Bekymringen i forhold til kortsigtethed har igangsat livlige debatter og flere politiske initiativer – også i EU-regi.
I en undersøgelse har professor på Copenhagen Business School Steen Thomsen, og jeg forsøgt at skabe klarhed over sammenhængen mellem ejerskab og bæredygtighed. Da visse aktionærer såsom stater, institutionelle investorer og familier oftest arbejder med lange tidshorisonter, er der en generel opfattelse af, at lange tidshorisonter også virker som incitament for indsatser for mere bæredygtighed. Det viser sig også normalt at være tilfældet i de fleste statsejede selskaber, multinationale datterselskaber og blandt langsigtede institutionelle investorer.
Der er dog en undtagelse: de familieejede selskaber. Der er næsten lige så mange studier, der viser en negativ som en positiv sammenhæng mellem familieejerskab og bæredygtighed.
Forskningen i familieejerskab har for eksempel dokumenteret, at nogle familier i overvejende grad bekymrer sig om at bibeholde kontrollen over deres virksomhed og om deres familierelationer. Men der er ingen garanti for, at disse målsætninger motiverer dem til at løfte deres andel af de udfordringer, verden står over for. Med andre ord: En lang tidshorisont er ikke en garanti for bæredygtighed.
Min medforfatter i dette studie, professor Steen Thomsen, formulerer det sådan:
“Inden for familievirksomheder er der forskel på dem, der sætter firmaet og formålet i højsædet, og dem der mest fokuserer på familien.
Man kan kalde den første gruppe ‘firmaet først’ og den anden ‘familien først’.
De familier, der sætter firmaet i første række, udviser det, som på engelsk kan kaldes stewardship. En steward er en person, der sætter sig ud over deres egeninteresser og handler ansvarligt på andres vegne – for eksempel Vorherre, kongen eller almenvellet.”
Så selvom det er nødvendigt eller vigtigt for virksomhedsejerne at have en langsigtet tidshorisont, kan det ikke stå alene i forhold til fremadrettet at trække erhvervslivet i en mere bæredygtig retning, særligt ikke i familieejede virksomheder.
Derfor mener vi, at ansvarligt ejerskab er en vigtig, men overset faktor, som bør fremmes. I det nedenstående peger vi på nogle af de muligheder, virksomheder kan gøre brug af.
En mulighed, som er særligt anerkendt her i Danmark, er succession via en fond – et langsigtet ejerskab, der ledes via en vedtægt, som eksplicit definerer fondens målsætning, som så igen kan anvendes til at håndtere udfordringerne med bæredygtighed.
Patagonias overgang til fondsejerskab er et nyere eksempel, der viser erhvervsfondenes stigende popularitet også uden for Danmark. Det er dog de færreste, der vil give hele formuen til en fond.
I familieejede selskaber kan fonde spille er vigtig rolle som minoritetsaktionærer, der har en særlig rolle i at overvåge selskabets formål og støtte gode formål.
Samtidig fremstår det med al tydelighed, at aktionærer og bestyrelser egenhændigt kan gøre en stor indsats for at sikre ansvarligt ejerskab.
De kan forpligte sig på at samarbejde med andre investorer, der støtter dette formål; etablere bestyrelseskomitéer med fokus på bæredygtighed og inkludere klimatiltag i direktørlønningerne.
I familieejede virksomheder, som udgør størstedelen af verdens virksomheder, kan grundlæggerne og familiemedlemmerne opdrage og uddanne den næste generation af virksomhedsejere til en bevidsthed om vigtigheden af firmaet og dets formål. Altså opdrage dem til stewardship.
erhvervsuddannelserne
Erhvervsuddannelsernes rolle bliver vigtigere end nogensinde før, når det gælder videreformidling af forskningsresultater om betydningen og vigtigheden af stewardship i vores nuværende globale kontekst som supplement til de klassiske teorier om individuel motivation og incitamenter.
Diskussionen peger også på andre muligheder i forhold til at forbedre bæredygtigheden i erhvervslivet på det politiske og lovgivende niveau.
For eksempel har man i Tyskland et nyt juridisk format for stewardejede virksomheder, der gør det muligt for aktionærerne at fravælge deres afkast, hvorved de akkumulerede økonomiske ressourcer kan geninvesteres i virksomheden med bæredygtighed for øje. I Frankrig har man en lov, som også anbefales af EU-Kommissionen, der systematisk inkluderer bæredygtighed som en del af ledelsens forpligtigelser, når det kommer til at handle i virksomhedens bedste interesse.
Dette ville for eksempel kræve, at direktørerne engagerede sig i reduktionen af CO2-udledninger i overensstemmelse med EU’s regulativer, og at de måler og sikrer overholdelsen af menneskerettighederne i virksomhedens forsyningskæde.
Det stewardshipkodeks, det globale aktiemarked har implementeret, som primært er rettet mod institutionelle investorer, udgør et blødt alternativ til hård lovgivning, som det også er tilfældet med andre lignende regelsæt rettet mod familieejede virksomheder eller statsejede selskaber.
Samlet set er der mange forskellige muligheder for at promovere stewardship på det lovmæssige, politiske, uddannelsesmæssige niveau samt på virksomhedsniveau – og som i tillæg til de mere traditionelle og suverænt bedste værktøjer såsom CO2-afgifter muligvis vil kunne spille en positiv rolle i forhold til en mere bæredygtig fremtid.
