Det blev kaldt øretævernes holdeplads, da jobbet som øverste chef for Team Danmark i slutningen af januar måned pludselig blev frit. For “hvem tør tage direktørposten,” skrev DR om det, der blev døbt elitesportens politiske kampplads.
Det gjorde Peter Fabrin. En mand, der efter at have jagtet profit og cashflow i både børsnoterede, privat- og kapitalfondsejede selskaber, gik ind i ikke blot sit eget største personlige skifte, men også et, som elitesportsorganisationen – måske – hungrede efter.
“Jeg plejer at sige til mine sønner: Hvis ikke du er nysgerrig i livet, så dør du med en rød rose i rumpen af kedsomhed. Jeg vil ikke sige, det var uinteressant, når jeg talte med kapitalfonde og banker om at komme ind og lave turnarounds, men jeg parkerer det i bestyrelsesarbejde, for jeg ville finde noget, der giver mig et bredere formål i livet end bare bundlinje,” siger han.
For Peter Fabrin skiller sig uden tvivl ud fra de fire forgængere, der har haft titlen som adm. direktør siden Team Danmarks start i 1985. Han har været topchef i svenske Haglöfs, der solgte outdoortøj for mere end 100 mio. dollar, foruden blandt andet at have haft direktørtitler i virksomheder som IC Group, Carlsberg og Piste Group, der før sin rekonstruktion sidste år var Skandinaviens største skikoncern.
Nu har han siden juni måned, med en ilddåb først med EM på dansk grund og siden et OL i Tokyo, stået i spidsen for en organisation, der som uafhængig, selvejende statsinstitution agerer i et politisk krydsfelt, hvor både regeringen og resten af Christiansborg, atleter, sportslige institutioner, medier og fans følger tæt med og har hver deres interesser at varetage. Det kan være svært at gøre noget rigtigt, for alle vil noget selv, og ved hvert hjørne kan der holde øretæver i tomgang.
“Vær ikke konfliktsky, men gør det på en ordentlig måde,” blev Peter Fabrins ledestjerne.
“Jeg arbejder meget med det, jeg kalder den brutale sandhed: Hvad du ser, er hvad du får. Jeg er direkte, og jeg vil helst have, at folk siger tingene, som de er. Jeg elsker at løfte stenene og lade problemerne vælte ud, men det er bestemt ikke alle, der tør røre ved problemer,” siger han og fortsætter:
“Min brutale ærlighed kan give mig nogle lussinger i det her job, fordi jeg skal navigere i et krydsfelt af interessenter, jeg ikke har været vant til. Men mit fokus er på atleten, og hvis jeg kan få samlet alle omkring, at hver gang, vi diskuterer noget, er det med udgangspunkt i atleten, så tror jeg, diskussionen bliver bedre, end den har været. Den dedikation og målrettethed, som atleterne viser i deres arbejde, vil jeg gerne have ind som ledestjerne i organisationen.”
Men én ting er at forbedre Team Danmarks arbejde. Noget andet er at forbedre den organisation, han er blevet sat i spidsen for.
I december måned sidste år hyrede organisationen et eksternt konsulentfirma til at foretage en arbejdspladsvurdering (apv), som har vist voldsomme skår i lakken. Blandt andet blev sløret løftet for dårligt arbejdsmiljø og dårlige arbejdsgange. Men det er ikke et Team Danmark i krise, mener Peter Fabrin. Det er et Team Danmark, der har fået et hak i selvværdet.
“Min opfattelse er, at organisationen har manglet ledelse i en moderne forstand, og medarbejderne mistede troen på ledelsen. På nogle måder har det været nemmere at komme ind, fordi der var nogle åbenlyse områder, jeg kunne rette min umiddelbare opmærksomhed på, for at skabe tillid,” siger han.
Den tillid skulle etableres – hurtigt, hvis Team Danmark skulle vendes.
“En organisation er mennesker, og den kan naturligvis ikke fungere, hvis menneskene ikke trives – og det er måske min væsentligste opgave som leder at sørge for, det sker.”
“Tag din lille notesbog, og skriv ned, hver gang der sker noget, og gem den, til det passer til tiden, og du kan bruge de kommentarer,” var der engang en, der rådede Peter Fabrin.
“Når jeg skal pensioneres, skriver jeg en bog, der hedder “At lytte”, for der er rigtig mange mennesker, der ikke lytter til historien; der ikke lytter til menneskerne; som ikke har respekt for organisationens dna og de mennesker, der er her, men som kommer ind med en tro på, at de ved bedst,” siger han.
Det handler om at forblive ydmyg. Derfor lægger han heller ikke skjul på, han slet ikke er meget for at fortælle om sit job som Team Danmark-topchef endnu.
Han er stadig i gang med at lytte. For “det tager et år at sætte sig ind i ting og mellem et år og to at skabe resultater,” siger han. Alligevel har han rusket lidt op i kontoret ved Brøndby Stadion på Københavns Vestegn.
Som at fjerne tidsregistrering. En lavthængende frugt, kalder han det, som skulle være med til at cementere filosofien om, at glæden, passionen og engagementet skulle tilbage i medarbejderne.
“Den dag, du træder ind, er du chefen. Folk forventer, du ved alt om forretningen, har en idé om, hvor vi skal hen, og nogle holdninger til ledelse. Du kan ikke gå passivt i en måned eller de kendte 100 dage, men du må heller ikke skynde dig med store forandringer bare for at sende et signal om, at du nu er chef.”
“For mig er det vigtigt at sige: “Her kommer jeg, I er en masse fantastiske medarbejdere, vis mig, hvad I kan.” Alle skal have en chance – og så må tiden vise, om tingene fungerer, så vi til enhver tid har en velfungerende organisation med topmotiverede og dygtige medarbejdere,” siger han.
Men han ved godt, at der følger svære beslutninger med jobbet som leder.
“Du skal lære at leve med skam. For verden er ikke så perfekt, og vi får det ikke altid, som vi gerne vil have,” lød et råd til Peter Fabrin tidligt i karrieren.
Han har selv prøvet det af erfaring. Når det ser rødt ud på de regneark, der er med til at diktere beslutninger.
“Som leder skal du træffe svære beslutninger, men det skal være de rigtige beslutninger, og du skal sikre dig, at folk er med på det. Det nytter ikke noget at komme ind i en virksomhed, svinge kniven, fyre 10 pct., fordi I skal ramme et tal på bunden. Folk skal forstå, hvorfor du gør det,” siger han.
“I morgen skal du drive virksomheden videre, og hvis der er noget, du ikke kan drive en virksomhed videre på, er det usikkerhed og frygt,” fortsætter han.
Det er også derfor, han gerne vil vende de sten, der gemmer på problemer. Jo mere åben og tydelig han er, desto mere åbner han op for samtalen mellem ledelse og medarbejder.
“Jeg bryder mig ikke om sladder i hjørnerne. Jeg ved godt, jeg aldrig kan forhindre det helt, for der vil altid være nogle, der hvisker i hjørnet, men vi skal have et miljø, hvor vi tør sige ting til hinanden. Det starter med, hvad jeg siger og gør. Jeg kan tale nok så mange gange om, at min dør altid er åben, men jeg er nødt til at vise det. Det gør jeg også gerne med at fortælle dem, hvad jeg har set i organisationen, siden jeg startede, men også at jeg anerkender, jeg ikke nødvendigvis ved bedst.”
“Peter, det ville klæde dig at være blidere ved dig selv,” sagde en bekendt til ham. Og han tog det til sig. Det samme vil han nu forsøge at tage med videre hos Team Danmark. Måske med inspiration fra dem, det hele handler om.
“Vi arbejder med atleter. Og vi kan både lære meget og trække mange paralleller fra dem. En atlet, alt andet lige, performer langt bedre i en positiv tilstand end i en negativ, og det samme gør medarbejdere. Det vil jeg gerne hive herind,” siger han.
Han er ikke nået til at sætte en strategi endnu, men Peter Fabrin ved godt med sig selv, at han kommer til at indføre mere målstyring, end organisationen har været vant til.
Transparent målstyring. For hvis ikke man ved, om man gør det godt, hvordan skulle man så blive bedre, spørger han retorisk.
“Målsætningerne skal være sådan, at vi strækker os til lidt mere end det, vi kan. Det er ikke en realistisk målsætning, den er heller ikke overoptimistisk, men der skal være noget at løbe efter. Det har virket for mig hver gang. Sætter du det for højt, giver folk op, før de overhovedet starter, men sætter du den lige lidt længere, end de kan strække sig til, vil de blive ved med at prøve,” siger han.
“Jeg er super krævende – både over for mig selv og mine omgivelser – men jeg er kendt for at være fair. Det aftryk, jeg prøver at sætte, er, at ordentlighed kommer før alt andet i alle sammenhænge. Jeg råber ikke, jeg skriger ikke, jeg manipulerer ikke med folk. Nogle kan slå sig på min ærlighed, og det kommer jeg sikkert også selv til – men den er også grunden til, jeg tror, jeg kan lykkes,” siger Peter Fabrin.
