ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Skab ny energi på jobbet – tag et opgør med stress og brok

I “Befri Preben” fortæller Rikke Østergaard om, hvordan der kan komme gang i festen igen på jobbet. Det er et opgør med stress og brok, men det er også underholdende læsning

Underholdende bog vil (gen)skabe fest og arbejdsglæde på jobbet ved at sige farvel til stress og brok. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Underholdende bog vil (gen)skabe fest og arbejdsglæde på jobbet ved at sige farvel til stress og brok. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Anmeldelse


Det er nemt at komme i godt humør ved at læse Rikke Østergaards bøger. “Befri Preben” er heller ikke nogen undtagelse. Hun har skrevet flere bøger, som rammer et eller andet i markedet. Hun er både en efterspurgt foredragsholder og forfatter.

Nu kaster hun sig over et endeligt opgør med unødvendig stress, brok og alt det, der dræner dagligdagens energi.

Sådan en bog rykker automatisk noget for de fleste danskere, der er presset på kontoret i en evig kamp mod uret, afhentning af børn, skarpe deadlines og alle de andre fortrædeligheder, som er en del af at være dansk medarbejder i 2024.

Udgangspunktet for bogen er, at vi skal have et godt arbejdsmiljø. Punktum. Sådan skal det være, og det er der ikke ret mange, som ikke ønsker.

Brok kan være positivt

Men – og det er min afgørende kritik af bogen. Brok KAN være positivt. Det skaber forandring. Det gælder om at rokke med båden indimellem for at få nye tanker frem. De tilfredse medarbejdere vil helst have, at tingene forbliver uændret. Her er det ikke altid nogen dårlig idé med en sten i skoen, som vil noget helt andet end kollegaer, og som vil gøre noget andet end dem.

Det er svært ikke at komme til at tænke på de Preben-typer, som er en del af hverdagen

Udfordringen er bare, at brok kan også være det modsatte. Det kan være ødelæggende og skabe stress, som ingen kan være tjent med. Derfor kan det være en god idé at opdele brok i to dele: den “konstruktive brok” og den “ikkekonstruktive brok”. Den første type skaber noget nyt. Den anden type ødelægger og gør tingene trælse for at bruge et godt jysk udtryk.

Følelsesforurening

Rikke Østergaard bruger udtrykket “følelsesforurening”, som er en trofast ledsager for “højforventningssamfundet”. Når vi skruer vores forventninger for højt op, og vi ikke kan indfri den, så går det galt. Stressen vælter ned. At få styr på følelsesforureningen vil øge trivslen, i kombination med at man styrer forventningerne.

Her er den store udfordring, at vi er meget forskellige med vores tilgang på jobbet og på livet i det hele taget. Her er det cool at læse om de fire “Preben-typer”, som er en gennemgang af de fire klassiske personlighedstyper i en ny – og sjov – udklædning.

Preben-typer

Når man læser om de fire Preben’er, er det også en måde at sende tankerne på flugt. Det er svært ikke at komme til at tænke på de Preben-typer, som er en del af hverdagen, eller at du selv er en af Preben-typerne. Men som Rikke Østergaard skriver, så har vi alle sammen elementer af alle fire typer. Sådan er det altid med personlighedstyper. Men der vil oftest være nogle bestemte egenskaber, som slår hårdere igennem end de andre.

Derfor er det en god refleksion at tænke over, om du har mødt en af de typer i dag:

Perfektionist-Preben er den kollega, der bliver ved, indtil resultatet er perfekt. 99 pct. er ikke godt nok. Kun 100 pct. dur. Forstyrrelser går ikke. Det er spild af tid.

Pyt-Preben er den, hvor der lige skal præsteres det, der er nok. Der skal være plads til en kop kaffe og om fredagen rundstykker og snak. Der er altid en god historie, som får kollegerne til at trække på smilebåndet.

Pligt-Preben er den hjælpsomme kollega, der altid sikrer, at alle er med. Der må ikke være nogen, som er udenfor, og det er altid her, at man kan hente trøst og gode ord, når tingene går den forkerte vej.

Præstations-Preben har altid travlt. Der skal skabes resultater, og det er altid ham (!), der er hurtigst over krydset, når trafiklyset skifter til grønt. Så skal der gives pedal, og ingen skal være hurtigere.

Der er også offer-Preben, som er et vedhæng på de fire øvrige.

Med de personlighedstyper er det oplagt, at der er udsigt til, at der kan opstå bøvl på de fleste arbejdspladser.

“Befri Preben” er ikke en avanceret bog, som trækker på akademisk diskussion. Det er praktikernes bog, og der er gode råd til, hvordan vi undgår følelsesforurening. Uanset personlighed.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis