ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

De lader medarbejderne bestemme løn og lede sig selv: “Vi tror på autonomi over topstyring. Hele vejen”

De gør op med “text book-ledelse” og lader autonomi sætte retningen for virksomhedskulturen. De tre barndomsvenner bag Organic Basics lader medarbejderne bestemme sin egen løn og sætter selvledelse langt højere end dem selv som chefer

CFO Mads Fibiger (tv.), COO Alexander Christensen (bagerst) og CEO Christoffer Immanuel (th.) kender hinanden fra barn- og ungdommen i Aarhus. PR-foto: Benjamin Lund
CFO Mads Fibiger (tv.), COO Alexander Christensen (bagerst) og CEO Christoffer Immanuel (th.) kender hinanden fra barn- og ungdommen i Aarhus. PR-foto: Benjamin Lund

Det var i waders og tankestrøm, at de kiggede på hinanden. Måske var det en vanvittig nok idé til, at den rent faktisk var god. De kastede fiskelinerne i vandet og lod tanken flyde: Hvad hvis man satte det hele fri? Hvad hvis man selv lod medarbejderen bestemme sin egen løn?

For de tre stiftere af Organic Basics, Christoffer Immanuel, Alexander Christensen og Mads Fibiger, de tre musketerer, som de kalder hinanden i deres fælleschat, er ikke bange for at gøre noget anderledes. Udfordre normaliteten og vende “bør” på hovedet.

Specielt ikke i den måde, de leder virksomheden, der bl.a. laver bæredygtigt undertøj.

Christoffer: “Måske handler det om, vi stadig har en sund portion naivitet og ikke så meget ledererfaring.”

Mads: “Vi har også lært meget – især om os selv. I starten havde jeg en mere firkantet idé om, hvad det ville sige at være leder. At man skulle være den, der kan alting. Den er aflivet.”

Alexander:“Personligt er ordet “leder” faktisk ikke et, jeg synes ræsonnerer godt med os. Det bliver meget “text book'et” at være en leder, men god ledelse står ikke i en bog, du kan copy-paste ind i virkeligheden. Vi snakker mere om lederskab end at være leder.”

Christoffer:“Vi tror på, at vi skal coache folk, for at de kan selvlede. Lederskab er noget, forskellige mennesker kan tage på sig i forskellige situationer. Vi tror på autonomi over topstyring. Hele vejen.”

For “topstyring er demotiverende”, og derfor vil de gennem deres atypiske ledelsesstil være med til at lære de ansatte at tage ansvar, hvor det giver mening og værdi.

Christoffer: “Jeg tror helt sikkert, vores måde at gøre tingene på tager længere tid, men det er vores prioritering. Vi vil langt hellere lære folk at tage lederskab, end vi vil lede for dem.”

De gik fra at være “unge venner om et par underbukser” til bl.a. at få Mærsk-arvingerne Laura og Johan Uggla og kapitalfonden Bumble Ventures som millioninvestorer og voksede til et selskab med 60 mennesker, der sidste år voksede med 350 pct. og for første gang landede sorte tal på bunden.

Men da virksomheden voksede til at have professionelle investorer og bestyrelse, var der pludselig et hold af kompetencer, der alle havde en holdning til den måde de agerede på. Sagde de hop, så hoppede de tre stiftere i takt. Nu har de købt deres største investor, en fransk venturekapitalfond, ud, for at kunne forblive en organisation, hvor de tre kan gøre det på deres egen måde. Det er det, der inspirerer dem: At lave en organisation, der ikke begrænses af traditionelle ledelsesteorier.

Christoffer: “I sidste ende vil vi gerne skabe en organisation, som vi selv kan lide at arbejde i. Hvis vi sørger for, at det er et fedt sted at arbejde, så skal medarbejderne nok drive organisationen derhen, hvor vi vil have den hen.”

Lønsamtaler er jo ikke fede (...) det vil tit være den gode forhandler, der ender med at få højere løn.Det, synes vi, er unfair

Christoffer Immanuel, medstifter og adm. direktør i Organic Basics

Sårbarhed giver tillid

De vil skabe et sted, hvor tillid, sårbarhed og formål skaber den gode forretning. Det sker gennem dem, for de har anerkendt, at alt, hvad de gør, er kulturskabende. Derfor er de også bundærlige overfor deres ansatte – om – næsten – alt, siger de.

Mads: “Der er investorer, der lidt overrasket har spurgt os: “Deler i alt det?” og ja, det deler vi med alle, fordi transparens ligger så forankret i virksomheden.”

Alexander: “Men hvis man kan lære at være sårbare overfor hinanden, så kommer tillid ret let.”

Christoffer: “Vi kommer aldrig til at fejre den professionelle mentalitet. Jeg tror enormt meget på sårbarhed.”

Alexander: “Ja, plads til mennesket, ikke den professionelle.”

For tillid er en grundsten. Det blev nagelfast, da de efter et år i San Francisco stod i en krise, hvor samarbejdet vaklede, og de hyrede en erhvervscoach. “Spil hinanden gode,” lød hans råd. Nu leder de sammen om et tredelt bundlinje: Profit, planet og people, hvor hver af de tre stiftere står for sit eget “P”. Mads Fibiger for profitten, Alexander Christensen for mennesker og Christoffer Immanuel for planeten, det større formål og de store linjer.

Men det er ikke blot tilliden mellem de tre ledere, der er behov for. I en organisation, hvor autonomi og selvledelse runger i de gamle industrilokaler på Amager, er det nødvendigt at stole på hinanden. Og det har skabt et meget tæt fællesskab, fortæller de.

Der er investorer, der lidt overrasket har spurgt os: “Deler i det?” og ja, det deler vi med alle

Mads Fibiger, medstifter af Organic Basics

Fællesskabslønnen

Som f.eks. når det kommer til løn. Med inspiration fra den amerikanske dåsetomatvirksomhed Morning Star Tomatoes frigjorte Organic Basics sin lønstruktur og indførte en såkaldt kompensationskomité med fem ansatte, der en gang om året evaluerer de ansattes lønkrav og guider dem i en eventuel forhandling. Ledelsen sætter en pulje, og komitéen guider de ansatte til en rimelig aflønning af hver enkelt.

Christoffer: “Lønsamtaler er jo ikke fede. Medarbejderen skyder over det niveau, de gerne vil lande på, og skal bruge en time på at overtale en chef om deres egne evner, og det er ikke alle, det er naturligt for. Derfor vil det tit være den gode forhandler, der ender med at få højere løn. Det, synes vi, er unfair og det system vil vi gerne udfordre.”

Alexander: “Det interessante er faktisk, at det er de erfarne, dem med mange år på arbejdsmarkedet, der viste sig ikke at bede om særlig meget.”

Christoffer: “Der er også nogle særlige dynamikker, der gør, at det fungerer. Der er et stort fællesskab, og på den måde tager man også større ansvar for ikke at tage for meget fra en fælles kasse. Hvis man samtidig brænder for et formål, så er lønnen måske ikke det altafgørende.”

Mads: “Mange af de erfarne, vi får ind, går ned i løn for at sidde her, for det er ikke derfor, de er kommet. Det er ikke løn, der er deres motivation.”

For Organic Basics har et helt tydeligt formål: At være et grønt lys i en beskidt modeindustri.

Christoffer: “Det er en kæmpe styrke for os, at vi er en organisation med et formål, der rører ved folks indre værdisæt. Det skaber en langt større synergieffekt, og det, tror jeg, er det, moderne ledelse kan.”


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis