Noget tyder på, at det kan betale sig at sætte sig på skolebænken og tage en MBA-uddannelse. Det peger en global undersøgelse på fra den globale organisation Association of MBA's samt den engelske organisation BGA’s – Business Graduation Association.
Undersøgelsen er foretaget fra marts til maj 2020, og i alt er der over 150 lande spurgt 752 studerende MBA'ere samt 2110 færdiguddannede MBA'ere. Det er dermed den største internationale undersøgelse af MBA-uddannelsen nogensinde.
I studiet svarer næsten to ud af tre, at de er endt i deres drømmejob senest seks måneder efter endt uddannelse.
“At tage en MBA kan vi se er en solid investering for en hårdtarbejdende, ambitiøs og motiveret person, som mener, at de passer godt til ledelse. En MBA kan hjælpe dig op af karrierestigen, give nye netværksforbindelser og åbner døre i arbejdslivet,” siger David Woods-Hale, der er direktør i Marketing og Kommunikation hos AMBA & BGA og har været med til at foretage undersøgelsen.
En MBA-uddannelse anses som den mest anerkendte lederuddannelse i verden. Uddannelsen giver et generelt indblik i ledelsens fagområder, såsom strategi, marketing samt personlig ledelse. Typisk varer uddannelsen to år og tages sideløbende med et fuldtidsjob. Derudover kræves det, at man har mindst fem års erhvervserfaring.
Ifølge undersøgelsen er den største grund til at tage en MBA at få flere evner og viden om forretningsverdenen. Det svarer 70 pct. af de adspurgte i undersøgelsen.
Og noget tyder også på, at de studerende faktisk får det ud af uddannelsen, som de ønskede.
71 pct. af de færdiguddannede svarer nemlig, at de enten var meget tilfredse eller forholdsvis tilfredse med effekten, som MBA'en har haft på deres karriere.
Det er ikke kun de faglige kompetencer, der kan blive styrket af at tage en MBA. Undersøgelsen viser også, at uddannelsen har ført personlig udvikling med sig, da de adspurgte generelt mener, at de har fået mere selvtillid efter uddannelsen. 68 pct. af de færdiguddannede ser sig efter MBA'en som mere selvsikre, og 62 pct. mener, at de generelt er blevet bedre til at løse problemer.
David Woods-Hale mener, at det skyldes måden, som uddannelsen er skruet sammen på. For man placeres i et konkurrencepræget miljø med andre kompetente mennesker, der har en ambition om at blive bedre ledere.
“Flere studenter har fortalt mig, at de følte, de blev kastet ud på det dybe vand fra den første dag af deres MBA-studie. Det er et miljø, hvor man prøver at styrke eleverne. Mange studerende bliver klar over, at de har en stemme og føler sig meget mere i stand til at komme frem med deres meninger og idéer som ledere,” siger han.
Selvom undersøgelsen viser, at der er mange fordele ved uddannelsen, skal man imidlertid huske, at en MBA bestemt ikke er for alle, fortæller David Woods-Hale.
“En MBA er bestemt ikke for enhver, og det er vigtigt at huske på. Det kræver meget, både en investering af tid, penge, ressourcer og et stort stykke arbejde og dedikation. De studerende skal være i stand til at balancere deres studier med deres privatliv, i mange tilfælde også et fuldtidsjob,” siger han og fortsætter:
“Så man må sige, at en MBA kun er for de mest dedikerede og ambitiøse ledere.”

