Det begyndte med et opkald fra en ven: Kort tid efter var Lars Thuesen medejer af to færger til 100 mio kr stykket

Lars Thuesen er tidligere koncernchef i SAS, rejsekonge i England og bankboss i Danmark. Men han er også succesrig serieinvestor og tør tage chancer, hvor andre står af. Årsagen skal findes i et liv, der tidligt tog en drejning

Han kalder sig selv for bankmand, for det var i Privatbanken, det hele begyndte. Det var i 1978. Siden har Lars Thuesen været vidt omkring, og derfor er det kun fair, hvis andre kalder ham finansmand, rejsekonge, serieinvestor eller lidt af en flynørd.

Han smiler, når han hører de mange titler, han er blevet påduttet gennem tiden, og han erkender blankt, at han vitterligt har kastet sig over et væld af forskellige virksomheder i alle mulige brancher.

Fra SAS over Airtours til Spies Rejser. Til rederiet HH-Ferries, lægeportalen Netdoktor, flyselskaberne Jet Time og Air Baltic samt Nørrebro Bryghus og fodboldklubben Vendsyssel FF.

Dertil kommer de seneste fem år som bankdirektør i Basisbank – et job, der endte med at tage meget længere tid, end han havde forventet.

”Det trak virkelig ud, og det var aldrig meningen,” siger han.

”Jeg skulle blot ind i banken for at vende virksomheden. Jeg vurderede, der var et stort potentiale, men andre så måske min investering som en smule risikobetonet.”

Det passer ham nu meget godt, for som privat investor er han altid gået ind i virksomheder, hvor han både kan sidde med ved bordet, hvor beslutningerne tages, og hvor han selv har noget på spil.

”Jeg kan godt lide at tage risici. Jeg vil gå så vidt som at sige, at jeg lever af at tage dem. På svensk findes der sådan et herligt ord, som vi mangler herhjemme: ”risk kapitalist.” Det er vel sådan en, jeg er. Jeg tjener mine penge ved at tage de risici, andre ikke tør.”

Men rolig nu. Lars Thuesen er ikke dum. Han arbejder helt bevidst med det, han kalder kalkulerede risici, og alene at bringe ordet ”chancer” på banen, er en stor fejl.

”Nej, det handler ikke om at tage chancer. Der er stor forskel på at tage chancer og løbe en risici. Men det er da rigtigt, at det kan være svært at skelne mellem de to, for i princippet er alt her i livet jo chancer. Der er ikke noget, der er givet,” siger han.

”På en skala fra 1 til 10, hvor 10 er som at bede aben om at kaste pilen og se, hvor den lander, så er jeg nok en god 7’er. Måske 8. Sådan har jeg altid været”

I stedet bliver Lars Thuesen bedt om at forholde sig til, hvor risikovillig han egentlig er, når det kommer til nye investeringer, og dét er et spørgsmål, der får ham til at rykke helt frem til bordkanten.

”På en skala fra 1 til 10, hvor 10 er som at bede aben om at kaste pilen og se, hvor den lander, så er jeg nok en god 7’er. Måske 8. Sådan har jeg altid været.”

Men hvordan er han blevet sådan? Er det noget, der ligger i generne eller er det en tillært egenskab? Lars Thuesen er ikke i tvivl. Det handler om de oplevelser, han er formet af. Og specielt tre begivenheder i hans liv stikker ud. De kommer her:

Den dyreste straf i livet

”Jeg husker, der skete noget med min fem år ældre storebror, dengang vi voksede op i Gentofte. Mine forældre havde problemer med ham. Han var vel det, man kalder en lømmel. Så min far tænkte, han skulle have en straf.

Min storebror blev i sjette klasse sendt af sted ned til Herlufsholm Kostskole ved Næstved på Sydsjælland. Så kunne han lære at opføre sig ordentlig. Det var tanken fra min fars side.

Men min bror elskede skolen, og hver gang, han kom hjem, fortalte han mig om alt det, der skete dernede. Der var fodbold, fester og slagsmål. Jeg var ikke i tvivl. Jeg ville også derned. Min far har siden sagt, at det var den dyreste straf, han nogensinde gav os.

Jeg var 13 år, da jeg begyndte på Herlufsholm i 8. klasse, og det gik hurtigt op for mig, at det var noget helt andet end det, jeg var vant til hjemme fra Ordrup Privatskole. Livet var fuldstændig anderledes, og jeg havde det pludselig svært.

Jeg skulle lære at indordne mig i et stort fællesskab og begå mig blandt mange forskellige mennesker. Det var jeg som lille efternøler slet ikke vant til, så de første mange måneder led jeg meget af hjemve.

Dengang var livet på kostskolen anderledes end i dag. Jeg så kun mine forældre hver tredje uge. Jeg husker det så tydeligt. Bussen kørte fra skolen med alle os børn om lørdagen midt på dagen. Vi blev sat af ved Københavns Hovedbanegård og havde så indtil søndag aften kl. 18, hvor bussen kørte retur. Der var meget, der skulle indhentes på de 36 timer, jeg havde sammen med mine forældre.

Men det passede dem nu meget godt, at vi boede dernede, for de var altid på farten. Så var det Spanien, så Italien eller endnu en forretningsrejse.

"Jeg husker tydeligt de opsving, der var, men også nedturene. Det er nok fra min far, jeg har det med at turde løbe risici, for det gjorde han gerne. Han var visionær og så muligheder i alting"

Min far var selvstændig erhvervsdrivende eller det, man dengang kaldte en fabrikant. Han var en af de første i landet til at producere og sælge plastik- og affaldsposer på rulle. Det havde han stor succes med i nogle år. Andre år gik det mindre godt.

Jeg husker tydeligt de opsving, der var, men også nedturene. Det er nok fra ham, jeg har det med at turde løbe risici, for det gjorde han gerne. Han var visionær og så muligheder i alting.

Mit liv på kostskolen blev også bedre, og jeg lærte at klare mig selv i selskab med en masse andre børn, der også skulle lære at klare sig selv. Det er jo det, der er opgaven dernede: At lære at stå på egne ben, for der er ingen kære mor eller far.

Jeg fandt mit fodfæste, da jeg begyndte at få venner, og jeg kunne godt lide, at der var helt klare og faste rammer. Man vidste, hvad der skulle ske hver eneste time, og det gav mig den tryghed, jeg havde brug for.

Jeg lærte også, at mennesker er forskellige. Nogle er ekstroverte, andre introverte. Jeg fik evnen til at navigere imellem de forskellige typer og tilpasse mig alt efter omstændighederne. Det er også noget, jeg benytter mig af i dag.

Som privat investor er jeg involveret i mange forskellige typer virksomheder. Fra den store koncern med 500 ansatte og en omsætning i milliardklassen til den lille start-up, hvor to iværksættere forsøger at lancere en app. Det kræver, at du kan omstille dig til de forskellige miljøer, og det er en gave, jeg har med mig fra min tid på kostskolen.

Jeg ved godt, at Herlufsholm er en skole, der deler vandene, og det er klart, at det er sådan en enten-eller skole. Enten falder du til eller også gør du ikke.

Jeg har selv været utrolig glad for min tid dernede, og over halvdelen af min omgangskreds er i dag mennesker, jeg har mødt på kostskolen. Det har givet mig et stort og bredt netværk, som jeg stadig trækker på i mange sammenhænge.”

Den mest risikable investering

”Det begyndte med et opkald. I røret var en af mine gode venner fra min tid som koncernfinansdirektør i SAS. Han fortalte mig om en bekendt, der var på jagt efter kapital til overtagelse af en virksomhed. Et færgerederi.

Det første, jeg tænkte, var, at jeg ikke anede noget som helst om færgedrift, så hvorfor i alverden skulle jeg være interesseret? Men på den anden side var jeg også nået dertil i min karriere, hvor jeg havde lyst til at prøve noget nyt, noget anderledes.

Jeg var på det tidspunkt CEO i rejsevirksomheden Airtours (i dag Thomas Cook Group, red.) i England, Belgien, Holland og Frankrig, og det var et arbejde, der tog al min tid.

Som adm. direktør er du nødt til at være 100 pct. fokuseret og nede i driften, men egentlig er jeg slet ikke et driftsmenneske. Det har jeg ikke tålmodighed til. Så jeg var så småt begyndt at se mig om efter andre muligheder.

Desuden var jeg fyldt 43 år, så jeg tænkte, at det nok skulle være nu, hvis jeg skulle prøve andet i livet end jobbet som ansat direktør. Jeg gik rundt med en lille plan om at arbejde for mig selv. Som privat investor.

"Jeg havde i mange år haft en række gode, velbetalte job med bonusordninger og det hele, så jeg havde også nogle penge til at starte ud med, og nu bød muligheden sig måske?"

Jeg havde i mange år haft en række gode, velbetalte job med bonusordninger og det hele, så jeg havde også nogle penge til at starte ud med, og nu bød muligheden sig måske?

Et par dage senere ringede jeg for at høre, hvad investeringen gik ud på. Jeg fik fat i Lars Meijer, der var chef for rederiet Stena Line.

Han fortalte mig, at han havde forsøgt at overtage rederiet HH-Ferries, der var stiftet af erhvervsmanden Per Henriksen og sejlede mellem Helsingør og Helsingborg, men at han havde fået nej fra sin bestyrelse.

Nu stod han så der med en meget sur Per Henriksen, der havde sagt: ”Jamen, så må de bare selv købe færgerne, hr. Meijer,” og han kom endda op med en plan for overtagelsen:

”Der er to færger til en pris på 100 mio. kr. stykket. Du kan betale 1 mio. kr. per måned per færge i 100 måneder.”

Og sådan blev det. Vi var i alt otte investorer, der i 1997 gik ind med lige store andele, så vi i fællesskab sikrede en arbejdskapital på 20 mio. kr. til at dække udgifter til løn, brændstof og varelager.

Jeg var egentlig stadig i tvivl om min investering, da jeg kastede penge efter projektet, for der var kun tre år til, at Øresundsbroen ville åbne, og desuden sejlede Scandlines allerede på ruten. Men de var sindssygt dyre, så vi blev det billige alternativ.

Det gik op for mig, at jeg godt kunne lide at sidde i bestyrelsen og være medejer af en virksomhed. Nu havde jeg selv hånden på kogepladen, men var ikke del af den daglige drift. Det var en ny måde at arbejde på, der passede mig godt.

Jeg slap for de mange diskussioner med fagforeninger, samtaler om personalepolitik og lange møder i medarbejderudvalg, men kunne i stedet bruge min tid på udvikling og mere langsigtede mål.

"Farvel til fast månedsløn, pension og bonusordning. Og goddag til en ny og spændende, men bestemt også mere risikobetonet hverdag"

Da vi fik i 2002 fik mulighed for at sælge HH-Ferries til Stena Line, slog vi til, og jeg tjente personligt en god sum penge. Et sted mellem 20 og 30 mio. kr.

Jeg tænkte, at hvis bare jeg kunne lave sådan en forretning hver tredje eller fjerde år, så var der ikke længere nogen grund til at blive, hvor jeg var, så jeg sagde mit gode, trygge job hos Airtours op, og begyndte en ny tilværelse som privat investor.

Farvel til fast månedsløn, pension og bonusordning. Og goddag til en ny og spændende, men bestemt også mere risikobetonet hverdag. Det var en fantastisk god beslutning.”

Den omvendte Brexit

”Jeg har haft 17 gode år som privat investor, og jeg er nu på vej ind i en ny fase af mit liv. Exit-fasen, kalder jeg den.

Det handler om, at jeg skal ud af mange af de investeringer, jeg er involveret i, men det skal helst ske på det helt rette tidspunkt. Jeg har også en arv og en familie at tænke på, så jeg gør mig mange tanker om, hvad der skal ske.

Allerede nu har jeg dog truffet en stor beslutning sammen med min hustru, Bolette. Vi har valgt at flytte til London, hvor vi har fundet en lejlighed lige midt i byen. Det er en gammel drøm, der går i opfyldelse.

Vi har tidligere boet 15 år i England, men det var oppe nordpå i landsbyen Prestbury nær Manchester, hvor Airtours i sin tid havde hovedkontor.

Vi havde sådan et dejligt hus, og det er først for nylig, vi har solgt det, da vi ikke vidste, hvor vi skulle bo, når jeg var færdig i Basisbank. Men det er jeg nu.

Hele forløbet omkring Basisbank har været ret så overvældende. Jeg gik egentlig blot ind som privat investor, da jeg vurderede, der var et stort, uforløst potentiale i banken. Jeg kunne dog godt se, at virksomheden var udfordret, og i en periode levede banken på Finanstilsynets nåde.

I 2013 trådte jeg selv til som ny direktør, og et par år senere lykkedes det mig sammen med en række investorer at tilføre banken 360 mio. kr. i frisk kapital. Vi begyndte på den turnaround, der nu har båret frugt, for de sidste par år har banken givet ganske habile overskud.

Det var aldrig meningen, at jeg skulle sidde som direktør i fem år, og det blev også meget dyrere og mere besværligt, end jeg havde regnet med. Men samtidig har det jo været super sjovt, lærerigt og sindssygt spændende.

Nu er krisen ovre, og min opgave i banken er fuldført. Jeg stoppede som direktør i april og har nu en kalender, der ser mere og mere fornuftig ud. Jeg føler mig mere fri end nogensinde, og det har givet mig tid til at tænke: ”Hvad skal der nu ske?”

"Jeg har svært ved at se mig selv sidde stille i ti år frem. Det kommer ikke til at ske. Jeg tror stadig, jeg har et skud eller to tilbage i bøssen, hvor jeg kan foretage mig noget radikalt"

Jeg har svært ved at se mig selv sidde stille i ti år frem. Det kommer ikke til at ske. Jeg tror stadig, jeg har et skud eller to tilbage i bøssen, hvor jeg kan foretage mig noget radikalt.

Jeg er ikke bange for de helt store brud i livet, hvor man rykker alting op med rode. Det har vi prøvet før: Da jeg fik job hos SAS og rykkede familien til Stockholm. Så til England og tilbage til Danmark igen i forbindelse med Basisbank.

Nu laver vi så en omvendt Brexit og flytter til London, hvor tre af vores fire børn holder til. Det handler selvfølgelig om at komme tættere på dem, men det skyldes også, at der nu står et 6-tal forrest i min alder, og så forholder man sig anderledes til ens investeringer. Horisonten er ikke længere uendelig.

Jeg har cirka 15-20 aktive investeringer, som jeg skal ud af på en hensigtsfuld måde, og hvor de samtidig giver mig en gevinst. Det kaldes rettidig omhu. Men det er klart, at det ikke er noget, jeg bryder mig om, for jeg vil meget hellere købe end sælge.

Et salg er jo afslutningen på noget, der har været sjovt, spændende og samtidig fyldt rigtig meget i ens liv, og pludselig stopper det. Heldigvis er jeg god til ikke at se mig tilbage. Når først, jeg har solgt, er jeg videre.”