Hvad gør man som topchef i en dagligvarekæde, når tusindvis af danskere en onsdag aften kort før lukketid pludselig vælter ned i butikkerne for at hamstre? Niels Lunde taler i podcasten Topchefernes strategi med Netto-topchef Michael Løve om coronakrisens udfordringer.
Her følger et uddrag af samtalen:
Niels Lunde:“Hvor var du den aften, da statsministeren meddelte, at skolerne skulle lukke?”
Michael Løve:“Jeg var hjemme med min familie. Vi havde en fornemmelse af, at der ville være et vigtigt budskab, og Netto er jo en del af Salling Group. Direktøren for Salling Group, Per Bank, havde derfor indkaldt til et møde i forlængelse af pressemødet, hvor vi kunne diskutere de eventuelle konsekvenser.”
Niels Lunde:“Hvad gjorde du?”
Michael Løve:“Jeg startede med at trøste min datter på syv. Så ringede jeg op til Per (Bank, red.), som sad med resten af lederteamet i Salling Group, og så havde vi en helt konkret diskussion af, hvad gør vi lige nu i forhold til at sende folk hjem og arbejde? Hvad for noget sikkerhed skal vi overveje? Vi skiltes ret hurtigt, fordi konsekvensen for butikkerne kunne først blive klar, når vi havde snakket med vores egne teams.”
Niels Lunde:“Og så ringede erhvervsministeren.”
Michael Løve:“Ja, det gjorde han. For nærmest imens statsministeren talte, kom der billeder ud i pressen fra Netto-butikker, der havde rigtig, rigtig mange kunder i butikken, som var gået i gang med at hamstre. Simon Kollerup kontaktede mig og spurgte, om situationen var under kontrol, og på det tidspunkt syntes jeg egentlig, det var okay. Der var mange kunder, men jeg havde ikke hørt om andet, så jeg lagde på. Efterfølgende tog det til,” siger Netto-topchefen, der blandt andet kalder situationen for den voldsomste oplevelse i karrieren.
Niels Lunde:“Hvilke beslutninger traf du de første dage?”
Michael Løve:“Det første er selvfølgelig medarbejdernes sikkerhed. Et banalt eksempel er håndsprit. Reserver al den håndsprit, vi har, til medarbejderne. Vi begynder ikke at dele ud eller sælge, før vi er sikre på, at der er nok til medarbejderne. Og så alle mulige andre overvejelser om, hvordan man kan sikre butikkerne, som nyseskærme ved kasserne og klistermærker på gulvene om at holde afstand.”
Niels Lunde:“Var du bekymret for, om du kunne holde din forsyningssikkerhed?”
Michael Løve:“Ja. I denne her situation havde vi jo helt tydeligt i dagligvarebranchen et samfundsansvar. Der var en stor utryghed ved, om man kunne få de nødvendige varer, og vi havde alle sammen en opgave i at forsikre kunderne: Handel ind som normalt, der er masser af varer.”
Niels Lunde:“Hvordan håndterer du uforudsigeligheden?”
Michael Løve:“Ret hurtigt går det op for en, at afstanden fra, hvor noget, der virker lidt overdrevent, kan blive en selvfølge, er meget kort. Så antag det værste, og vær en lille smule, næsten hysterisk til at starte med. Jeg vil hellere fortryde, at jeg gik lidt for langt end det modsatte.”
Lyt til hele samtalen mellem Michael Løve og Niels Lunde på din foretrukne podcast-app ved at søge på Topchefernes strategi eller via afspilleren herunder:

