Hun er en af dem, der bare ikke kan lade være. Når Heidi Boye besøger partnervirksomheden Irma i Farum Bytorv, render hun centeret tyndt for at besøge de forretninger, hun enten allerede samarbejder med – eller dem, hun kan se, kan blive en del af virksomheden.
Som dansk landechef i madspildsappen Too Good To Go er Heidi Boye nemlig på en mission: Hun vil redde flest muligt måltider og være med til at inspirere og oplyse danskerne om madspild. Det er det, der er målet, og det, hun går på arbejde for.
“At være en missiondrevet virksomhed kræver, at du har en missionsdrevet ledelse. Missionen skal ikke kun være tydelig en gang om året på et strategimøde eller i en række fine Powerpoint-slides. Det er i vores hverdagsarbejde, den tydelige mission er nødvendig,” siger Heidi Boye.
Hun kom til virksomheden i 2019, fire år efter at fem venner havde stiftet selskabet, som Mette Lykke i dag er adm. direktør for.
Too Good To Go er en slags markedsplads for overskydende madvarer, der kobler restauranter, bagere, kantiner, producenter og supermarkeders overskydende mad med forbrugere, der leder efter et billigt måltid i de såkaldte “lykkeposer”. Motoren er madspildsappen, der i dag har over 31 mio. brugere i 14 europæiske lande, og sidste år rykkede den danske virksomhed ind i USA.
I Danmark har Too Good To Go partnere som Netto, Scandic, 7-Eleven og senest Lagkagehuset. Siden er en række lokale producenter som Mikkeller og Søbogaard kommet med på platformen for at sælge de varer, der er kommet i overskud hos producentleddet under coronakrisens nedlukninger, ligesom kantiner i bl.a. Novo Nordisk og Grundfos er hoppet med.
Det går stærkt i Too Good To Go – og det er det, der motiverer Heidi Boye. At hun kan se, hun tager nogen og noget fra A til B.
“Jeg har aldrig haft den der femårsplan i forhold til min karriere, som der er rigtig mange, der har. Jeg har været drevet af min nysgerrighed, og af at være i et job, hvor jeg virkelig føler, jeg kan bruge mine kompetencer, og et sted, hvor jeg kan gøre en forskel. Det må man sige, jeg gør her,” siger hun.
For Heidi Boye vil gå på arbejde for noget, der giver mening.
“Jeg må indrømme, at jeg aldrig rigtig har været i stand til at adskille arbejdsliv og privatliv. Det er heller ikke noget, jeg har planer om at gøre. Jeg brænder for det, jeg laver, og jeg har det absolut fint med, at det hele flyder sammen,” siger hun og fortsætter:
“Min familie griner af mig, når jeg kigger dem over skulderen, hvis der ikke bliver spist op på tallerkenerne, men det er dét, der ligger i det her arbejde. Og ikke kun for mig. Jeg kan mærke, at vi har et team, der også går op i formålet. Det er ikke fordi, vi skal sidde og prædike madspild, men skal missionen lykkes, skal vi starte med os selv. På den måde er vi ikke “bare” ansat til et job, vi er bannerførere for en mission.”
Som landechef i en missionsdrevet virksomhed står Heidi Boye i dag i front for 25 medarbejdere, der brænder for det samme. Det giver en helt anden form for dedikation, siger hun.
Men det skaber også en fin kunst i at balancere formål og forretning.
“Vi er også en forretning, og det er tydeligt, at vi også er det. Men forretningen er født med et højere formål, så når jeg siger, at vi arbejder med missionen for øje, så er missionen jo lig med forretningen,” siger hun.
“Mange virksomheder, der først ser på forretningen og efterfølgende prøver at få lavet et formål, har enormt svært ved at få det inkorporeret i hverdagen. Her gælder det om, at går vores mission godt, gør vores forretning også. Der er en lige linje.”
