Carla Sands: "Hvis du vælger at arbejde for en republikansk præsident i et land som Danmark, kan du kun forvente den slags overskrifter"

393244_16_9_large_235.jpg
Longread
Eksklusivt for kunder
07. jan 2020 KL. 7:58
Carla Sands erkender, at hun som USA’s ambassadør i Danmark de seneste måneder er kommet i modvind. Men sådan er det, når man repræsenterer en præsident fra det republikanske parti, mener hun

Vi nærmer os slutningen af interviewet. Stemningen har været god undervejs, og Carla Sands har været den perfekte værtinde. Skænket vand, kaffe og sørget for ekstra mælk, som hun galant skubber hen over det lave stuebord.

Det er et par uger før jul, og vi sidder i en af de store stuer, der tilsammen udgør den amerikanske ambassadørs embedsbolig, Rydhave, i Charlottenlund nord for København. Sofaarrangementet er holdt i beige, men kunsten på væggene udgør en sand eksplosion af farver.

Carla Sands er kunstkender og -samler, så hun kan til enhver tid indlede en samtale om de værker, der hænger rundt omkring i huset. Men det er nu ikke kunsten, der er årsagen til, at vi sidder her i de bløde sofaer med stilheden mellem os.

Agendaen er en helt anden, og det ved ambassadøren udmærket. Hun har trods alt været en del af spillet, siden hun blev taget i ed som amerikansk ambassadør i Danmark tilbage i december 2017.

Nu har hun taget opgaven på sig, siger hun. Er vokset med ansvaret og har været på mange ture rundt i hele det danske kongerige. Senest har turen dog primært bragt hende om på forsiden af de danske aviser og helt op i toppen af mediernes netudgaver.

“Ja, overskrifterne har været provokerende,” siger hun med henvisning til nogle af de mere kritiske historier, hun har været indblandet i.

Men, siger hun, så har hun ikke selv gjort noget særligt for at tiltrække sig den opmærksomhed. Hun har bare gjort sit arbejde.

“Men hvis du her i livet vælger at arbejde for en republikansk præsident i et land som Danmark, kan du kun forvente den slags overskrifter. Hvis du derimod arbejder for en demokratisk præsident, kan du mere eller mindre godt forvente a smooth ride,” siger Carla Sands.

Synes du, at du har fået en unfair behandling i pressen? Har du fået “a rough ride”?

“Hvad synes du selv?”

Og det er lige her, interviewet begynder at ændre form, og stemningen bliver en anelse – lad os sige – mere anspændt. Men Carla Sands er klar. Hun rykker helt frem i sofaen. Blikket er direkte.

“Synes du, der er noget, der har forandret sig – eller er det dækningen af mig, der har forandret sig? For jeg vil forsikre dig om, at mine budskaber har været konsistente, siden jeg landede på jorden her i Danmark.”

Hvorfor er der så en mere kritisk dækning af dig i medierne lige nu?

“Jeg er ikke sikker på, jeg kan svare dig. Jeg kan jo ikke komme ind i hovederne på andre folk, og det er heller ikke mit job.”

Carla Sands læner sig tilbage i sofaen. Hun sukker, men finder alligevel smilet frem. Det er jo ikke første gang, hun skal forholde sig til den slags spørgsmål.

Hun ser over på sin presseattaché, der sidder med under hele forløbet. Han retter sig op i stolen. Tiden er også ved at rinde ud. 
I starten af august er der travlhed og spænding i luften. Præsident Trump har meldt sit besøg til Danmark, og det er et scoop uden lige for den amerikanske ambassadør, Carla Sands.

Vi får den idé, at vi vil følge hende tæt under hele forløbet, og retter derfor henvendelse til ambassaden for at høre, om Børsen mon kan få adgang til at følge ambassadøren både før, under og efter Donald Trumps historiske besøg?

Men få dage senere er idéen allerede død. Donald Trump aflyser sit besøg i Danmark, da statsminister Mette Frederiksen kalder præsidentens ønske om at købe Grønland for “en absurd tanke”.

Den store reportage bliver sat på standby, men så kommer der pludselig en ny henvendelse fra ambassaden: Om vi stadig er interesserede i at lave noget med Carla Sands?

Der bliver sat et møde op med to repræsentanter fra ambassaden, og det munder ud i et nyt projekt, hvor tanken er, at vi over en længere periode skal følge Carla Sands rundt på arbejde i hele landet.

Første opgave finder allerede sted et par dage senere i embedsboligen i Charlottenlund, hvor et par hundrede VIP-gæster er inviteret til reception for at fejre, at husets kunstsamling endelig er komplet.

Tommelfingeren op til Trump

Til receptionen folder det amerikanske diplomati sig ud i fuldt flor. Det er med strikse dørmænd, tjenere i sort-hvide uniformer – der bærer sølvfade rundt med kanapéer og byder på (endnu) et glas champagne – samt gæster, der ivrigt mingler og bevæger sig omkring i stueetagens mange rum.

Der er kunstkendere og -samlere alle vegne. Unge som gamle. Fra maleren Kristian von Hornsleth til auktionarius Jesper Bruun Rasmussen. Og så er der også et par wildcards fra erhvervslivet, for hvad laver Asger Aamund her sammen med erhvervsmanden Christian Kjær?

Der er mange spørgsmål og få svar, for den slags hører sig ikke hjemme ved receptionen i de mere formelle rammer, så det må vente. I stedet stiller Carla Sands sig op på husets indvendige stuetrappe, hvor hun under et vægtæppe af den amerikanske kunstner Frank Stella byder gæsterne velkommen.

Hun fortæller, at Rydhave har fungeret som embedsbolig for amerikanske ambassadører siden 1946, og at hun blot er den 23. i rækken, der bor her. Hun forklarer også, at det oprindeligt var John F. Kennedy, der i 1963 grundlagde det program, der i dag går under betegnelsen Art In Embassies, som mange af værkerne i huset hører under.

Men så er der også de mere personlige genstande, som står spredt rundt omkring – heraf en del familiefotos samt billeder af Carla Sands sammen med chefen selv – Donald Trump. Det er fotos, hvor hun står side om side med præsidenten i Det ovale kontor, ligesom der er billeder, hvor Mr. Trump vender tommelfingeren opad i selskab med Carla Sands.

Men ellers er det primært kunsten, der fylder. Og den fylder godt, for sådan har hun det nu engang bedst, forklarer Carla Sands, der også har en stor privat kunstsamling hjemme i Los Angeles.

Aftenen lakker mod enden, og en pressemedarbejder lover, at ambassaden snart vender retur med flere datoer, for ambassadørlivet “er jo mere og andet end cocktailparties”. Men så bliver der stille. Helt stille. Og trods flere opkald og e-mails til ambassaden sker der intet. Der kommer ikke flere programpunkter i kalenderen, og reportagen dør ud.

Carla Sands og hendes stab får simpelthen for travlt i de følgende måneder, og det er, som om den ene kritiske artikel afløser den anden. Fælles for dem alle er, at ambassadør Sands spiller hovedrollen. Krisestyringen tager over. 
Det begynder med Danmarks indkøb af 27 amerikanske F-35-jagerfly, som Carla Sands nu offentligt har en holdning til, for er 27 overhovedet nok, spørger hun.

Så følger diskussionen om, hvorvidt Danmarks udgifter til forsvaret vil stige nok til, at budgettet kan nå op de 2 pct. af bnp, som Nato-landene har lovet at bruge frem mod 2024. Her er Carla Sands ikke i tvivl om Danmarks engagement:

“Vi priser lande som Danmark, der tager dette krav seriøst og øger forsvarsbudgettet henimod 2023, men der er stadig meget, der skal gøres,” skriver hun i en kronik i dagbladet Information og tilføjer:

“At bruge 2 pct. af bnp på Forsvaret er jo ikke noget, Danmark skylder USA at gøre. Danmark skylder sig selv og sine allierede at beskytte og bevare jeres sikkerhed, værdier og livsstil.”

Carla Sands gør egentlig ikke noget nyt. Hun forsvarer amerikanske interesser og er Donald Trumps primære repræsentant i Danmark. Men at ambassadøren offentligt går ud og lufter sin bekymring og endda utilfredshed er en ny stil fra den amerikanske ambassade, lyder det fra flere kommentatorer i medierne.

Presset tager til, da Berlingske i december offentliggør en historie om, at en planlagt sikkerhedspolitisk konference i København er blevet aflyst efter pres fra den amerikanske ambassadør. Efter sigende har Carla Sands været utilfreds med deltagelsen af en forsker, der før har ytret sig kritisk om Trump.

Historien vokser og handler nu om amerikanernes forsøg på at begrænse ytringsfriheden, og i en analyse i Berlingske skriver avisens sikkerhedspolitiske korrespondent, Kristian Mouritzen, at Carla Sands har “gjort sit arbejde i Danmark svært. Meget svært”. 

Jeg havde engang en drøm

Men midt i december lykkes det alligevel. Carla Sands siger ja til et interview, og præmissen er klar: Samtalen skal handle om hendes virke som ambassadør i Danmark, ligesom det er planen, at vi skal runde højdepunkterne i året, der er gået.

Hun sidder klar i stuen i sin embedsbolig nord for København, er imødekommende og smiler om kap med solen udenfor.

Der er afsat 35 minutter til vores interview, og hun indleder selv med at erkende, at det har været et langt forløb at nå hertil.

“Jeg kan forstå, at du har været i dialog med mit team siden sommer? Idéen om at følge mig i forbindelse med Trumps besøg ville ellers have været utroligt interessant. Hvis vi i fremtiden får et besøg, håber jeg, vi kan få det til at lykkes. Men det er valgår, så er det svært at få en siddende præsident til at komme til udlandet,” siger Carla Sands, der dog er ret sikker på, at Trump vil til Danmark, hvis han bliver genvalgt.

I samme øjeblik læner en pressemedarbejder sig ind over bordet og placerer en tændt diktafon lige foran os, ligesom ambassadørens egen presseattaché gør sin iphone klar til at optage samtalen. Han lægger den ned ved siden af kaffekopperne.

De to digitale dimser optager nu hvert eneste ord, der bliver sagt, og presseattachéen vælger at gøre os selskab under hele interviewet.

Carla Sands er personligt udpeget af Donald Trump til embedet i Danmark og er ikke klassisk karrierediplomat, som vi kender det fra det danske system og flere andre europæiske lande.

Hun siger, at hun er kommet forholdsvist sent i gang med den diplomatiske del af sit arbejdsliv, men har altid drømt om at blive ambassadør.

“Ja, allerede da jeg var en ung kvinde, og før jeg begyndte på college, havde jeg en drøm. Ikke sådan en, man har om natten, men et mål om, at jeg gerne ville være ambassadør. Jeg kan huske, jeg en dag tog hjem og fortalte min lillesøster, at når jeg blev stor, ville jeg være ambassadør, og hun husker stadig den samtale,” fortæller Carla Sands, der vedkender sig, at hun tog en endog meget “omstændelig rute” og både har arbejdet som model, skuespiller, kiropraktor og bestyrelsesformand i familiens ejendomsselskab, før hun fik mulighed for at tjene sit land i diplomatiets tjeneste.

“Jeg anede som ung kvinde ikke noget om udenrigstjenesten. Der var ingen i mine kredse, der havde boet i udlandet som ambassadør eller diplomat. Jeg kommer fra Pennsylvania, og selvom det ikke er så langt fra Washington, så er det en verden til forskel. Det er som at vokse op i Jylland og kun på afstand kende til det liv og de muligheder, der er ovre i København.”
Hun fortæller, at hun første gang hørte om Danmark, da hun i tyveårsalderen boede i New York City og mødte en masse “vidunderlige skandinaver”.

“Men de var simpelthen nødt til at vise mig på et landkort, hvor deres hjemlande lå. Vi har geografi i skolen, men jeg anede helt klart ikke, hvor Danmark eller Sverige lå henne i verden. Det er svært at tro, for jeg fik endda en god uddannelse. Men jeg rejste med mine nye venner til Danmark og kom også retur flere gange alene, ligesom jeg har været på besøg med min nu afdøde mand og vores fælles datter. Så jeg har en lang kærlighedsaffære med landet. Jeg har altid elsket Danmark og følt mig godt tilpas her,” forklarer Carla Sands, der af samme grund ikke havde brug for betænkningstid, da hun i 2017 fik tilbudt posten som ambassadør i Danmark.

“Det fungerer sådan, at de ringer til dig fra Det Hvide Hus og fortæller, at: det er her, præsidenten gerne ser, du rejser hen. Jeg fik tilbudt Danmark, som jeg kendte i forvejen, og som var min favoritdestination.”

Efter en række indledende kurser på “ambassadørskolen” The Foreign Institute i USA var hun klar til at rejse til Danmark og indlede sit nye liv som topdiplomat.

