Jeg hader ordet guru. Det bliver brugt i flæng, men forudsætter for mig et intellektuelt tankegods af evangeliske dimensioner med et religiøst følgeskab. Men hvis der er én person, der i min optik fortjener prædikatet inden for strategi og ledelse i forrige århundrede, så er det Peter Drucker. The Economist kaldte ham kongen af guruer, så det er ikke uden grund, at han ofte refereres til som faderen til moderne management-tænkning. Han tilskrives udsagn såsom “culture eats strategy for breakfast”, “what gets measured gets managed” og “the best way to predict the future is to create it”.
Hans disciple tæller størstedelen af de klogeste hoveder, vi har på verdens førende business schools. Mange heraf deltager i den årlige konference Global Peter Drucker Forum i hans fødeby Wien, et “World Economic Forum” for management-nørder såsom undertegnede.
Men hvilken relevans har en for længst uddød management-tænker, som nåede at møde både Freud, Churchill og Kennedy, inden han selv stillede træskoene i en alder af 95 år i 2005?
Det spørgsmål stillede jeg den (efter min ydmyge mening) største management-tænker i vores århundrede: Roger Martin (bl.a. forfatter til “Playing to Win”, HBR 2013), som er en selverklæret Drucker-discipel. Han bærer den intellektuelle fakkel videre til næste generation af management-tænkere og praktikere. Jeg har kendt Roger i snart ti år og inviterede ham og hans hustru og forretningspartner Marie Louise Skafte (danske forældre) på middag dagen inden Drucker Forum onsdag i sidste uge. Når vi nu var i Wien, skulle vi naturligvis have wienerschnitzel, indtaget på min østrigske fars yndlingsrestaurant, legendariske Figlmüller.
Jeg havde tændt diktafonen og havde 2,5 times fantastisk samtale. Men da middagen var slut, frøs min iphone, og samtalen gik tabt. Så jeg fandt den nærmeste bierstube, bestilte en liter Vienna Lager og satte mig til tasterne. Som Hemingway sagde: “Write drunk, edit sober”.
Martin og Drucker mødtes flere gange, bl.a. da Martin var dekan på Torontos business school, som under hans ledelse gik fra at være lokal og ukendt til globalt anerkendt.
“Det, som Martin og Drucker kan, er at udfordre vores mentale modeller for, hvordan vi forstår, hvordan verden fungerer
Martin tror, at Drucker, havde han levet i dag, ville have været skuffet over, hvor lidt hans anvisninger har påvirket måden, vi driver virksomhed på. Først og fremmest har vi inddelt organisationen i siloer, hvilket gør medarbejdere snæversynet og suboptimerende. Det opgør er Martin den ideelle forkæmper for. Som Drucker er han et renæssancemenneske, der, modsat hvordan skolesystemet fungerer, ikke ser verden som opdelt i fag.
Det, som Martin og Drucker kan, er at udfordre vores mentale modeller for, hvordan vi forstår, hvordan verden fungerer. Martin advokerer for en såkaldt modsatrettet hjerne (“The Opposable Mind”, HBR 2007). Ligesom vores tommelfinger som sidder modsat vores øvrige fingre (opposable thumb) gør os i stand til at gribe om værktøjer. Ligeledes skal vi kunne holde to modsatrettede idéer i hjernen på samme tid for at begribe og arbejde med fænomeners iboende kompleksitet og derigennem finde nye veje i spændingsfeltet. Et ideal, Martin har inspireret mig til altid at forfølge.
Drucker talte for 50 år siden om, at vi med den personlige computer var på vej ind i vidensøkonomien, hvor højtuddannet arbejdskraft ville være den mest værdifulde ressource, som virksomheder ville konkurrere om at tiltrække. Konferencens store tema byggede videre herpå, hvor nærmest alle sessioner handlede om samarbejdet mellem mennesker og maskiner via kunstig intelligens. Således lancerer folkene bag konferencen en Open AI chatbot med alle 16 års indlæg uploadet, som du, kære læser, snart kan få gratis adgang til via Chat GPT 4.0. Ligeledes er Martin i gang med at lave en virtuel udgave af sig selv, hvor alle hans artikler, som ligger frit tilgængeligt på medium.com (over 1 mio. ord), er blevet uploadet.
Drucker forestillede sig, at vidensøkonomien ville slutte i 2010’erne (“The New Society of Organisations”, HBR 1992). Hvad der kom derefter, gav han dog ikke svaret på. Snart har vi mulighed for at spørge ham.
