ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Højt afkast, men

ingen risiko. Sådan sælger Stockinvest sig selv på nettet. “Scam,” lyder det fra investeringsrådgiver

Danske Stockinvest kan det, som ingen andre kan. Og det fortæller de gerne om i markedsføringskampagner på de sociale medier – de skaber 2-3 pct. om ugen i afkast alene ved at daytrade. De hverken gearer eller spekulerer i kursfald. På deres hjemmeside simulerer de, at 10.000 kr., som de investerer, vil vokse til 46.509 kr. på et år – et afkast på 365 pct.

Over 3 pct. om ugen, bare skriv det, det kan vi sagtens stå inde for

Mads Hansen Baudier, daytrader og medstifter af Stockinvest

Det kræver, at man køber et abonnement til deres app, hvor man modtager push-beskeder ved hver handel, og så er det op til kunden at kopiere Stockinvest.

Bl.a. en professor og en investeringsrådgiver stiller sig kritisk overfor konceptet, og sidstnævnte betvivler resultaterne. Men spørger man Mads Hansen Baudier, der er medstifter og daytrader, hos Stockinvest, om hvad der er opnået i afkast, svarer han: “Over 3 pct. om ugen, bare skriv det, det kan vi sagtens stå inde for. Vi har handlet aktier i meget længere tid. Vores handler begyndte tilbage i 2014, vi har performance, der kan dokumentere det. Og vi har flere revisorer, der har set det."

Er det muligt at opnå?

“Du kan sagtens se dokumentation.”

Mads Hansen Baudier har efterfølgende sendt to udvalgte screendumps af salgsnotifikationer på daytrading, som han mener er dokumentation for sine afkast.

Professor Hanne Søndergaard Birkmose, Juridisk Institut, Aarhus Universitet, hæfter sig dog ved, at der i den markedsføring, hun har set, tales om succes, og ikke risiko.

“Når det er et finansielt produkt, de sælger, og det er det jo et eller andet sted, er det problematisk, at de ikke gør opmærksom på risikoen ved at investere. Den finansielle regulering er i høj grad til for at beskytte kunden, som betragtes som den svage part. Hvis man træder ud af den finansielle regulering og i stedet skal vurderes under markedsføringsloven, skal man fortsat sikre hensynet til kunden, og Stockinvest er ikke det samme som et abonnement på Anders And-blade,” siger hun.

49

ud af 50 gange rammer Stockinvest rigtigt, vurderer Mads Hansen Baudier

Indtil videre tyder det på, at Stockinvest er gået under myndighedernes radar, vurderer Bertel Roslev Rasmussen, senioranalytiker hos investeringsrådgiveren Proveo.

“Det er fuldstændigt urealistisk og udokumenteret, det de laver. I min optik er det scam. Det er nogle unge gutter, der har lavet en fin indpakning, der lokker med høje afkast uden at have en jordisk chance for at realisere dem. Det tenderer til falsk markedsføring,” siger Bertel Roslev Rasmussen og kalder det “rent volapyk” at forvente at få de afkast, som Stockinvest stiller kunderne i udsigt.

Stockinvest har også en langsigtet strategi med 5 pct. som mål om måneden.

“Det er ikke i orden, og det er ikke god investeringsrådgivning eller god skik at love afkast, der er så milevidt fra det opnåelige,” siger Bertel Roslev Rasmussen og tilføjer, at med en langsigtet strategi er det realistisk at opnå et afkast om året på 5-7 pct., hvis man er både dygtig og heldig.

“Man skal bruge sin sunde fornuft. Hvad er det, som de unge drenge har af forudsætninger for at gøre det, som alle i hele verden har svært ved at gøre?”

Satser alt på én aktie

Hos Stockinvest mener Mads Hansen Baudier ikke, at kritikerne forstår konceptet.

En erfaren daytrader siger, at man har nul sandsynlighed for at levere det, I gør?

“Jeg griner bare og siger, at resultaterne taler for sig selv. Det er mine handler. Det, folk ikke forstår, er, at vi geninvesterer alle pengene i én aktie. Derfor kan vores samlede portefølje stige 2 pct. på én gang.”

Er det ikke højrisiko at investere alt i en ny aktie?

“Nej, slet ikke, det er bundsolide selskaber som Novo Nordisk og Ørsted, det er store firmaer, og vi handler på udsvingene og marginalerne, fordi vi ser, at en aktie enten er over- eller underkøbt.”

En ny dag, en ny aktie?

“Ja, typisk, men vi kan ikke ramme alt rigtig, men vi oplever, at vi rammer 49 ud af 50 rigtigt. Vi er fleksible og tilpasser os hele tiden aktiemarkedet, så det kan ske, at vi holder aktierne i 48 timer for at opnå vores mål på 3 pct.”


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

Forsiden lige nu