Danmarks ældste selskab inden for interim-ledelse, Nexus, har kastet sig i armene på den franske gigant Valtus Group, der har kapital i ryggen fra Société Générale.
Nexus’ store drøm er hermed at få især de store nordiske virksomheder ind i kundekartoteket, som hidtil er begrænset til mindre og mellemstore virksomheder.
Valtus har igennem længere tid været på opkøbsjagt i Norden, og med overtagelsen af Nexus tegner der sig nu konturerne af en nordisk organisation med hovedsæde i Stockholm, der kan få større virksomheder til at interessere sig for at ansætte midlertidige ledere. De skal enten holde stolen varm, indtil en ny leder er fundet, eller de bliver rekrutteret til et midlertidigt job, hvor der skal forandres og træffes hårde og upopulære beslutninger eller løses specialopgaver.
Partner i Nexus Poul Larsen vil af konkurrencemæssige årsager ikke oplyse, hvor mange erfarne ledere firmaet har i stald i Danmark og nu i den nordiske region, og som er parate til at rykke ud i virksomhederne for at løse ad hoc-opgaver.
“Ud fra et kundesynspunkt er der forskel på at arbejde med Nexus før og nu, hvor vi samlet set har en omsætning på en halv mia. kr. bag os fordelt på flere lande. Vi kan derfor komme med betydeligt mere attraktive tilbud til virksomhederne, når vi kan trække på den samlede database,” siger Poul Larsen.
Han fortæller, at opkøbet kommer på et tidspunkt, hvor efterspørgslen efter interim-ledere er stærkt stigende efter coronanedlukningen, hvor halvdelen af efterspørgslen rettede sig mod ledere, der midlertidigt skulle holde stolen varm, indtil virksomheden selv fandt den rette kvinde eller mand til jobbet.
“Nu er der kommet gang i økonomien igen, og efterspørgslen stiger efter erfarne topledere, projektledere og specialister, der kan være svære at skaffe i øjeblikket. Det tager tid, og her kommer interim-lederne ind i billedet,” siger Poul Larsen.
Han har store forventninger til den fremtidige vækst, der skal komme fra en aggressiv salgs- og marketingindsats med bedre tilbud til nuværende kunder og med særlige målrettede tilbud til de større virksomheder. Her ser han det største potentiale for vækst.
En af Danmarks mest erfarne HR-direktører i store virksomheder Hanne Blume skyder imidlertid Nexus’ vækstplaner ned. Hun har erfaringer fra Ørsted, TDC Net og nu Dovista i Velux-koncernen.
“Vi har ikke brugt interim-ledere de steder, jeg har været. I en videnstung virksomhed som f.eks. Ørsted er det svært at sætte en ekstern interim-leder ind. Så nej: Interim har ikke fyldt noget på mit bord,” oplyser Hanne Blume.
Hun forklarer, at i større virksomheder sørger HR-direktøren for at have en opdateret plan for generationsskifte, success planning, så der altid er en toer klar til at tage over på en ledig plads i organisationen, og så er ekstern interim overflødig.
“I de virksomheder, jeg har været i, er der altid en nr. to klar. Det er jo en del af den talentudvikling, som HR-afdelingen driver. En person indefra, der kender virksomheden, kan bedre steppe ind og tager over end én, der kommer udefra,” siger Hanne Blume.
Men hun afviser ikke, at der langt nede i organisationen er brugt interim-ledere, men det er ikke noget, hun som HR-ansvarlig har været involveret i.

