Danfoss-arving: "Folk må tage mig, som jeg er. Ulykken er jeg for længst blevet færdig med at spekulere over"

Han sidder på toppen af familiens pengetank med værdier for over 24 mia. kr. og står snart bag åbningen af det spektakulære Hotel Alsik i Sønderborg. Men det er de færreste, der kender Peter Mads Clausen, der er født ind i Danfoss-dynastiet og tidligt oplevede en ulykke, der kom på tværs af livet

Frokosten i kantinen er netop overstået. Peter Mads Clausen tager elevatoren op til femte sal og kører ind på sit kontor. Han parkerer kørestolen for enden af det lange, mørke konferencebord, der står midt i lokalet.

Her er han omgivet af minder. Hundredvis af sort-hvide fotos hænger på store plancher hen langs væggen. Et lille modelfly står på en reol bag skrivebordet, mens det senest tilkomne foto er blevet indrammet og viser ham sammen med USA’s tidligere præsident, Barack Obama.

Han ruller kørestolen lidt frem og tilbage, men ender med at køre den helt hen til bordkanten. Han samler hænderne i skødet foran sig og ser op. Han signalerer med et roligt blik, at han er klar. Interviewet kan begynde.

Peter Mads Clausen, 69, er uvant med situationen. Han er ikke vant til at være den, der er i centrum. Måske er det grunden til, at sætningerne i starten kun består af ganske få ord. Eller et bekræftende nik.

Han taler sagte, men det er som om, han får talt sig varm, og så kommer historierne én efter én. Både dem, han selv bringer på bane, men også dem, der skal hives ud af ham.

Han forklarer, at han egentlig ikke har brug for opmærksomheden, men han gør det i en større sags tjeneste, lader han forstå.

Det handler om Sønderjylland, de lokale beboere og ikke mindst om fremtidssikringen af den virksomhed, som hans far, Mads Clausen, stiftede tilbage i 1933: Danfoss A/S.

“Det er Danfoss, der står centralt i alt det, jeg foretager mig. Og det er Danfoss, der er grunden til, vi sidder her i dag. Det handler ikke om mig som person. Jeg har ikke behov for at vise mig frem. Sådan fungerer jeg ikke. Men det er klart, at hvis man skal forstå, hvorfor jeg handler, som jeg gør, er der en historie, der følger med.”

Det er første gang, Peter Mads Clausen fortæller sin historie. Hele historien. Der har før været skrevet om ham, men som regel kun i små bidder. Brudstykker af et liv.

“Det skyldes, at jeg aldrig har haft brug for at træde frem. Som person er jeg introvert. Sådan har jeg altid været. Det er simpelthen mit væsen,” siger han og stopper op.

Et øjeblik er der stille. Helt stille. Han er ikke typen, der fylder tomrummet med snak. Tværtimod. Der går op mod tredive sekunder, før han igen siger noget.

“Men der er altså ikke noget, du ikke må spørge om. Du fyrer bare løs,” siger han og smiler.

Fortællingen om Peter Mads Clausen er en af den slags historier, hvor hovedpersonen selv ikke mener, der er noget særligt at snakke om.

Han erkender dog, at han i kraft af sin stilling som formand for Bitten & Mads Clausens Fond, der ejer over halvdelen af aktierne i Danfoss A/S og sidder på ca. 85 pct. af stemmerne, har en position, der øger interessen.

Fonden er en af landets absolut største pengetanke og råder over værdier på rundt regnet 24 mia. kr. Desuden er fonden under hans lederskab blevet en vigtig aktør i lokalsamfundet og står til maj sammen med PFA bag åbningen af det firestjernede Hotel Alsik i Sønderborg.

Med et prismærkat på over 650 mio. kr. står Peter Mads Clausen derfor bag en af landets mest spektakulære hotelåbninger i nyere tid.

"Med til historien hører også, at han er født ind i en familie, der i Danmark er noget af det nærmeste, vi kommer et dynasti"

Men der er mere endnu, for med til historien hører også, at han er født ind i en familie, der i Danmark er noget af det nærmeste, vi kommer et dynasti.

Det er faderen, der grundlægger Danfoss, moderen, der driver virksomheden videre efter ægtefællens død, mens storebror, Jørgen Mads Clausen, bliver koncerndirektør og i dag sidder som formand for bestyrelsen i Danfoss A/S.

Men det er altså stadig fonden, der bestemmer. Også selvom Peter Mads Clausen påpeger, at der for tiden ikke er brug for så aktiv en involvering fra fondens side.

“Nej, i de her år klarer de det fint alene. Regnskaberne gør jo, at vi har armene i vejret. Det er så fantastisk, hvordan det går for Danfoss, så vi behøver ikke blande os. Men det er klart, at jeg stadig har månedlige møder med både direktøren (Kim Fausing, red.) og bestyrelsesformanden (Jørgen Mads Clausen, red.), men de får skam lov til selv at passe forretningen.”

Peter Mads Clausen er syv år, da han får en el-bil i julegave. Men han får den ikke alene. Han skal dele med storebror Jørgen.

“Det er sådan en legetøjsbil, man kan sidde i og køre rundt med. Jeg elsker den bil, og Jørgen og jeg har mange skænderier om den. Det er hér, min interesse for mekanik og maskiner bliver grundlagt,” fortæller han.

“Det er også i de år, Jørgen og jeg begynder at rende rundt ovre på Danfoss. Vi løber mellem maskinerne og bruger palleløfterne som løbehjul. Det går ikke op for mig, at virksomheden allerede på det tidspunkt er en stor arbejdsplads med flere tusinde ansatte. Det er bare min legeplads.”

Danfoss fylder godt i familien. Eller rettere: Danfoss fylder alt. Selv hjemme i privaten, hvis man ellers kan kalde den det. For i familien Clausen er intet privat. Alting handler om Danfoss.

“Under min opvækst oplever jeg sjældent den tætte familiekontakt. Den er der ikke meget af. I stedet er der en udpræget business-stemning. Der er altid folk på besøg hjemme hos os. Det er min fars forretningsforbindelser, og min mor er værtinde. Det er hun rigtig god til. Vi børn skal så komme pænt ind til bordet og hilse på, men vi skal ikke forstyrre.”

Det er kun på ferier til sommerhuset ved Vejers Strand, at Peter Mads Clausen får et glimt af den far, som han føler, er meget fraværende.

“I Vejers har han endelig tid til at sidde med ved bordet og spille kort. Så griner han højt og hjerteligt, men det sker aldrig derhjemme. Det er Danfoss først.”

Interessen for mekanik og maskiner tager til, og som 14-årig kører Peter Mads Clausen ud og køber biler, der skal sendes til skrot. Men de når aldrig så langt, for han sætter dem i stand og får dem til at køre igen.

“Så ræser jeg rundt ovre på de store jordmarker ved Havnbjerg på Nordals, hvor Danfoss nogle år senere får opført fabrikshaller.”

Og det er de haller, han træder ind i, da han som ung går i lære som maskinarbejder i familiens voksende virksomhed.

“Det er egentlig ikke noget, jeg tænker så meget over. At jeg er søn af stifteren. Jeg følger bare min interesse.”

Men på endnu et punkt skiller han sig ud blandt de andre lærlinge, for han skal til udlandet og tage en del af sin uddannelse. Først på en fabrik i Tyskland, så i England. Det er ret utraditionelt på det tidspunkt.

“Det er noget, min far finder på. Jeg ved det ikke med sikkerhed, men eftersom det er nogle aftaler, der kommer i stand på ejerniveau i de enkelte virksomheder, er jeg sikker på, at min far har været involveret. Det er vigtigt for ham, at jeg kommer ud i verden og ser mig omkring. Jeg tror også, jeg ved, hvorfor han har det sådan,” siger Peter Mads Clausen.

“Min far kommer jo fra landet og taler ærkesønderjysk. Da han som ung mand rejser til Odense for at læse til ingeniør, griner de af ham, fordi han taler med dialekt. Ja, de mobber ham, og det påvirker ham. Det får den betydning, at han går meget op i, at man skal turde rejse ud i verden og lære andre mennesker og kulturer at kende. Blive international, simpelthen.”

