Efter solide kursgevinster flere år i træk er det tid til at købe andet end blot gårsdagens vinderaktier. Momentum vil vende.
Sådan lyder det fra Grace Peters, der er chef for J.P. Morgan Private Banks europæiske aktiestrategi.
“Vi kan stadig lide it-sektoren, men vi skal diversificere os væk fra de fem amerikanske mega cap-teknologiaktier,” siger Grace Peters med henvisning til kursvinderne Facebook, Apple, Amazon, Netflix og Alphabet.
“De langsigtede drivere er selskabernes indtjening, og vi tror på, at der kommer andre, stærkere vækstmuligheder,” siger Grace Peters, der forventer, at aktiemarkederne generelt om 12 måneder fra de nuværende kursniveauer er steget.
“Vi er i en genopretningsperiode, og den vil være fuld af kursudsving på de globale aktiemarkeder, og den volatilitet bør investorerne udnytte til at balancere deres porteføljer i,” siger Grace Peters.
Grace Peters anbefaler og hjælper kunderne med at se længere end blot et par kvartaler ud i fremtiden, og spørgsmålet er, hvordan verden og adfærden ser ud post covid-19. Svaret, mener aktiechefen, ligger i de forskellige regeringers strategier og tiltag for at få en pandemismadret økonomi på fode igen.
“Vi har identificeret tre temaer, som alle giver en bred diversificering sektormæssigt og geografisk,” siger hun og nævner, at J.P. Morgan Private Bank anbefaler sine kunder eksponering mod aktier i “vedvarende energi”, “mobilitet” og “infrastruktur”.
mia. euro udgør EU’s Green Deal og genopretningsplan samlet
“Når vi ser på, hvordan regeringerne kloden rundt forventes at genskabe den økonomiske vækst, har de alle forskellige strategier, men de indeholder alle de tre identificerede temaer,” siger Grace Peters og peger på, at EU’s genopretningsplan på ca. 1380 mia. euro bliver en forlængelse af Green Deal på 750 mia. euro, hvor det overvejende fokus er økonomisk vækst gennem miljørigtige løsninger og en energitransformation til vedvarende energiløsninger.
“I Asien fokuserer man meget på den digitale infrastruktur med bl.a. 5G, industriel internet of things, opladning til elektriske biler og en udbygning af datacentre, mens man i USA vil være optaget af den fysiske infrastruktur.”
Debatten om den trængende amerikanske infrastruktur og udgifterne til en genopretning af den er langt fra ny. En renovering af infrastrukturen var også et hedt valgtema for fire år siden. Og denne gang vurderer Grace Peters, at behovet for en storstilet investering er tydeligt.
Skulle den næste præsident i USA hedde Joe Biden og være demokrat, vil der ifølge Grace Peters i USA – ligesom i Europa – også være et stort potentiale for aktier inden for vedvarende energi.
“En investering i disse tre temaer giver en attraktiv eksponering til de mere cykliske sektorer. Det gælder f.eks. industri, minesektor, byggeri og råvarer. Inden for f.eks. industrisektoren er vi stadig forsigtige med at investere i dele af den, fordi der vil kunne opstå et strukturelt pres fra mere permanente forandringer pga. en anden social adfærd,” siger Grace Peters og tilføjer, at det bl.a. gælder for flyselskaberne.
På kort sigt anbefaler Grace Peters investorerne at holde øje med udviklingen af covid-19, præsidentvalget i USA og regnskaberne, der stadig tikker ind for tredje kvartal.
“De tre ting bevæger markedet lige nu. Folk tager profit nu op til præsidentvalget og på baggrund af regnskaber, der har vist sig at være bedre end forventet både på omsætning og resultat. Hvis vi kan undgå at få store nedlukninger i Europa, så bør selskaberne kunne opretholde deres fremtidig indtjening.”