“Som ambassadør er du en slags dirigent, der sørger for, at alle spiller rent og efter det samme sæt noder. Det gælder, uanset hvilken administration du repræsenterer,” forklarer Carla Sands, der gerne bruger kunstneriske metaforer, for det er især her, hun har sin store styrke og passion.

Som mangeårig kunstsamler og kunstkender er hun vant til at begå sig i kulturlivet i USA, der dog på flere områder er anderledes end i Danmark, hvor især den offentlige kunststøtte spiller en stor rolle.

I USA er kulturlivet derimod dybt afhængigt af filantropiske fonde og velhavende enkeltpersoner som Carla Sands, der gennem flere år har støttet en lang række kunstneriske og velgørende initiativer.

“Jeg har holdt hundredvis af kunstreceptioner og rundvisninger i mit hjem i Bel-Air i Los Angeles. Her har jeg ofte inviteret folk involveret i arkitektur, moderne kunst, klassisk musik og andre kunstsamlere. Nogle gange har folk så betalt penge for at komme på besøg, og i de tilfælde er pengene gået til velgørenhed eller museer. For mig er det en glæde at kunne dele kunsten,” siger hun og påpeger, at det også var intentionen, da hun tilbage i september åbnede sin embedsbolig for en række inviterede gæster.

Men på spørgsmålet om, hvordan hun fandt frem til 200 udvalgte gæster til en kunstreception i Danmark, lyser øjnene op, og hun rykker frem i sofaen.

“Se, dét er et rigtigt godt spørgsmål,” siger hun.

“Vi har haft alle fra ambassaden til at byde ind med navne. De har måske hørt om en kunstkender eller -samler eller har et bud på en person, som de synes, jeg skal møde. Hver afdeling kan så tilføje gæster, modsat hvis det er et privat arrangement, for så er det kun mig, der bestemmer.” 

Det er alt for privat

Hun afviser dog at sætte navne på de gæster, der var hendes personlige venner til receptionen, for “det føles ikke rigtigt. Det kan være sensitivt for folk”.

Netop evnen til at skelne mellem, hvornår noget er personligt og privat eller del af det diplomatiske arbejde, kan være lidt af en balancegang, for som ambassadør er man “på” 24 timer i døgnet.

Og med fremkomsten af sociale medier er hastigheden kun sat yderligere i vejret, når nyhedshjulet først drejer rundt. Det har Carla Sands for længst erfaret.

Hun er selv en ivrig bruger af Twitter – ligesom Donald Trump i øvrigt – og har to forskellige profiler: En privat og en officiel konto, hvor hun præsenterer sig som amerikansk ambassadør i Danmark.

Det er også her, både presse og menigmand kan følge med i, hvad ambassadøren går rundt og laver, og hvem hun ses med som del af sit officielle virke.

På Twitter-kontoen uploader ambassadens medarbejdere f.eks. fotos fra en række af de virksomhedsbesøg, Carla Sands har været ude på – herunder hos Lego, Vestas og Royal Copenhagen – ligesom det er her, de obligatoriske “handshake”-fotos dukker op, hvor ambassadøren giver hånd til både danske, færøske og grønlandske politikere.

28. november var hun vært ved en traditionel amerikansk thanks­givingmiddag, og billederne kom på Twitter. Det har hun sine kvaler med i dag, fortæller hun.

På billederne kan man bl.a. se ambassadøren sidde sammen med erhvervsmanden Allan Agerholm, direktør i BC Hospitality Group, som står bag Bella Center og hotellerne Crowne Plaza og Marriott i København, nationalbankdirektør Lars Roh­de, chefredaktør Lisbeth Knudsen fra Mandag Morgen samt politikerne Alex Vanopslagh fra Liberal Alliance og Nye Borgerliges Pernille Vermund. 

“Men,” siger Carla Sands,

“det var et mindre og mere privat arrangement. Jeg ved godt, at vi lagde billederne på Twitter, men jeg vil helst ikke tale om den proces, for det er meget personligt.”

Er det meget personligt, synes du?

“Ja, det var mere personligt. Men om vi skulle have lagt de billeder ud eller ej... Jeg sagde, ja, men tænker i dag: Var det nu en god idé, for det er et sted, hvor vi har mere personlige samtaler, men det er privat.”

Hvor mange deltog i middagen?

“Ikke mange.”

Tyve?

“Det tror jeg ikke engang.”

Men du vil ikke kommentere på, om de er personlige venner eller bare var der som en del af dit diplomatiske arbejde?

“For mig er alting diplomati, men nogle af dem er personlige venner, som jeg holder meget af.”

Men du vil ikke sige hvem?

“Nej, ingen navne, ha ha. Det ville være helt forkert.”

Så bliver der igen stille. Og det er tydeligt, at vi skal videre i programmet, så samtalen drejer hurtigt ind på Donald Trump, for spørgsmålet er, hvor tæt hun egentlig er på den amerikanske præsident?

Er de mon venner, og hvornår har hun sidst talt med ham?

“Jeg har, som du sikkert kan regne ud, ikke været i Washington i flere måneder, så det er noget tid siden. Men han er meget opmærksom på vores arbejde her i Danmark, og han støtter op om os. Hans tid er meget begrænset, men han er helt klart tilgængelig for mig. Jeg vil dog være sikker på, at jeg bruger hans tid optimalt, når jeg er sammen med ham, for han er altid generøs med sin tid, respektfuld og venlig,” siger Carla Sands, der kalder præsidenten for “en mand, der søger resultater”. 
Så hvordan er det ifølge ambassadøren gået med Donald Trump i Det Hvide Hus, og har han i hendes øjne været en succes?

Carla Sands er straks klar med svar, for her er der ingen slinger.

“Vi har netop nu den bedste økonomi i min levetid. Det er på grund af Trumps politik. Vi har den laveste arbejdsløshed for kvinder og etniske minoriteter i mere end 50 år. Siden Trump blev valgt, er der skabt 7 mio. nye job. Og alene i fremstillingsindustrien har vi skabt en halv million arbejdspladser. Det er job, Trumps forgænger sagde, aldrig ville komme tilbage til USA.”

Hun betegner præsidentens embedsperiode som “forfriskende” og mener kun, Trump har gjort det, som var nødvendigt. Især når det gælder internationalt samarbejde og handel.

“Jeg er virkelig fuld af beundring for det, han gør. Han moderniserer traktater og ser på gamle aftaler, der er indgået for 70 år siden og siger, at verden ikke mere er den samme. Vi er nødt til at gøre dem relevante i en moderne sammenhæng,” forklarer Carla Sands.

“Jeg synes dog ikke engang, vi har fart nok på, når det kommer til forandringer. Hvis vi f.eks. ser på den digitale omstilling, så kan de moderne vestlige stater – USA og de fleste EU-lande – slet ikke følge med den fart, der kræves. Verden skifter så hurtigt, og vi er nødt til at være på forkant med “big tech” og undertrykkelse af fri tale og ytringsfrihed.”

Sådan. Carla Sands er i topform, og vi flyver videre til emner som Rufus Gifford – “jeg har talt med ham, og han har været meget venlig over for mig” – til aflysningen af den sikkerhedspolitiske konference tidligere på året i København.

“Jeg er virkelig ked af, at alt dette skete. Det sårer mig bestemt, men jeg vil gerne lægge det bag mig og se fremad.”

Men hvad skete der? Hvad er op og ned i sagen?

“Alt, jeg ønsker at sige, er, at der ikke var konsensus, som vi ellers havde haft hele vejen igennem forløbet op til konferencen, og det er alt, jeg vil bidrage med.”

Det er på tide at gøre status. 2019 har på mange måder været året, hvor Carla Sands rykkede helt frem i skudlinjen. Hun har sat amerikanernes standpunkter og politik øverst på agendaen, og hun er blevet et kendt navn i både dansk presse og blandt politikerne på Christiansborg.

Men hvad ser hun selv tilbage på med størst tilfredshed?

“Da jeg kom til Danmark, havde jeg som mål at udvide vores tilstedeværelse i Grønland. Det var min førsteprioritet, og vi har som ambassade været succesrige med at få fokus på hele den arktiske region. Jeg er så glad og begejstret for det arbejde,” fortæller Carla Sands, der vurderer, at hun har været på besøg i Grønland mindst fem-seks gange: “men jeg vender også retur mere end én gang i det nye år”.

De mange besøg afhænger dog af, om Donald Trump bliver genvalgt, når der er amerikansk valg til november. For ellers gælder det, at man som politisk udpeget ambassadør straks skal rydde sit skrivebord.

“Sådan er det bare,” konstaterer Carla Sands, der i givet fald rejser glad hjem fra Danmark, siger hun.

“Så har jeg tjent mit land med ære og arbejdet på vegne af både danske og amerikanske borgere hver eneste dag.”