Derfor taler man heller ikke bundlinje i Too Good To Go. Valutaen er antal reddede måltider, fortæller hun. I sine første fire regnskabsår har selskabet hvert år genereret millionunderskud, og senest i 2019 landede det et resultat på minus 49,4 mio. kr. Selskabet tager et lille beløb pr. måltid, så det kræver skala, hvis der skal tjenes penge, og en stor del af det, der kommer i, bliver postet i at ekspandere til nye markeder. For Too Good To Go er nu gået fra startup- til scaleup-virksomhed.
Heidi Boye kalder skraldespanden for “den eneste konkurrent”. Men det betyder også, at formlen for at lykkes ikke er fundet af andre.
“Der er ikke nogen, der har banet vejen for os. Vi asfalterer selv vejen, mens vi kører. Derfor kommer vi også til at lave brølere, og det har jeg brugt meget tid på at sige, er helt okay. For vi kommer hverken til at lære eller lykkes, hvis ikke vi laver fejl på vejen,” siger hun.
Derfor er man gået fra mindsettet “do, do, do” til “think, do, learn”.
“Hver uge laver vi noget nyt, vi ikke har prøvet før – i større eller mindre grad. Vi vil komme til at fejle, men vi skal lære af det,” siger Heidi Boye.
Derfor er det vigtigt, at hun som leder husker at fejre, når det lykkes. Det sker bl.a. på det ugentlige fredagsmøde, der bliver kaldt “sharing is caring”, hvor medarbejdere og ledere deler alt det gode, der er sket i løbet af ugen.
“Jeg gør mit ypperste for at få skabt en kultur, hvor vi på ugentligt plan fejrer succeser. Det er sindssygt vigtigt, at når vi er missionsdrevet, og når vi arbejder så dedikeret, som vi gør, at vi så også fejrer det.”
Det er en grundsten i god ledelse, at man kan holde sine medarbejdere motiverede, siger hun. Derfor lytter Heidi Boye meget til sine medarbejdere, for det er dem, der ved, hvordan hun kan være den bedst mulige chef.
“En grundpræmis for at være en god leder er, at du er nysgerrig og har interesse for de mennesker, der er omkring dig, for mennesker er alle sammen forskellige, og der er ikke en “one-size-fits-all” for at være en god leder for alle. Det handler om at forstå de mennesker, du har omkring dig, og kunne sætte dig ind i, hvordan de tænker og arbejder, for at du bedst kan lede dem,” siger hun.
“I min ledergruppe har jeg vidt forskellige mennesker, og forhåbentlig er jeg en god leder for dem – på hver sin måde,” fortsætter hun.
Derfor er det også vigtigt for hende, at det ikke kun er hende som leder, der bestemmer. Det skal være et samarbejde ned gennem organisationen at finde de bedste løsninger.
“Jeg er aldrig for fin til en opgave. Det er der ikke nogen, der er. Jeg skal hjælpe mine medarbejdere med at lykkes, og hvis det kræver, jeg også agerer kundeservice for en dag, så er det det, jeg gør. Ligesom at mine medarbejdere også skal kunne bidrage til beslutninger i toppen.”
“De mennesker, der arbejder her, er dygtige til hver deres ting, og hvis de ikke får lov at komme til orde og give deres besyv på, hvordan vi driver forretningen på bedst mulig vis, så lykkes vi ikke. Vi kan ikke sidde fire mennesker i en topledelse og tro, at vi ved det hele og kan løse det hele,” siger hun.
Derfor skal der gives feedback “henad, opad, nedad og alle vegne”, som hun siger. Også til lederne – og hende selv.
“For at du kan arbejde med andre, er du også nødt til at kende dig selv rigtig godt. En stor del af at være en dygtig leder er, at du kender dig selv rigtig godt. Jeg skal forstå mine styrker og svagheder, og jeg skal forstå, hvilken indvirkning jeg har på andre.”
Det lærer man bedst gennem en åben feedbackkultur, mener hun.
“Hvis man lærer den gode måde at give feedback på, er det ikke farligt.”
“Feedback skal motivere til forandring, så hvis man som feedbackgiver er opmærksom på det og giver feedback, der er detaljeret og positivt formuleret, som man kan arbejde videre med, så kommer man langt,” siger Heidi Boye.

