokset op ude på en gård på landet ved Haslev, hvor min far var landmand, og da jeg var helt ung, var jeg ikke så tæt på familien. Det kom først senere, da jeg gennem de årlige familierådsmøder blev trukket mere og mere ind i det arbejde, der foregik i fonden og de tilhørende virksomheder. Det var jo både nyt og spændende, og det var samtidig en rigtig god katalysator til at få skabt en masse gode bånd i familien,” siger han.

Men derfra til selv at gå aktivt ind i fondsarbejdet, var der alligevel langt.

“Jeg sagde altid, at det ikke var noget for mig, for jeg ville hellere skabe noget for mig selv. Bygge mit eget selskab og få en karriere,” siger han.

Så Gustav Mellentin begyndte på DTU, hvor han efter nogle indledende studier på elektronik, skiftede over til informatik, og her rettede han især sit fokus mod statistik og matematisk modellering.

“Jeg var god til tal og kom da også direkte fra DTU over til Nordea, hvor jeg fik til opgave at arbejde med matematisk modellering af fixed income assets. Jeg sad simpelthen og programmerede og lavede programmer til brug i banksektoren. Det var dengang mega meget nørdet, men i dag er det en udbredt praksis i hele finanssektoren,” siger han og husker, hvordan kollegerne i Nordea opfattede ham og de andre unge datanørder.

“Jamen, de syntes jo, vi var nogle underlige typer, og de kunne slet ikke forstå, hvorfor de ikke bare kunne sælge obligationerne, som de altid havde gjort. Nu skulle de pludselig stå der på børsgulvet og lytte til os på hvert eneste morgenmøde,” siger Gustav Mellentin og tilføjer, at den analytiske tilgang siden kun er vokset, og “i dag er alle i banksektoren jo nærmest nørder.”

I 1998 tog han en MBA på IMD i Lausanne i Schweiz, og så var der pludselig bud efter ham. Alle de store konsulenthuse var på udkig efter talenter, og selvom Gustav Mellentin følte, han havde en meget smal baggrund inden for matematik, fik han alligevel tilbudt job i det amerikanske konsulenthus Bain & Co. med base i Stockholm i Sverige.

“Jeg ville gerne have et bredere vue over, hvordan erhvervslivet fungerede, så jeg tog en tjans hos Bain,” som han siger.

“

Det var måske ikke bare en tjans, men et arbejde, som krævede rigtig mange timer i døgnet – og også mere end bare fem dage om ugen.

Gustav Mellentin, formand, Det Obelske Familiefond

“Det var måske ikke bare en tjans, men et arbejde, som krævede rigtig mange timer i døgnet – og også mere end bare fem dage om ugen. Som managementkonsulent fik jeg meget selvstændigt ansvar, og jeg kørte i flere år en lang række projekter. Det var vildt lærerigt.”

Hjemme i Danmark havde han tilpas mod på at starte som selvstændig, og sammen med et par studiekammerater fra tiden på DTU grundlagde han i 2002 techvirksomheden Adform med speciale i udvikling af software til digital annoncering og markedsføring.

Med Gustav Mellentin som adm. direktør voksede virksomheden fra “en lille fugtig kælder på Nørrebro” til på 15 år at være en international mastodont med over 700 ansatte og en årlig omsætning på den rigtige side af 550 mio. kr.

“Vi voksede meget kraftigt stort set lige fra begyndelsen, og da vi nåede til 2017, var vi begyndt at se på, hvad der ville være det rigtige next step for os. Vi undersøgte forskellige muligheder og talte med en masse banker, der alle sagde, at en børsnotering var lige, hvad der var brug for i Danmark, da der på det tidspunkt kun var få techvirksomheder på børsen, og der var brug for flere. Vi havde den helt rigtige profil og historie, sagde de.”

Sammen med en række finansielle rådgivere gik Gustav Mellentin og holdet bag Adform i gang med at få en mulig børsintroduktion sat i søen, men han erkender, at der var “enkelte hiccups undervejs,” som han kalder det.

“Ja, for i første omgang havde vi planlagt at gå på børsen stort set samtidig med lanceringen af de nye gdpr-regler 25. maj 2018, men den introduktion måtte vi flytte, da alle pludselig blev usikre på, hvad de nye regler kunne føre med sig,” siger Gustav Mellentin, der accepterede, at man flyttede introduktionen til hen efter sommerferien.

“Men så langt kom vi jo ikke,” siger han og smiler.

“For der skete det, at jeg simpelthen fik en hjerneblødning.”

Han stopper talestrømmen et øjeblik, for så at forsætte med et nyt smil på læben.

