ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Kun hver femte C25-bestyrelse overholder anbefalinger: “Når man evaluerer sig selv, har man nogle blinde vinkler”

Bestyrelserne i de største danske selskaber bør evalueres, men det er kun ca. 20 pct., der overholder anbefalingerne. “Der er lang vej endnu, før vi er, hvor vi bør være,” lyder det

“Det er i virkeligheden ikke en svær opgave,” siger Nina Nærby, adm. direktør i Leadership Advisor Group, der står bag undersøgelsen. Arkivfoto: Jonas Pryner Andersen
“Det er i virkeligheden ikke en svær opgave,” siger Nina Nærby, adm. direktør i Leadership Advisor Group, der står bag undersøgelsen. Arkivfoto: Jonas Pryner Andersen

Bestyrelser i børsnoterede selskaber bør løbende vurderes for at sikre kvaliteten af arbejdet.

Det er anbefalingen fra Komitéen for god Selskabsledelse, hvis man som selskab ønsker at have den bedste ledelse. En anbefaling, der har været der i 20 år, men som store dele af dansk erhvervsliv ikke arbejder med.

Det er kun hver femte af de største danske virksomheder i aktieeliteindekset C25, der efterlever anbefalingerne om evalueringer, viser en analyse fra Leadership Advisor Group.

“Det fungerer ikke optimalt. Vi er kommet et stykke vej, men der er lang vej endnu, før vi er, hvor vi bør være i relation til bestyrelserne,” siger Lars Frederiksen, formand for Komitéen for god Selskabsledelse og bestyrelsesformand i detailkæden Matas.

Komitéen har i alt 47 anbefalinger om god selskabsledelse til de børsnoterede danske selskaber. Det er ikke regler men retningslinjer, man anbefaler, at selskaberne efterlever. En slags løftet pegefinger kalder formand Lars Frederiksen det.

Ser ikke på kvaliteten

Anbefalingen om bestyrelsesevalueringer lyder på, at bestyrelserne hvert år bør vurderes og evalueres – det kan i princippet være af sig selv – og resultatet skrives to offentlige steder.

“Det er i virkeligheden ikke en svær opgave. Man kan sådan set godt skrive, at evalueringen er lavet, fordi man har spurgt alle i bestyrelsen, hvordan det går, og de synes, det går godt. Det skal skrives på hjemmesiden og i årsrapporten, og så lever man egentlig op til anbefalingen,” siger Nina Nærby fra Leadership Advisor Group, der står bag analysen.

Anbefalingerne ser ikke på kvaliteten af evalueringerne, og i analysen har man derfor undersøgt, om proceduren for evalueringerne er robust nok. Konklusionen er, at der er uudnyttet potentiale, lyder det. For eksempel er bestyrelsernes styrker bedre beskrevet end udviklingsområderne i deres egne afrapporteringer.

“Når man evaluerer sig selv, har man nogle blinde vinkler,” siger Nina Nærby, der arbejder med ekstern hjælp til at evaluere bestyrelser. Ekstern bistand, som ifølge anbefalingerne skal inddrages hvert tredje år.

Man har i de senere år oplevet, at C25-virksomhederne har sat øget fokus på sine bestyrelser, fortæller hun. Ifølge analysen klarer bl.a. selskaberne Lundbeck og Coloplast sig bedst, mens også Ørsted og Chr. Hansen klarer sig godt ud fra både at leve op til afrapporteringskravene og en høj kvalitet af evalueringer.

Derimod er selskaber som FLSmidth, GN Store Nord og DSV Panalpina langt nede på listen. Det drejer sig bl.a. om, at evalueringer ikke er grundige og ikke tydeligt fremgår af årsrapporten og hjemmesiden.

Ifølge anbefalingerne skal evalueringerne bl.a. se på, om der i bestyrelsen til stadighed er medlemmer, som kan forholde sig uafhængigt og objektivt til tidligere trufne beslutninger. Hvert enkelt medlem skal evalueres for at sikre, at det tilfører værdi.

I aktionærernes interesse

“Det er også i aktionærernes interesse at holde øje med, hvem det er, der kigger bestyrelsen efter i kortene. Derfor er det lidt overraskende, at ingen har lagt mærke til, at flere beskrivelser enten mangler eller er mangelfulde,” siger Nina Nærby.

Ifølge selskabsledelseskomitéen er der et stigende fokus på det fra aktionærer og investorer.

“Der er meget fokus på det fra investorer og aktionærernes side, og det er med til at lægge pres på. Det eneste, man skal gøre, er at fortælle sine aktionærer om, hvad man gør. Det handler om åbenhed,” siger Lars Frederiksen.

Og åbenhed er netop et nøgleord for, hvorfor evalueringerne er vigtige.

“Selv for ledere i de store selskaber kan det være lidt en “black box”, hvad der foregår i bestyrelseslokalet,” siger Nina Nærby, der forventer, at flere selskaber vil tage evalueringerne til sig:

“Det er ikke viljen, der mangler. Det er erfaring og kundskab om, hvordan man laver en god evaluering. Det er et nyt område for danske virksomheder.”

Komitéen for god Selskabsledelse justerer løbende dens anbefalinger, men bestyrelsesevalueringerne vil fortsat være en vigtig del.

“Vi har strammet op i de anbefalinger, vi har i øjeblikket, og vi kommer formentlig til at stramme yderligere op om det, når vi kommer med nye anbefalinger igen,” siger Lars Frederiksen.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis