Bestyrelserne i danske virksomheder føler i stigende grad behov for at inkludere bæredygtighed i deres beslutningsprocesser. Det er der særligt to væsentlige grunde til. For det første har nye EU-regler fået bæredygtighed på dagsordenen, hvilket gør det relevant for bestyrelsesdiskussioner. For det andet anerkender bestyrelsesmedlemmer, at bæredygtighed har betydelig indflydelse på virksomhedernes risici og muligheder.
Bestyrelserne har dog stadig lang vej til målet. En nylig undersøgelse fra BCG og Insead viser, at 91 pct. af bestyrelsesmedlemmerne mener, at bæredygtighed bør være et strategisk fokusområde. Samtidig angiver næsten 70 pct. af dem, at de ikke føler sig særlig gode til at integrere esg-emner i deres strategiske diskussioner.
De tre barrierer for fokus på bæredygtighed:
Selvom bestyrelserne anerkender, at bæredygtighed er blevet et vigtigt emne, indser de altså også, at esg-udfordringer endnu ikke er integreret af de jævnlige diskussioner på bestyrelsesniveau.
Min forskning har identificeret tre barrierer for denne integration: Uklare strukturer til at drøfte bæredygtighed i bestyrelsen, en mentalitet, der domineres af fokus på compliance og mangel på esg-relaterede kompetencer.
1. Struktur
Når jeg taler med bestyrelsesmedlemmer, bliver jeg ofte spurgt: “Bør vi overveje at oprette et bæredygtighedsudvalg?” Jeg mener ikke, at alle bestyrelser har brug for et sådant udvalg, men det kan være en god idé i visse sammenhænge.
Et udvalg er nyttigt, når en virksomhed har behov for (eller ønsker) hurtigt at opgradere og forbedre sin bæredygtighedsindsats, eller når den står over for en væsentligt esg-udfordring, der er tæt forbundet med virksomhedens strategi. I sådanne tilfælde har bestyrelserne brug for et dedikeret rum til bæredygtighedsdiskussioner, hvilket kan etableres gennem et nyt udvalg eller ved at udvide et eksisterende udvalg. I de fleste tilfælde stræber bestyrelserne dog efter at integrere bæredygtighed i deres løbende diskussioner og beslutninger. Denne “fulde integrationsmodel” er ideel, men den kræver, at bestyrelsen har flere medlemmer med esg-kompetencer.
Mellemstore virksomheder kan ligeledes have et udvalg for bæredygtighed, for eksempel hvis de er meget påvirket af bæredygtighedsemner i forhold til risici og muligheder (f.eks. i forhold til de produkter, de sælger).
2. Mindset
Strukturer er vigtige, men selv den bedste struktur er ubrugelig, hvis en bestyrelse kun betragter bæredygtighed ud fra en compliance-mentalitet. I øjeblikket står bestyrelsesmedlemmer over for en bølge af europæiske bæredygtighedsregler, hvoraf mange har konsekvenser for bestyrelsesarbejdet. Naturligvis er reaktionen på disse nye regler ofte compliance. Men en compliance-fokuseret tilgang lægger for meget vægt på risikosiden af debatten. Bestyrelserne har brug for en afbalanceret bæredygtighedsmentalitet, hvor diskussioner om compliance suppleres med fokus på langsigtet værdi og vækstmuligheder.
3. Kompetencer
Bestyrelsesmedlemmer har ofte ikke (endnu) tilstrækkelige kompetencer inden for bæredygtighed. Det skal dog understreges, at de ikke behøver at være eksperter på området. Bestyrelsens rolle er at overvåge og vejlede virksomhedens bæredygtighedsarbejde, ikke at udføre det. Alligevel bør bestyrelsesmedlemmer have en grundlæggende forståelse af centrale begreber (f.eks. dobbelt væsentlighed) samt kendskab til nye love, så de kan danne sig en holdning til virksomhedens bæredygtighedsstrategi, på baggrund af et vist vidensgrundlag. De mest interessante diskussioner opstår, når bestyrelserne kobler esg-risici og -muligheder til overvejelser om virksomhedens konkurrenceevne. Ligesom med finansiel information kræver dette både viden og evnen til at anvende denne viden korrekt.
Bestyrelserne har et mandat til at handle i virksomhedens langsigtede interesse, hvilket indebærer at forstå de forhold, der både muliggør og begrænser konkurrenceevnen
Andreas Rasche, professor i virksomheders samfundsansvar ved Centre for Sustainability
De tre barrierer omhandler forskellige tilgange til bedre at integrere bæredygtighed i bestyrelseslokalet. Det er vigtigt, at vi ikke lader os forføre af disse metoder, uden at vi husker målet. Bestyrelserne har et mandat til at handle i virksomhedens langsigtede interesse, hvilket indebærer at forstå de forhold, der både muliggør og begrænser konkurrenceevnen. Bæredygtighed er bestemt ét af disse forhold.
SERIE
CBS-forskere om ledelse
En gang om måneden giver CBS Leadership Centre og forskere på Copenhagen Business School Børsens læsere et aktuelt og forskningsbaseret perspektiv på de udfordringer, ledere står med. I denne klumme skriver professor Andreas Rasche om de barrierer, der ofte forhindrer, at bæredygtighed sættes på dagsordenen i bestyrelseslokalet.

