ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Corinna Refsgaard er HR-chef for 400.000 medarbejdere: “Lige der mellem ansatte i en helt anden verdensdel kan jeg blive slået af den enorme størrelse, vi har”

ISS er den suverænt største danske arbejdsgiver, og det er Corinna Refsgaards ansvar, at der bliver passet på medarbejdere i hver en afkrog af verden

For at Corinna Refsgaard kan lykkes i arbejdet som HR-chef i verdens største rengøringskoncern, er det essentielt, at lederne har de rette værdier. En kæmpe opgave, for i ISS er der 40.000 ledere verden over. Foto: Steven Achiam
For at Corinna Refsgaard kan lykkes i arbejdet som HR-chef i verdens største rengøringskoncern, er det essentielt, at lederne har de rette værdier. En kæmpe opgave, for i ISS er der 40.000 ledere verden over. Foto: Steven Achiam

Der er langt fra 2860 Søborg til 15229 Pondok Pucung. Helt præcist 10.848 km i fugleflugt. Fra udkanten af København på Sjælland til Jakarta-forstaden på Java.

En distance der står mål med de enorme forskelle, der er mellem danskere og indonesere. To vidt forskellige arbejdskulturer, som Corinna Refsgaard skal forsøge at skære over samme læst.

For godt nok har hun kontor på Buddingevej i Søborg. Men som HR-chef hos en af verdens allerstørste arbejdsgivere er hun samtidig også ansvarlig for den menige rengøringsmedarbejder, der bliver sendt ud til kunder fra landekontoret i Indonesiens hovedstad på den anden side af kloden.

400.000 ansatte er der i ISS fordelt på mere end 40 lande verden over. Til sammenligning har nummer to på listen herhjemme, A.P. Møller-Mærsk, kun 80.000 medarbejdere.

En volumen, der for udefrakommende kan virke fuldstændig uoverskuelig stor, og en jobopgave som ansvarlig for næsten en halv mio. sjæle, der er vanskelig at forstå tyngden af.

“Det er et enormt ansvar. På samme tid er det et stort privilegie, fordi jeg kan gøre en forskel på 400.000 menneskers liv. Det er stort,” fortæller Corinna Refsgaard på coronasikker afstand via Teams. Hun sidder i bunden af skærmen med for meget luft over hovedet, som man har set så mange gange før til videomøder det seneste år.

Sproget er fejlfrit business-engelsk med et par gram tysk accent. En sjælden gang sniger der sig et dansk ord ind i sætningerne. De snart 25 års ægteskab med en dansker har trods alt smittet lidt af.

Jeg kan
gøre en forskel
på 400.000 menneskers liv. Det er stort

Corinna Refsgaard, HR-chef, ISS

Udfordrende opgave

Målet med interviewet er, at hun skal gøre Børsens læsere lidt klogere på, hvordan man er HR-chef for så mange mennesker. Når afstanden til de ansatte, hvis velbefindende hun er ansvarlig for, er så stor. Ikke bare i kilometer, men også kulturelt og socialt.

Hun kalder selv opgaven “udfordrende” efterfulgt af et bredt smil og en høj latter som for at understrege, at den beskrivelse mildest talt er en underdrivelse.

For at være konkret, er der især to værktøjer, hun peger på i sit arbejde. For det første skal hun sørge for, at de ledere, der er ned igennem organisationen, har de rette værdier.

“Det kan ikke være HR-ansatte, der render rundt og passer på de ansatte. Vores ledere er ledere for mennesker. I alt har vi omkring 40.000 ledere verden over på forskellige niveauer, som oversætter vores ambitioner og værdier til medarbejderne,” siger hun og kalder samtidig ledelse med de rigtige værdier for “nøglen for ISS.”

100

Rejsedage har Corinna Refsgaard på et normalt år

Det er ikke ligefrem usædvanligt at høre en direktør tale om, hvor værdifulde medarbejderne er. Men mens Mærsk også har containerskibe og havneanlæg, og Novo har fabrikker og patenter, som repræsenterer en del af værdierne i selskabet, så har ISS stort set ikke ret meget andet end mennesker.

Ud over den svært håndgribelige ambition om at ansætte de rigtige ledere med de rigtige værdier, så benytter Corinna Refsgaard sig dernæst også af et andet og noget mere praktisk værktøj som HR-chef.

“Vi sidder her i København. Men det er ikke her, ISS er. Jeg skal ud og se, hvordan tingene fungerer i hele verden. Når jeg står på en arbejdsplads i Indonesien og deltager i deres team-møde, så er det der, jeg kan føle ISS,” siger hun med tryk på “føle.”

