Ejendomsmatadoren Poul Erik Bech: “Bare jeg ikke dør, før det hele er på plads”

386876_16_9_large_194.jpg
Longread
Eksklusivt for kunder
06. sep 2019 KL. 8:34

null

Han står bag landets største ejendomsmæglervirksomhed og har brugt tre år på at sikre sit livsværk. "Det handler om, hvad der skal ske den dag, jeg ikke er her længere," siger Poul Erik Bech, der nu åbent fortæller, hvorfor han giver størstedelen af sin formue væk til velgørenhed

De fleste, der har gået en tur ned ad en dansk hovedgade, et strøg eller butikstorv har set hans navn, Poul Erik Bech. Det står på en lang række husfacader overalt i landet. Som regel sammen med de tre bogstaver EDC. For Poul Erik Bech er manden bag den landsdækkende ejendomsmæglervirksomhed, der med 60 boligbutikker og 17 erhvervscentre er landets største af sin art.

Det er en virksomhed, som er banket op fra bunden af manden selv. En rigtig selfmade man, som i 1970’erne rejste fra Varde til København for at søge lykken og komme frem i verden.

Han havde ambitioner, viljestyrke og en klar målsætning: Han ville være en succes. Tjene mange penge og være herre i eget hus. Men så skete der noget undervejs.

“Mine mål ændrede sig,” siger han over telefonen et par uger, før vi mødes.

“Det var som om, at det ikke længere var nok kun at arbejde og tjene penge. Der skulle også være et større mål, en mening med det hele,” siger han. Et øjeblik er der stille i røret. Så tilføjer han, at han skam har den dybeste respekt for folk, der stræber efter at tjene penge, mange penge, og arbejder hårdt for det, men på et tidspunkt må der være en grænse.

“Jeg vil da gerne indrømme, at jeg som ung gik rundt og drømte om engang at kunne købe en Aston Martin. Men da jeg så fik råd til den, spurgte jeg mig selv, om det egentlig ville gøre mig mere lykkelig? Og jeg kendte godt svaret. Og helt ærligt, så kunne jeg heller ikke se mig selv køre rundt i sådan en. Det er jo slet ikke mig,” siger han.

I stedet gjorde han noget, der er bemærkelsesværdigt i dansk erhvervsliv. Han besluttede sig i 2015 for at give formuen væk. I hvert fald store dele af den. Og det er netop dén handling og tankerne bag, jeg gerne vil tale med ham om.

“Det kan vi godt. Det har jeg ingen problemer med.”

En koncern med 500 ansatte 
Derfor sidder vi 14 dage senere på en bænk midt i Bibliotekshaven bag Det Kongelige Bibliotek i København. Til højre ligger Christiansborg, og foran os kommer den ene gruppe udenlandske turister efter den anden spadserende ind med deres mobilkameraer højt hævet over blomster, bede og det store springvand i midten.

“Jamen, det er da også en helt fantastisk have,” siger Poul Erik Bech, 70, der selv har valgt stedet for vores snak.

“Jeg går tit herned på mine ture rundt i byen. Det er sådan en fredfyldt oase, og det er mærkeligt at tænke på, at vi kun er få meter fra Citys pulsslag. Man fornemmer slet ikke, vi befinder os midt i hjertet af København.”

Bibliotekshaven ligger få minutters gang fra EDC Poul Erik Bechs hovedkontor, der har til huse i nogle af Danske Banks tidligere domicilbygninger på Bremerholm. Her arbejder godt 200 ansatte, mens de resterende af de i alt 500 medarbejdere i virksomheden holder til i lokale EDC-butikker rundt omkring i landet.
Virksomheden blev grundlagt af Poul Erik Bech og kollegaen Jørgen Jørgensen i 1978. Dengang holdt de til i en gråmalet bygning ikke langt fra Nørreport Station. Det var i store træk en vellykket start, fortæller Poul Erik Bech.

“Det gik godt for os, og allerede i 1980 tjente vi penge, men året efter kom der en krise i mæglerbranchen, som lærte os, at træerne ikke vokser ind i himlen. Men vi klarede os og kom godt ind i firserne. Det gik fremad, og vi tjente rigtig godt hele vejen op gennem 1980’erne,” fortæller Poul Erik Bech, der direkte adspurgt om, hvornår han blev formuende, svarer, at det gjorde han allerede i midt 80’erne.

“Men hvad vil det sige at være formuende? Alt er jo relativt. Det afhænger af, hvem man spørger.”

