Klumme: Her er nytårsforsættet, der kan give en følelse af indre sikkerhed

Nu nærmer tiden for nytårsforsæt sig, hvor vi dedikerer os til at gøre mere – mere motion, mere arbejde, flere aktiviteter og sociale engagementer. Ved første øjekast lyder det som en god ting at stræbe efter mere. Men ifølge neuropsykolog Julia DiGangi er der en bagside af medaljen, som vi bør modstå.

 Jeg havde inviteret DiGangi til Danmark i forbindelse med lanceringen af hendes nye bog “Energy Rising”. Som neuropsykolog fokuserer meget af hendes arbejde på, hvordan folk reagerer på stress. Hun hjælper folk med at forstå virkningerne af selvdestruktive adfærdsmønstre, som hun kalder “over’ne”. Det er en velkendt liste: overarbejde, overpræstere, overtænke, overforklare, overbelaste, overforbruge, overkomplicere, overplanlægge, overkontrollere osv.

Vi engagerer os i “over’ne” for at skabe psykologisk sikkerhed for os selv. De er en form for regulering af nervesystemet. Når du føler angst, stress, frustration eller usikkerhed, skyldes det, at et neurologisk trusselsnetværk i din hjerne er blevet aktiveret: Du er bange. For at genoprette balancen engagerer du dig i kompensatorisk adfærd, der er designet til at lindre din frygt. Du tror måske, at du overarbejder for at undgå, at din chef bliver sur på dig. Men den dybere forklaring er, at du overarbejder for at lindre den stress, du føler i udsigten til den mulighed.

Alt for ofte bliver “over’ne” ifølge DiGangi dog en primær kilde til oplevet psykologisk fare i vores liv. I hendes arbejde med højt ydende individer er de ofte enige i, at deres overpræstation føles dårligt, men de insisterer på, at de skal fortsætte med det for at forblive sikre – eller, som de siger, for at forblive “relevante” eller “på toppen”. Uanset terminologien er neurobiologien bagved den samme: Overgørelse er en form for selvbeskyttelse. Problemet er, at det bliver skadeligt for os.

 Overpræstation og dens omkostninger

Tag for eksempel overpræstation – den utrættelige stræben efter høj ydeevne. Den konventionelle tænkning tilsiger, at “stræben efter at være den bedste” er en form for modstandskraft, der gør os mere produktive. Nyere forskning tyder på det modsatte. En meta-analyse af 25.000 mennesker (Dana Harari, Journal of Applied Psychology 2018) fandt ingen sammenhæng mellem faktisk præstation og perfektionismen, som er typisk for overpræsterede. Med andre ord, en konstant stræben efter at være den bedst præsterende gør dig ikke til den bedst præsterende.

Men det har alvorlige omkostninger for vores mentale og fysiske helbred. En undersøgelse fra 2017, udført af et team af kinesiske forskere, fandt, at perfektionisme var relateret til større angst og depression. Forskere ved Vanderbilt University rapporterede i en undersøgelse fra 2012, at overpræsterende havde højere niveauer af dopamin, som er en neurotransmitter relateret til både motivation og afhængighed. Jo mere du mentalt overarbejder, desto mere føler din hjerne en trang til at overarbejde.

Overtænkningens ineffektivitet

Eller tag et andet eksempel: overtænkning. Hvis overtænkning virkede, ville det give os mulighed for at løse flere problemer i vores liv. Men forskning viser det modsatte. Overtænkning er forbundet med dårligere beslutningstagning, større interpersonelle problemer og mere frustration. Pointen med at tænke over vores problemer er at reducere vores problemer, ikke at forværre dem.

For at bryde “over’nes” greb i det nye år er det nødvendigt at anskue dem som det, de i virkeligheden er: Former for sikkerhedssøgning. Vi tror, at hvis vi overpræsterer eller overtænker, så kan “de” ikke skade os – andre mennesker kan ikke blive sure på os, dominere os eller afvise os. Men virkeligheden er, at når vi kronisk overgør det, skader vi os selv med reelle konsekvenser for vores mentale og fysiske helbred. Ved at tænke mere intelligent over de dybere psykologiske behov bag vores adfærd kan vi finde den nødvendige balance.

En stor del af det at ændre vaner i det nye år er baseret på konventionel tænkning om, at du skal gøre mere for at blive bedre. Og ja, personlig vækst er ønskværdigt. Men når vi siger, at vi er ude efter personlig udvikling, så er sandheden ofte, at vi prøver at flygte fra en dybereliggende frygt. Når vi bliver mere bevidste om, hvordan vores hjerner styrer vores adfærd, har vi muligheden for at opbygge det, vi ifølge DiGangi i virkeligheden søger: En varig følelse af indre sikkerhed.