Pengene vælter ind i tematiske investeringer. Det viser data fra Bloomberg.
Siden 2016 er investeringerne i tematiske etf’er firedoblet fra lidt under 20 mia. dollar (126 mia. kr.) til i dag at udgøre ca. 80 mia. dollar.
I år er der trillet mere end 20 mia. dollar den vej, hvoraf ca. 2,5 mia. dollar er kommet til i november.
En etf er en børsnoteret investeringsfond, der typisk er passiv og replikerer et indeks, f.eks. det amerikanske S&P 500-indeks. Men universet af eksotiske etf’er med et mere eller mindre snævert nichefokus som f.eks. kæledyr, gaming og fremtidskommunikation, stiger, og ifølge Bloomberg læner flere af de 15 tematiske etf’er, der er lanceret i år, sig ind i corona-pandemiens hverdag.
Blandt dem er Roundhill Sports Betting & Igaming etf, Direxion’s Work From Home etf og Global X Telemedicine & Digital Health etf. Sidstnævnte har siden lanceringen i juli ifølge Bloomberg tiltrukket mere end 430 mio. dollar.
Udbyderne af etf'er forsøger at ramme tidens og ikke mindst fremtidens trend, og tror man f.eks. på flere kæledyr pga. coronakrisen, så findes der f.eks. etf'en Proshares Pet Care. Den indeholder bl.a. aktier i selskaber som Nestlé, Zooplus, Merck & Co. og endda Colgate-Palmolive Company.
Interessen kommer primært fra de private investorer, der har fået langt flere investeringsmuligheder i form af investeringsapps som Robinhood og Stash Capital.
Netop Stash Capital oplyser til Bloomberg, at 88 pct. af deres investorer i etf’en Wedbush etfmg Video Game Tech etf er private investorer.