Nu spørger jeg dig: Hvad betyder det at være formuende?

“I mit tilfælde betyder det, at man tjener flere penge, end man har brug for. Nu kommer jeg jo oprindeligt fra Varde, det samme gør min hustru i øvrigt, så vi er vant til at være sparsommelige. Vi køber ting på tilbud.”

Hvad køber i for eksempel?

“Jamen, hvis der er tre poser kaffe på tilbud til 100 kr., så er det dem, vi køber. Hvorfor betale mere?”

Er det værdier, du har med dig fra Jylland?


“Ja, det er det. På den måde kan man sige, at jeg egentlig aldrig har forladt Varde.”

Poul Erik Bech drejer hovedet direkte mod mig og smiler. Han ved godt, at det er den slags citater, der gør sig godt i en artikel som denne. Om den unge mand fra Jylland, der kommer til hovedstaden og arbejder sig op. Bliver rig og skaber et navn for sig selv.
Men her stopper den klassiske fortælling også, for allerede i midten af 1980’erne beslutter han sig for, at ikke alle de penge, han tjener i sin virksomhed, skal gå direkte i egen lomme eller forblive i virksomheden. Nej, de skal ud og gøre gavn, siger han.

“Derfor opretter jeg på det tidspunkt to fonde. Den ene har til formål at tilgodese medarbejdere i virksomheden, mens den anden er en almennyttig fond, der skal hjælpe de mindre bemidlede i vores samfund.”

Hvorfor træffer du den beslutning?

“Jamen, har vi ikke alle et ønske om at gøre noget godt for andre? At gøre en forskel og bidrage? Det er vel også det, der driver fodboldtræneren i sportsforeningen, spejderlederen eller de frivillige i Røde Kors-forretningerne rundt omkring. Vi bidrager hver især på vores måde.”

Men er det en pligt, synes du?

“Nej, men jeg havde muligheden for at bidrage. Det er selvfølgelig velfærdssamfundet, der skal gå forrest, men som privatperson og selvstændig erhvervsdrivende har vi også vores del af ansvaret. Det er min opfattelse, at de bedste løsninger opstår, når det private og det offentlige arbejder sammen eller side om side. Den tankegang har jeg altid haft.”

Der skal laves en plan
Virksomheden vokser yderligere op igennem 1990’erne og nullerne og udvikler sig med årene til landets største ejendomsmæglervirksomhed.

En række lokale ejendomsmæglere slutter sig til og bliver partnere i EDC Poul Erik Bech, som får en ejerstruktur, der udgøres af Poul Erik Bech selv som absolut hovedaktionær, mens de resterende aktier ejes af de enkelte partnere.

“Det er en model, der fungerer fint for os, men jeg bliver jo også ældre og tænker naturligvis over, hvordan fremtiden skal se ud. Det er et emne, der begynder at fylde mere og mere, så i 2012 beslutter jeg, at der skal laves en plan for, hvad der skal ske. Ikke alene med virksomheden, men også med ejerskabet. Det viser sig, at det er en langt vanskeligere opgave, end jeg nok er klar over på det tidspunkt.”

Hvorfor er det så svært?

“Fordi du jo indirekte taler om din egen død. Det handler om, hvad der skal ske den dag, jeg ikke er her længere. Det er et følelsesmæssigt svært emne, synes jeg. Og det kommer til at fylde rigtig meget. Det er en proces, der står på i tre år.”

Hvem deler du dine tanker med?

“Min familie, selvfølgelig. Men det er altså et meget komplekst tema. Et generationsskifte handler ikke bare om at flytte penge fra den ene generation til den anden. Selve det følelsesmæssige aspekt fylder enorm meget, for hvad nu, hvis begge børn nærer ønske om at tage over og drive virksomheden videre? Hvad gør man så?”

Spurgte du dem om deres ønsker for fremtiden?

“Det er egentlig ikke noget, vi har talt så meget om i familien. Jeg har f.eks. aldrig direkte spurgt mine børn om, hvordan de så på fremtiden og deres mulige involvering i virksomheden. Selvfølgelig har jeg gået og tænkt, at det kunne være hyggeligt, hvis de en dag ville tage over og drive virksomheden videre, men det skulle være af lyst og komme fra dem selv.”

Så hvad skete der?

“Jamen, vi når i familien hurtigt frem til, at vi vil sikre virksomhedens beståen og den fremtidige konkurrencekraft, ligesom vi ønsker at give noget tilbage til samfundet. Men det er stadig uklart, hvilken rolle børnene skal have. Jeg husker dog ret tydeligt en gåtur i Barcelona sammen med min søn, Michael. Vi drøfter generationsskiftet, og så siger han, at han ikke ser sig selv som den, der skal stå i spidsen for 500 medarbejdere. Det er ikke noget for ham. Men han siger, at han interesserer sig for udvikling af ejendomme. Da min datter, Jane, senere siger, at hun gerne vil arbejde med ejerdelen i mæglervirksomheden, falder meget på plads i mig, for det betyder, at jeg kan se en løsning, der tilgodeser begge vores to børn, som jo skal behandles så ensartet som mulig.”

Med tiden som sin værste fjende
I årene, der følger, går Poul Erik Bech i gang med at konkretisere det kommende generationsskifte, og det er en opgave, der haster, synes han.

“Det gør jeg, fordi forfatteren Lise Nørgaard engang har sagt, at man skal gøre tingene, når man ikke synes, man har behov for det. Med dét mener hun vel, at man skal få tingene gjort, mens man endnu har kræfterne til det. Så vi arbejder i familien på højtryk med planerne. I de år tænker jeg hele tiden: “Bare jeg ikke dør, før det hele er på plads.”

Tre år senere ligger der en plan klar. Og i en alder af 66 år kan Poul Erik Bech i 2015 offentliggøre, at han opretter en almennyttig fond i eget navn. Fonden modtager 60 pct. af virksomhedens egenkapital på næsten 200 mio. kr., mens datteren, Jane Bech, får overdraget 30 pct. af virksomheden. De resterende 10 pct. beholder Poul Erik Bech selv.
Ved samme lejlighed afsløres det, at sønnen, Michael Bech, overtager en st��rre ejendomsportefølje med en værdi på et trecifret millionbeløb.

Begge børn får dermed hver deres andel af familiens formue, ligesom de ca. 90 partnere i EDC Poul Erik Bech får vished om, at de fremover har en fast og solid samarbejdspartner i fonden.

“Jeg ved godt, at det normalt er langt større virksomheder med en række flere nuller i omsætningen, der vælger en fondsmodel som vores, men det føltes som en god og rigtig beslutning,” siger Poul Erik Bech, der selv får sæde i fondens bestyrelse sammen med sine to børn samt fire uafhængige bestyrelsesmedlemmer.

“Mine børn stiller overhovedet ikke spørgsmålstegn ved fondstanken, da idéen først melder sig. Men jeg må erkende, at det er en lidt speciel situation, da jeg jo vælger at give 60 pct. af det, de i princippet kunne have fået i arv, til fonden.”

Hvorfor tror du, de køber den model?

“Altså, nu vil jeg ikke sige, at jeg har indoktrineret mine børn, men fondstanken er ikke ny i familien, og det har nok altid ligget i luften, hvordan jeg gerne så tingene udvikle sig. I hvert fald er der i familien en meget fin forståelse for, at fonden skal overtage en stor del af ejerskabet.”



"I mit tilfælde fandt jeg hurtigt ud af, at de materielle symboler dybest set ikke giver indhold i tilværelsen"



Siden stiftelsen i 2015 har Poul Erik Bech Fonden uddelt ca. 38 mio. kr. til en lang række formål, men primært til projekter drevet af frivillige med fokus på udsatte børn og unge.

“Det er mennesker, der fortjener bedre. De har ikke selv bragt sig i den situation, de befinder sig i, så med fonden har vi mulighed for at hjælpe dem lidt på vej,” siger Poul Erik Bech, der også har fundet plads i fondens budget til at støtte op omkring lokale, kulturelle indslag i barndomsbyen Varde.

“Jeg tror hele idéen om at give noget tilbage til samfundet, allerede blev grundlagt i min barndom. Men der er nok kommet ekstra tryk på tanken, da jeg selv fik børn. Det gør noget ved ens tanke- og værdisæt, og man får måske et lidt bredere perspektiv.”

Så du har helt glemt idéen om en Aston Martin?

“Ha, ha, ja. Som ung sætter man sig nogle mål, men det er min opfattelse, at de mål hele tiden flytter sig. Målsætninger er en glidende bevægelse, og målene flytter sig, når man nærmer sig. I mit tilfælde fandt jeg hurtigt ud af, at de materielle symboler dybest set ikke giver indhold i tilværelsen. Vi vil selvfølgelig alle gerne bo og leve godt, men der kommer et punkt, hvor grænsen er nået, og hvor der er tid og overskud til at give noget retur.”