Dillon
Harvard Business Review Press222 sider
Jeg har altid haft det svært med selvhjælpsbøger på dansk. Af en eller anden grund er de amerikanske bøger af samme kategori meget bedre. En af forklaringerne er, at de danske forfattere ikke er uddannelsesmæssigt lige så tunge som de amerikanske kollegaer, der har professorater eller anden stærk baggrund for at skrive bøger.
“The Microstress Effect” er en af de bøger, som på mange måder er en selvhjælpsbog, der giver stærke redskaber til, hvordan man kan få styr på både stress og tiden. Den er skrevet af Karen Dillon, som har været redaktør på Harvard Business Review og har skrevet tre bøger sammen med den afdøde Harvard-professor Clayton Christensen og Rob Cross, som er professor ved Babson College. Der er således en tyngde, der rykker langt foran de selvhjælpsbøger, som er skrevet af rådgivere, konsulenter, coaches og andre af de, som nogen vil kalde for “varmluftsindustrien”.
Min skepsis var derfor stor, da bogen dukkede op i mit dueslag i Møntergade på Dagbladet Børsen. Det blev ikke bedre med titlen, som peger i retning af nogle hurtige råd, som kan bane vej til evig succes, lønforhøjelser og et liv i overhalingsbanen. Sådan er det ikke. Bogen er konkret, veldokumenteret og klart struktureret som sædvanligt, når det er en bog fra det anerkendte amerikanske forlag, Harvard Business Review Press.
“Det er ikke de enkelte faktorer i sig selv, der giver stressen, men det er de akkumuleredestressfaktorer, som på et tidspunkt betyder, at “nok er nok”
Det er en rigtig god bog. I klassisk Harvard-stil er den stramt opbygget, og der er samtidigt et logisk flow gennem de lidt over 200 sider. På intet tidspunkt bliver man som læser overladt til sig selv. Strukturen trækker læseren gennem siderne på trods af, at det ikke er en pageturner, som betyder, at læserne kommer til at vælge mellem nattesøvn eller læsning.
Det er en bog, som handler om stress. De bøger er der skrevet masser af, men “The Microstress Effect” rager op i forhold til den omfattende litteratur om emnet.
Udgangspunkter er, at vi er mere stressede nu end i den første tid, da ingen rigtigt vidste, hvad covid-19-pandemien ville ende med. Stress er en folkesygdom over dele af den vestlige verden. Et paradoks, da vi på mange måder ikke har haft det bedre tidligere.
Som alle nye bøger om et kendt emne er der lige præcis i denne bog den helt afgørende vinkel, som er skurken i den omfattende stressepidemi: “Microstress” er det nye udtryk, som jeg ikke er stødt på tidligere. Når man læser bogen, er det ikke noget nyt. Der er bare blevet sat ord på noget, som har eksisteret i mange år. Dog er det først nu, at der er blevet sat ord på det. Microstress. Smag på udtrykket. Det er noget, som er småt og alene ikke er en udfordring, men hvis der er nok microstress-faktorer, kommer det til at gå galt. Derfor gælder det om at styre sig udenom. Det har “The Microstress Effect” heldigvis gode anvisninger til, hvad man skal gøre for at undgå og dermed få et bedre liv.
Normalt er stress forbundet med en stor ting, som presser et menneske ud over kanten. “Microstress” er ophobede mindre stressfaktorer, som på et eller andet tidspunkt rammer muren. Sagt på en anden måde: “Dråben der får bægeret til at flyde over”.
Det er ikke de enkelte faktorer i sig selv, der giver stressen, men det er de akkumulerede stressfaktorer, som på et tidspunkt betyder, at “nok er nok”, og stressen banker på. Det kan være mange ting, som udløser stressen. Det kan være en umulig chef, rædselsfulde kunder eller nærtstående familiemedlemmer.
Udfordringen med den nye form for stress er, at den med de løbende svage påvirkninger ikke er noget, som udløser stress. I bogen bliver det klassiske eksempel med den kogte frø hevet frem fra lageret som eksempel på, hvad det dækker over: Når vandet bliver opvarmet langsomt, reagerer frøen ikke, og fordi der sker en gradvis tilpasning. Og fordi der ikke er nogen reaktion, ender det med, at frøen bliver kogt levende.
En god og velskreven bog om et emne, som er med til at ødelægge så meget på arbejdspladserne og i hjemmene.
