"Det her må du ikke skrive i Børsen, men tasken er fyldt med checks"

"Du skal kende dine kunder, og jeg ved præcis, hvordan de tænker," siger Søren Jessen, der har ramt en guldåre med tre restauranter i Londons finanskvarter. Mød den tidligere bankmand og hør, hvorfor en businesslunch er alt andet end hygge

Restaurantchefen ser helt forkert ud i hovedet. Han vender sig flere gange om og ser ned gennem lokalet, der er ved at blive fyldt godt op af frokostgæster – de fleste klædt i jakkesæt og blå skjorter, en slags uniform her i Londons finansielle City-distrikt.

Men han finder ikke, hvad han leder efter.

”Er du sikker på, du har en aftale med Søren Jessen? Det kender jeg ikke noget til, og han er en svær mand at fange. Jeg kan godt prøve at ringe til ham og høre, hvor han er henne? Han flyder jo rundt mellem sine tre restauranter.”

Opkaldet er forgæves, og der er ingen Mr. Jessen at se nogle steder. Kun fortravlede, sultne citybankers på jagt efter føde. De går rundt i små grupper og leder febrilsk efter noget nyt at smage på, så den ikke igen står på trekantede sandwich nede fra den lokale Sainsburys Express.

Flere stopper op foran Søren Jessens nye restaurant og takeaway, Ekte, der som navnet antyder, byder på nordiskinspireret mad.

Bag glasdisken i takeaway-baren står der alskens smørrebrød og lokker. Højtbelagt med rejer, æg og fiskefilet. Men også lidt til den søde tand: Kanelboller, hindbærsnitter og friskbagte spandauere.

Men pludselig er der røre i restauranten. En afslappet, men bestemt velklædt herre, bevæger sig rundt mellem et par borde og giver hånd til enkelte af gæsterne. Det er Søren Jessen.

Han stiller sig ved indgangen til køkkenet, og da det går op for ham, at restaurantchefen flere gange har forsøgt at få fat i ham på mobilen, slår det ham. Mobilen ligger stadig henne på den anden restaurant. Han har glemt at stikke den i lommen.

Det er heller ikke så let, når man driver tre restauranter og skal slæbe al sin habengut med sig rundt fra sted til sted. Men det er sådan, han gør, hver eneste dag. Frem og tilbage mellem restauranterne Ekte, 1 Lombard Street og nyeste skud på stammen, Borealis, der modsat de to andre ikke ligger i City, men ovre på den anden side af Themsen, i det moderne Borough-kvarter.

”Jeg kender City som min egen bukselomme. Det er mit kvarter og her, jeg både har arbejdet som bankmand og i de seneste tyve år som restauratør. Men Borough er noget helt andet, noget nyt og med helt andre slags gæster, men det er jo netop dét, der gør det spændende at åbne restaurant dernede,” siger Søren Jessen og foreslår, at vi går hen på 1 Lombard Street, hvor han – selvfølgelig – har sit eget bord.

”Altså det her må du ikke skrive i Børsen, men den er fyldt med checks, som jeg netop har underskrevet" 

Historien om Søren Jessen er af den slags, der vækker opsigt. For hvor mange citybankers er det lige, der siger deres gode, velbetalte job op for i stedet at kaste sig ud i en usikker tilværelse som restauratør – og det uden nogen form for erfaring med drift, personale eller udvikling af menukort?

”Nej, jeg vil sige, det var meget learning-by-doing. Men jeg allierede mig fra starten af med nogle meget kompetente folk, der mestrede deres fag, og så tog jeg mig ellers af finanserne. Det gør jeg sådan set stadigvæk,” siger Søren Jessen, da vi har sat os til rette ved ”stambordet” bagerst i lokalet, hvorfra han har det perfekte udsyn til alt det, der sker i rummet.

Bag ham står en Deutz-champagnekasse i lyst træ, der fungerer som elegant skjulested for alle de ledninger og adaptere, der hører til hans mobiltelefon og bærbare Apple-computer. Og på en tom stol lige til højre for ham, stikker en brun kuvert op af en mulepose, der hænger henover ryglænet. Kuverten er godt brugt og tapet sammen i toppen. Hvad i alverden slæber han rundt i den?

Et øjeblik siger han ikke noget, men ser sig rundt i lokalet, som om han vil sikre sig, at der ikke er nogen, der lytter med. Men så vender han sig om og siger:

”Altså det her må du ikke skrive i Børsen, men den er fyldt med checks, som jeg netop har underskrevet.”

Okay, måske er han flov over, at han som tidligere bankmand kan sidde midt i et af verdens mest pulserende finansdistrikter i år 2018 og stadig bruge checkhæfte, men årsagen er såmænd en helt anden.

”Der er nogle af mine leverandører til restauranterne, der er meget gammeldags. De så faktisk helst, at vi betalte kontant, men dér går grænsen. I dag kan jeg gå med til at udstede en check, hvis de virkelig ønsker det. Men jeg synes samtidig, det er rigtig fint med den slags originaler. Det er så typisk engelsk. Du vil heller ikke se nogle herinde løfte et øjenbryn, hvis der kommer en herre ind med bowlerhat. Det er der plads til her i London, og det er derfor, jeg elsker at bo og leve her.”

”Jeg blev executive director hos Goldman Sachs i en alder af 29 år. Det var ret ungt"

Søren Jessen flyttede til byen for 30 år siden. Ikke som del af en større karriereplan, for sådan en har han aldrig lagt, men fordi han fik tilbudt et job, der egentlig lød meget spændende.

”Jeg startede oprindeligt som elev i A.P. Møllers finansafdeling hjemme på Esplanaden i København, og det var her, jeg begyndte at handle med valuta og obligationer. Det førte til, at jeg fik tilbudt et job hos finanshuset Merrill Lynch i London. Jeg tænkte: ”Jeg giver det et par år.” Men så kom der endnu et tilbud.”

Denne gang fra den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs, der ledte efter talenter til afdelingen i London City.

”Det var en vild tid i midten af 1990’erne, og der var virkelig fart på. Altså fuld knald. Der var så megen energi, og vi arbejdede ofte 16 timer i døgnet uden problemer. Det var sådan noget med at knokle til sent og så gå ud og spise sammen med kunder eller kolleger alle ugens dage. Det kunne man jo dengang,” siger Søren Jessen, der var ung og ugift.

”Jeg blev executive director hos Goldman Sachs i en alder af 29 år. Det var ret ungt. Men der skete det, at der kom en krise, og så blev alle de dyre drenge fyret, mens os unge på mellemlederniveau blev forfremmet. Det var mit held.”

Hos Goldman Sachs beskæftigede han sig med salg af obligationer til pensionskasser, forsikringsselskaber, banker og private virksomheder. Og han nød hvert eneste sekund. Det gav ham et rush af tilfredsstillelse.

”Du må huske på, at Goldman Sachs allerede dengang var BANKEN, alle gerne ville arbejde for. Den havde et fantastisk godt ry, og jeg tror, det handlede om, at man her var omgivet af de skarpeste og mest kloge hoveder i branchen. Dem kunne man lære meget af, og det smittede at være en del af sådan et miljø. Det var jo også derfor, vi arbejdede så mange timer. Man gør sig umage og præsterer sit ypperste. Hos Goldman Sachs forventes det, at man leverer 100 pct., så det gør man. Døgnet rundt.”

Søren Jessen griner, da han hører om det lidt mere blakkede ry, den amerikanske investeringsbank har i Danmark, efter opkøbet af energiselskabet Dong, som Goldman Sachs i 2014 erhvervede en del af og blot tre år senere solgte ud af med en gevinst i milliardklassen til følge.

”Ha, ha, det er sjovt, at der er folk i Danmark, der ser så negativt på Goldman Sachs, for her i byen er det fuldstændig omvendt"

”Ha, ha, det er sjovt, at der er folk i Danmark, der ser så negativt på Goldman Sachs, for her i byen er det fuldstændig omvendt. Og især her i lokalet er jeg sikker på, at en stor del drømmer om en dag at arbejde for banken. I City er det stadig den virksomhed, alle vil arbejde for,” vurderer Søren Jessen og påpeger, at det måske netop er hans indgående kendskab til klientellet i bydelen, der gør, at 1 Lombard Street stadig eksisterer og endda kan fejre 20 års jubilæum i år.

”Når jeg ser mig omkring i restauranten i dag, kan jeg blot konstatere, at der er fuldt hus, og at de fleste gæster er folk fra bank- og finanssektoren, og de er altså et særligt folkefærd, som ikke lader sig spise af med hvad som helst.”

Stamgæsterne sikrer millionoverskud

Så hvordan vil han beskrive dem? Altså stamkunderne? Hvad er det, der kendetegner en sulten citybanker?

”Det er meget enkelt: De har en kort koncentrationsevne og går med skyklapper. Det skal ikke forstås negativt. De er blot meget fokuserede på det, de nu er i gang med. Og hvis de spiser en frokost her hos os, er det som regel ikke for at hygge, men for at snakke forretninger med kunder eller kolleger. Det er en business lunch,” siger Søren Jessen og udpeger diskret en række af de mest loyale stamkunder.

”Kan du se hende damen med det lange, lyse hår oppe i baren? Hun kommer her fire gange om ugen, og hun sidder altid på den samme plads med et glas champagne i hånden. Hun driver et finansielt pr-firma og tager gerne sine kunder med til frokost. Det har hun efterhånden gjort i mange år,” forklarer Søren Jessen, der vurderer, at cirka 50 af stamgæsterne kommer mindst et par gange om ugen - enten til morgenmad, frokost, aftensmad eller en drink sent ud på aftenen. Det er en forretning, der mere end blot kører rundt.

Med sit firma, Jessen & Co., der rummer alle tre restauranter, forventer Søren Jessen i 2018 en omsætning i omegnen af 85 mio. kr. Og på nær det første år samt under finanskrisen i 2008-09 har han altid tjent gode penge på 1 Lombard Street.

”Jeg har haft 17 år med overskud. Det er da klart noget, jeg er stolt af, for der er ikke mange restauratører, der overlever så længe i London. Det har også betydet, at jeg er et kendt navn i branchen, og det fører mange gode ting med sig,” siger han.

”Jeg får tilbudt nogle af de bedste lejemål, og det er altafgørende i London, hvor det handler meget om beliggenhed. Da Lagkagehuset etablerede sig i byen for nogle år siden, hjalp jeg som konsulent også dem med at finde den helt rigtige lokation, for uden den: ”Glem det.”

"Vi ved, hvem hinanden er, og Michael Bloomberg kender udmærket min historie. Nu er der trods alt ikke så mange citybankers, der vælger at åbne egen restaurant”

Søren Jessen nævner selv sin kamp for at få foden inden for i Bloomberg-bygningen, hvor hans restaurant Ekte i dag har til huse i stueetagen.

Bloomberg er kendt over hele verden som det førende bureau inden for finansielle nyheder og markedsdata, men selve Bloomberg-bygningen, der dagligt er arbejdsplads for 4000 mennesker, er også blevet et ikon i Londons finansdistrikt.

”Selvfølgelig ville jeg gerne have et lejemål i bygningen, der har høj prestige og ligger direkte ud til Queen Victoria Street, ikke langt fra Bank of England. Men i starten hørte jeg slet ikke fra agenten, der stod for udlejningen, så det blev jeg selvfølgelig en smule fornærmet over,” husker Søren Jessen, der endda ved flere lejligheder har mødt selveste Mr. Michael Bloomberg.

”Ja, han har spist mange gange på 1 Lombard Street i løbet af de sidste tyve år, og jeg har været hjemme hos ham og spise. Men det er ikke sådan, at vi er nærmeste venner, men vi ved, hvem hinanden er, og han kender udmærket min historie. Nu er der trods alt ikke så mange citybankers, der vælger at åbne egen restaurant.”

Da han endelig fik fat i agenten lød forklaringen dog, at de ikke troede, han var interesseret, eftersom han jo allerede drev 1 Lombard Street rundt om hjørnet og var en slags nabo.

Men dét var Søren Jessen, og i løbet af kun fjorten dage fik han sendt et tilbud og en beskrivelse af restauranten af sted til agenten.

”Og så gik det ellers hurtigt. Der var fire andre, der bød på lejemålet, og selvom vores bud ikke var det højeste, så endte vi med at vinde. Jeg tror, de syntes godt om vores idé med nordisk mad. Det var noget nyt og anderledes,” siger han og afviser, at hele den nordiske bølge blot er en trend.

”Nej, det nægter jeg at tro på. Folk herovre har virkelig fået øjnene op for nordisk design, film, tv, musik og gastronomi. Døren er sparket op, så nu gælder det bare om at holde den åben,” siger han og tilføjer, at både Ekte og den nye Borealis-restaurant syd for Themsen kører det nordiske tema fuldt ud.

”Og jeg siger dig, det er sjovt at se, hvordan Londonerne bare guffer nordiske delikatesser og smørrebrød i sig. Det er allerede en succes.”