ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Luftfartsaktier er kravlet

Adskillige fly har været tvunget til at holde parkeret, mens coronavirussen har forårsaget nedlukninger verden rundt. Foto: Ritzau/Scanpix
Adskillige fly har været tvunget til at holde parkeret, mens coronavirussen har forårsaget nedlukninger verden rundt. Foto: Ritzau/Scanpix

Det kan være fristende som investor at zoome ind på nogle af de industrier og aktier, som har taget mod de største klø under coronanedlukningerne verden rundt. Især nu, hvor flere og flere lande er i fuld gang med atter at åbne op.

27

pct. er MSCI ACWI Airlines-indekset steget i løbet af den seneste måned. Indekset er faldet 39 pct. i 2020.

Og det er netop, hvad adskillige investorer har gjort. Det har været med til at sende det globale luftfartsindeks, MSCI ACWI Airlines, op med 27 pct. i løbet af den seneste måned.

Flyselskaberne er fortsat nede med 39 pct. for året, men udviklingen skaber panderynker hos Sydbanks aktieanalysechef, Jacob Pedersen.

“Det fortæller mig, det er en industri, som har været usædvanligt hårdt ramt. Den er fortsat usædvanligt hårdt ramt, og det vil den være i mange måneder frem,” siger Jacob Pedersen, der undrer sig over, at luftfartsaktierne er kørt så kraftigt i vejret, da adskillige flyselskaber har haft brug for hjælpepakker fra staterne for at holde sig i live.

Spekulant eller investor

Den samme undren sidder Morten Springborg, temaspecialist hos Cworldwide, med.

“Det er et spørgsmål om, hvorvidt man er spekulant eller investor. Jeg skal ikke kunne sige, at nogle af disse virksomheder, som reddes, ikke vil være fænomenale investeringer på kort sigt. Men langsigtet må man stille store spørgsmålstegn ved, hvad disse selskaber kommer til at gøre,” siger Morten Springborg.

Senest har tyske Lufthansa modtaget hjælpepakker fra både den tyske og østrigske regering, mens også Air France-KLM, Norwegian samt flere amerikanske luftfartsselskaber alle har modtaget redningspakker. Men hjælpen kan koste på investorernes afkast på længere sigt, lyder det.

“Det er vigtigt, man som investor kigger på, hvad det er for selskaber, man investerer i. Flere af de selskaber, der ikke har fløjet særlig højt indtjeningsmæssigt, ville være døde nu, hvis der ikke var kommet statshjælp,” siger Jacob Pedersen, som uddyber:

“Set i det lys kan det godt undre mig, at mange af disse aktier er kørt så markant op, for de aktuelle ejere kan ikke forvente en ret stor del i den værdiskabelse, der måske venter forude. De vil blive fuldstændigt udvandet, når staterne står i spidsen for de redningspakker, der gennemføres,” siger Jacob Pedersen.

De aktuelle ejere kan ikke forvente en ret stor del i den værdiskabelse, der måske venter forude

Jacob Pedersen, aktieanalysechef, Sydbank

Han bakkes op af Morten Springborg, der helt overordnet mener, investorer skal tænke sig rigtig godt om, før de investerer i selskaber, der har fået hjælpepakker under coronakrisen.

"Kigger man på, hvilke selskaber man skal investere i, så skal man grundigt undersøge, om selskaberne er herrer over deres egen fremtid. Har man fået støtte af staten, så vil staten fremadrettet kunne pålægge krav til selskabets finansielle ageren. Spørgsmålet er, om sådanne selskaber er interessante at investere i, fordi man vil se en ny spiller inde, som agerer ud fra andre interesser, end det der er aktionærernes interesser på kort og lang sigt,” siger Morten Springborg, der forventer, det eksempelvis vil påvirke udbyttebetalinger og aktietilbagekøbene fremover.

Vilkår kan ændres

Hos PFA har chefstrateg Tine Choi Danielsen også fulgt tendensen med luftfartsaktierne. Hun hæfter sig ved, at staternes vilkår for hjælpepakkerne kan ændre sig løbende, hvilket gør livet usikkert for investorer.

“Reglerne for hjælpepakkerne kan ændre sig løbende, og vilkårene kan strammes. Og det kan helt klart påvirke aktiens videre forløb, når man har en stat, der er med til at diktere planerne for, hvordan selskaberne kommer i mål,” siger hun.

Men er man fristet til at købe op i luftfartsaktier, så er rådet klart fra Jacob Pedersen:

“Man skal være meget klar over, hvad det er for selskaber, der har brug for meget hjælp, og hvem som ikke har brug for hjælp. Der vil nok være en tendens til, at dem, der stod stærkt, de vil står endnu stærkere,” siger han.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

Forsiden lige nu