Danskerne er da ligeglade med klima, csr og purpose, når de søger job.
Det viser en overraskende undersøgelse af den mest attraktive arbejdsplads foretaget af konsulenthuset Ballisager.
Faktisk er vi os selv nærmest, når vi står i valget af job. På vægtskålen vejer virksomhedens stresspolitik allermest. Herefter går vi efter at få gode kolleger og en chef, der har en positiv indstilling til ledergerningen. Og som ejer en god portion humor. Og vi vil gerne have en bonusordning, hvis den er fair skruet sammen.
Manden bag undersøgelsen, Morten Ballisager, forklarer:
“Jeg tror, vi har udviklet en elitær snak om klima og purpose, hvor HR-professionelle, ledere og meningsdannere snakker enormt meget om det. Det er selvfølgelig vigtigt for nogen, men for flertallet af danskere er emnerne alt for diffuse til, at det betyder noget for valg af job, viser undersøgelsen overraskende nok.”
Men interessen for, at virksomheden har et mere ædelt formål end at tjene penge, et purpose, skal nok komme i takt med, at investorerne interesserer sig mere og mere for det, vurderer Morten Ballisager.
“Purpose er for mange noget meget nært. For flertallet skaber det mening at have gode kolleger, man kan grine sammen med, mens andre, men stadig et fåtal, er mere samfundsorienterede,” siger han og konstaterer:
“Mange af de unge kandidater, jeg møder i hverdagen, er ved at få klima, bæredygtighed og csr op i halsen. De synes, det klinger hult. Alle kan jo se, at selv om alle virksomheder får grønne logoer, så bliver CO2-udledningen ved med at være den samme. Indtil videre er det alt sammen bare noget, der står på et papir, vurderer de.”
Ballisager har spurgt 1500 danskere om, hvad der kendetegner den mest attraktive arbejdsplads, men har i undersøgelsen også udfordret en række myter om folks præferencer, som måske er opstået, fordi vi har annekteret konklusionerne i amerikanske og europæiske undersøgelser. Her spørger Ballisager direkte ind til danskernes syn på det gode arbejdsliv.
Ud over at punktere purpose-myten, sprænger undersøgelsen også indstillingen til målsætninger og bonus.
“Ledelsesprofessorer har i en årrække haft travlt med at tale kpi’er og Excel-ledelse ned. Nu viser det sig i vores undersøgelse, at det ikke er rigtigt. Medarbejdere vil gerne have målsætninger, men der kan være noget demotiverende i den måde, de forvaltes på.”
Hver tredje af de adspurgte har ingen målsætninger for deres arbejde i virksomheden. Kun 19 pct. har individuelle målsætninger, selv om 63 pct. foretrækker at have det. Her har arbejdsgiverne klart misforstået deres medarbejdere, konkluderer Ballisager.
Tilsvarende har kun 29 pct., altså under hver tredje, en bonusordning. Ud af dem vurderer 60 pct., at deres bonusordninger påvirker deres motivation positivt.
“I stedet for at sige, at alt det med kpi’er og Excel er noget hø, og derfor stopper vi med at have målsætninger, så er min varme anbefaling: Hold fast i at have målsætninger på arbejdspladsen, for det er faktisk motiverende for medarbejderne. Men forvalt det nobelt og ordentligt. Hvis medarbejdere ikke når deres mål, så giv dem en hjælpende hånd, så de når deres mål,” lyder rådet fra Morten Ballisager.