“Lige der mellem ansatte i en helt anden verdensdel kan jeg blive slået af den enorme størrelse, vi har,” siger hun og tilføjer, at “mit job handler om at være ude blandt vores ansatte i hele verden jævnligt. Møde mennesker og lære folk at kende og tage ud og se hvordan arbejdet foregår hos vores kunder.”

En ud-af-kontoret-strategi, der betyder, at Corinna Refsgaard har over 100 rejsedage om året. I et normalt år vel at mærke. I coronaåret 2020 har hun kun været uden for landets grænser én gang, da hun i sensommeren var et smut i Polen.

Og nu vi er ved coronaen. En begivenhed som sammen med hackerangreb, udskiftning af topchef og opdatering af strategi gjorde 2020 til det mest udfordrende år i hele hendes karriere – “uden sidestykke.”

Men på trods af alle de mange negative konsekvenser af den globale pandemi, der i ISS´ tilfælde har betydet, at man indtil videre har mistet 81 ansatte til sygdommen, så er der også effekter, som Corinna Refsgaard ser på med glæde.

“Vi og vores folk har traditionelt haft en udfordring med at blive anerkendt. De steder, hvor vi kommer, hilser folk ofte ikke, og mange ISS-folk bliver ikke anerkendt som mennesker og er nærmest usynlige. Men takket være corona har der været en fuldstændig ændring i opfattelsen af værdien af vores arbejde, fordi vores medarbejdere har vist sig at være forretningskritiske. Det er jeg virkelig glad for,” siger hun og formulerer så en sætning, der bliver sagt med den karakteristiske tyske grundtone under de engelske ord.

“Hvis man udfører sit arbejde godt, så kræver det respekt. Uanset hvad dit arbejde er.”

Et er arbejdet for en universel respekt. Det kan godt ensrettes. Vanskeligere bliver det, når HR-chefen skal sørge for, at ansatte i tråd med den nuværende strategi OneISS arbejder under nogenlunde samme vilkår.

“Vi har én måde at gøre det på. En standard, som vi ikke går på kompromis med. Sådan driver vi vores forretning. Det handler bl.a. om løn og diversitet,” siger Corinna Refsgaard, der dog medgiver, at der selvfølgelig er forskel på, hvor meget en dansk og en indonesisk rengøringsmedarbejder tjener.

Målet er, at ISS skal udbetale en løn, der er til at leve af i det land, medarbejderen bor i.

En af udfordringerne med den enorme medarbejdermasse er, at der er omkring fem ledere og mellemledere mellem manden på gulvet og Corinna Refsgaard i Søborg. Og der er da også “altid noget, der kan blive bedre,” siger hun, da snakken falder på arbejdet med at finde den rette balance mellem ensretning og autonomi.

“Tidligere var vi baseret på meget stærke organisationer i hvert land, der klarede det hele selv. Nu forsøger vi i højere grad at standardisere og skaber en stærk rygsøjle i hovedkontoret, så de enkelte lande kan koncentrere sig om at levere den bedste ydelse til kunderne. Vi bygger rammen, og så er det op til det enkelte land at oversætte det til det passende setup. Men der er ingen tvivl om, at det er vigtigt, at der er en stærk koncern som overligger, ” siger hun og forsøger at konkretisere snakken om værdier yderligere.

Den høje andel af ufaglærte medarbejdere, der befinder sig lavt i lønhierarkiet, forpligter nemlig i særlig grad, da jobbet for mange er døren til et bedre liv.

Positiv spiral

“Vi ansætter omkring 125.000 nye medarbejdere hvert år. Det er jo et kæmpe tal. For mange er det deres første mulighed for at tjene til dagen og vejen, og for mange mennesker er det også en mulighed for at bryde sociale barrierer og løfte hele familien ud af fattigdom,” siger Corinna Refsgaard, der fortæller, at man eksempelvis i Indonesien rekrutterer omkring 2000 nye medarbejdere hver måned.

“Vi er klar over vores betydning. Så vi giver folk mulighed for at udvikle sig og vokse i organisationen.”

Hvad er vigtigst for ISS: Social ansvarlighed eller aktionærernes krav om profit?

“Vi kan ikke gøre det ene uden det andet,” siger Corinna Refsgaard og tilføjer så efter en pause:

“Det har hjulpet, at vi har ændret strategi og primært fokuserer på de større strategiske kunder, fordi på den måde er det lettere at være effektive samtidig med, at vi holder fast i vores værdier. De store kunder sætter pris på måden, vi arbejder på, og det gør det muligt for os at uddanne medarbejderne og betale dem en løn, de kan leve af. Det er ikke bare godt for dem. Det er også god business for os, for der er færre, der stopper, og det er med til at holde omkostningerne nede, og det gør det muligt for os at levere et effektivt stykke arbejde af høj kvalitet til kunderne. Det er en positiv spiral.”


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis