Olieaktier verden rundt er braget i vejret, siden Pfizer den 9. november offentliggjorde positive nyheder om en mulig coronavaccine.
I ugerne efter fulgte Moderna og Aztrazeneca trop, og mens det har givet udsigt til en hverdag uden globale nedlukninger og med flere fly på vingerne, er olieprisen steget 20 pct., og det globale MSCI World Energy Sector-indeks er strøget i vejret med 31 pct.
Den globale energisektor har dog fortsat meget at indhente, da den trods de seneste ugers kursstigninger fortsat er nede med 33 pct. i år, hvor olieselskaberne især har været presset af coronakrisen, som har sænket efterspørgslen på olie.
Men de seneste ugers stigninger har gjort indtryk på Nordeas chefstrateg, Andreas Østerheden.
“Det er helt vildt, hvad vi har set i denne måned. Men at olieaktierne stadig er nede med 30 pct. for året, siger lidt om, hvor dybt et hul de har været i,” siger han og uddyber, at han i øjeblikket har en neutralvægt på energisektoren.
“Men at olieaktierne stadig er nede med 30 pct. for året, siger lidt om, hvor dybt et hul de har været i
Andreas Østerheden, chefstrateg, Nordea
Mads Johannesen, investeringsøkonom i Nordnet i Norge, sidder selv med en olieaktie i sin portefølje for at være eksponeret mod yderligere kursstigninger til olieaktierne.
“Min personlige investering mod en fortsat genopretning i oliesektoren er i det norske small cap-selskab Panoro Energy. De har vist en stejl vækst i olieproduktionen de seneste år, og jeg mener personligt, det kan være et interessant selskab i forhold til den nuværende situation og i fremtiden,” siger han.
Prisen på en tønde Brent-olie ligger i øjeblikket omkring de 48 dollar. Det er 27 pct. lavere end niveauet fra årets start.
“Tror man på yderligere stigninger til olieprisen, så vil enorme selskaber som Equinor, Aker BP og Exxon Mobile være gode muligheder. De har alle en solid pengestrøm og kreditvurdering, og fortsætter olieprisen med at stige, vil deres indtægter og udbytter også stige,” siger Mads Johannesen.
Er man i stedet på jagt efter efter mere risikable investeringer, så peger pilen mere mod eksempelvis drilling-selskaberne, som blandt andet bygger og driver borerigge.
“Hvis du er på jagt efter mere højrisikable investeringer, så vil jeg kigge på virksomheder med en høj finansiel gearing, og som er faldet kraftigt det sidste år på grund af det. På børsen i Oslo er der flere af den slags virksomheder, hvor Borr, Seadrill og Shelf Drilling derfor er interessante. Men det er vigtigt at nævne, at disse investeringer betragtes som høj risiko og kan være meget ustabile afhængigt af udsvingene i olieprisen,” siger Mads Johannesen.