Selv rejser han efter læretiden ikke længere end til Aarhus. Men det er som studerende på maskiningeniøruddannelsen, og det er et studie, der kræver alt af ham, husker han.

“Især det første år er benhårdt. Det er et udskillelsesløb, hvor lærerne vil sikre sig, at det kun er dem, der vitterligt er i stand til at gennemføre uddannelsen, der slipper igennem. Og det gør jeg,” siger han.

“Jeg er meget grundig og husker en vinterdag, hvor jeg vil køre op til skolen for at aflevere en vigtig rapport til tiden. Det har sneet og stormet hele natten, og der ligger endnu store snedriver alle steder, så jeg kører forsigtigt. Det er godt nok i en Alfa Romeo-personbil, men jeg har ikke fart på, da jeg når ned til Kystvejen hen langs havnen. Jeg bemærker en stor, flytbar kran, men tænker ikke nærmere over det, før jeg kører forbi, og alting bliver sort.”

I løbet af natten har størstedelen af de bolte, der holder kranen på plads på undervognen, revet sig løs i vinden, og skæbnen vil, at den sidste bolt giver slip i det sekund, Peter Mads Clausen kører forbi i sin bil.

“Kranen vælter lige ned over mig. Den har åbenbart stået og svajet hele natten, men nu kan den ikke mere. Jeg husker, at jeg hører et ordentligt brag, men jeg mister ikke bevidstheden. Derfor kan jeg dreje hovedet og konstatere, hvad der er sket. “Hold da op,” tænker jeg.”

“Jeg kan ikke føle min krop, jeg kan ikke flytte mine ben, og jeg kan ikke komme ud af bilen. Jeg konstaterer straks, at jeg er lam”

Ved ulykken brækker han nakken og bliver lam fra brystet og ned. Det er et faktum, der hurtigt går op for ham.

“Det er ret mærkeligt, for jeg har ingen smerter eller åbne brud, da ulykken sker. Der er ingen blod, og jeg har kun et lille sår her ved halsen,” siger han og peger på den nederste del af sin hage.

“Men jeg kan ikke føle min krop, jeg kan ikke flytte mine ben, og jeg kan ikke komme ud af bilen. Jeg konstaterer straks, at jeg er lam.”

Da ambulanceredderne når hen til ulykkesstedet, får de ham løftet baglæns ud af bilen og bragt direkte på hospitalet. Han har lidt svært ved at trække vejret, men lægerne siger, at det nok skal gå.

“Det skal du ikke tage så tungt,” siger de og holder mig lidt hen, men efterhånden fortæller lægerne mig sandheden. Den kommer i små bidder. Jeg synes ikke, jeg reagerer med chok, men nu hvor jeg tænker tilbage, så tror jeg meget hurtigt, at jeg går over i en slags løsnings-mode, hvor jeg siger: “Okay, hvad gør jeg så nu?”

Peter Mads Clausen fortæller den del af sin historie ganske upåvirket. Han er detaljeret, grundig og svarer på selv de mest nærgående spørgsmål, for hvad gør man egentlig med sig selv og de følelser, der dukker op, når livet tager så alvorlig en drejning?

“Man tager sig sammen. Simpelthen. Jeg ligger i stræk i ni uger, og det er selvfølgelig træls.”

Træls er det ord, han bruger flest gange, mens han beskriver ulykken og dens følger. Ikke andet end bare træls.

“Nej, for der er jo ikke så meget at gøre ved det. Jeg bliver overflyttet til et fysiurgisk hospital i Hornbæk, hvor jeg begynder på genoptræning. Det er både fysisk og mentalt, for det handler også om, at jeg skal starte en ny virkelighed op,” siger han og påpeger, at han heldigvis ikke er alene om den opgave.

“Jeg har min kæreste, Anne-Dorthe, ved min side under hele forløbet. Hun støtter mig og flytter endda med op til Hornbæk. Vi lejer et hus deroppe, så jeg kan nøjes med at tage hen på hospitalet, når jeg skal til træning.”

Der går mange dage og timer med at spekulere. Og Peter Mads Clausen fortæller, at det nok først er et par måneder efter ulykken, at konsekvenserne går op for ham.

“Det sker i forbindelse med, at jeg møder andre patienter, der er i samme situation som mig og sidder i kørestol. Det er nogle alvorlige skæbner, og det er ikke så rart. Det er her, realiteterne melder sig.”

Han træffer hurtigt et afgørende valg. Som tyveårig frier han til sin kæreste. Han vil under ingen omstændigheder miste hende.

“Og ved du, hvad hun svarer? Hun siger ja, men på den betingelse, at jeg vil love ikke at ændre mig på grund af ulykken. “Du skal være den, du er,” siger hun.”

Så bliver der igen stille. Peter Mads Clausen vil dog gerne tilføje lidt til den episode, der står så centralt i hans hukommelse.

“Anne-Dorthe og jeg er faktisk barndomskærester. Vi lærer allerede hinanden at kende, da jeg er 11 år, og hun er 13. Så vi har været sammen hele livet. Jeg kan ikke forestille mig et liv uden hende, og derfor betyder det også så meget for mig, da hun siger ja. Vi bliver gift året efter min ulykke.”

Hverdagen vender tilbage. Kørestolen bliver en del af ham, og selvom han rykker fra Aarhus til Sønderborg, fortsætter Peter Mads Clausen sine studier, nu på Sønderborg Teknikum.

“Der er et par udfordringer, for der er f.eks. ingen elevator. Men så får jeg bare et par studievenner til at tage fat og løfte mig op. Kørestolen må ikke stoppe mig. Jeg vil læse videre. Det kræver jo ikke, at man kan løbe, hvis man vil være ingeniør.”

Det er også under studierne, at han møder Bent Jensen, som han udvikler et nært venskab med. De går i samme klasse og vælger efter endt uddannelse at arbejde videre på et projekt, der går ud på at udvikle en kørestol, der kan få Peter Mads Clausen op at stå.

“Kørestolen bliver nu aldrig til noget, men det er i forbindelse med vores projekt, at Bent får idéen til de lineære aktuatorer, som han i dag producerer i Linak, der er Bents livsværk,” fortæller Peter Mads Clausen, der selv begynder sin erhvervskarriere i Danfoss i 1981, men på halv tid, for hvad nu hvis, han ikke kan klare det?

“Inderst inde ved jeg dog godt, at det kan jeg sagtens. Derfor går der heller ikke længe, før jeg er oppe på fuld tid og får job i udviklingsafdelingen. Det er lige mig,” siger han.

“Det er en lederstilling, jeg har det rigtig godt med, for som leder behøver jeg ikke at bruge hænderne til ret meget, men alene hovedet, og det fejler bestemt ikke noget”

I de følgende år er han hele vejen rundt og når bl.a. at indtage poster i kvalitetsafdelingen, i Danfoss’ eget laboratorium og i salgsafdelingen, før han får en ledende stilling i den afdeling, der på det tidspunkt er den absolut mest hemmelige internt i Danfoss. Den går under navnet: “Nessie.”

“Der er ingen, der aner, hvad vi laver, men det handler om vand. Derfor opkalder vi afdelingen efter Loch Ness-uhyret i Skotland. Senere bliver afdelingen dog kendt som Danfoss’ division for vandhydraulik, og vi udvikler en del produkter, som stadig er i brug mange steder i dag,” siger Peter Mads Clausen, der bliver direktør for Danfoss High Pressure Pumps i 1989.

“Det er en lederstilling, jeg har det rigtig godt med, for som leder behøver jeg ikke at bruge hænderne til ret meget, men alene hovedet, og det fejler bestemt ikke noget,” siger han og vender kort tilbage til kørestolen.

“Ved du hvad? For mig fylder handicappet ikke det store. Det kan godt være, at folk går udenom mig eller overser mig, fordi jeg sidder i kørestol, men det kan jeg ikke bruge til noget. Folk må tage mig, som jeg er. Ulykken er jeg for længst blevet færdig med at spekulere over.”

Til gengæld tænker han indimellem på, hvorvidt han er blevet forfordelt, fordi han er en Clausen i Danfoss.

“Det kan godt være, jeg er kommet lettere til noget i Danfoss, både hvad angår økonomi og ressourcer, fordi jeg er del af familien. Jeg har måske fået lidt længere snor med de projekter, jeg har sat i søen. Men samtidig har jeg altid været mig meget bevidst om ikke at udnytte eller misbruge det privilegium. Det er selvfølgelig bare min egen opfattelse af tingene,” siger han og smiler.

“Jeg vil sige det sådan, at netop fordi, jeg tilhører stifterfamilien, har jeg gjort mig ekstra umage og altid sat mig godt ind i tingene.”

Det er også familiefølelsen og ansvaret for historien, der tager fat i ham, da han i 1999 bliver formand for Bitten & Mads Clausens Fond.

Han føler, fonden bør tage et større ansvar for lokalsamfundet og ikke mindst udviklingen af egnen, som trænger til støtte, hvis den fortsat skal udvikle sig i positiv retning.

“I fondens fundats står der, at formålet er at støtte op om og være til gavn for Danfoss, men hvad betyder det? Vi skal som fond ikke blande os i driften, så derfor igangsætter jeg et større arbejde for at få afklaret, hvad vi kan og vil.”

Resultatet bliver en fyldig rapport fra et konsulentfirma, og det er deprimerende læsning, erkender Peter Mads Clausen.

“Ja, for her står der sort på hvidt, at hvis ikke vi foretager os noget på egnen, men lader stå til, så vil især Als og resten af Sønderjylland blot blive endnu mere “ude på landet.” Det vil blive sværere at gøre egnen attraktiv og til et godt sted at bo. Det kan få store konsekvenser for Danfoss, som er afhængig af at kunne tiltrække kvalificeret arbejdskraft,” siger Peter Mads Clausen, der i første omgang involverer kommuner og det lokale erhvervsliv. Men det går for stille fremad, mener han.

“Der er mange planer og stor snak, men for lidt handling. Derfor træder vi i fonden selv i aktion og søsætter en række projekter, der skal skabe nyt liv.”

Som noget af det første står fonden bag Danfoss Universe på Nordals, og her står formålet klart for enhver: Det handler om at få både børn og voksne til at interessere sig for teknologi og naturvidenskab, og i Universe sker det med fokus på læring gennem leg.

“For det er jo den slags viden, vi har brug for, og som vi skal leve af. Både i Danfoss og i samfundet som helhed,” siger Peter Mads Clausen, der også får hevet en levende legende hele vejen til Sønderborg.

Det er stjernearkitekten Frank Gehry, der får til opgave at udvikle en masterplan for den gamle industrihavn, der står og forfalder.

Med dén plan i hånden tager fonden yderligere fat og hyrer en lang række af de største, danske tegnestuer til at udvikle både boliger og erhverv hen langs havnekajen.

“Jeg flytter selv ind i et af de første huse, der står færdig i 2012. Men udviklingen går stadig for langsomt, synes jeg. Derfor må vi i fonden sluge vores egen medicin og selv stå bag det projekt, vi nu kender som Hotel Alsik, som åbner 6. maj. Det er klart et af fondens største projekter nogensinde.”

Men nervøs er han nu ikke. Hotellet skal nok blive en succes, siger han. Indtil videre har der også kun været positiv respons fra både erhvervsliv og lokale borgere.

“Det virker til, at de er glade for hotellet og det liv, det fører med sig. Det handler også om at give folk noget, de kan være stolte af. Et fyrtårn for hele egnen, om du vil. Jeg tror på, at hotellet er med til at gøre Sønderborg og Sønderjylland endnu stærkere og mere attraktiv.”

Og dermed er målet vel i sigte? Ambitionerne opfyldt. Peter Mads Clausen ryster på hovedet.

“Nej, vi stopper ikke her. Der er flere projekter på vej. Og desuden er fondsarbejdet jo ikke det eneste, der interesserer mig. Jeg er også involveret i udviklingen af otte forskellige virksomheder, for jeg synes virkelig, entrepreneurship er så utrolig spændende. Så om jeg snart stopper mit arbejdsliv? Nej, der er meget, jeg endnu vil nå.”