“Det gjorde, at vi måtte udskyde børsnoteringen endnu engang, for nu kunne det jo ikke længere lade sig gøre, da jeg lå på hospitalet, og jeg var ham, der skulle stå i spidsen for det hele.”

På spørgsmålet om, hvorvidt han vil fortælle mere om hjerneblødningen og dens konsekvenser, ser han direkte frem for sig. Så kommer historien. I små bidder:

“Jeg var i sommerhus oppe i Sverige sammen med min kæreste, da jeg en morgen ville tage nogle armbøjninger. Pludselig gjorde det rigtig, rigtig ondt i hovedet, og jeg tænkte først, at det var et eller andet med nakken, men da jeg rejste mig op, kastede jeg pludselig op ud over det hele. Så sagde min kæreste: “Er du okay?” og jeg svarede: “Jeg tror faktisk, jeg har fået en hjerneblødning.””

Gustav Mellentin vidste rent instinktivt, at det var alvorligt, og han bad sin kæreste ringe efter en ambulance.

“Men da sommerhuset lå så langt ude på landet, havde vi svært ved at forklare, hvor vi var, så vi aftalte, at vi ville møde ambulancen ved den nærmeste ICA (svensk supermarked, red.), og så kørte min kæreste mig ellers gennem de svenske skove i hendes lille bil,” husker Gustav Mellentin.

“Da jeg kom ind i ambulancen og endelig lå ned, forklarede jeg dem, at jeg havde fået en hjerneblødning, men de kiggede bare på mig, som om jeg var landet fra månen. De opfattede mig helt sikkert bare som endnu en fuld dansker, der havde fået for meget at drikke. Og de tændte hverken sirenen eller satte farten op. De sænkede den faktisk til 30 km/t gennem byerne, mens min kæreste var ved at blive fuldstændig sindssyg.”

Det var først, da Gustav Mellentin blev scannet på det lokale hospital, at alvoren gik op for personalet, og så gik det ellers med 180 km/t videre til næste, større sygehus i regionen, hvor Gustav Mellentin blev sat under overvågning 24 timer i døgnet.

“Lægerne konstaterede hurtigt, at jeg havde fået en alvorlig hjerneblødning, og de vurderede hele tiden, om de skulle gå ind og operere, men de trak den, og på en eller anden måde gik trykket væk af sig selv. De fortalte mig senere, at der var tale om en helt tilfældig hjerneblødning, der kunne have ramt hvem som helst. Den var ikke relateret til noget specifikt, selvom jeg havde været under et stort arbejdspres i månederne op til, men der var altså ikke nogen sammenhæng.”

Genoptræningen var hård. Meget hård. For som Gustav Mellentin siger, kræver det ikke blot mental styrke, men også fysisk styrke at komme sig, og han var fuldstændig afkræftet efter at have været indlagt på hospital i fire uger.

“

Vi havde arbejdet som sindssyge og glædet os helt vanvittigt, og pludselig befandt vi os midt i ingenmandsland, og jeg skulle prøve at fortælle alle, at det nok skulle gå alligevel

Gustav Mellentin, formand, Det Obelske Familiefond

“I starten gik jeg bare en tur rundt om sengen. Så var det ind i stuen og tilbage igen. Det var et langt, sejt træk, og lige så forfærdeligt det var at ligge på hospitalet, lige så dejligt var det at komme ud igen. Altså bare at kunne gå en tur i Bernstorffsparken og se på træerne var jo fantastisk. Det var en af de bedste oplevelser, jeg har haft, for alting fik pludselig så stor værdi. Det var næsten som om, jeg var på et eller andet euforiserende stof. Jeg kunne simpelthen ikke få nok af livet.”

Den forestående børsnotering af Adform blev som følge af Gustav Mellentins sygdom udskudt til fjerde kvartal 2018, og først da han igen var på benene, kunne han deltage i de roadshows, som skulle vække investorernes interesse.

“Men lige meget, hvor vi kom hen, så sad mødedeltagerne bare og så på deres skærme, hvor alting bimlede og bamlede, fordi finansmarkederne var gået fuldstændig bananas, og brexit-forhandlingerne var på deres højeste. Dem, vi holdt møder med, var ikke rigtigt til stede, og idéen om at investere i Adform faldt til jorden. Det var simpelthen så dårlig timing, men i sidste ende var det nok mere held i uheld, for vi fik i stedet en rigtig god privat investor ind, og det gav os nogle ekstra år til yderligere at vokse og modne virksomheden,” siger Gustav Mellentin med henvisning til kapitalfonden Gro Capital, som i april 2019 kom ind som ny medejer af Adform.

Alligevel erkender Gustav Mellentin, at det var en svær periode efter den aflyste børsnotering. Og det krævede kræfter at samle både sig selv, men også virksomhedens medarbejdere op efter et langt og intensivt forløb.

“Vi havde alle været gennem en meget turbulent periode, hvor fokus kun havde været rettet mod børsnoteringen. Vi havde arbejdet som sindssyge og glædet os helt vanvittigt, og pludselig befandt vi os midt i ingenmandsland, og jeg skulle prøve at fortælle alle, at det nok skulle gå alligevel. Og at der stadig var en fantastisk fremtid foran os – selv uden en børsnotering,” siger han.

“Vi havde jo stadig en god og stærk virksomhed, men det er klart, at mange var skuffede, for man gik rundt og skabte nogle billeder oppe i hovedet af, hvordan det ville blive, og pludselig var alting væk,” siger Gustav Mellentin, der som storaktionær selv gik glip af et større, trecifret millionbeløb, da børsintroduktionen glippede.

Men han tog den med ro, og han peger selv på, at der med Gro Capitals ankomst blev lavet en ny plan og strategi, men det ville blive en rejse uden ham for bordenden.

“Ja, for jeg havde på det tidspunkt siddet som direktør i godt 20 år, og nu var der nogle rigtigt dygtige mennesker i virksomheden, som kunne tage over, så det var en god lejlighed for mig til at søge videre i ro og mag. Jeg kunne ikke længere se mig selv være med i den næste periode, som måske ville vare fire-fem år, så jeg sagde til bestyrelsesformanden, at vi nok skulle overveje at se på nogle af de andre talentfulde mennesker i virksomheden.”

Det lyder næsten let, men det var det bestemt ikke, bedyrer Gustav Mellentin.

“

Jeg stadig ny i rollen som formand, men jeg føler bestemt, det er et privilegium, men også et stort ansvar. De to ting hører ofte sammen

Gustav Mellentin, formand, Det Obelske Familiefond

“Nej, det var selvfølgelig svært. Jeg havde virkelig lagt mange timer i Adform gennem næsten 20 år, så det var supersvært, men hvis jeg følte, at virksomhedens ve og vel stod og faldt med, om jeg personligt sad og flåede i roret, så havde det nok været en helt anden beslutning. Men det var det rette tidspunkt, og der var blevet sat et godt hold for fremtiden.”

Gustav Mellentin solgte ikke alle sine aktier i forbindelse med omorganiseringen, og han er stadig i dag storaktionær i Adform, ligesom han er medlem af direktionen med ansvar for business development og partnerskaber.

“Men det er klart den mindste del af de porteføljer, vi har i vores syv mand store direktion,” siger han og tilføjer, at han også er gået ned i tid.

Han holder en lille pause og tager en dyb indånding, for nu er vi tilbage, hvor historien begyndte. Med den nye post som formand for Det Obelske Familiefond.

“Der var en periode lige i starten, hvor jeg skulle finde mig til rette, og jeg fik frigjort noget tid, da jeg ikke længere selv sad og drev virksomheden i det daglige,” siger han.

“Da vi så havde fundet en ny direktør i Adform, fik jeg pludselig en henvendelse fra bestyrelsen i Det Obelske Familiefond. Om jeg var interesseret i at blive en del af fondsarbejdet? På det tidspunkt var fonden ikke top of mind hos mig, så jeg slog det hen, men over en periode mødtes jeg alligevel med bestyrelsen, og vi havde mange gode diskussioner, så til sidst meldte jeg mig klar,” siger Gustav Mellentin.

Reglerne var enkle. For at blive formand i Det Obelske Familiefond skal man være direkte efterkommer af Asta Obel.

Det står simpelthen i fundatsen, og Gustav Mellentin var ifølge fondens tre eksterne bestyrelsesmedlemmer det bedste bud.

“Jeg ved ikke, hvor mange andre kandidater, der var i spil. Jeg kan gætte, men det var kun bestyrelsen, der forholdt sig til emnet, og jeg har ikke siden ville spørge, for det er ikke mit bord,” siger han diplomatisk og tilføjer, at valget skete uden dramatik, og der var “hverken valgprogrammer eller store taler fra min side.”

“Nu er jeg stadig ny i rollen som formand, men jeg føler bestemt, det er et privilegium, men også et stort ansvar. De to ting hører ofte sammen. Formandsposten er noget andet end at drive egen virksomhed, hvor man kan gøre, som man vil. Denne post er langt mere politisk, og der er mange hensyn at tage. Man skal sørge for at kommunikere, lytte og have folk med sig, for alle skal gerne nikke rundt om bordet,” siger han.

“Men nogen tung pligt er det ikke. Det er et lystbetonet hverv, som jeg glæder mig meget til at være del af.”